Lykke
af
Axel Lundegård.
Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten.
(Fortsat.)
Han holdt hendes Haand, han troede at elske hende, han græd, fordi de skulde
skilles - - - og dog havde de aldrig været andet end fremmede for hinanden.
Men det havde han aldrig forstaaet.
Der laa hun nu med et Smil paa Læberne, saa lykkelig just, fordi dette var en Afsked for stedse. Men det vidste han ikke.
Hendes Tanker gik tilbage til den Tid, som man plejer at kalde „den glade Ungdomstid”. Hvad fandt de dér?
Hykleri - Forstillelse - Tvang, frem for alt Tvang. Men saa var han jo kommen ..... Befrieren.
Det muntre Smil fordrejedes til et bittert, naar hun tænkte paa dette Ord og dets haanende Betydning.
Hvad havde, den Frihed været, som hun havde købt saa dyrt - købt for en Pris, som var mange Gange større, end hun selv anede, for et Ord, som uden Skaansel overgav hende i en gammel Mands Vold? Et Fangenskab, dobbelt pinefuldt i femten lange Aar!
Kunde hun føle Savn, naar hun saa tilbage paa den Tid? Nej. Og derfor smilede hun saa lykkelig.
Nu græd han og sørgede over at se et Liv blegne bort, over hvilket han selv havde kastet idel Skygge. Thi han havde været som Buskene derude i Haven: alt Sollyset havde han taget for sig selv.
Han fortrylledes af hendes Ungdom, men kvalte den ved at fordømme hende til at undvære al Ungdommens Glæde; hendes glødende Frihedskærlighed kunde stundom opflamme ham til Enthusiasme - og dog bevogtede han hendes Sjæl som en Fange.
Han gjorde Fordring paa hendes Fortrolighed, men tvang hende ved sin Mistænksomhed til at blive en Hyklerske; han var stolt af hendes intellektuelle Overlegenhed - og han hadede den dog, fordi han følte sig ydmyget af den. Det var hendes Kulde, som fængslede ham, men det var ogsaa den, som var hans evige Plage.
Han sagde at ville ofre alt for hendes Lykke, og dog græd han, fordi hun skulde dø.
Gives der vel et Hjerte af saa primitiv Beskaffenhed, at det ikke rummer Modsigelser i hundredevis?
Denne Mand, som Verden ansaa for et Mønster paa en Ægtefælle, hvis Kærtegn hun frygtede tusinde Gange mere end hans Bebrejdelser - ved ham havde Kirken og den almindelige Mening bundet hende for et helt langt Liv. Men de herskede ikke ud over Døden, og derfor kunde hun nu se ham smilende op i Ansigtet.
Mørket faldt tættere og tættere. Man hørte ingen anden Lyd end hendes stønnende Aandedræt. Hun sov.
Nu er hun atter i sit Barndomshjem, sidder foran Kakkelovnen i sin Faders Værelse, ilden er næsten brændt ud, kun nogle ulmende Gløder ses endnu paa Arnen. Det er saa mørkt, og stille --- saa uhyggeligt. -
Hun mærker snigende Trin bagved sig - hun vender. sig - hvem er det? Aa, hun kender ham, denne sorte Figur - -- Hykleren med det lumske Grin - Vampyren. ------Hun vil rejse sig, men er som
vokset fast til Stolen - de laadne Arme favne hendes Bryst, medens et Par Hænder lig Kløer sammensnøre hendes Strube. Hun strider imod - kæmper. Brystet arbejder voldsomt. - Blot hun kunde trække Vejret en eneste Gang - et - eneste - Raab
„Fader!”(Fortsættes.)
