Boganmeldelse.
„Anna Karénin”. Roman af Leo Tolstoy. Oversat fra russisk af W. Gertenberg. Lehmann & Stages Forlag.
Faa Bøger har i vor Tid vakt saa stor Opsigt som Leo Tolstoys Roman "Anna Karénin", da don udkom for et Par Aar siden. I kort Tid var hele Oplaget udsolgt, og den er endnu den mest efterspurgte Bog, der findes i vore Læseselskaber og Lejebibliotheker, næsten umulig at faa fat paa nu, da der ingen Exemplarer mere findes i Boghandelen.
Det, maa derfor betrages som en særdeles heldig Ide, at der fra Lehmann & Stages Forlag er paabegyndt en ny Subskriptionsudgave af denne berømte Bog, saa der igen kan gives saa mange som muligt Lejlighed til at læse den.
Leo Tolstoy er sikkert en af Nutidens største Prosaforfattere. Han er Naturalist i Ordets bedste Betydning, altid sand til det yderste i sine Skildringer, uden at Kompositionens Formskønhed nogen Sinde lider derved.
Det er selve Livet, han ruller op for sine Læsere Menneskene som de er Menneskene, der lever fuldt ud, der elsker og lider.
Tolstoys dybe Forstaaelse af alt menneskeligt gør ham human, man føler aldrig, at han optræder anklagende eller dømmende overfor den Synd eller Svaghed, han skildrer. Det største i hans Kunst er netop det, at han ved sin mesterlige psykologiske Analyse lærer sine Læsere at forstaa, hvorledes Livet og Forholdene gør Menneskene til det, de er, hvad enten de bøjer sig ind under Samfundets Love i blind Lydighed, eller oprørsk danner sig selv en Lov, der trodser det bestaaende, det, der er stemplet som Ret, det ikke kan være anderledes. . . selv om Naturmennesket vrider sig derunder.
Vor Tid har fostret et Utal af Ægteskabstragedier. Emnet synes at være uopslideligt. Tolstoy har ogsaa benyttet, det til sin Roman Anna Karénin.
Han skildrer i Anna Karénin den stærke livsvarme Kvinde, for hvem Kærligheden er alt fra det Øjeblik, Lidenskabens Lyn har ramt hende.
Hun er som Blomsten, der aabner sig ved Solens Kys og udfolder hele sin Skønhed i Lyset, der gennemstraaler den.
For hendes Natur er det at elske og at elskes en Livsfornødenhed, det, hun ubevidst har higet imod under hele sit glædeløse Ægteskab.
Derfor bliver al den indestængede Længsel til en brusende Strøm, der bryder gennem Dæmningen og river hende med sig, da hun lærer Wronskij at kende. Hun, den fornemme Dame, hvem
Bagtalelsens Gift aldrig har plettet, som har staaet gudindeagtig ren overfor alle sine Tilbedere, ejer ingen Modstandskraft overfor ham. Alt hvad Samfundet har stemplet som Ære og Pligt, svinder bort som blege Skygger ved Siden af hendes Kærlighed.
"Kald mig ikke ulykkelig, jeg er som den forsultne Tigger, der har faaet Føde," siger Anna Karénin til sin Elsker, da han taler om, hvad det Offer har kostet hende, som hun har bragt sin Kærlighed.
Disse Ord indeholder hendes Naturs tragiske Hemmelighed. Ligesom Tiggeren hver Dag paany maa kræve Føde for at leve og mættes, saaledes kræver Anna Karénins Natur en Genkærlighed, der aldrig trættes eller afbleges i det daglige Samliv.
Med en selvfortærende Mistillid vaager hun over Wronskijs Følelser for hende, Faren for at miste ham synes at møde hende overalt. Det var som om den laa i Luften hun indaandede. Hun er skinsyg paa hans Moder, hans Venner, hans Arbejde, og fremfor alt paa alle de Kvinder, hun ved, han træffer i Selskabslivet, hvor hun ifølge sin Stilling som hans Elskerinde ikke mere bliver modtaget.
Skildringen af Heltindens Sjæleliv, hendes Kamp for at grundmure sin Lykke, for at binde Elskovens flyvende Sommer og holde den fast, har Tolstoy malet med betagende Finhed og Naturlighed. Man lider med hende og føler med hende. Det er, som man selv oplevede den sidste lange Dag, der ender med Katastrofen Heltindens bratte Selvopgivelse og Død.
