Lykke

af Axel Lundegård.

Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Sluttet.)

„.....Det var det store triste, at en Sjæl er altid alene. Det var en Løgn, hver Tro paa en Sammensmæltning mellem Sjæl og Sjæl. Ikke den Moder, der tog en paa sit Skød, ikke en Ven, ikke den Hustru, der hvilede ved ens Hjerte.”

Hun følte det saa levende nu: det var en Løgn. I det mindste havde hun altid følt sig alene.

Man sagde, at Jacobsen skildrede i mørke Farver - og dog - hvor havde ikke Niels Lyhnes Liv været herligt imod hendes. Han havde dog haft sin Gerda - hun svigtede ham jo nok paa det sidste af Frygt for det store ubekendte - men forinden! -

Hvad havde hun haft?

En Mand, som hun afskyede, som ikke forstod hende, og for hvem hun ikke havde været andet end Genstanden for hans brændende Attraa - til hvis Kærtegn hun havde maattet hengive sig, medens hendes Sjæl var opfyldt af Modbydelighed.

Hvor mangen en Nat havde hun ikke, i hendes Helbreds Dage, ligget vaagen som nu, bidt i Puden for at skjule sin Hulken - medens hun ved sin Side hørte ham snorke regelmæssigt - sjælløst som et Dyr.

Det var hendes Livs Ulykke, at hun havde giftet sig med en gammel Mand, som hun troede at være uden Lidenskaber. Hun havde solgt sig uden at vide, hvad hun solgte. Og Prisen havde været saa fristende: Frihed - men hun var blevet skændig bedraget.

Nu var det forbi. Den Tanke kom atter beroligende.

Hun vedblev at læse: Scenen imellem Hjerrild og Lyhne, den sunde Tvivler og den Døende, som holdt saa standhaftig fast ved sin Tvivl, at det blev ham en Tro, som han turde dø paa. Hun saa Hjerrild der inde i hans Værelse, lænende sig til Vindueskarmen og med Blikket vendt mod den stjerneglindsende Himmel.

„Dersom jeg var Gud,” mumlede han, og i Tankerne fortsatte han: „saa vilde jeg da langt hellere gøre den salig, der ikke omvender sig paa det sidste.”

Hun følte i dette Øjeblik en ubændig Stolthed over at høre til dem, som skulde befolke Hjerrilds Himmel. Derhen kunde da i det mindste ingen Smaasjæle komme.

Bogen faldt ud af hendes matte Hænder, ned paa Tæppet, og hendes Øjne lukkede sig.

Skæret fra Lampen faldt skarpt over hendes Ansigt, hvorfra Søvnen havde forjaget ethvert Spor af Træthed.

Borte var alle trykkende Tanker, enhver Fornemmelse, det være sig af Glæde eller Sorg. Det var, som havde hun aldrig været til, aldrig kæmpet Livets Strid, aldrig lidt dets Sorger.

Ingen Smerter, ingen utilfredsstillet Længsel - ingen Bevidsthed om en Sygs uendelig lange Nat. En Evighed og et Sekund - begge lige lange.

Time skred efter Time. Solen bebudedes af en svag, taaget Morgendæmring, som begyndte at strides med Lampens Skin. Og saa vaagnede Livet derude.

Graaspurvene begyndte at kvidre, hæst og umelodisk, og fra Gaarden hørtes en raa Karlestemme synge en Gadevise. Lænkehunden kom ud af sit Hus. endnu med Søvnen i Øjnene, logrende med Halen ad Malkepigen, som gik ud for at malke Køerne -

Og Solen steg højere og højere, vækkende alle Væsener til Liv - undtagen dem, som Frosten havde hærjet.