Af et Brev.
Kære Frue! Da jeg ikke fik Lejlighed til at udtale min Mening i Aftes, sender jeg Dem den herved skriftligt.
Kommunal Valgret - ja, noget er jo bedre end intet, og en Begyndelse er da gjort; men vil vi Kvinder skabe os nogen Ret, maa vi selvfølgelig ogsaa opnaa Magt til at kunne værne om denne Ret. Det er altsaa om Midlerne til at naa Maalet, vi for Tiden søger, kan jeg forstaa - og mon ikke man forleden undervurderede den Indsigelse, der fremsættes imod vort Ønske i saa Henseende, den nemlig, at Kvinderne ikke benytter Valgretten der, hvor de har den, i ethvert Fald ikke i nogen væsenlig Grad.
Naar man spørger de kloge i Landet, hvorfor skal enhver lille Lovændring eller ny Lov - selv om Forholdene viser, at den er en Nødvendighed, vokse sig saa langsomt frem, at Forkæmperne for den saa at sige trættes saaledes ud, at de i ni Tilfælde af ti opgiver Ævret paa Halvvejen, ikke at tale om den megen ny Uret, som afstedkommes imedens? - saa lyder Svaret som Regel: „Først naar det ganske øjensynligt skønnes, at de Samfundsklasser, hvis Interesser der berøres, føler en uafviselig Trang og dernæst staar som en sluttet Hær og kræver, forlanger anden Lov, kan man begynde at tro, at noget har modnet sig, som man gør rettest og klogest i at hjælpe til Fremvækst.” Og vi Kvinder - lad os tage Eksemplet, som det ligger nærmest for Haanden.
Dersom vi saa vore Børn og Tjenestefolk undlade at benytte et Gode, vi havde givet dem, saa vilde vi selvfølgelig tænke, at de ikke brød sig om, maaské ikke havde Brug for dette Gode, under alle Forhold, at de ingen Trang følte dertil.
Der blev saa sagt, ganske rigtigt, at Mændene heller ikke var modne til at blive valgberettigede og valgbare i sin Tid, og lige saa sandt, at man voksede sig til en Gerning, naar man kom til den. Til den første Bemærkning vil jeg sige, at det vist nok er Ulykken - den Umodenhed, hvormed Mændene mødte. Ti den har været saa grandios, eller maa jo have været det, siden man slet ikke mere en Gang tør tænke paa „at slippe et nyt Hold ind.”
Min Mening er, at Kvinderne, som de staar nu, er nok saa modne, som i sin Tid Mændene var det, og lidt til endda, og dertil tror jeg, at de med deres absolute Evne til langt hurtigere at sætte sig ind i nye Forhold vil distancere Mændene. (Det er maaské ogsaa det, de er bange for.)
Jeg gad ogsaa vidst, om en Kvinde vilde gøre, hvad jeg mindes at have set et Sted paa Landet i min Barndom, som jeg løselig vil skitsere, og som just beviser, hvor umodne Mændene var, selv Aar efter, at de var befundne at være modne nok til at afgive Stemme.
Kammerherren skal „gaa igennem!” - Der er ikke Tale om, at han maa falde - Han maatte være nær ved det. Ti enhver Person, som bar et Par Bukser, blev hentet, lige fra den halvblinde Stenpikker, som knapt kunde rejse sig for at lirke hen til Køretøjet, til Træskomanden og Røgteren, som mellem Gaardens mange Arbejdsfolk, fornøjede over at være i Søndagstøjet og tilmed med Udsigt til en Fridag, Hurraraabende joldrede gennem den brede Gaardsport for udenfor Alleen at slutte sig til ligesindede!
Ligesindede! hvad tænkte de Mennesker i deres Sind? - baade de, som sendte disse uvidende Folk, og det stakkels umodne Stemmekvæg, som gik i Tøjet?
Jeg gad vidst, om det ikke skulde gaa lavt, dersom nogen af os Kvinder, en Gang naar vi faar Stemmeret (ti det vil komme) sælger denne for en Skaal Kaffe og en Dram, fordi vor Husbond slet og ret siger, at saadan skal det være.
Jeg lader disse Spørgsmaal staa.
Jeg véd i ethvert Fald, at det var en ganske pur ung lille Pige, som stod og saa til ved det her beskrevne, og som i sit stille Sind tænkte, at det maatte da ikke være noget videre hæderligt, der kunde stilles op med de Folk, og at Hæderen ved at blive valgt af disse maatte være tarvelig - ikke mindst for en Kammerherre - men da hun paa de omstaaende Familjelemmers Ansigter kun læste absolut Tilfredshed, var hun lige ved at pakke sammen paa sin lille Rebelmening, da i det samme lille Maren Gaasepige blinkede hende skælmsk hen til sig for bag Gavlen at faa sig lettet for den Hemmelighed, at der var en Dunk med i Vognen, og at Jens Forkarl havde bandet paa, at han nok skulde sørge for, at ikke en af dem. han kendte, kunde hitte Rede paa „Højre” eller „Venstre”, naar de kom til at skulle afgøre de Dele. -
Det var Mændenes Modenhed - den, de nu frygter, vi Kvinder ikke skulde møde op med!!
