« Tilbage til søgeresultaterne
D. K. FÆLLESMØDE 1919
(Fællesmøde)
Fredag den 20. Juni Forretningsmøde
Kl. 9 ½ -12.
Formanden, leder Valg af Ordstyrer, der foreslaas Kirstine Jensen-Storch, Aalborg, Petrine Jensen, Viby, Th. Daugaard og Hulda Pedersen, Aarhus. Den førstnævnte vælges (Nr. 2 bortrejst, 3 og 4 ønsker ikke at modtage Valg).
Ordstyreren gør opmærksom paa, at der mangler Afslutning paa 2 af de i Gaar drøftede Sager, før man kan gaa over til Dagsordenen, anmoder derfor Tillidsmændene om at fatte sig i Korthed.
Punkt VII. Elisa Petersen: Det Forslag til en Resolution ang. Valglovsændring, vi igaar drøftede, er ikke nyt for os. Den nuværende Valglov virker hæmmende paa Kvinders Valg til Rigsdagen; ikke mindst Fru Lemche har peget derpaa. - Naar Fællesstyrelsens Udvalg afgiver Betænkning er det velovervejet. Vi blander os ikke i de tekniske Enkeltheder, men vi ved dog, at vort Forslag kan gennemføres i Praksis, det er gennemført i Belgien. Der er talt om det uheldige i at Kontakten mellem Folketingsmanden og Vælgerne bliver ringere, jeg tror at mange Folketingsmænd trænger til en noget videre Horizont, Amtskredsene vil maaske faa dem til at se mere paa det almene Vel. For Kvinderne vil det betyde meget, at der kan stemmes baade paa Partiet og paa den Kandidat paa dets Liste, man foretrækker. - Vi kan ikke standse Udviklingen, Valgloven ligger snart paa Rigsdagens Bord, De maa enten vedtage Resolutionen, eller sige os, hvad vi skal gøre. - Oplæser Resolutionen.
Charlotte Hansen, København: Uddyber sine 2 tidligere stillede Spørgsmaal - omtaler Socialdemokraternes Stilling i 60-70erne og udtaler bl. a. at vi nu faar at se, om Kvinderne i Landstinget svigter os og følger deres Parti i Spørgsmaalet om kvindelige Præster.
De politiske Partier har egenmægtigt sat Kvindesagen paa deres Program; hvorledes vil de røgte den?
Asta Iversen, Lyngby: Oplyser, at hendes tidligere Protest gjaldt Vedtagelse af Resolution før Drøftelse, men ikke selve Resolutionen.
Red. Rosted: Protesterer mod Udtalelser om, at Kvinder paa Rigsdagen følger deres Parti og svigter os. Jeg tror, de følger deres Overbevisning. Kan vi ikke komme ind paa en anden Tone indenfor D. K., foreligger min Udmeldelse af D. K.
Dorthea Mikkelsen, Holstebro: En Del synes at være af den Mening, at naar vi faar Kvinder paa Rigsdagen, skal vi byde dem velkommen, men Opfattelsen af Kvinder og Kvindesag er forskellig. Hvis der indvælges Lærerhustruer, som vil stemme mod lige Løn for lige Arbejde, vil D. K. da ogsaa byde dem Velkommen?
Karen Johansen: Anbefaler at stemme for Resolutionen.
Direktør Moestrup: Fraraader Vedtagelsen af Resolutionen: Vi kan ikke tage Stilling paa et Øjeblik. Naar en Rigsdagsmand er valgt, repræsenterer han sin Kreds, ligegyldig hvilket Parti han hører til, men dette personlige Forhold til Kredsen vil tabes.
Caroline Bie, Horsens: Raader til Vedtagelse af Resolutionen og udtaler Ønske om Gennemførelse af Grupperingsforslaget efter politiske Linier.
Formanden: Til Charlotte Hansen vil jeg sige, hvis ingen henvender sig til os, vil vi søge Samarbejde med de politiske Partier, gennem de partipolitiske Kvinder, vi har indenfor hvert Parti. Charlotte Hansen sammenlignede D. K. med Socialdemokratiet, men vi er ikke noget politisk Parti. Lad os ikke haane de politiske Partier, fordi de har sat Kvindesagen paa deres Program; det er Kvindesagskvinder indenfor Partierne, der har krævet det.
Hvad Resolutionen angaar har det været umuligt at forelægge den før, den er først nu blevet aktuel.
Vedtagelse af Resolutionen anbefales af I. Tolderlund, K. Johansen, Sadelmager Lund, Svendborg, og Hulda Pedersen, Aarhus, fraraades af Red. Bertel Jensen, Viby.
G. Lemche: Hovedsagen for os er om de valgte Rigsdags-Kvinders Overbevisning falder sammen med vor. Fru Arenholt talte igaar om Grupperingsforslaget, men glemte det halve. Det er mit Forslag, og Pointet i det er, at D. K. derigennem sætter sit Stempel paa de Kvinder, som det vedkender sig. Det har glædet og undret mig, at Kvinder af forskellige politiske Partier er enedes om denne Resolution, hvorved Kvindesagen løftes op over Partierne.
