Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Oversat af Sofie Horten.

„Jeg ved det ikke! Aa, kære lille Frøken, De skulde dog gøre alt, for at vi kan komme bort fra denne Ensomhed. Deres Fru Moder vil blive i meget bedre Humør, dersom hun havde lidt Adspredelse, men det vil hun slet ikke tro. I alle de Aar, jeg har været hos hende, har jeg endnu ikke hørt hende le hjerteligt.”

„Vær blot rolig,” sagde Ottilie, „jeg staar bagved Onkel Lothar, og vi er enige. Jeg holder ellers nok af at være her. Bjergene er langt smukkere at se paa end Skorstenene i Byen.”

Hun løb nynnende ned ad Trapperne, rev Døren til den store Dagligstue op og blev forskrækket staaende: Fru Mariane laa paa Knæ paa Gulvet og havde skjult sit Ansigt i Sofaens Puder; Hænderne laa sammenfoldede op ad Kinden, og Fingrene var krampagtigt sammenknugede.

Sørgmodig og angst listede Ottilie sig bort.

Hjemme! Hjemme! Helt opfyldt af Glæde over denne Lykke traadte Ottilie ind i Dagligstuen næste Morgen, hvor hendes Moder sad, beskæftiget med et let Haandarbejde.

„Aa,” sagde hun en Smule skamfuld, „Klokken er allerede ti. Du er vel ikke vred, lille Moder, fordi jeg har sovet saa længe? Bevidstheden om, at jeg ikke behøvede præcis Klokken syv at møde i fuld Paaklædning til Morgenbøn i den kolde Spisestue, var saa velsignet.”

Hun satte sig i en af Lænestolene, der stod om Bordet, i Midten af det langagtig firkantede Værelse.

„Hvor her dog er hyggeligt! Og hvor Reflekset fra Søen spiller paa Væggen lige for Vinduerne. Se en Gang, Moder, det ser næsten ud, som om Apollo med samt hans Muser bevæger sig paa Skyerne, de svæver snart ud af Rammen. Jeg kunde for øvrigt ikke udholde at se paa denne Sitren af Lys og Vand den hele Dag.”

„Paa mig virker det velgørende! Det er Varme og Bevægelse paa en Gang,” sagde Fru Mariane med sin tilslørede Stemme.

„Hvorfra har du faaet alle de smukke Ting paa Kamingesimsen, Moder? - Fra Onkel Lothar. - Det tænkte jeg mig. Jeg tror han holder forfærdelig meget af dig. Men Moder, hvorfor har du ladet hele Salen dekorere i brunt, den var jo dog ellers rød?”

„Det røde var falmet, mit Barn, og den dæmpede brune Farve er velgørende for mig.”

„Moder, hvad skal vi have til Middag i Dag? Maa jeg gaa ned i Køkkenet og bestille en Flødekage til Dessert?”

„Gerne mit Barn.”

„Har Anna aldeles afgjort afslaaet Skolemesterens Frieri?”

„Ja, hun kan ikke beslutte sig til at forlade mig.” sagde Fru Mariane med utrættelig Taalmodighed. Ottilie sprang op og gav sin Moder et Kys.

„Vær ikke vred Moder, fordi jeg taler saa meget. Onkel Lothar sagde ogsaa, at Munden løb paa mig, som var den et lille Møllehjul. Men ved du hvad, det er saa dejligt, at jeg nu ikke som i Pensionen skal vente, til jeg bliver tiltalt. Sig mig dog en Gang, lille Moder, hvorfor har du egenlig ladet mig, din eneste Datter, opdrage i en Pension? Naar det var for at jeg kunde faa Legekammerater, saa kunde du jo have taget Ophold i en større By, sendt mig i Skole, og saa havde jeg haft begge Dele: baade Veninder og den Lykke at kunne være hos dig, thi Adskillelsen har dog været tung for os begge.”

Fru Mariane skiftede Farve.

„Jeg elsker Ensomheden saa højt, mit Barn,” sagde hun sagte.

„Altsaa Ensomheden højere end mig!” udbrød Ottilie, idet hun saa Moderen skælmsk ind i Øjnene. „Det tror jeg ikke om dig. Og naar jeg nu skal indføres i Selskabslivet, maa du gaa med mig. Aa, Moder, jeg holder saa skrækkelig meget af at danse; gør du ikke ogsaa?”

Fru Mariane vendte urolig Hovedet bort. „Det kan vi altid tale om,” mumlede hun.

(Fortsættes.)