Fra mit Vindu.
II.
Kære Frue!
Véd De, hvad Kammerat-Kunst er? Ja, Ordet er ikke min Opfindelse, men det er gammel kendt af mig. Dets Betydning er denne: Under sit Arbejde at have en bestemt Person i Tanke, til Bedste for hvem Arbejdet gøres. En Forfatter t. Eks. tænker sig et Menneske, til hvem han skriver, en Skuespiller udvælger sig en enkelt, til hvem han henvender sine Repliker.
Ser De, Frue, dette Begreb, Kammerat-Kunst, har jeg overført paa alt muligt i Livet: Hvor jeg færdes, og hvad jeg tager mig til, jeg maa finde „min Mand”, før falder der ikke den tilbørlige Ro over mig. Efter denne lille Forklaring vil De altsaa kunne forstaa, at jeg har siddet som en Edderkop i sit Spind her ved mit Vindu og luret paa, at en lille Flue skulde hoppe ind i mit Næt, at jeg kunde spinde min Tankes Traade om ham eller hende.
Længe har jeg ventet forgæves, rastløst har jeg spejdet op og ned ad Chausséen efter noget, der kunde optage min ledige Fantasi. Jeg var lige ved at opgive Ævret, da - hoppede Fluen en Dag i Nættet.
Hun var en lille, spinkel, ung Dame med et fint, blegt, alvorligt Ansigt og store, trofaste Hundeøjne, ret smagfuldt, men ganske prunkløst klædt. Hun havde tiltrukket sig min Opmærksomhed, fordi der over hele hendes Person var noget gazelleagtigt sky, der i Forbindelse med den urolige Marsch paa Stedet, hun opførte lige over for mit Vinduet, fortalte om hendes Usikkerhed og Skyldbevidsthed ved at befinde sig, hvor hun var. Hver Gang hun naaede Hjørnet af Parken, kastede hun et langt, men ikke videre dristigt Blik ned ad Chausséen for at se, om han dog ikke kom. Kom han, strammede hun sig op for at være saa rask paa det som muligt, mens han med to Fingre i stiv Arm løftede Hatten et Par Tommer fra sit Hoved, hvorefter hun blussende rød styrtede afsted.
Dette korte Møde og denne stive Hilsen var ganske sikkert en Del af hendes Liv, en vist nok meget stor Del. Thi kom han ikke, kunde hun timevis blive ved at gaa og vente, og naar tilsidst alt Haab var ude, og selv Himlen ikke lod sig bevæge af de rørende Øjekast, hun af og til sendte op imod den for at bønfalde den om at skikke ham paa hendes Vej, listede hun langsomt og bedrøvet hjemad.
Han var en høj, imponerende Skikkelse, statelig af Vækst som af Holdning, med et Par smukke, mørke Øjne og en elegant lille Flip, yderst soigneret og moderne klædt: en Hjærteknuser i Pragtbind. Langsomt og selvbevidst, med hævet Hoved, stolt og utilgængelig som en Konge, skred han det lille Stykke Vej fra sin Bolig til Hjørnet af Parken. Han boede i et med store Spejlglasruder og Balkoner prydet Hus, der laa lidt fremskudt i Gadeplanet, hvorfor det altid fangede Solens første Straaler. Jeg havde ofte fra mit Vindu beundret det vekslende Farvespil der ovre, ikke mindst i de dejlige Maaneskinsaftener, der laante Stedet en sær, betagende, hemmelighedsfuld Ynde. En Dag, det var Graavejr, blev han staaende foran hende og tiltalte hende. Aldrig har jeg set større Forskel paa to Ansigter end paa de to, der i det Øjeblik var vendt imod hinanden. Hendes bevæget, ikke langt fra Taarer, trods den Henrykkelse, der skinnede gennem de troskyldige Øjne, som hun ikke kunde løsrive fra hans Ansigt, saa fast bandt hans stærke, gennemtrængende Blik hendes. Han rolig, kold, ironisk smilende over hendes ængstelige, usikre Væsen. De skiltes hurtigt med et langt Haandtryk; hun forsvandt som en Stormvind, han fortsatte majestætisk og værdigt sin Vej med et overlegent Smil om sine Læber.
Siden mødtes de ofte, fulgtes gerne et lille Stykke Vej; ved hans Port gik de hver til sit.
Men en Dag saa jeg dem gaa længe op og ned uden for mit Vindu. Hun med bøjet Hoved, han ivrigt talende. Af og til berørte han hendes Arm for at faa hende til at se op, men hun tog altid straks Blikket til sig igen, som om hans Øjne generede hende. Der var noget endnu mere forknyt over hende end sædvanligt. Tilsidst blev de staaende foran hans Port, men gik atter bort og kom igen. Nu stod de ganske stille lige over for hinanden. Han strakte Haanden ud imod hende, hun lagde sin i hans og saa ham for første Gang den Dag fuldt og helt ind i Ansigtet. Længe stod de saaledes; der stredes aabenbart en haard Kamp i det lille, alvorlige Hoved. Saa skød han med Skulderen Porten op, og uden at slippe hendes Haand trak han hende lempeligt ind med sig. - Lykkelige lille Flue!
Saa optaget var jeg af det lille Drama, der spilledes saa at sige under mine Øjne, at jeg uden ret at vide, hvad jeg gjorde, smækkede Vinduet op og raabte noget, jeg véd ikke hvad, ud i den tomme Luft. I det samme faldt Porten der ovre i med et hult Drøn; det gav et Sæt i mig, der bragte mig til Besindelse. Stille lukkede jeg atter Vinduet.
- Jeg har set ham mange Gange siden. Støt og uanfægtet, med den samme selvbevidste Mine, gaar han sin vante Vej uden saa meget som at have et Blik tilovers for det Hjørne, hvor fordum den lille Flue ventede ham saa trofast. Hende har jeg aldrig set siden. Har Nættet trukket sig sammen over hendes unge, fine Hoved? Stakkels, stakkels lille Flue! - - -
