« Tilbage til søgeresultaterne
Ekstraordinært fællesmøde d. 14. november 1887
Overordenligt Fællesmøde Mandag d. 14de Nov. 1887 Kl. 7
I Arbejderforeningens Sal.
Frk. Frederiksen bød Forsamlingen velkommen. Til Ordstyrer valgtes Kand. Neergaard; til Bogførere Frk. L. Knudsen og Stud. med. O. Høgsbro. Ordet gaves først til:
Cand. Frk. E. Kramp: Vi ville søge at faa ”D.K.” tilbage paa den gamle Vej, da det stiftede de forskjellige Anstalter til Kvinders Uddannelse. Alle Lighedskrav ere illusoriske, saalænge Kvindernes økonomiske Kaar ikke er bedre end nu, saalænge er det unyttigt at stræbe højere. Til Løsningen af dette Spørgsmaal: at uddanne Kvinder i de forskjellige Fag, er der i den sidste Tid fremkommet en Artikel, muligvis fremkaldt af Oppositionen – de 20 - , ”Kvinden som Haandværker”, skrevet af Axel Mikkelsen i ”Kv. og S.” De store brede Lag maa hjælpes. Livserhverv er nu kun tilængelig for de bedre stillede. En Urmager har fortalt, at Kvinderne nede i Schweitz ere de, der bedst forstaa sig paa Urmageriet. Spørgsmaalet er, hvorledes vi bedst skulle bibringe Kvinderne den faglige Uddannelse; skal man oprette særlige Værksteder for dem eller lade dem gaa paa Værksteder sammen med Mændene? Den første Løsning synes temmelig uoverkommelig. Det vilde være bedst om ”DK.” aabnede Adgang for Uddannelse af Kvinder hos Haandværksmestre ved at betale disse en Præmie derfor. Lægernes fælles Uddannelse har aldrig medført Ulemper. Folk ville nok lade deres Døtre komme i Snedkerlære, naar de først se, at Naboen har sat sin Datter i Sadelmagerlære. For at faa Penge hertil kan man dels forhøje det nuværende Kontingent fra 17 Øre maanedlig til 35 Øre, dels samle frivillige Bidrag ind.
Hermed skal jeg foreslaa, at ”D.K.” energisk tager Sagen under Overvejelse og eventuelt nedsætter et Udvalg.
Forslaget formuleredes saaledes:
”Forsamlingen opfordrer Styrelsen til at nedsætte et Udvalg af 6 Medlemmer med det Formaal at virke for Uddannelsen af kvindelige Haandværkere.”
Frk. Frederiksen kunde ikke forstaa, at nogen kunde tro, at en saadan Sag skulde ligge fjernt fra Styrelsens Tanker. I 1884 havde samme Sag været fremme og var ikke senere glemt. Men Sagen og navnlig dens Iværksættelse var vanskelig. Man fremmede ikke en Sag ved at bringe den frem som et mislykket Experiment. Da Handelsskolen og Tegneskolen var oprettet, ansaa man det ikke for heldigt foreløbig at gaa videre. Taleren havde i fjor fremsat Tanker om en Industriskole for Kvinder i Styrelsen, men den blev lagt hen; dels var den ikke tilstrækkelig gjennemtænkt og dels forhindredes Taleren fra selv at arbejde for den ved Bortrejse. I 1885 havde det været paa Tale at understøtte enkelte Kvinder til faglig Uddannelse. ( Se Styrelsesmødet d. 8nde Okt. 1885- 5))
Kand. Frk. Kramp havde omtalt ”D.K.’s ” ”gyldne Tid”. Der var dog i den ogsaa døde Punkter, t. Ex. var der afholdt en Generalforsamling, hvor der var mødt 3 Bestyrelsesmedlemmer og 3 – tre – Medlemmer!
Kand. Frk. Kramp forstod ikke, hvad det vilde sige, at sætte en Sag paa sit Program, naar man ikke vilde hjælpe den frem pecuniært. Den pecuniære Støtte var det navnlig saadanne Piger, som den ovenomtalte havde nødig. Henvendte man sig til Styrelsen for at faa pecuniær Hjælp til én eller anden, svaredes der, at man ikke havde Raad; Pengene gik til ”Kvinden og Samfundet”, til Foredragsrejser, o.s.v.
Frk. Frederiksen: De brugte Penge vare approberede af Generalforsamlingerne. Hvad den pecuniære Understøttelse angik, var der privat fra et Medlem af Styrelsen bleven tilbudt enkelte Haandværkere en saadan, men det var først i den allersidste Tid, at der paa Oplysningskontoret var indkommet Begjæring om Understøttelse til faglig Uddannelse. Bestyrelsen var afhængig af Medlemmernes Villighed til at hjælpe, og den Interesse, der kom frem denne Aften, kunde derfor kun være Bestyrelsen kjærkommen. Taleren antog, at Oplysningskontoret, Fæstekontoret og Kogeskolen var anlagt for de bredere Lag, ligesaavel som en eventuel Haandværkerskole vilde være.
Bestyrelsen kunde ikke have noget imod, at det foreslaaede Udvalg nedsattes. Den omtalte Artikel af Axel Mikkelsen var ikke fremkaldt af de 20 Medlemmer.
Kand. Frk. Kramp: Bestyrelsen maatte agitere for denne Sag i Dagbladene – ikke i ”Kvinden og Samfundet”, saa kunde den ligesaa godt skrive om Sagen paa et Document og gjemme det i Ægyptens Pyramider.
Kand. Sveistrup: ”Kv. og Samf.” var i den seneste Tid trængt dybere ned ude paa Landet. Han haabede, at Oppositionen vilde gjøre Sit for at udbrede det videre. Eller var det Oppositionens Mening, at Bladet skulde gaa ind, saa skulde den stille Forslag derom. Men Tiden var ikke heldig valgt for et saadant Forslag nu, da Abonnenternes Tal i den sidste Tid var bleven fordoblet.
Overretssagfører Høgsbro: Foredragsrejserne kunne ikke indskrænkes uden Skade for ”D.K.”. Bekostningerne ved de 66 Møder, der vare afholdte i Sommerens Løb, var 170 Kr., og der var paa dem solgt for 98 Kr. 75 Øre Smaaskrifter, saaledes, at den virkelige Udgift var 71 Kr. 25 Øre, og saa var der endda indmeldt ny Medlemmer, hvis Indskud nok oversteg Udgiften. I Virkeligheden havde Rejserne altsaa intet kostet.
Skjønt han havde haft Hjælp til to kvindelige Haandværkere – Hjælpen var skjænket af en kvindelig Velynder, - havde han dog ikke kunnet komme af med den.
Kand. Frk. Kramp: Meningen var ikke, at man skulde faa Pengene til den kvindelige Haandværkeruddannelse ved Besparelser, men ved at forhøje Kontingentet og ved at indsamle frivillige Bidrag.
Folkethingsmand Bajer vilde lægge et godt Ord ind for Kvindens kommunale Valgret. Han ønskede, at ”D.K.” skulde støtte denne Sag. Det var ”D.K.”, der ved sin Adresse havde reddet Loven om gift Kvindes Formueret. Det vilde være heldigt om ”D.K.” ogsaa var beredt paa at støtte Loven om Kvindens kommunale Stemmeret med en Adresse, hvis den skulde om i et lignende Tilfælde.
Frk. Frederiksen: Bestyrelsen vilde foreslaa 5 ell. 7 Medlemmer i Udvalget istedetfor 6, og vilde forbeholde sig sin Stilling til det pecuniære Spørgsmaal. Den kunne kunde ikke forhøje Kontingentet for de mindre Bemidledes Skyld.
Oppositionen indvilgede i, at Udvalget sammensattes med 5 istedetfor med 6 Medlemmer.
Fru Luplau havde bestemt sig til at virke for den kommunale Valgret i Varde, og den havde efter Forlydende ogsaa fundet Øre derovre. Blot Bestyrelsen maatte faa meget tilovers for denne Sag.
Dirigenten maatte henstille ikke at komme ind paa Emner udenfor Dagsordenen. Naar den var udtømt, havde ethvert Medlem Lov til at bringe enhver Sag paa Bane.
Forslaget i den ændrede Skikkelse vedtoges ved Haandsoprækning.