Joh. Andersen: Ejby: Valglovsforslaget er godt gennemtænkt, og vi har erfaret ved sidste Valg, at Ændringer i Valgloven er ønskelige. Den foreslaaede Ændring vil hjælpe til at faa kvindelige Synspunkter ind i det offentlige Liv, og Amtskredsene vil ogsaa paa anden Maade være gavnlige. Mon det ikke er vanskeligt at være Repræsentant for en enkelt Kreds. - Vi kan ikke gavne Kvindesagen bedre end ved at tale Kvindesag indenfor Partierne.
Laura Lind: Udby: Det er ikke Tegn paa Modløshed om D. K. ikke udpeger Kandidater til de politiske Partier - alle Kvinder i Partierne erfarede sidst, at det var uheldigt; tilraader at stemme for Resolutionen.
Afstemningen.
1) Resolutionen ang. Valglovsændringen vedtoges med stort Flertal (kun 9 St. imod).
2) Det vedtoges med samme store Flertal, at Fællesmødet giver sin Tilslutning til Fællesstyrelsens Udtalelser ang. D. K.s Forhold til de politiske Partier.
Punkt VIII: Kontingentforhøjelsen.
Elisa Petersen, Næstved: Fremlægger Fællesstyrelsens Forslag til Kontingentforhøjelsen. - Udtaler, at den haarde Nødvendighed tvinger os dertil; til trods for Indskrænkning af Bladet til det halve, stiger Udgifterne. Vi maa erkende, at Stigningen ikke er en Overgang. Fælleslovenes § 5 foreslaas derfor ændret paa flg. Maade:
§5.
Aarsbidrag.
Saavel Kredse som de umiddelbare Medlemmer indmeldes til Fællesstyrelsen.
Kredsene betaler 2 Kr. 25 Øre aarlig forud til Fælleskassen for hvert af deres Medlemmer. Disse faar „Kvinden og Samfundet" tilsendt.
For Medlemmer, indmeldt efter 1. Juli betales l Kr. 25 Øre for Indmeldelsesaaret.
Nye Kredse betaler i det Kalenderaar, hvor de optages i Samfundet, kun 2 Kr. for hvert Medlem, der indmeldes før 1. Juli, og henholdsvis l Kr. 25 Øre og l Kr. for hvert Medlem, der indmeldes efter 1. Juli og 1. Oktober.
For Medlemmer, der hører til et allerede indmeldt Medlems Husstand, betales kun l Kr. aarlig til Fælleskassen (uden Hensyn til Tidspunktet for Indmeldelsen); disse Medlemmer faar ikke Bladet tilsendt.
Medlemsbidraget for de umiddelbare Medlemmer er 3 Kr. aarlig eller 60 Kr. en Gang for alle.
Regnskabsaaret er Kalenderaaret.
Medlemsbidrag, der ikke er indbetalt inden Udgangen af hvert Aars Marts Maaned, kan tages ved Postopkrævning tilligemed Postpengene. Hver enkelt Kreds er som Helhed ansvarlig for det Bidrag, der paahviler den i Forhold til dens Medlemstal.
Dorthea Mikkelsen: Kan dette vedtages i Dag? Det er en Lovændring, der skulde vel have været redegjort derfor i Dagsordenen.
Elisa Petersen: Forslaget er drøftet paa Formandsmødet.
Formanden: Ja, det skulde have staaet under Lovændringer, og Forslaget burde være udformet paa Dagsordenen. Vi gør Undskyldning derfor, det er en formel Fejl. Forslaget skal behandles som Lovændring, altsaa vedtages med 2/3 af de afgivne Stemmer.
Agla Tulinius Petersen, Skive: Støtter Forslaget
Kathrine Andersen, Svendborg: Frygter at Svendborgkredsen ikke kan opretholdes, hvis Kontingentforhøjelse vedtages.
Der forlanges Afstemning.
For Kontingentforhøjelse: Meget stort Flertal. Imod: 6 Stemmer.
Punkt XIII. Lovændringer.
F. S.s Forretningsordens § 1,3 ændres til:
Udmeldelse for det kommende Aar maa indsendes til Hovedkontoret inden 15. Decbr. Vedtoges uden Diskussion.
Det vedtoges herefter at gaa over til Forslaget om Ændring af Fælleslovenes § 4 og udsætte det mindre væsentlige.
Karen Johansen: Den nuværende § 4*) siger for lidt.
*) »Kvinden og Samfundet« er Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, det udgives og ledes af Fællesstyrelsen, som dertil kan antage lønnet Medhjælp.
Lyngbykredsen ønskede derfor paa Formandsmødet i Januar 1919 at søge den ændret, og der nedsattes et Udvalg til at omredigere § 4. Udvalget kom til at bestaa af: Gyrithe Lemche, Th. Daugaard, I. Tolderlund, Ida Holck og Karen Johansen.
