Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Med sit mest fornøjede Ansigt løftede han Drapperiet og sagde: „Hvad ser jeg! De her, Hr. Professor. . . naadige Frue. . . min Gud, Frøkenen græder!”
I dette skrækkelige Øjeblik, hvor Lothar von Droste var til Sinds at ødelægge hele Verden, fordi den havde tilføjet den Elskede saa megen Smerte, i dette Øjeblik havde han Fatning nok til med et mekanisk Udtryk af Beklagelse at sige: „Min Niece lider af et pludseligt Nerveanfald - hun befinder sig ikke vel! Vi overvejer just, om vi ikke gør bedst i at tage hjem.”
„Aa, saa vil jeg dog staks hente min Kone. . .”, raabte Dandorf og vred sine Hænder.
„Nej, nej!” sagde Droste hurtigt. Med en Energi, hvis Klarhed og Pludselighed senere hensatte ham selv i Forbavselse, sagde Alfred: „De behøver ikke at lade Dem forstyrre, Hr. Professor, jeg ledsager Damerne hjem - det er jo kun nogle faa Skridt - og vender saa, hvis Frøkenen bliver bedre, tilbage med den naadige Frue.”
Han tænkte slet ikke paa at komme tilbage, vidste ogsaa, at Mariane tænkte det samme, og at det var en Dødskval for Professoren at blive her; men han vidste, at det var bedst saaledes, for hos Hr. Dandorf eller Selskab at undgaa ethvert Spor af Mistanke om, at der var foregaaet noget usædvanligt.
„Ja, ja,” raabte Dandorf og gjorde sig Umage for at vedlige den plagede Mine, hvad brød han sig vel om den unge Pige; Fru von Droste og Doktoren kom sikkert straks igen og Droste selv blev
- saa mistede han jo ingen af de Gæster, der havde nogen Betydning. „Ja, ja - gør det, skynd Dem at bringe den kære Frøken til Ro .... det gør mig saa inderlig ondt. . . men en anden Gang haaber jeg. . .
De kommer jo tilbage til Souperen, kære Ven! og De ogsaa, naadige Frue, ikke sandt, De kommer snart tilbage? Vi vil vente paa Dem!”
Med et betydningsfuldt Blik saa Alfred paa sin dyrebare Lærer. Denne nikkede, at han forstod ham.
„Lad os saa gaa ind til Selskabet, kære Ven. Man længes efter at se Dem! Hr. Doktor, jeg stoler paa, at De fører Fruen tilbage til os! Om lidt sender jeg en Tjener hen for at høre til Frøkenens Befindende. Paa Gensyn.”
„Paa Gensyn”.
Viljeløs lod Ottilie sig føre ud i Forhallen og lod den bestyrtede Tjener give sig Kaaben og Hatten paa. Hendes Moder og Doktoren fulgte hende, og Husets velopdragne Tjener undlod ikke at ledsage Herskabet helt ned paa Gaden, hvor han blev staaende og saa efter dem, indtil de forsvandt i Professorens nærliggende Bolig.
Bleg som et Lig, med nedslaaede Øjne, traadte Mariane over Hjemmets Tærskel, og efter at Ottilie havde forklaret deres hurtige Tilbagekomst for den tililende Jomfru med de Ord: ,,Moder er ikke rask”, hviskede Alfred med et Blik paa Mariane: „Dersom De eller Deres Moder skulde trænge til mig, saa - gaar jeg over i Studereværelset.”
Damerne trak sig tilbage. Alfred gik ind i det mørke, iskolde Værelse. Rystende af Kulde tændte han Lampen over Arbejdsbordet. Et Øjeblik slingrede den frem og tilbage og trak Lyskredsen, som den frembragte, forunderlig spøgelseagtigt med sig.
Alfred satte sig. Han forsøgte at tænke. Det suste og bruste i hans Hoved, og i hans Tindinger hamrede det. „Ja”, sagde han endelig højt, „nu er det sikkert”. Han blev forskrækket og saa sig omkring for at se, hvem der talte. En Kuldegysen løb ham ned ad Ryggen, han kastede sig tilbage i Stolen, lænede Hovedet imod den og lukkede Øjnene.
Ottilie førte sin Moder ind i Dagligstuen, og den omhyggelige Anna kom med Bruspulver, Eau de Cologne og Draaber.
„Det behøves ikke, Anna,” sagde Ottilie blidt, „jeg tror ikke, at Moder trænger til andet end Ro. Lad os være alene.”
Lidt krænket over, at man kunde komme ud af det uden hende, trak Anna sig tilbage.
Ottilie stod længe med foldede Hænder for sin Moder, der sad i en Lænestol, uden at røre sig, uden at se op, ja, næsten uden at trække Vejret. Al Livsvirksomhed syntes at være stivnet i hende.
(Fortsættes.)