Kand. Frk. Nielsen: Mine Udtalelser maa ikke opfattes som mine personlige Meninger og Anskuelser, men som et Udtryk for manges, baade i og udenfor ”D. K.”. Ikke af Lyst, men af Pligt tager jeg Ordet; jeg finder det værdigst: ærligt at sige, hvad man finder forkert. Blot Betimeligheden – ikke Sædelighedssagen vil jeg drøfte; om den maa enhver have sin Mening; Kvindesagen er den uvedkommende. - Hun kritiserede Styrelsens Stilling til Sagen. Frk. Frederiksen havde skrevet, at Styrelsen ikke havde tilladt Frk. Grundtvig at holde sit Foredrag, men opfordret hende dertil. Dette var uklogt. Mange mene at Foredraget har skadet Samfundet. Styrelsen burde ikke være optraadt solidarisk med Frk. Grundtvig. Det er inkonsekvent, naar man ikke tør hævde Ligeberettigelse socialt, politisk og økonomisk, da at hævde den paa det sædelige Omraade. Diskussionen om Sædelighedssagen bedes indtrængende stillet i Bero. Politik er jo heller ikke Forhandlingsemne her. Gina Krog vil ikke drøfte Sædelighed uden først at have drøftet Økonomi, dette er netop Oppositionens Standpunkt. Der var sidst bleven sagt: ”at hæve Kvinden sædeligt behøves ikke”, at drøfte Mændenes Sædelighed vedkommer os ikke. I et velordnet Samfund er Sædelighed den enkeltes Sag; Massemøder om den tjener den ikke. Vi beder Styrelsen lukke Dørene for enhver Anmodning om Drøftelse af denne Sag. Disse Emner ere for vanskelige til at drøftes her; der udkræves en ligestillet, udviklet, tæt sluttet Kreds; Samfundets 7-800 Medlemmer møde med for forskjellige Forudsætninger. Det der forener os er vor store Kjærlighed til Kvindesagen. Vi maa holde os til det praktiske, ikke indlade os paa de store Spørgsmaal. Begejstring er herlig, Klogskab vilde have baadet mere. Begjæringen om Mødets Afholdelse var fremkaldt af Ønsket om at forhindre en Gjentagelse eller Fortsættelse af Discussionen, denne vilde da ikke blive staaende paa sit nuværende Standpunkt, men komme til at omfatte Prostitutionen ogsaa, og den drøftes i en særlig Forening.
Det centrale for os, den økonomiske Uafhængighed trues; man ønsker atter denne stillet i Spidsen. Jeg foreslaar derfor følgende Dagsorden: ”Forsamlingen ønsker, at ”D. K.” lader Debatten om det sædelige Lighedskrav falde og for Fremtiden retter sine Bestræbelser paa mere praktiske Opgaver.”
Fru Luplau vilde nærmest tale om Stemningen paa Landet. Ikke Frk. G.’s Foredrag men de Indlæg, det fremkaldte, har vakt. Misstemning mod Kvindesagen og D. K.. Forhandlinger i Bladene har forarget; Kvindesagen lider ved den. Man siger derovre: dette maa blive anderledes. Hun oplæste Navnene paa 16 jydske Medlemmer, som havde sluttet sig til Dagsordenen.
Overretssagfører Høgsbro: Det var noget i Strid med Lovenes Tanke, naar Fru Luplau havde samlet 16 Stemmer for en Dagsorden, forinden der var forhandlet paa Fællesmødet. Det var ifølge Lovene kun ved Valg at Stemmer kunde afgives af Fraværende. Fru Luplau gjorde sig skyldig i en Urigtighed, naar hun alene henholdt sig til det der stod i Dagbladene og sagde at Styrelsen gjorde sig solidarisk dermed. Ikke engang alt det navnløse i ”Kv. og Samf.” bar Styrelsen Ansvaret for. Styrelsens Stilling til Sædelighedsspørgsmaalet fandtes officielt udtalt i Oktoberheftet af ”Kv. og Samf.” Der maatte skjelnes mellem de forskjellige Styrelser; den nuværende havde ikke Skylden for at Sædelighedsspørgsmaalet var rejst. Den nuværende Styrelse vilde ikke fragaa sig Arv og Gjæld, - dens Medlemmer billigede nok, hvad den forrige Styrelse havde gjort, - men den bar ikke Ansvaret derfor, da Frk. Grundtvigs Foredrag var holdt i Marts og den først valgtes den 15de April og tiltraadte d. 1 ste Maj.
Styrelsen havde ikke som Frk. Nielsen sagde, suppleret sig selv. Alle dens Medlemmer vare valgte, endogsaa af en talrig Forsamling, hvor Oppositionen selv var tilstede og stemte for Styrelsens Forslag. Frk. Grundtvig var bleven valgt med mange Stemmer.
Paa Fællesmødet d. 15de April var der ikke blevet talt et Ord eller fremsat en eneste Anke over Foredraget. Den 1ste Maj var Styrelsen tiltraadt. Den 2den Maj var der atter blevet afholdt et Fællesmøde, hvor der heller ingen Indvendinger var komne frem. End ikke paa et senere, d. 25nde Maj, hvor § 1 om Foreningens Formaal var blevet debatteret, var der fremkommet nogen Anke. Styrelsen havde altsaa ingen Grund haft til at nære Betænkelighed. Saa vare de 3 Artikler af Dr. Georg Brandes med paafølgende Forhandling i Dagbladene kommet frem. Fru Luplau havde sagt, at denne Forhandling havde forarget nogle Medlemmer i Jylland; men hvad det været, der havde forarget dem? Mon ikke Formen? Dog denne Discussion i Bladene kom ikke Forhandlingen ved. Det var for Artiklerne i Majheftet af Pauline Aggersborg og Charlotte Sannom og – i det sidste Hefte – for Stykkerne af La Cour, Frk. Gr. og for vor egen Udtalelse af Styrelsen bar et vist Ansvar i Sædelighedsdiscussionen. Den kunde have sagt Redaktøren op; men Styrelsen havde indrømmet Frihed for enhver Ytring paa dette som paa ethvert andet Omraade. Styrelsen havde indbudt anderledes tænkende til at modsige Frk. Gr. og havde givet enhver fri Adgang til at sige og skrive, hvad de vilde. Styrelsen kunde ikke forandre sin Anskuelse om fri Discussion, og vedtoges den foreslaaede Dagsorden, hvorved det blandt andet ville forhindres at lade Bj. Bjørnson afholde sit Foredrag i Foreningen, vilde hele Styrelsen og Redaktionen af ”Kvinden og Samfundet” gaa af.
Naar Frk. Nielsen havde anført en Ytring af Taleren paa sidste Fællesmøde om, at det ikke var ”D. K.”s Sag at hæve Kvinden i sædelig Henseende, saa var det jo én Ting at fremhæve i Lovene, at Kvinderne trængte til at hæves, og en anden Ting at sige, at de trængte til at værnes. Fordi man tillod en saadan Discussion i ”D.K.” behøvede man ikke at mene, at Kvinderne særlig maatte hæves i sædelig Henseende. Frk. Nielsens Ønske om, at Styrelsen skulde foretage sig noget mere praktisk og holde op med Deklamationer, syntes at sige, at det ikke skulde være ligesaa rigtigt for ”D.K.” at tage en Forhandling op som at gjøre noget for kvindelige Haandværkere. Styrelsen ansaa det for ganske særligt at være ”D.K.”s Opgave at agitere og gjøre Kvindesagen til en Folkesag, og den troede at være naaet et Stykke frem i den Retning i de senere Aar.
Fru Stampe-Feddersen: Da jeg var Medlem af den Styrelse, der opfordrede Frk. Grundtvig til at holde det omtalte Foredrag, vil jeg gjerne have Lov til at sige et Par Ord.
Det var mig, som i sin Tid i Styrelsen stillede Forslag om at foranstalte et Forhandlingsmøde afholdt om Sædelighedsspørgsmaalet. Dette Spørgsmaal var jo blevet saa brændende i den senere Tid. Næsten enhver nyere Bog handlede om det og fortalte os, at det var sædeligt, som vi vare vante til at kalde usædeligt og omvendt. I Pressen fremkom Artikler og Anmeldelser af lignende Indhold, ja, selv i Folkethingets Forhandlinger fandt man Spor af denne nye Livsanskuelse. Hvad Under da, at dette Spørgsmaal maatte komme til at fylde alle Menneskers Sind, som levede lidt med i Tidens Strømninger. – Jeg vidste, at det fyldte Kvindernes Sind, og det maatte da ogsaa være en underlig sløv kvindelig Ungdom, som kunde lade være med at tænke over de store Spørgsmaal som ere oppe i Tiden.