Udvalget foreslaar at § 4 kommer til at lyde saaledes: „Kvinden og Samfundet er D. K .s Medlemsblad. Det ledes i Overensstemmelse med D. K.s Program og Fællesmødets Beslutninger af en af Fællesstyrelsen ansat Redaktør, som skal være en Kvinde. Redaktøren er indadtil som udadtil alene ansvarlig for Bladets Indhold og Ledelse*).
*) Fremhævet af Red.
Hun kan opsiges med 3 Mdrs. Varsel. Redaktøren deltager i Fællesstyrelsens Møder dog uden Stemmeret, hvis hun ikke er Medlem af Fællesstyrelsen. Redaktøren er lønnet og kan for egen Regning antage fast Medhjælp ved Redaktionen."
Udvalget mener, at Fællesstyrelsen, der sidder spredt over Landet ikke kan have Ansvaret for Bladet. I Almindelighed har vi haft en ansvarlig Redaktør, enkelte Gange tidligere er et Redaktionsudvalg prøvet, men det er atter opgivet. Det, vi foreslaar, er ikke noget nyt - men det, der har været Praksis gennem lange Tider. Man har altid henvendt sig til Redaktøren, naar der var noget, man var utilfreds med. Udadtil vil Øvrigheden have een Person, og indadtil maa vi ogsaa have een Person at henholde os til. Hvis der skrives mod Fællesmødets Beslutninger, hvem skal vi saa henholde os til, kan Udvalget tage Ansvaret? Vi skal ikke her stemme om Personer. - De, der ønsker Redaktionsudvalg, maa afgrænse dettes Kompetence. Hele F. S. kan ikke have Indseende med Bladet, det vil blive F. U. Medlemmer, de 7 Københavnere, der faar Overvægt.
G. Lemche: Forklarer det besynderlige i, at hun som Formand for Udvalget ikke har forelagt Forslaget. Grunden er, at hun havde bestemt ikke at være tilstede. Hun synes, at Medlemmerne og hun er kommet saa langt fra hinanden; men i sidste Øjeblik tog hun den Beslutning at rejse og vil nu knytte nogle Bemærkninger til Karen Johansens Udtalelser.
Jeg sagde paa Formandsmødet, at saalænge Redaktionsudvalget bestod var der ingen Udvej for min Tilbagevenden til D. K. Nu synes Striden at skulle koncentrere sig om dette Udvalg. Men selv om det ophæves, er der ingen Tilbagevenden mulig for mig, det der skiller ligger langt dybere. - Her er kommet saa meget personligt - for D. K. uværdigt ind i Forhandlingerne. Der kæmpes om, hvem der skal have Magten. Hold min Person udenfor! Mig risikerer De ikke i F. S. - Se sagligt paa Tingene, gaa bort fra Personligheder. Prøv Røsten i Dem selv. – Hvad er Meningen med Bladet? Skal det være et Ekko af alle, et Aftryk af, hvad andre har skrevet - er vi ikke selv noget mere? Er vi ikke Røsten, der kalder Ekkoet frem. Læs Kvinden og Samfundets Historie, og De vil se, der har lydt Klokketoner derfra op gennem Aarene. Undertiden var det Bedeklokketoner, undertiden Stormklokketoner, men aldrig var det Ekko. - Tror De, der kan lyde Klokketoner, naar et Udvalg holder paa Redaktørens Pen. Nej, Klokken siger ikke en Lyd. - I Fortiden har vi et Par Gange haft et Redaktionsudvalg, men det er snart blevet aflivet. Jeg skal slutte med at sige til Fru Koch Schiøler, der ved at ønske Redaktionsudvalg har været den uskyldige Aarsag til dette: Prøv at undvære dette Udvalg! Sig jeg giver mig alene min Kærlighed til Sagen i Vold, saa skal De opleve det vidunderlige at høre Klokketoner fra Deres Klokke.
Formanden: Vi kæmper ikke om noget saa uværdigt som Magten, men ganske ligefrem om, hvem der ser rigtigt i denne Sag. F. S. vedtog i Januar at udtale til Formandsmødet, at vi ønskede den Myndighed over Bladet bevaret, som F. S. har i Følge Fælleslovenes § 4. Det vedtoges med 25 Stemmer mod 23 at nedsætte det Udvalg, der nu har stillet Forslag til Ændring af § 4, men 3 af F. S. Medlemmer, der tillige repræsenterede deres Kreds som Formænd nægtedes Stemmeret. Jeg nævner det for at vise, med hvor uhyre ringe Majoritet, det blev nedsat. F. S. har vedtaget, at vi stadig staar paa det samme Standpunkt. Karen Johansen sagde, at det var Fællesmødet, der maatte have Indflydelse paa Bladet. Ja, Fællesmødet skal have den højeste Indflydelse ogsaa paa vort Medlemsblad, der er en af D. K.s grundpiller. Det var selvfølgelig bedst, om vi hver Maaned kunde holde Fællesmøde, men da vi ikke kan det, vælger Fællesmødet en Fællesstyrelse til som Stedfortrædere at udføre det Arbejde, der paalægges os af Fællesmødet. Fællesmødet staar frit m. H. t. hvem, det vælger til sine Stedfortrædere. Fællesstyrelsen foreslaar ingen Kandidater, og har ingen Stemmeret. Valget ligger fuldstændig i Mødets Hænder. Tør man ikke lægge Ansvaret for Bladet i F. S. Haand, har man ingen Tillid til den - saa maa den bort, saa behøves kun en Redaktør, som Fællesmødet maa ansætte og holde Opgør med; men - mener man, at Fællesstyrelsen skal have Ansvar for Medlemsbladet, maa det overlades til F. S. at finde den mest praktiske Form for dette Ansvars Udøvelse. Kærnepunktet er, om F. S. skal have Ansvaret, eller om vi skal have en enevældig Redaktør. Redaktionsudvalget er en Biting. Spørger man, hvor Ansvaret da skal lægges, da bliver Svaret: Hos Fællesstyrelsen og i sidste Instans hos dennes Formand.
