Koketten.
(Sluttet.)
Aar efter Aar gik paa den Maade. I Begyndelsen afbrødes Ensformigheden stundom af heftige Scener, naar Hustruens Skinsyge var bleven vakt. Men de ophørte efterhaanden, dels fordi Emnet blev saa forslidt, og dels fordi hun ikke vandt andet derved end at fjerne ham endnu mere fra sig.
Nu var deres Samliv roligt og hverdagsagtigt. Han var ikke uvenlig, ikke haard, kun ligegyldig. En Gang imellem kærtegnede han hende, ikke fyrigt som før, heller ikke raat og simpelt, men paa sin glatte, hofmandsmæssige Maade, med en vis forfinet Rutine. Der er Kærtegn saa tomme og hjærteløse, at de køler i Stedet for at varme . . . Han blev aldrig grov, aldrig smagløs, men heller aldrig sand. Og hun vidste, at man kaldte ham „den lille Mormon”.
Det var nu længe siden, hun havde været skinsyg; hun følte sig saa ene, det var det hele. Hun maatte skjule sine Tanker hos sig selv og kvæle dem der.
Datteren var endnu saa godt som et Barn, men hun havde arvet Faderens Sindelag og havde allerede Hovedet fuldt af Baller og Erobringer. Det var naturligvis ikke Meningen at lade hende se til Bunds i deres Forhold! Komedien fortsattes derfor i Hjemmet og affødte en vis reserveret Holdning i Grevindens Omgang med Datteren. Denne følte det instinktmæssigt og kølnedes derved, medens Beundringen for den ridderlige Fader i Forening med hendes livlige Gemyt drog hende hen imod ham. Man havde altid Overflod af venlige Ord, aldrig Hjertelighed.
Venner kunde Grevinden faa nok af, men hun kunde aldrig nedværdige sig til at berøre sine ægteskabelige Sorger for en Uvedkommende. Saa vidt var det ikke kommet med hende, at hun vilde ytre et eneste nedsættende Ord om sin Mand.
Denne stadige Indesluttethed forhindrede al Fortrolighed mellem hende og dem, der kaldte sig hendes Venner.
Hensynet til hendes Mand stillede sig som en Is-Barriere mellem hende og den øvrige Verden, og den fejrede Verdensdame var i Virkeligheden lige saa isoleret som om hun havde levet i en Klostercelle.
Hans Hengivenhed eller intet! Det nyttede ikke at tænke paa Erstatning, der fandtes ingen.
Nu føltes atter den sviende, brændende Smerte i Hjertet. Hun begyndte at føle den oftere end før, og den fik hende til at tænke paa Sygdom og Død.
Hun fik en sælsom Rædsel for Døden, naar hun som nu sad ensom i den stille Nat. Den vilde nok en Gang komme pludselig og uforberedt, Doktoren havde antydet noget saadant; og han havde forbudt hende at danse.
Hun saa ned paa sine Fødder. Atlaskes-Skoene sad stramt, Vristen var stærkt opsvulmet.
Hun kastede Skoene af sig, trak et Par bløde Morgensko hen og stak Fødderne i dem.
Blot han dog vilde komme ind til hende en Gang, saa hun kunde skjule Hovedet ved hans Bryst og fortælle ham, hvor hun havde længtes! Et eneste venligt Blik vilde gøre al Ting saa let.
Men hun vovede ikke længere at haabe og turde heller ikke længere hengive sig til Fortvivlelsen . . . Saa fortsatte hun Kampen af gammel Vane, men med forsagt Hjerte.
Hun bøjede Hovedet tilbage mod Stoleryggen og lod det taareløse Blik vandre træt og ligegyldigt hen over Værelsets smagfulde Indretning. Alt var saa lækkert og saa fint, saa man kunde vente at se Amoriner titte frem bag Silkedraperierne; men al denne glade Luksus stod i en saa skærende Modsætning til hendes eget trøsteløse Ansigts Udtryk . . . Hvor inderlig gerne vilde hun have givet al Pragten for et eneste hjertevarmt Ord!
Med Besvær rejste hun sig og gik hen til det lille Ibenholts-Skab for at tage sine Draaber. De kunde dog i det mindste lindre Smerterne . . . Saa gik hun hen til Vinduet, rullede Gardinet op og saa ud i den stille Vinternat.
Stjernerne tindrede saa koldt, hun følte sig saa forladt og forglemt, et Par hede Taarer banede sig Vej over Sminken, ned ad hendes Kinder . . . At skulle dø .... dø ... det er noget saa mørkt og gaadefuldt! Det maa dog ske en Gang! . . . Og saa dette uendelige Rum - hvor skal hun havne ?
Der faldt et Stjerneskud. Hun foldede Hænderne, med Blikket stadig fæstet paa den stjernebesaaede Vinterhimmel.
I Morgen skulde hun atter paa Bal . . . Stakkels Kokette.