Og fordi jeg fandt, at det var et Spørgsmaal, som berørte Kvinderne paa det aller dybeste, saa syntes jeg, at det var godt, at de udvexlede Tanker om det. Det faldt mig ikke et Øjeblik ind, at vi Kvinder ikke skulde kunne forhandle det Spørgsmaal indbyrdes. Mænd kunne dog forhandle om Ting, de ere uenige om, hvorfor skulde vi Kvinder saa ikke kunne? Jeg syntes ikke ”D.K.” burde lade et Spørgsmaal ligge, der var saa brændende og i saa nøje Forbindelse med Kvindesagen. – Og af den Mening vare mange Kvinder, som jeg spurgte til Raads. En Dame, som ingenlunde stod paa Frk. Grundtvigs Standpunkt, men nærede ikke saa ringe Sympati for det af hende imødegaaede, sagde t. Ex. (da jeg talte om, hvorvidt Folk var modne til at forhandle det Spørgsmaal): ”ja, hvis ”D.K.” ikke tør tage den Sag op til Drøftelse, er der ikke noget ved det.”
Og her kommer vi til Hovedsagen. Skal ”D.K.” været et Samfund, hvor vi Kvinder frit kunne udveksle vore Tanker om de Spørgsmaal, der ligge os paa Sinde, eller skulle vi af Forsigtighed holde os udenfor de brændende Spørgsmaal? Skulle vi det, er jeg bange for, at vi blive et stillestaaende Samfund uden Livskraft. –
Der er sagt, at vi skulle lade de Spørgsmaal staa hen, som vi ere uenige om, og kun virke for praktiske Reformer. At frit Ordskifte og praktisk Virken godt lader sig forene, have vi imidlertid et Bevis for i Studentersamfundet. Dette blev – saavidt jeg ved – stiftet, fordi nogle mente, at de forskjellige Meninger ikke havde Lov til frit at brydes i Studenterforeningen. Men Studentersamfundet har vist, at det godt gaar an at have frit Ordskifte og dog virke praktisk ved Ting som Retshjælp for Ubemidlede, Aftenundervisning for Arbejdere, o.s.v. Ganske vist, Studentersamfundet er hovedsagelig en Discussionsforening, men den viser dog, at fri Forhandling godt lader sig forene med praktisk Arbejde.
Jeg finder det ligesaa vigtigt, at Kvinderne klare sine Tanker om den teoretiske Side af Kvindesagen, som at de virke praktisk. Skal man gaa frem i en Sag, maa man vide paa hvad Grund man staar og mod hvilket Maal man stiler, og derfor er det nødvendigt, at man klarer sine Tanker om de Spørgsmaal, der paatrænge sig én, og at de forskjellige Meninger frit faa Lov til at bryde sig. Dertil skulde ”D.K.”s Forhandlingsmøder hjælpe Kvinderne, og det er mit Haab, at det skal lykkes ”D.K.” at forene fri Forhandling om de brændende Spørgsmaal, der staa i Forbindelse med Kvindesagen, med nyttige praktiske Arbejder.
Dirigenten henstillede til de efterfølgende Talere saavidt muligt at indskrænke Discussionen til Betimeligheden; det vilde fremme Sagen.
Kontorchef Rubin: Jeg indtager en Mellemstilling, jeg er Revisor; jeg blev det paa mit Foredrag om Kvindens Adgang til Erhverv; det gav mig Impulsen til min Interesse for Kvindesagen. Bøger, Spørgsmaal og Discussionsemner have deres Skjæbne. Sædelighedsspørgsmaalet er naaet langt videre end man havde tænkt sig. Tilfældige Omstændigheder som den døde Tid i Pressen have været medvirkende hertil. Jeg er ikke enig med Oppositionen i at lave en Krig om Krigen ved at sammenkalde en ny Generalforsamling. Sagen var sikkert gaaet sin Vej af sig selv. At sætte Spørgsmaalet frem til Discussion er betænkeligt; denne kan ikke blive fri. Ligesaa farligt som det i det 14de Aarh. var at optage til Drøftelse Troen paa Guds Existens, vilde det nu være at holde paa Mangegifte; netop saa meget som man har, vilde man derved miste. Da Forsvareren for Mangegifte gjør sig umulig, blive Vilkaarene ikke lige. Man véd intet om Sagen, kan blot sige: dette er min Livsanskuelse. Ens Syn afhænger af Religion, Vilkaar, o.s.v. Rationelt kan Spørgsmaalet drøftes historisk og fysiologisk. Historisk beviser den ene dette, den anden det modsatte. Historien viser intet; fysiologisk véd heller ingen noget om det. Med den Opdragelse vor Generation har faaet ere vi ikke naaede til at kunne drøfte dette i en stor Forsamling; det vilde end ikke være sandt at sige, at der tales frit derom i Dagligstuerne, hvorfor da drøfte det her? Særlig her bliver det vanskeligt. Studentersamfundet er en Discussionsklub, hvor alt drøftes; vi samles om visse store Formaal, som vi ikke maa ødelægge. Lad os ikke tage Spørgsmaalet for haardt! Det er naaet ud over vore Grændser; vi kaste ”D.K.” i Grams i denne Strid; lad os trække Kvindesagen ud af den! Spørgsmaalet er kommet frem literært, det maa endnu længe drøftes i det blaa; de store Aander maa gjøre det, ”Dansk Kvindesamfund” – nej! Naar Styrelsen har bundet sig til at lade Bj. Bjørnson tale, bør der ikke stemmes imod; naar han vil tale bør man høre. Vi bør ikke vise Bjørnson Døren; han taler; saa standser Drøftelsen. Lad os holde dem sammen, som have Interesse for Kvindesagen. En Afstemning vil udefra opfattes som en Afgørelse af, om Kvindesamfundet fremtidig skal være sædeligt eller ikke. Styrelsen bør tage Hensyn til de 20, blandt hvilke der findes Kvinder som virkelig have bragt Kvindesagen fremad. I det Tilfælde at Styrelsen beslutter sig til at vise Imødekommenhed mod Oppositionens Ønsker, stiller jeg følgende Forslag til Beslutning: Idet Forsamlingen tager de faldne Ytringer til Efterretning, gaar den over til Dagsordenen.
Kand. Frk. Nielsen ønskede at imødegaa en Bebrejdelse for Forvexling af de 2 Styrelser. Naar Frk. Frederiksen havde skrevet at Styrelsen havde opfordret, var man berettiget til at tro, at hun talte om den Styrelse, hun tilhørte. Naar Taleren havde sagt, at Styrelsen supplerede sig selv, mente hun, at Styrelsen havde gjort Forslag til de ny Medlemmer, og at Frk. Frederiksen havde opfordret til at vælge dem for det gode Samarbejdes Skyld. Man bebrejder os, at vi ikke fremkom med vor Anke paa de tidligere Fællesmøder. Det første d. 2den Maj, var ulovligt, det andet optaget af § 1. Oppositionen beklager at Styrelsen vil gaa af; man ønsker fredelig Forhandling. At Styrelsen skulde slaa sig selv paa Munden og fortryde havde man ikke ventet, men man havde haabet Imødekommenhed. At tale om Politik er forbudt, følgelig er Ytringsfriheden indskrænket.
Bibliothekar Elberling undrede sig over, at man vilde forbyde, at sætte dette Emne under Debat. At tillade at drøfte det var ubetinget Pligt paa hvilket Standpunkt man end staar. Det Spørgsmaal har vakt Opsigt, nogle mene Skade; andre glæde sig over, at det er ført frem. Frk. Grundtvig har været den mest efterspurgte Foredragsholder i Sommer. Den gyldne Tid endte med 125 Medlemmer. Den sidste Styrelse har udvidet Medlemstallet betydeligt. Det vilde være sørgeligt, om man ikke kunde drøfte Emner, som føre til, at Kvinderne tænke selvstændigt. Det er dog Kvindesagens Kjerne. – Forhandlingen om Sædelighedssagen overværedes kun af Kvinder.