D. K. maa staa paa Jorden med fast Grund under Fødderne. Jeg gentager, vi strides ikke om Magten, men om hvorledes vi mest praktisk kan arbejde med Bladet.
Kirstine Broe, Fredericia: Det er gammel Praksis, at Redaktøren har Ansvaret - og naar alle er enige, gaar det, i modsat Fald er det ret og rimeligt, at vi henvender os til Redaktøren. Vi gik den Vej i Aarhus og i Aalborg, og vi har set Følgerne. Det er derfor nu bedst, vi gaar bort fra gammel Praksis for at holde sammen paa Flokken. Den nuværende Redaktør forlangte Redaktionsudvalg, jeg kan ikke se, det er galt. Fru Lemche har sine Talegaver frem for os - det er sandt, at tidligere lød der Klokketoner gennem Kvinden og Samfundet - ogsaa Stormklokketoner, der sprængte vore Trommehinder.
Jensa Thøger Sørensen, Stege: Alle beklager, at F. S. for meget har lagt Ansvaret fra sig overfor Bladet. Der har været Tider, hvor man har haft al sin gamle Kærlighed til D. K. behov for at vedblive at være Medlem. Henviser til Artiklerne efter Valgene. Præciserer, at F. S. skal være sig Ansvaret bevidst, det bør snarere skærpes. Haaber, at vi nu faar et Blad, som vi ikke behøver at skamme os over.
Karen Johansen: Der er adskillige Artikler, som vi ikke er glade for i den sidste Tid, fordi Bladet ikke mere ledes upartipolitisk. Henviser til Artikler fra Rigsdagen Nr. 8 og 9 i Kvinden og Samfundet og anker over, at Fru Elna Munchs Kritik af det tidligere Fællesstyrelsesmedlem Jensen Sønderup refereres, men ikke hans Forsvar for Kvindernes Sag. Spørger hvilket Medlem af Redaktionsudvalget, der har Ansvar for den Artikel, og hvor de 2 andre er henne.
Red. Bertel Jensen: Et Redaktionsudvalg kan være til stor Støtte for en Redakør, det betyder blot, at hun har et Sted at henvende sig i vanskelige Situationer - det er et Gode, men det betyder i det daglige intet. Forstod Fru Lemches Ord til Redaktøren som en Vennehilsen. - Jeg er Venstremand, bekæmper de radikale, men jeg kan anerkende Fru Arenholt for hendes Tale igaar, for hendes kloge Optræden, og jeg ser med Sympati paa det dygtige Arbejde, hun har gjort. Karen Johansens Kritik er Smaating - jeg har læst Materialet der er Tale om og har fra et Venstre synspunkt ikke følt mig stødt af det kortfattede Referat. Anbefaler at Redaktionsudvalget bliver siddende.
I. Tolderlund: Var ikke til Stede i F. S. d. 15. Decbr. 18, da Redaktionsudvalget blev nedsat - er imod det. Manges Ansvar er ingens Ansvar, Bladet mister sit Personlighedspræg.
Formanden: Hvis man ikke tør betro Fællesstyrelsen og dens Formand Ansvaret for Bladet, bør man selvfølgelig endnu mindre betro mig at være D. K.s Formand. Kærnepunktet er ikke, om vi skal have Redaktionsudvalg eller ej, men hvor Ansvaret for Bladet skal ligge. Jeg kan ikke staa som Formand uden at have Del i Ledelsen af Medlemsbladet. For mig er der ikke væsentlig Forskel paa Fællesmøde og Fællesstyrelse; man kan ikke sætte dem op mod hinanden. Vi er valgt af Fællesmødet og er dog ikke misliebige Personer! Ved at vælge os har de vist os Tillid. Bladet er et af vore vigtigste Fællesanliggender, det maa vi have Ansvaret for. Jeg tilbageviser Karen Johansens Udtalelse om, at Bladet ikke mere ledes upartipolitisk.
Asta Iversen: Lad Medlemsbladet blive ét og D. K.s Røst en anden.
