Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Efter den Dag prøvede Hr. von Barovski ikke mere at tænke paa Marysia. Han havde ment hende det saa godt, kunde hun ikke indse det, maatte hun passe sig selv. Det lod næsten ogsaa til, som skulde det lykkes ham at bortjage den Skygge, som havde stillet sig mellem ham og hans unge Gemalinde. Kun naar han red over Marken og saa Marysia langt borte, slog han ind i en anden Retning.
Efteraarsstormene havde allerede fejet alle Bladene af Træerne, og en blussende Kaminild brændte i Hr. von Barovskis Arbejdsværelse. Han havde nylig spist Frokost sammen med sin unge Frue, og nu gennemgik han Godsregnskaberne, medens Fru von Barovski havde trukket sig tilbage til sit Toiletværelse. Da hørte han hendes Skridt bagved sig, han havde kunnet kende dem blandt Tusinde - og han vendte sig om til hende med et Smil fuldt af glædelig Overraskelse; thi han havde endnu ikke ventet hende, og hun var forstemt, uagtet hun for et Øjeblik siden havde været glad og munter, han skyndte sig derfor hen imod hende og lagde sin Arm om hendes Liv.
„Sig mig, hvad er der i Vejen, min elskede”, sagde han ømt.
Da smilede hun straks igen, som om hun skammede sig over sin Forstemthed.
„Du vil dadle mig Jan-Jozif, fordi jeg ærgrer mig derover”, sagde hun og blev i det samme rød helt op i Panden, hvad der klædte hende allerkærest. „Men tænk dig, Margot har igen sagt op. Jeg tror, det er allerede femte Gang i det halve Aar, vi har været her paa Baranyce”.
Margot var den franske Kammerjomfru, som Fru von Barovski havde bragt med fra Paris. Hun var bleven hende saa godt anbefalet, og hvad hendes Færdighed angik, gjorde hun denne Anbefaling Ære, men hun troede sig uerstattelig i det afsidesliggende Baranyce og derfor troede hun at turde give alle sine Luner frit Løb og, med Truslen om at ville rejse, lade sine Fordringer stige i det utrolige.
Hr. von Barovski lo, da han hørte, det kun drejede sig om Kammerjomfruen. „Men saa lader vi Margot rejse”, sagde han og klappede sin unge Kone paa Kinden. „Hun kan rejse endnu i Dag, saa du ikke længer skal ærgre dig over hende. Du hjælper dig et Par Dage uden Kammerjomfru, og vi telegraferer til Paris efter en anden”.
„Du har Ret, Jan-Jozif”, sagde Fru von Barovski, og Ærgrelsen forsvandt fuldstændig fra hendes Ansigt. „Hun skal bort herfra endnu den Dag i Dag”, og pludselig som et Lyn for en Tanke gennem den unge Frues lille Hoved, „men vi vil ikke telegrafere efter nogen anden, thi disse Pariserkammerjomfruer er forvænte med Selskabelighed, med at komme i Teatret, og de finder sig aldrig til Rette i Stilhed her paa Baranyce. Hvad skal jeg ogsaa bruge en Kammerjomfru til? Jeg vil sige dig noget, elskede: Jeg tager Marysia i Huset, du véd, den unge Pige, som ved vor Ankomst hertil overrakte mig en Blomsterbuket. Hun har et Ansigt, som jeg synes om, og har sikkert et Par flinke og behændige Hænder. Jeg tør vædde med dig, at jeg inden otte Dage har lært hende saa meget, at jeg slet ikke mere savner Margot.”
(Fortsættes.)