Fru Hostrup: Da Kvindesamfundet ikke blot er en Erhvervsforening, men ogsaa arbejder paa andre Omraader, har det Lov til at drøfte Sædeligheden, der efter Literaturen at dømme er et af Tidens mest brændende Spørgsmaal, saa indgribende i Kvindens Liv. Hvad gjorde i Fortiden Kvindens Stilling saa tilbagetrængt? Nogle mene Mandens overlegne Begavelse og Kraft. Grunden maa ikke mindre søges andet Steds. Kjernen er de sædelige Tilstande; derfor er Kvinden i sin Ret til at søge tilbunds. Flerkoneri gjør hende til Slavinde. Manden bliver Hersker; hun kan ikke hævde sig som ligeberettiget og drives til at hjælpe sig ved daarlige Midler. Hun lærer at frygte, at smile. Det kan ikke noksom indprentes Kvinden, at ogsaa hun er et Menneske. Havde hun agtet sin Menneskeret, vilde hendes Stilling have været bedre. Mange af Indlægene i denne Sag vidne om, at hendes Underkuelse er at søge i Punkter i hendes indre Liv, ikke alene i de sociale Forhold. ”Faar være at kaldes ukvindelig, men gaa paa!” – Før maatte vi intet vide; nu siges der: vent! Nej alt for længe have vi ventet. Kvindesagen er mere end Erhverv. Kvindens Fremgang vil være til bedste for Manden ogsaa. Hendes Kamp for aandelige Ting maa gaa Haand i Haand med Kampen for Erhverv. Nu skulde en kvindelig Fremskridtsforening kue denne Sag ned. ”Fred er ej det bedste, men at man noget vil.” Tror man nogen Reform iværksættes, naar man ej tør drøfte den? Jeg dømmer ikke den, som for sin Stillings Skyld holder sig tilbage, men Banebrydermaade er det ikke. Hvem, der ikke gør udtale sig mangler Tro og Kjærlighed til sin Sag. Modet voxer under Debatten. Styrelsen har Ret. Hvis ”D.K.” ikke fremtidig maa drøfte dette eller lignende Emner, kan det lægge sig til Hvile.
Kand. Frk. Nielsen: Forsamlingen har vist med ublandet Glæde hørt Fru Hostrups Foredrag. Kun vil jeg opponere imod hendes Opfattelse af Oppositionens Stilling til det sædelige Lighedskrav. Hvorfra kjender Fru Hostrup den?
Fru Hostrup ved ikke paa hvad Maade, hun skal have fremstillet den.
Kand. Frk. Nielsen: Fru Hostrup havde sagt, [teksten stopper her]
Dirigenten: I Fru H.’s Udtalelse behøver der ikke ligge nogen personlig Sigtelse.
Kand. Frk. Nielsen: Det glæder mig overordentlig.
Frk. Testmann: Blandt Oppositionen næres der vist de mest forskjellige Anskuelser for og imod det sædelige Lighedskrav, men vi ere enige om at misbillige, at Emnet blev bragt frem.
Frk. Frederiksen mener ikke at behøve at forklare, at den Mening, hun i Sommer fremkom med var hendes personlige, ikke en Fællesudtalelse fra Styrelsen. Styrelsens Erklæring om Sagen findes i ”Kv. og Samf”s Oktoberhefte.
Hun fastholder Opfordringen til Frk. G fra Styrelsens Side. Den ny Styrelse er i Kontinitet med den gamle med Hensyn til Spørgsmaalet: fri Discussion.
Fru Laursen (Aarhus): I den Egn, hvor Taleren var fra, var der mange, der alle udtalte, at Frk. G.’s Foredrag var et godt Foredrag, og at det var godt, at det var kommet frem. Styrelsen for Kredsafdelingen i Aarhus havde været enig om Betimeligheden af dets Fremkomst med 4 Stemmer mod 1.
Sædelighedsspørgsmaalet var et Spørgsmaal, der angik Kvinderne i høj Grad. Der var mange Kvinder, der mente, at det ikke kunde være anderledes end det var. Taleren havde gjort den Erfaring, at gode Interesser fremmede en god Sædelighedstilstand. Der kunde altsaa gjøres noget, og kunde der det, saa var det rigtigt, at ”D.K.” havde taget Spørgsmaalet op. Det var ikke paa D.K.’s Vegne i Aarhus, men paa egne Vegne, hun udtalte sin Tilslutning til Styrelsen her.
Overretssagfører Høgsbro: Frk. Nielsen havde sagt, at Styrelsen havde ladet den økonomiske, den sociale og den politiske Ligeberettigelse falde, men derimod holdt paa den sædelige. Det sædelige Lighedskrav var ikke blevet berørt paa noget af Møderne hele Landet over, men derimod netop de andre Sider af Kvindesagen. Den væsentligste Indvending, der var kommet frem, var Herr. Rubins, at Sædelighedssagen ikke egnede sig til Discussion. Spørgsmaalet for Styrelsen var, om den skulde stoppe eller tillade Discussionen, og Styrelsen kunde ikke binde sig til at nægte saadanne Foredrags Afholdelse. Oppositionen havde ikke udtalt sig om, hvorvidt den kunde indskrænke sinde Fordringer til, hvad Herr. Rubin kunde nøjes med. Styrelsen kunde dog ikke give Afkald paa den fulde Ytringsfrihed. Naar Frk. Nielsen mente, at vi havde indskrænket denne paa det politiske Omraade, saa var der paa dette Omraade som paa de andre, Ytringsfrihed for alt, hvad der angik Kvindesagen.
Dirigenten foreslog at begrændse Tiden for de følgende Talere til 5 Min. for hver, da der var flere Talere indtegnede og Forhandlingen allerede bredte sig ind paa fjerde Time. Forslaget vandt almindelig Tilslutning.
Redaktør Laursen: Det var ubetimeligt at sætte et Forslag frem om Misbilligelse af noget, der var sket for et halvt Aar siden. Der var ingen Mening i at sætte den praktiske Virksomhed som udelukkende den forhandlende.
Skulle man undgaa Forargelse, maatte man lade alle brændende Spørgsmaal ligge. Der var en Maade, hvorpaa et Spørgsmaal viste sig at være rejst ubetimeligt, nemlig naar det faldt dødt til Jorden.
Det var heller ikke lutter Behageligheder, der kom over dens Hoved, der udtalte sig for det gamle; det kunde man se af den Maade, hvorpaa Frk. Grundtvigs Foredrag var blevet modtaget; men man maatte sætte noget ind paa enhver Sag. Idet 14. Aarh. kunde det gjælde Livet; nu maaske at blive omtalt i Bladene. Det drejede sig her om Dansk Kvindesamfunds Grundvold.
Der var ingen Ulykke i at drøfte Prostitutionen, naar den fandtes i vort Samfund. Der var det, der var værre end at tale om det, der faktisk bestod.
Kontorchef Rubin anbefalede at opnaa et Forlig. Alene det, at Dirigenten i Discussionen mellem Fru Hostrup og Frk. Nielsen var kommen til at bruge Ordet ”Sigtelse” var karakteristisk for den ”fri” Discussion om Sædelighedsspørgsmaalet. Kvindens Stilling var blevet betinget af hendes underordnede Kræfter. Ved en bedre økonomisk Stilling vilde Prostitutionen savne Tilgang. Det var ikke saa afgjort, at det sædelige betingede det økonomiske som Fru Hostrup mente.
Der fremsattes derpaa en Begjæring om Afslutning, men forinden den blev sat under Afstemning udtalte Overretssagfører Høgsbro at, hans Mangel paa Imødegaaelse af Herr. Rubins Foredrag laa ikke i nogen Undervurdering, men i, at Styrelsen ikke ønskede at komme ind paa Spørgsmaalets Realitet. Den fandt, at Hr. Rubins Ytring laa indenfor det Omraade, Styrelsen maatte undgaa. Han haabede, ikke at have krænket Hr. Rubin.
Kontorchef Rubin: Aldeles ikke!
Afslutning vedtoges ved Haandsoprækning med overvejende stor Majoritet.
Resolutionen saalydende:
”Forsamlingen ønsker, at Dansk Kvindesamfunds Styrelse lader Debatten om det sædelige Lighedskrav falde og for Fremtiden retter sine Bestræbelser paa mere praktiske Formaal.” forkastedes med overvejende Majoritet ved Haandoprækning.
(Der taltes c. 55 Stemmer for den)
Frk. Nielsen og Hr. Høgsbro deltog i Stemmetællingen.
Der forlangtes skriftlig Afstemning af 5 Medlemmer, men da den allerede var frafalden af Oppositionens Ordfører, Kand. Frk. Nielsen, nægtede Dirigenten at lade en saadan foretage.
Da ingen yderligere ønskede Ordet, erklærede Dirigenten det overordentlige Fællesmøde for sluttet.