Joh. Andersen: Var forbavset over at Karen Johansen havde følt sig krænket over Referatet fra Rigsdagen Naar en Kvinde fra et andet Parti taler vor Sag, maa vi kunne anerkende det. Vi gaar ikke Partiernes Ærinde, men Kvindesagens. Det er ikke Personer, men Sagen, der skiller. Mange holder af Fru Lemche, selv om vi ikke er enige i dette: Lad os se paa hinanden med lidt god Vilje og klare os med hinanden.
Anna Koch Schiøler: Jeg skal staa udenfor Partierne, og der staar jeg. Ingen, som har fulgt mig i mit tidligere Arbejde kan tro, at jeg sympatiserer med de radikale, men da jeg kom hjem fra Rigsdagen, hvor Fru Munch havde talt Kvindernes Sag, var jeg betaget af hendes Dygtighed og mente at burde udtale dette uden derfor at blive mistænkt for paa andres Vegne, at øve Partipolitik.
Camilla Nielsen, København: Anbefaler Afstemning og at lade det blive som det er.
Charlotte Hansen: Paapeger at F. S. har Ansvaret, idet den kan afskedige den ansvarshavende Redaktør.
Sigrid Krogh Jensen, Viborg: Spørger om Udvalget er raadgivende eller raadende.
Formanden: Det er min Opfattelse, at F. S. ikke er raadgivende, men raadende. F. S. tør ikke tage Ansvaret for at afskedige eller suspendere Redaktøren, naar den forøvrigt intet Ansvar skal have for Bladet.
Zerine Nielsen, Marvede: Paataler, at der er sagt Redaktørens Blad, det er Medlemmernes Blad.
Karen Johansen havde ikke troet, at en saa farvet Fremstilling som den fra Rigsdagen kunde gives af en udenfor Partierne.
G. Lemche læser sine Udtalelser om de kvindelige Rigsdagsmænd op for at ramme en Pæl gennem den Paastand, at hun skulde have taget ilde imod dem. Refererer dernæst til sin sidste Artikel i „Tidens Kvinder", der dels var en Protest mod „Kvinden og Samfundet”s Behandling af Jensen Sønderup, dels havde til Hensigt at lægge et Pres paa Kvinderne i Landstinget før Afstemningen. Derfor kunde den ikke vente til næste Nr. af „Kv. og Samf." og den maatte optages i „Tidens .Kvinder", skønt hun havde bestemt ikke at skrive der foreløbig.
A. Koch Schiøler: Til Dato har Udvalget ikke lagt sig imellem. Jeg har spurgt, naar jeg trængte til. Raad. Fru Munch klarede sig smukt i Debatten, det var fra et Kvindesagssynspunkt berettiget at være tilfreds med hende.
Dagmar Nielsen, København, foreslaar Afslutning. Der forlanges Afstemning.
Der vælges 4 Stemmetællere.
For Ændringsforslaget til § 4 stemmer 51. Imod 129.
Forslaget er saaledes forkastet.
Ændringer til Forretningsordenen.
§ 3,2 „Forslag til. Dagsordenen for Fællesmødet skal indgives skriftligt til F. S. mindst 6 Uger før Mødet" (i nugældende Love staar 4 Uger); vedtages uden Diskussion.
Ændringer til Distriktslovene.
1. Deling af det sjællandske Distrikt.
I. Tolderlund: Det sjællandske Distrikt bestaar af 6 Amter, det bør deles i 2 bestaaende 1) af København og Frederiksborg Amt, 2) af det øvrige Sjælland. Vi synes, at ingen Kreds i D. K. skal have priviligeret Valgret og det har København nu, idet den baade vælger en Repræsentant i F. S. og gennem sine Delegerede ved Sjællands Distrikts møde deltager i Valg af Distriktsformanden. 1ste Distrikt synes det er urigtigt. Københavns Kredsen skulde saa ikke have nogen Repræsentant i F.S., men Formanden for det nye Distrikt blev som saadan Medlem af F. S., og da hun sandsynligvis boede i København og nærmeste Omegn altsaa ogsaa Medlem af F. U.
Elisa Petersen, Næstved, taler dels som Formand for det sjællandske Distrikt og meddeler, at F. S. Dagen før enstemmigt opfordrede I. Tolderlund til at tage Forslaget tilbage. Naar Fru T. siger, at Kbhvn.s Kredsen har priviligeret Valgret, maa jeg dertil sige, at det vilde den ogsaa faa i den fore-slaaede Ændring, da København altid vilde kunne besætte Pladsen som Distriktsformand. Det sjællandske Distrikt ønsker ingen Deling, er tilfreds med nuværende Ordning. Der er ved Distriktsmødet 76 Delegerede, deraf er de 9 fra København, deres Indflydelse paa Valg af Distriktsformand er ringe.
Esther Carstensen, Form. f. Københavns Kreds anser det for nødvendigt, at Københavnskredsens Styrelse har en Repræsentant i F. S. f. Eks. af Hensyn til Afholdelse af Møder. Ved den foreslaaede Ordning risikerer vi at miste denne Forbindelse. Naar vi har sluttet os til Distriktet er det, fordi vi gerne vilde støtte sjæll. Distrikt, men absolut ikke for at skaffe os mere Indflydelse.