Kl. omtr. 11:20.
Som Ordstyrer: Som Bogførere:
I Arbejderforeningens Sal.
Frk. Frederiksen bød Forsamlingen velkommen. Til Ordstyrer valgtes Kand. Neergaard; til Bogførere Frk. L. Knudsen og Stud. med. O. Høgsbro. Ordet gaves først til:
Cand. Frk. E. Kramp: Vi ville søge at faa ”D.K.” tilbage paa den gamle Vej, da det stiftede de forskjellige Anstalter til Kvinders Uddannelse. Alle Lighedskrav ere illusoriske, saalænge Kvindernes økonomiske Kaar ikke er bedre end nu, saalænge er det unyttigt at stræbe højere. Til Løsningen af dette Spørgsmaal: at uddanne Kvinder i de forskjellige Fag, er der i den sidste Tid fremkommet en Artikel, muligvis fremkaldt af Oppositionen – de 20 - , ”Kvinden som Haandværker”, skrevet af Axel Mikkelsen i ”Kv. og S.” De store brede Lag maa hjælpes. Livserhverv er nu kun tilængelig for de bedre stillede. En Urmager har fortalt, at Kvinderne nede i Schweitz ere de, der bedst forstaa sig paa Urmageriet. Spørgsmaalet er, hvorledes vi bedst skulle bibringe Kvinderne den faglige Uddannelse; skal man oprette særlige Værksteder for dem eller lade dem gaa paa Værksteder sammen med Mændene? Den første Løsning synes temmelig uoverkommelig. Det vilde være bedst om ”DK.” aabnede Adgang for Uddannelse af Kvinder hos Haandværksmestre ved at betale disse en Præmie derfor. Lægernes fælles Uddannelse har aldrig medført Ulemper. Folk ville nok lade deres Døtre komme i Snedkerlære, naar de først se, at Naboen har sat sin Datter i Sadelmagerlære. For at faa Penge hertil kan man dels forhøje det nuværende Kontingent fra 17 Øre maanedlig til 35 Øre, dels samle frivillige Bidrag ind.
Hermed skal jeg foreslaa, at ”D.K.” energisk tager Sagen under Overvejelse og eventuelt nedsætter et Udvalg.
Forslaget formuleredes saaledes:
”Forsamlingen opfordrer Styrelsen til at nedsætte et Udvalg af 6 Medlemmer med det Formaal at virke for Uddannelsen af kvindelige Haandværkere.”
Frk. Frederiksen kunde ikke forstaa, at nogen kunde tro, at en saadan Sag skulde ligge fjernt fra Styrelsens Tanker. I 1884 havde samme Sag været fremme og var ikke senere glemt. Men Sagen og navnlig dens Iværksættelse var vanskelig. Man fremmede ikke en Sag ved at bringe den frem som et mislykket Experiment. Da Handelsskolen og Tegneskolen var oprettet, ansaa man det ikke for heldigt foreløbig at gaa videre. Taleren havde i fjor fremsat Tanker om en Industriskole for Kvinder i Styrelsen, men den blev lagt hen; dels var den ikke tilstrækkelig gjennemtænkt og dels forhindredes Taleren fra selv at arbejde for den ved Bortrejse. I 1885 havde det været paa Tale at understøtte enkelte Kvinder til faglig Uddannelse. ( Se Styrelsesmødet d. 8nde Okt. 1885- 5))
Kand. Frk. Kramp havde omtalt ”D.K.’s ” ”gyldne Tid”. Der var dog i den ogsaa døde Punkter, t. Ex. var der afholdt en Generalforsamling, hvor der var mødt 3 Bestyrelsesmedlemmer og 3 – tre – Medlemmer!
Kand. Frk. Kramp forstod ikke, hvad det vilde sige, at sætte en Sag paa sit Program, naar man ikke vilde hjælpe den frem pecuniært. Den pecuniære Støtte var det navnlig saadanne Piger, som den ovenomtalte havde nødig. Henvendte man sig til Styrelsen for at faa pecuniær Hjælp til én eller anden, svaredes der, at man ikke havde Raad; Pengene gik til ”Kvinden og Samfundet”, til Foredragsrejser, o.s.v.
Frk. Frederiksen: De brugte Penge vare approberede af Generalforsamlingerne. Hvad den pecuniære Understøttelse angik, var der privat fra et Medlem af Styrelsen bleven tilbudt enkelte Haandværkere en saadan, men det var først i den allersidste Tid, at der paa Oplysningskontoret var indkommet Begjæring om Understøttelse til faglig Uddannelse. Bestyrelsen var afhængig af Medlemmernes Villighed til at hjælpe, og den Interesse, der kom frem denne Aften, kunde derfor kun være Bestyrelsen kjærkommen. Taleren antog, at Oplysningskontoret, Fæstekontoret og Kogeskolen var anlagt for de bredere Lag, ligesaavel som en eventuel Haandværkerskole vilde være.
Bestyrelsen kunde ikke have noget imod, at det foreslaaede Udvalg nedsattes. Den omtalte Artikel af Axel Mikkelsen var ikke fremkaldt af de 20 Medlemmer.
Kand. Frk. Kramp: Bestyrelsen maatte agitere for denne Sag i Dagbladene – ikke i ”Kvinden og Samfundet”, saa kunde den ligesaa godt skrive om Sagen paa et Document og gjemme det i Ægyptens Pyramider.
Kand. Sveistrup: ”Kv. og Samf.” var i den seneste Tid trængt dybere ned ude paa Landet. Han haabede, at Oppositionen vilde gjøre Sit for at udbrede det videre. Eller var det Oppositionens Mening, at Bladet skulde gaa ind, saa skulde den stille Forslag derom. Men Tiden var ikke heldig valgt for et saadant Forslag nu, da Abonnenternes Tal i den sidste Tid var bleven fordoblet.
Overretssagfører Høgsbro: Foredragsrejserne kunne ikke indskrænkes uden Skade for ”D.K.”. Bekostningerne ved de 66 Møder, der vare afholdte i Sommerens Løb, var 170 Kr., og der var paa dem solgt for 98 Kr. 75 Øre Smaaskrifter, saaledes, at den virkelige Udgift var 71 Kr. 25 Øre, og saa var der endda indmeldt ny Medlemmer, hvis Indskud nok oversteg Udgiften. I Virkeligheden havde Rejserne altsaa intet kostet.
Skjønt han havde haft Hjælp til to kvindelige Haandværkere – Hjælpen var skjænket af en kvindelig Velynder, - havde han dog ikke kunnet komme af med den.
Kand. Frk. Kramp: Meningen var ikke, at man skulde faa Pengene til den kvindelige Haandværkeruddannelse ved Besparelser, men ved at forhøje Kontingentet og ved at indsamle frivillige Bidrag.
Folkethingsmand Bajer vilde lægge et godt Ord ind for Kvindens kommunale Valgret. Han ønskede, at ”D.K.” skulde støtte denne Sag. Det var ”D.K.”, der ved sin Adresse havde reddet Loven om gift Kvindes Formueret. Det vilde være heldigt om ”D.K.” ogsaa var beredt paa at støtte Loven om Kvindens kommunale Stemmeret med en Adresse, hvis den skulde om i et lignende Tilfælde.
Frk. Frederiksen: Bestyrelsen vilde foreslaa 5 ell. 7 Medlemmer i Udvalget istedetfor 6, og vilde forbeholde sig sin Stilling til det pecuniære Spørgsmaal. Den kunne kunde ikke forhøje Kontingentet for de mindre Bemidledes Skyld.
Oppositionen indvilgede i, at Udvalget sammensattes med 5 istedetfor med 6 Medlemmer.
Fru Luplau havde bestemt sig til at virke for den kommunale Valgret i Varde, og den havde efter Forlydende ogsaa fundet Øre derovre. Blot Bestyrelsen maatte faa meget tilovers for denne Sag.
Dirigenten maatte henstille ikke at komme ind paa Emner udenfor Dagsordenen. Naar den var udtømt, havde ethvert Medlem Lov til at bringe enhver Sag paa Bane.
Forslaget i den ændrede Skikkelse vedtoges ved Haandsoprækning.
Kand. Frk. Nielsen: Mine Udtalelser maa ikke opfattes som mine personlige Meninger og Anskuelser, men som et Udtryk for manges, baade i og udenfor ”D. K.”. Ikke af Lyst, men af Pligt tager jeg Ordet; jeg finder det værdigst: ærligt at sige, hvad man finder forkert. Blot Betimeligheden – ikke Sædelighedssagen vil jeg drøfte; om den maa enhver have sin Mening; Kvindesagen er den uvedkommende. - Hun kritiserede Styrelsens Stilling til Sagen. Frk. Frederiksen havde skrevet, at Styrelsen ikke havde tilladt Frk. Grundtvig at holde sit Foredrag, men opfordret hende dertil. Dette var uklogt. Mange mene at Foredraget har skadet Samfundet. Styrelsen burde ikke være optraadt solidarisk med Frk. Grundtvig. Det er inkonsekvent, naar man ikke tør hævde Ligeberettigelse socialt, politisk og økonomisk, da at hævde den paa det sædelige Omraade. Diskussionen om Sædelighedssagen bedes indtrængende stillet i Bero. Politik er jo heller ikke Forhandlingsemne her. Gina Krog vil ikke drøfte Sædelighed uden først at have drøftet Økonomi, dette er netop Oppositionens Standpunkt. Der var sidst bleven sagt: ”at hæve Kvinden sædeligt behøves ikke”, at drøfte Mændenes Sædelighed vedkommer os ikke. I et velordnet Samfund er Sædelighed den enkeltes Sag; Massemøder om den tjener den ikke. Vi beder Styrelsen lukke Dørene for enhver Anmodning om Drøftelse af denne Sag. Disse Emner ere for vanskelige til at drøftes her; der udkræves en ligestillet, udviklet, tæt sluttet Kreds; Samfundets 7-800 Medlemmer møde med for forskjellige Forudsætninger. Det der forener os er vor store Kjærlighed til Kvindesagen. Vi maa holde os til det praktiske, ikke indlade os paa de store Spørgsmaal. Begejstring er herlig, Klogskab vilde have baadet mere. Begjæringen om Mødets Afholdelse var fremkaldt af Ønsket om at forhindre en Gjentagelse eller Fortsættelse af Discussionen, denne vilde da ikke blive staaende paa sit nuværende Standpunkt, men komme til at omfatte Prostitutionen ogsaa, og den drøftes i en særlig Forening.
Det centrale for os, den økonomiske Uafhængighed trues; man ønsker atter denne stillet i Spidsen. Jeg foreslaar derfor følgende Dagsorden: ”Forsamlingen ønsker, at ”D. K.” lader Debatten om det sædelige Lighedskrav falde og for Fremtiden retter sine Bestræbelser paa mere praktiske Opgaver.”
Fru Luplau vilde nærmest tale om Stemningen paa Landet. Ikke Frk. G.’s Foredrag men de Indlæg, det fremkaldte, har vakt. Misstemning mod Kvindesagen og D. K.. Forhandlinger i Bladene har forarget; Kvindesagen lider ved den. Man siger derovre: dette maa blive anderledes. Hun oplæste Navnene paa 16 jydske Medlemmer, som havde sluttet sig til Dagsordenen.
Overretssagfører Høgsbro: Det var noget i Strid med Lovenes Tanke, naar Fru Luplau havde samlet 16 Stemmer for en Dagsorden, forinden der var forhandlet paa Fællesmødet. Det var ifølge Lovene kun ved Valg at Stemmer kunde afgives af Fraværende. Fru Luplau gjorde sig skyldig i en Urigtighed, naar hun alene henholdt sig til det der stod i Dagbladene og sagde at Styrelsen gjorde sig solidarisk dermed. Ikke engang alt det navnløse i ”Kv. og Samf.” bar Styrelsen Ansvaret for. Styrelsens Stilling til Sædelighedsspørgsmaalet fandtes officielt udtalt i Oktoberheftet af ”Kv. og Samf.” Der maatte skjelnes mellem de forskjellige Styrelser; den nuværende havde ikke Skylden for at Sædelighedsspørgsmaalet var rejst. Den nuværende Styrelse vilde ikke fragaa sig Arv og Gjæld, - dens Medlemmer billigede nok, hvad den forrige Styrelse havde gjort, - men den bar ikke Ansvaret derfor, da Frk. Grundtvigs Foredrag var holdt i Marts og den først valgtes den 15de April og tiltraadte d. 1 ste Maj.
Styrelsen havde ikke som Frk. Nielsen sagde, suppleret sig selv. Alle dens Medlemmer vare valgte, endogsaa af en talrig Forsamling, hvor Oppositionen selv var tilstede og stemte for Styrelsens Forslag. Frk. Grundtvig var bleven valgt med mange Stemmer.
Paa Fællesmødet d. 15de April var der ikke blevet talt et Ord eller fremsat en eneste Anke over Foredraget. Den 1ste Maj var Styrelsen tiltraadt. Den 2den Maj var der atter blevet afholdt et Fællesmøde, hvor der heller ingen Indvendinger var komne frem. End ikke paa et senere, d. 25nde Maj, hvor § 1 om Foreningens Formaal var blevet debatteret, var der fremkommet nogen Anke. Styrelsen havde altsaa ingen Grund haft til at nære Betænkelighed. Saa vare de 3 Artikler af Dr. Georg Brandes med paafølgende Forhandling i Dagbladene kommet frem. Fru Luplau havde sagt, at denne Forhandling havde forarget nogle Medlemmer i Jylland; men hvad det været, der havde forarget dem? Mon ikke Formen? Dog denne Discussion i Bladene kom ikke Forhandlingen ved. Det var for Artiklerne i Majheftet af Pauline Aggersborg og Charlotte Sannom og – i det sidste Hefte – for Stykkerne af La Cour, Frk. Gr. og for vor egen Udtalelse af Styrelsen bar et vist Ansvar i Sædelighedsdiscussionen. Den kunde have sagt Redaktøren op; men Styrelsen havde indrømmet Frihed for enhver Ytring paa dette som paa ethvert andet Omraade. Styrelsen havde indbudt anderledes tænkende til at modsige Frk. Gr. og havde givet enhver fri Adgang til at sige og skrive, hvad de vilde. Styrelsen kunde ikke forandre sin Anskuelse om fri Discussion, og vedtoges den foreslaaede Dagsorden, hvorved det blandt andet ville forhindres at lade Bj. Bjørnson afholde sit Foredrag i Foreningen, vilde hele Styrelsen og Redaktionen af ”Kvinden og Samfundet” gaa af.
Naar Frk. Nielsen havde anført en Ytring af Taleren paa sidste Fællesmøde om, at det ikke var ”D. K.”s Sag at hæve Kvinden i sædelig Henseende, saa var det jo én Ting at fremhæve i Lovene, at Kvinderne trængte til at hæves, og en anden Ting at sige, at de trængte til at værnes. Fordi man tillod en saadan Discussion i ”D.K.” behøvede man ikke at mene, at Kvinderne særlig maatte hæves i sædelig Henseende. Frk. Nielsens Ønske om, at Styrelsen skulde foretage sig noget mere praktisk og holde op med Deklamationer, syntes at sige, at det ikke skulde være ligesaa rigtigt for ”D.K.” at tage en Forhandling op som at gjøre noget for kvindelige Haandværkere. Styrelsen ansaa det for ganske særligt at være ”D.K.”s Opgave at agitere og gjøre Kvindesagen til en Folkesag, og den troede at være naaet et Stykke frem i den Retning i de senere Aar.
Fru Stampe-Feddersen: Da jeg var Medlem af den Styrelse, der opfordrede Frk. Grundtvig til at holde det omtalte Foredrag, vil jeg gjerne have Lov til at sige et Par Ord.
Det var mig, som i sin Tid i Styrelsen stillede Forslag om at foranstalte et Forhandlingsmøde afholdt om Sædelighedsspørgsmaalet. Dette Spørgsmaal var jo blevet saa brændende i den senere Tid. Næsten enhver nyere Bog handlede om det og fortalte os, at det var sædeligt, som vi vare vante til at kalde usædeligt og omvendt. I Pressen fremkom Artikler og Anmeldelser af lignende Indhold, ja, selv i Folkethingets Forhandlinger fandt man Spor af denne nye Livsanskuelse. Hvad Under da, at dette Spørgsmaal maatte komme til at fylde alle Menneskers Sind, som levede lidt med i Tidens Strømninger. – Jeg vidste, at det fyldte Kvindernes Sind, og det maatte da ogsaa være en underlig sløv kvindelig Ungdom, som kunde lade være med at tænke over de store Spørgsmaal som ere oppe i Tiden.