Zerine Nielsen protesterer paa Sjællændernes Vegne mod Forslaget. Vi er glade for Københavnerne ogsaa af økonomiske Grunde. Forstaar ikke at 1ste Distrikt vil blande sig i Sjæll. Distrikts indre Anliggender.
G. Lemche, Lyngby: 1ste Dstrikt mener, at København ikke bør have Overvægt. København kan jo bevare Forbindelsen ved at vælge et Medlem af F. U. ind i sin Styrelse. Vedtager vi ikke dette Forslag, maa vi overveje, om vi ikke i vore Love bør have en Bestemmelse om, at en Kreds ikke maa have mere end een Repræsentant i F. S. - Jeg mener, at det sjæll. Distrikt er for stort, jeg har en Kreds i dets nordlige Del og ved, at vi ofte har lang Vej til Distriktsmøderne, og vi er langt tilbage med at stifte Kredse. Mener derfor at Delingen vilde være til Gavn for Distriktet.
M. Riising Rasmussen, Odense: I sin Tid kunde København have dannet eget Distrikt og havde som saadan Ret til egen Repr. i F. S. Foreslaar at overlade Spørgsmaalet til sjællandske Distrikt.
Forslaget forkastes ved Afstemning med stort Flertal.
2) Distriktstyrelsernes Repræsentationsret paa Fællesmøderne:
Marie Riising Rasmussen, Odense, fremsætter Forslaget efter fynske Distrikts Ønske. Efter nogen Diskussion, hvori deltog I. Tolderlund, Axelline Jensen, Skanderborg, Ida Holck, Maribo, Zella Ziersen, Maribo, Joh. Haagerup og Kristian Rosted, Assens, deler Forslagsstilleren det i 2 Dele, I: Ændring til Fælleslovenes § 8, Distriktsmedlemmer har Stemmeret paa Fællesmødet, hvilket forkastes. II: Distriktsstyrelsen har paa Fællesmøderne samme Indkvarteringsret og økonomiske Vilkaar som kredsenes Delegerede, hvilket vedtages.
Ændringer til Fælleslovene.
Fælleslovenes § 3: Se Fællesmødets Dagsorden.
Esther Corstensert, København, fremkommer paa Københavns Kredsens Vegne med et Underændringsforslag, nemlig en Tilføjelse til §’ens 5te Stk. efter „Medlemmer med sin Suppleant" og efter „vælges" tilføjes „ved skriftlig Afstemning”.
Underændringsforslaget vedtoges enstemmigt. Ændringen til § 3 vedtoges enstemmigt.
I denne Forbindelse spørger /. Tolderlund om Distriktsformændenes Suppleanter ikke ligesom F. U. Suppleanter maa være til Stede ved F. S.-Møder.
Formanden mener, at de er velkomne, men at det strander paa Bekostningen derved.
Karen Johansen tager paa Holstebrokredsens Vegne sine to Forslag til Tilføjelser i Fælleslovene tilbage, da hun mener, at der ikke er Tid til at drøfte dem.
Petrea Holt, Aalborg, tager et Ændringsforslag til § 8,2 tilbage, men foreslaar flg. Bestemmelse vedtaget: „Medlemmer af F. S. kan repræsentere deres Kreds ved Formandsmøderne, kun i saa Tilfælde har de Stemmeret paa disse Møder". Henviser til at Stemmeret blev nægtet paa Formandsmødet i Aar skønt hun var der i den dobbelte Egenskab af Fællesstyrelsesmedlem og Kredsformand. Finder Forslaget rimeligt og retfærdigt.
Det vedtages.
Forslaget fra Københavnskredsen om, at ingen kan være Medlem i mere end en Kreds, men at ethvert Medlem har Adgang til samtlige Kredses Møder fremsættes af Esther Carstensen, Køben-havn, der udtaler, at man ikke ved at melde sig ind i flere Kredse maa kunne skaffe sig større Indflydelse. Man kunde begrænse Stemmeretten til en enkelt Kreds, men maatte da have Medlemmer med og uden Stemmeret, hvilket er uheldigt. Det er en Selvfølge, at man gerne ser Medlemmer fra andre Kredse som Gæster hos sig.
Efter Bemærkninger af Bertel Jensen, Viby, Ida Holck, Maribo, og Sadelmager Lund, Svendborg, vedtages det at optage den i Dagsordenen anførte § med 92 for og 31 imod.
Ingen kan altsaa fremtidig være Medlem af mere end en Kreds.
I. Tolderlund spørger om en lille Kreds, der ikke har Raad til at sende sin Delegerede til F. M. kan overgive dennes Stemme til en Delegeret i en Nabokreds. Da man ikke kan modtage nye Forslag, modtages Forespørgslen til Overvejelse.
Punkt XIV: Valg.
Der skal vælges 5 Medl. til F. S., 6 Suppleanter samt 2 Revisorer. Forslag til Kandidater er opført paa Tavler. Formanden foreslaar, at der først foretages Valg af Medl. til F. S. og ønsker at høre Forsamlingens Udtalelser om hvorvidt de, der er foreslaaet til F. S. men ikke bliver valgt til denne, kan vælges til Suppleanter, selv om de ikke er foreslaaet dertil. Det vedtages.