Og fordi jeg fandt, at det var et Spørgsmaal, som berørte Kvinderne paa det aller dybeste, saa syntes jeg, at det var godt, at de udvexlede Tanker om det. Det faldt mig ikke et Øjeblik ind, at vi Kvinder ikke skulde kunne forhandle det Spørgsmaal indbyrdes. Mænd kunne dog forhandle om Ting, de ere uenige om, hvorfor skulde vi Kvinder saa ikke kunne? Jeg syntes ikke ”D.K.” burde lade et Spørgsmaal ligge, der var saa brændende og i saa nøje Forbindelse med Kvindesagen. – Og af den Mening vare mange Kvinder, som jeg spurgte til Raads. En Dame, som ingenlunde stod paa Frk. Grundtvigs Standpunkt, men nærede ikke saa ringe Sympati for det af hende imødegaaede, sagde t. Ex. (da jeg talte om, hvorvidt Folk var modne til at forhandle det Spørgsmaal): ”ja, hvis ”D.K.” ikke tør tage den Sag op til Drøftelse, er der ikke noget ved det.”
Og her kommer vi til Hovedsagen. Skal ”D.K.” været et Samfund, hvor vi Kvinder frit kunne udveksle vore Tanker om de Spørgsmaal, der ligge os paa Sinde, eller skulle vi af Forsigtighed holde os udenfor de brændende Spørgsmaal? Skulle vi det, er jeg bange for, at vi blive et stillestaaende Samfund uden Livskraft. –
Der er sagt, at vi skulle lade de Spørgsmaal staa hen, som vi ere uenige om, og kun virke for praktiske Reformer. At frit Ordskifte og praktisk Virken godt lader sig forene, have vi imidlertid et Bevis for i Studentersamfundet. Dette blev – saavidt jeg ved – stiftet, fordi nogle mente, at de forskjellige Meninger ikke havde Lov til frit at brydes i Studenterforeningen. Men Studentersamfundet har vist, at det godt gaar an at have frit Ordskifte og dog virke praktisk ved Ting som Retshjælp for Ubemidlede, Aftenundervisning for Arbejdere, o.s.v. Ganske vist, Studentersamfundet er hovedsagelig en Discussionsforening, men den viser dog, at fri Forhandling godt lader sig forene med praktisk Arbejde.
Jeg finder det ligesaa vigtigt, at Kvinderne klare sine Tanker om den teoretiske Side af Kvindesagen, som at de virke praktisk. Skal man gaa frem i en Sag, maa man vide paa hvad Grund man staar og mod hvilket Maal man stiler, og derfor er det nødvendigt, at man klarer sine Tanker om de Spørgsmaal, der paatrænge sig én, og at de forskjellige Meninger frit faa Lov til at bryde sig. Dertil skulde ”D.K.”s Forhandlingsmøder hjælpe Kvinderne, og det er mit Haab, at det skal lykkes ”D.K.” at forene fri Forhandling om de brændende Spørgsmaal, der staa i Forbindelse med Kvindesagen, med nyttige praktiske Arbejder.
Dirigenten henstillede til de efterfølgende Talere saavidt muligt at indskrænke Discussionen til Betimeligheden; det vilde fremme Sagen.
Kontorchef Rubin: Jeg indtager en Mellemstilling, jeg er Revisor; jeg blev det paa mit Foredrag om Kvindens Adgang til Erhverv; det gav mig Impulsen til min Interesse for Kvindesagen. Bøger, Spørgsmaal og Discussionsemner have deres Skjæbne. Sædelighedsspørgsmaalet er naaet langt videre end man havde tænkt sig. Tilfældige Omstændigheder som den døde Tid i Pressen have været medvirkende hertil. Jeg er ikke enig med Oppositionen i at lave en Krig om Krigen ved at sammenkalde en ny Generalforsamling. Sagen var sikkert gaaet sin Vej af sig selv. At sætte Spørgsmaalet frem til Discussion er betænkeligt; denne kan ikke blive fri. Ligesaa farligt som det i det 14de Aarh. var at optage til Drøftelse Troen paa Guds Existens, vilde det nu være at holde paa Mangegifte; netop saa meget som man har, vilde man derved miste. Da Forsvareren for Mangegifte gjør sig umulig, blive Vilkaarene ikke lige. Man véd intet om Sagen, kan blot sige: dette er min Livsanskuelse. Ens Syn afhænger af Religion, Vilkaar, o.s.v. Rationelt kan Spørgsmaalet drøftes historisk og fysiologisk. Historisk beviser den ene dette, den anden det modsatte. Historien viser intet; fysiologisk véd heller ingen noget om det. Med den Opdragelse vor Generation har faaet ere vi ikke naaede til at kunne drøfte dette i en stor Forsamling; det vilde end ikke være sandt at sige, at der tales frit derom i Dagligstuerne, hvorfor da drøfte det her? Særlig her bliver det vanskeligt. Studentersamfundet er en Discussionsklub, hvor alt drøftes; vi samles om visse store Formaal, som vi ikke maa ødelægge. Lad os ikke tage Spørgsmaalet for haardt! Det er naaet ud over vore Grændser; vi kaste ”D.K.” i Grams i denne Strid; lad os trække Kvindesagen ud af den! Spørgsmaalet er kommet frem literært, det maa endnu længe drøftes i det blaa; de store Aander maa gjøre det, ”Dansk Kvindesamfund” – nej! Naar Styrelsen har bundet sig til at lade Bj. Bjørnson tale, bør der ikke stemmes imod; naar han vil tale bør man høre. Vi bør ikke vise Bjørnson Døren; han taler; saa standser Drøftelsen. Lad os holde dem sammen, som have Interesse for Kvindesagen. En Afstemning vil udefra opfattes som en Afgørelse af, om Kvindesamfundet fremtidig skal være sædeligt eller ikke. Styrelsen bør tage Hensyn til de 20, blandt hvilke der findes Kvinder som virkelig have bragt Kvindesagen fremad. I det Tilfælde at Styrelsen beslutter sig til at vise Imødekommenhed mod Oppositionens Ønsker, stiller jeg følgende Forslag til Beslutning: Idet Forsamlingen tager de faldne Ytringer til Efterretning, gaar den over til Dagsordenen.
Kand. Frk. Nielsen ønskede at imødegaa en Bebrejdelse for Forvexling af de 2 Styrelser. Naar Frk. Frederiksen havde skrevet at Styrelsen havde opfordret, var man berettiget til at tro, at hun talte om den Styrelse, hun tilhørte. Naar Taleren havde sagt, at Styrelsen supplerede sig selv, mente hun, at Styrelsen havde gjort Forslag til de ny Medlemmer, og at Frk. Frederiksen havde opfordret til at vælge dem for det gode Samarbejdes Skyld. Man bebrejder os, at vi ikke fremkom med vor Anke paa de tidligere Fællesmøder. Det første d. 2den Maj, var ulovligt, det andet optaget af § 1. Oppositionen beklager at Styrelsen vil gaa af; man ønsker fredelig Forhandling. At Styrelsen skulde slaa sig selv paa Munden og fortryde havde man ikke ventet, men man havde haabet Imødekommenhed. At tale om Politik er forbudt, følgelig er Ytringsfriheden indskrænket.
Bibliothekar Elberling undrede sig over, at man vilde forbyde, at sætte dette Emne under Debat. At tillade at drøfte det var ubetinget Pligt paa hvilket Standpunkt man end staar. Det Spørgsmaal har vakt Opsigt, nogle mene Skade; andre glæde sig over, at det er ført frem. Frk. Grundtvig har været den mest efterspurgte Foredragsholder i Sommer. Den gyldne Tid endte med 125 Medlemmer. Den sidste Styrelse har udvidet Medlemstallet betydeligt. Det vilde være sørgeligt, om man ikke kunde drøfte Emner, som føre til, at Kvinderne tænke selvstændigt. Det er dog Kvindesagens Kjerne. – Forhandlingen om Sædelighedssagen overværedes kun af Kvinder.