A. Holten Bechtolshein: For at forebygge Misforstaaelse vil jeg meddele, at naar jeg nu trækker mig tilbage fra D. K.s F. S. er det udelukkende af private Grunde, ikke fordi jeg er i Uoverensstemmelse med F. S.s Flertal.
Til Fællesstyrelsens Forretningsudvalg var foreslaaet følgende.
Ingeborg Boech Nielsen.
Charlotte Hansen.
Johanne Jensen.
Karen Hessel.
Chr. Møller.
Anna Westergaard.
Margr. Petersen.
Til Fællesstyrelsens løse Mandater:
Johanne Andersen.
Astrid Hostrup.
Petrine Jensen.
Hulda Pedersen.
Dagmar Runge.
Til Suppleanter for F. U. var foreslaaet:
Sofie Balslev.
Karen Kristensen.
Asta Iversen.
Chr. Møller.
Anne Dorthea Orla-Jensen.
Margr. Petersen.
Jonna Stampe Feddersen.
Valgt blev til Medlemmer af Forretningsudvalget:
Anna Westergaard (159 St.).
Charlotte Hansen (150 St.).
Johanne Jensen (142 St.).
Til de løse Mandater valgtes:
Johanne Andersen, Ejby, (239 St).
Hulda Pedersen, Aarhus, (91 St.).
Til Suppleanter i Forretningsudvalget valgtes:
Jonna Stampe Feddersen (155 St.).
Karen Hessel (130 St.).
Christine Møller (121 St.).
Margrethe Petersen (l11 St.).
Til Suppleanter til de løse Mandater:
Dagmar Runge, Horsens, (78 St.).
Wilhelmine Madsen, Nyborg, (52 St).
Til Revisorer vælges ved Haandsoprækning:
Astrid Paludan Müller.
Louise Neergaard.
Næste Aars Fællesmøde.
Punkt XV. Maren Grue, Vejen: Indbyder til Fællesmøde i Vejen næste Aar. Kredsen er dannet ifjor og har 150 Medlemmer; synes at en Kreds saa nær ved Grænsen havde gode Betingelser for at arrangere et Samvær mellem D. K. og de sønderjyske Kvinder. Der er Hotel i Vejen, og de Delegerede vil blive indkvarterede norden og sønden Kongeaaen ude paa Landet og vi kan holde stort offentligt Møde i Skibelund Krat.
Formanden: Blev mere end lykkelig ved at modtage Indbydelse fra Vejen Kredsens Formand; véd at det glæder Fællesmødet og lover den energiske unge Kreds al den Bistand F. U. kan yde. Beder Fru Grue bringe Fællesmødets hjerteligste Tak.
Fællesmødet slutter sig begejstret dertil.
Wilhelmine Madsen, Nyborg, vilde paa Kredsens Vegne have indbudt til næste Aar; haaber det bliver næste Aar igen paa Nyborg Strand.
Fortsættelse af Udvalgsberetningen ang. Undervisning i Barneskolen.
Joh. Andersen: Frk. Margr. Petersen fremlagde igaar Udvalgets Arbejdsplan. Hovedpunkterne var:
1) Oprettelse af kommunale Børnehaver.
2) Obligatorisk Haandarbejdsundervisning.
3) Obligatorisk Skolekøkken- og Sløjdundervisning.
4) Bibliotekskundskab.
5) Læsestuer for Børn.
6) Fritidsværksteder.
Planen kommer ikke ind paa Spørgsmaalet om Enhedsskolen; den er Taleren ogsaa Modstander af, men kan alligevel tiltræde ovennævnte Plan. Det er D. K.s gamle Krav; beder om F. M. Tilslutning til at arbejde videre paa dette Grundlag.
Karen Johansen: Protesterede igaar mod Arbejdsplanen, fordi Skolen ikke bør give obligatorisk Undervisning i noget, som Hjemmene kan gøre bedre. Vil ikke støtte obligatorisk Skolekøkken- og Sløjdundervisning; man udretter mere ad Frivillighedens Vej og skal ikke gaa bort fra denne, fordi nogle Hjem er ansvarsløse.
Joh. Andersen: Efter Forhandling med Formanden foreslaar Udvalget, at der ingen Afstemning finder Sted paa Fællesmødet om denne Plan.
Anna Bransager Nielsen og Marie Riising Rasmussen beklager meget dette.
Johanne Andersen: Ønsker at Kredsene drøfter Spørgsmaalet inden Bestemmelse tages. Dersom Skolekommissionens Arbejde skrider saa rask frem at man ikke kan vente til næste Fællesmøde, udsendes Forespørgsel til Kredsene fra Udvalget.
- - -
Dermed var de to Arbejdsdage tilende og Medlemmerne ikke uden Grund trætte.
Inden Mødets Afslutning bad Marie la Cour-Pedersen, Vejen, om Ordet for endnu engang paa Kredsens Vegne at udtale sin Glæde over, at Fællesmødet næste Aar skulde afholdes i Vejen. Hun haabede, at D. K.s Æresformand atter maatte være med og i Skibelund Krat byde de sønderjyske Kvinder vel kommen.
Jutta Bojsen Møller besteg Talerstolen og takkede dybt bevæget; hendes Bevægelse forplantede sig til hver eneste i den store Forsamling; Forventningens Glæde læstes i hendes Blik og hendes Stemme skælvede, da hun ganske stille sagde: „Jeg vilde saa inderlig gerne faa Lov at være med Jer dernede."
Et enstemmigt, hjerteligt Kor af bevægede Stemmer svarede: „Vi Vil have Dem med."
Forsamlingen afsang derpaa: „Kongernes Konge" og Formanden hævede Mødet.
Fælles Kaffebord Kl. 8 Aften.
Fællesspisningen var i Aar strøget; Horsenskredsen maatte med tungt Hjerte meddele, at den ikke kunde paatage sig de store Udgifter, der under de nuværende Dyrtidsforhold var forbundet med en Fællespisning, men næppe en eneste af de Delegerede beklagede Forandringen fra tidligere Fællesmøder. Stemningen var da ogsaa saa god som nogensinde; Lys, Blomster i bugnende Mængde, smuk Musik, og muntre Sange gav „Kaffebordet med Kager" en Festglans, der uden Tvivl fik Værtsbekymringerne til meget hurtigt at svinde. Horsenskredsens Bestyrelse kan med god Sam-vittighed anbefale fremtidige Værter for vore Fællesmøder at følge Eksemplet.
Talerne fulgte Slag i Slag. Fru Dagmar Runge bød Velkommen paa Horsenskredsens Vegne, og Formanden takkede i varme Ord.
Kommunelærerinde Frk. Johansen, Horsens, blev valgt til Dirigent, et Hverv hun røgtede til Fulkommenhed.
En af Aftenens uforglemmelige Momenter var det, da Jutta Bojsen Møller rejste sig og paa den for hende egne Maade vekslende mellem Alvor og Munterhed holdt en Tale, der fik Tilhørerne til at tiljuble D. K.s gamle Æresformand. Paa den elskværdigste og fornøjeligste Maade dvælede Taleren ved sit Valg til Formand for D. K. i 1894, og hun vendte sig derefter til den nuværende Formand. Hun følte Trang til at fortælle Forsamlingen, at hun havde kendt D. K.s ny Formand fra denne var en ganske ung Pige og hed Julie Rosengreen. Hun havde mødt hende i det Hostrupske Hjem hvor hun var elsket af alle. Og der havde de begge gennemgaaet den Skole og indaandet den Luft, som havde givet dem Kærlighed til og Forstaaelse af Kvindesagen; derfor var hun blevet saa glad, da hun hørte, at Julie Rosengreen, Jens Christian Hostrups og Elisabeth Hostrups unge Veninde og Elev var blevet valgt til Formand for Dansk Kvindesamfund.
En meget smuk Tale sprunget af Hjertets Trang holdt Gyrithe Lemche til Fru Stampe Feddersen, hvori hun takkede hende for hendes Trofasthed igennem Aarene og for hendes usvigelige Kærlighed til D. K. Med Glæde mindedes Taleren deres Samarbejde ogsaa fra den Tid, da D. K.s Historie blev skrevet.
Ligeledes hyldede Johanne Andersen i smukke Ord den afgaaede Formand, hende var det, der imod Forventning havde vakt Talerens Interesse for Kvindesagen, da denne som ung Pige sad i Højskolens Læresal og ventede paa at en fremmed Dame skulde komme og tale om dette prekære Emne - den fremmede Dame var Fru Stampe Feddersen.
Fru Stampe Feddersen takkede begge Talere og dvælede ved den Gæld hun stod i til Dansk Kvindesamfund paa Grund af den Berigelse, som Arbejdet for D. K.s store Sag havde bragt ind i hendes Liv.
Endvidere talte Redaktør Bertel Jensen, Pastor Blichfeldt, Horsens, Redaktør Christensen, Horsens, Marie Christensen, Ringkøbing, der bragte Formanden en Hilsen fra de vestjyske Kvinder med Tilsagn om Støtte. Ogsaa Anna Westergaard talte for Formanden. Redaktøren takkede Værterne, der paa en saa uegennyttig Maade havde skaffet Husly paa en Tid, hvor dette skulde synes uoverkommeligt. Marie Illum takkede de unge elskværdige Marskaller, og Dagmar Nielsen bød de nye Medlemmer Velkommen.
Endnu flere Talere havde Ordet, deres Række blev velgørende brudt af Musik, idet Overlærer Ottosen sang forskellige danske Sange og en ung talentfuld Violinistinde, Frk. Marquard spillede smukt og musikalsk.
Ved Tolvtiden kom der Uro i Rækkerne, en Del brød op for at naa Nattoget, og lidt efter skiltes Forsamlingen i den bedste Stemning og med Indtryk af at have tilbragt en festlig Aften sammen.