Fru Hostrup: Da Kvindesamfundet ikke blot er en Erhvervsforening, men ogsaa arbejder paa andre Omraader, har det Lov til at drøfte Sædeligheden, der efter Literaturen at dømme er et af Tidens mest brændende Spørgsmaal, saa indgribende i Kvindens Liv. Hvad gjorde i Fortiden Kvindens Stilling saa tilbagetrængt? Nogle mene Mandens overlegne Begavelse og Kraft. Grunden maa ikke mindre søges andet Steds. Kjernen er de sædelige Tilstande; derfor er Kvinden i sin Ret til at søge tilbunds. Flerkoneri gjør hende til Slavinde. Manden bliver Hersker; hun kan ikke hævde sig som ligeberettiget og drives til at hjælpe sig ved daarlige Midler. Hun lærer at frygte, at smile. Det kan ikke noksom indprentes Kvinden, at ogsaa hun er et Menneske. Havde hun agtet sin Menneskeret, vilde hendes Stilling have været bedre. Mange af Indlægene i denne Sag vidne om, at hendes Underkuelse er at søge i Punkter i hendes indre Liv, ikke alene i de sociale Forhold. ”Faar være at kaldes ukvindelig, men gaa paa!” – Før maatte vi intet vide; nu siges der: vent! Nej alt for længe have vi ventet. Kvindesagen er mere end Erhverv. Kvindens Fremgang vil være til bedste for Manden ogsaa. Hendes Kamp for aandelige Ting maa gaa Haand i Haand med Kampen for Erhverv. Nu skulde en kvindelig Fremskridtsforening kue denne Sag ned. ”Fred er ej det bedste, men at man noget vil.” Tror man nogen Reform iværksættes, naar man ej tør drøfte den? Jeg dømmer ikke den, som for sin Stillings Skyld holder sig tilbage, men Banebrydermaade er det ikke. Hvem, der ikke gør udtale sig mangler Tro og Kjærlighed til sin Sag. Modet voxer under Debatten. Styrelsen har Ret. Hvis ”D.K.” ikke fremtidig maa drøfte dette eller lignende Emner, kan det lægge sig til Hvile.
Kand. Frk. Nielsen: Forsamlingen har vist med ublandet Glæde hørt Fru Hostrups Foredrag. Kun vil jeg opponere imod hendes Opfattelse af Oppositionens Stilling til det sædelige Lighedskrav. Hvorfra kjender Fru Hostrup den?
Fru Hostrup ved ikke paa hvad Maade, hun skal have fremstillet den.
Kand. Frk. Nielsen: Fru Hostrup havde sagt, [teksten stopper her]
Dirigenten: I Fru H.’s Udtalelse behøver der ikke ligge nogen personlig Sigtelse.
Kand. Frk. Nielsen: Det glæder mig overordentlig.
Frk. Testmann: Blandt Oppositionen næres der vist de mest forskjellige Anskuelser for og imod det sædelige Lighedskrav, men vi ere enige om at misbillige, at Emnet blev bragt frem.
Frk. Frederiksen mener ikke at behøve at forklare, at den Mening, hun i Sommer fremkom med var hendes personlige, ikke en Fællesudtalelse fra Styrelsen. Styrelsens Erklæring om Sagen findes i ”Kv. og Samf”s Oktoberhefte.
Hun fastholder Opfordringen til Frk. G fra Styrelsens Side. Den ny Styrelse er i Kontinitet med den gamle med Hensyn til Spørgsmaalet: fri Discussion.
Fru Laursen (Aarhus): I den Egn, hvor Taleren var fra, var der mange, der alle udtalte, at Frk. G.’s Foredrag var et godt Foredrag, og at det var godt, at det var kommet frem. Styrelsen for Kredsafdelingen i Aarhus havde været enig om Betimeligheden af dets Fremkomst med 4 Stemmer mod 1.
Sædelighedsspørgsmaalet var et Spørgsmaal, der angik Kvinderne i høj Grad. Der var mange Kvinder, der mente, at det ikke kunde være anderledes end det var. Taleren havde gjort den Erfaring, at gode Interesser fremmede en god Sædelighedstilstand. Der kunde altsaa gjøres noget, og kunde der det, saa var det rigtigt, at ”D.K.” havde taget Spørgsmaalet op. Det var ikke paa D.K.’s Vegne i Aarhus, men paa egne Vegne, hun udtalte sin Tilslutning til Styrelsen her.
Overretssagfører Høgsbro: Frk. Nielsen havde sagt, at Styrelsen havde ladet den økonomiske, den sociale og den politiske Ligeberettigelse falde, men derimod holdt paa den sædelige. Det sædelige Lighedskrav var ikke blevet berørt paa noget af Møderne hele Landet over, men derimod netop de andre Sider af Kvindesagen. Den væsentligste Indvending, der var kommet frem, var Herr. Rubins, at Sædelighedssagen ikke egnede sig til Discussion. Spørgsmaalet for Styrelsen var, om den skulde stoppe eller tillade Discussionen, og Styrelsen kunde ikke binde sig til at nægte saadanne Foredrags Afholdelse. Oppositionen havde ikke udtalt sig om, hvorvidt den kunde indskrænke sinde Fordringer til, hvad Herr. Rubin kunde nøjes med. Styrelsen kunde dog ikke give Afkald paa den fulde Ytringsfrihed. Naar Frk. Nielsen mente, at vi havde indskrænket denne paa det politiske Omraade, saa var der paa dette Omraade som paa de andre, Ytringsfrihed for alt, hvad der angik Kvindesagen.
Dirigenten foreslog at begrændse Tiden for de følgende Talere til 5 Min. for hver, da der var flere Talere indtegnede og Forhandlingen allerede bredte sig ind paa fjerde Time. Forslaget vandt almindelig Tilslutning.
Redaktør Laursen: Det var ubetimeligt at sætte et Forslag frem om Misbilligelse af noget, der var sket for et halvt Aar siden. Der var ingen Mening i at sætte den praktiske Virksomhed som udelukkende den forhandlende.
Skulle man undgaa Forargelse, maatte man lade alle brændende Spørgsmaal ligge. Der var en Maade, hvorpaa et Spørgsmaal viste sig at være rejst ubetimeligt, nemlig naar det faldt dødt til Jorden.
Det var heller ikke lutter Behageligheder, der kom over dens Hoved, der udtalte sig for det gamle; det kunde man se af den Maade, hvorpaa Frk. Grundtvigs Foredrag var blevet modtaget; men man maatte sætte noget ind paa enhver Sag. Idet 14. Aarh. kunde det gjælde Livet; nu maaske at blive omtalt i Bladene. Det drejede sig her om Dansk Kvindesamfunds Grundvold.
Der var ingen Ulykke i at drøfte Prostitutionen, naar den fandtes i vort Samfund. Der var det, der var værre end at tale om det, der faktisk bestod.
Kontorchef Rubin anbefalede at opnaa et Forlig. Alene det, at Dirigenten i Discussionen mellem Fru Hostrup og Frk. Nielsen var kommen til at bruge Ordet ”Sigtelse” var karakteristisk for den ”fri” Discussion om Sædelighedsspørgsmaalet. Kvindens Stilling var blevet betinget af hendes underordnede Kræfter. Ved en bedre økonomisk Stilling vilde Prostitutionen savne Tilgang. Det var ikke saa afgjort, at det sædelige betingede det økonomiske som Fru Hostrup mente.
Der fremsattes derpaa en Begjæring om Afslutning, men forinden den blev sat under Afstemning udtalte Overretssagfører Høgsbro at, hans Mangel paa Imødegaaelse af Herr. Rubins Foredrag laa ikke i nogen Undervurdering, men i, at Styrelsen ikke ønskede at komme ind paa Spørgsmaalets Realitet. Den fandt, at Hr. Rubins Ytring laa indenfor det Omraade, Styrelsen maatte undgaa. Han haabede, ikke at have krænket Hr. Rubin.
Kontorchef Rubin: Aldeles ikke!
Afslutning vedtoges ved Haandsoprækning med overvejende stor Majoritet.
Resolutionen saalydende:
”Forsamlingen ønsker, at Dansk Kvindesamfunds Styrelse lader Debatten om det sædelige Lighedskrav falde og for Fremtiden retter sine Bestræbelser paa mere praktiske Formaal.” forkastedes med overvejende Majoritet ved Haandoprækning.
(Der taltes c. 55 Stemmer for den)
Frk. Nielsen og Hr. Høgsbro deltog i Stemmetællingen.
Der forlangtes skriftlig Afstemning af 5 Medlemmer, men da den allerede var frafalden af Oppositionens Ordfører, Kand. Frk. Nielsen, nægtede Dirigenten at lade en saadan foretage.
Da ingen yderligere ønskede Ordet, erklærede Dirigenten det overordentlige Fællesmøde for sluttet.
Kl. omtr. 11:20.
Som Ordstyrer: Som Bogførere:
