Vor Ungdom.
I det fortrinlige Tidsskrift „Vor Ungdom” findes i det nylig udkomne 4de Hefte en Artikel af den yndede Forfatter Fru Elisabets - Therese Brummer - som bør kendes i en videre Kreds end den, som et tidsskrift af et specielt pædagogisk Indhold i Almindelighed har.
Vi aftrykker derfor hele Artiklen her „Kvindebladet”, da den hovedsagelig har Ærende til Mødre.
Landliv og Hovedstadsbørn.
Paa en Opgave i dansk Stil til Præliminær-Eksamen: „At skildre Land- og Byliv”, gav en af Eksaminanderne følgende Besvarelse: „Det Liv, som leves paa Landet, kaldes Landliv, det Liv, som leves i Byen, kaldes Byliv. Forresten er Atmospærden paa Landet bedre end Atmospærden i Byen.”
Den udmærker sig, som man ser, ikke ved fylde i Udviklingen af Spørgsmaalet eller ved Nyhed i Opfattelse af det - Vedkommende fortaler sig ikke.
Det forekommer en dog i første Øjeblik, at det er uomtvistelige Sandheder, han i sit Hjertes Enfold fremsætter.
Men ser man nøjere til, vil man dog maaské finde, at Sandheden i Definitionen af det første Spørgsmaal er en Sandhed med Modifikation.
Ikke alt det Liv, som leves paa Landet, er „Landliv”, hvis man vil kalde Københavnernes sommerlige Flytten ud ad Strandvejen eller længere ud langs Sundet for at leve paa Landet.
Man har adskillige Gange været Vidne til deres Indstallering. Man har set Mørupperne arrangere sig ved Skovshoved eller hvor det nu var - man har haft den Morskab at møde Hjort og Mikkelsen paa deres Jernbanetur til og fra Byen, baade før og efter deres Solderier - man har deltaget i Badelivet ved Skodsborg og gjort Bekendtskab med den i sit Fag højst industrielle Opvarter Hr. Friis - kort sagt Københavnerne har med vor sædvanlige Mangel paa Kammeratskab ikke sparet Københavnerne. Etiketten „Forlorent” er sat over deres Landliv.
Det er en i vort Land ikke ualmindelig Skik at vaske sit Smudsige Linned i andres Paasyn. Man udfolder her gensidig den største Liberalitet - Frimureri i nogen Retning ligger ikke for os. Men enfin - nytter Vasken kun, naar den foretages offenligt, saa vask! det vigtigste er, at det snavsede bliver rent.
Mellem Udflytterne er der dog ikke faa Familier, som rykker ud fra Byen i den ærlige Hensigt virkelig at ville være den kvit. De flygter fra Brostenene, fra Støjen og Kvalmen, fra de trættende, vekslende Indtryk, der skærer hver en Tanke over, ud til frisk Luft og Stilhed. Mangt et inderligt Samliv med Skov og Strand, mangen vederkvægende Fordyben sig i Naturen leves og nydes i et eller andet beskedent Fiskerhus, hvis Ubekvemmeligheder man finder sig i med en vis pikant Fornemmelse af det primitive derved. Mangt et Sind styrkes og beroliges ved til en Tid at leve fjernt fra Mennesker, - ak, disse Mennesker, som man dog i Længden ikke kan undvære, skønt Glæden ved at være sammen med dem tidt er saa betinget.
„Sig mig, naar Du, som er saa langsynet, ser en af vore Bekendte komme, for at jeg kan dreje til den anden Side.” Den Slags Bemærkninger tyder hen paa et oprigtigt Ønske om en Ensomhed, som Københavnerne i Flæng beskyldes for ikke at kunne finde sig i.
Men lad enhver ordne sig, som han vil - vælge det ægte eller det Uægte - lad dem, som er skabte for Surrogater, tage til Takke med dem - enhver efter sin Smag, sit Temperament, de faar hver noget, de ældre. Men Børnene - hvad faar de? De, for hvis Skyld det sædvanlig siges, at man ligger paa Landet.
Børn hår ikke Smag for Surrogater. De griber efter det enkle - det reelle. Bag deres Ønske om at ligge paa Landet laa ikke andet end netop dette: at leve Landliv.
Grossereren, der siddende foran sin elegante Villa med et overlegent Blik iagttager de forbigaaendes Beundren af hans sjældne Rosenparti, faar sin Forfængelighed tilfredstillet. Hans Datter, der i sin lyse Mousselins Kjole med trippende Ingenue-Trin plukker blomster i Havens nederste Gang, mens hendes Øjne under den bredskyggede Hat spejder henad Vejen: „det er dog den Tid, han plejer at komme fra Dampskibet” - hun har fundet en Ventil for sin vage Erotik. Men Børnene ? Hvad bestiller de paa denne Strandvej?
I mange Tilfælde driver den af. Keder sig uden selv at gøre sig det klart. Spørgsmaalet: „Hvad skal jeg bestille, Moer?” og det slappe Udtryk, der ledsager det, faar undertiden Moderen til at tænke: „Det er godt, Ferien snart er forbi”.
Eller: „Nu har Christian igen været paa Spil og drillet Mine - de gaar ogsaa og hitter paa saa meget. De begynder at trænge til Skolen”.
Ja, for de faar ikke, hvad de egenlig trænger til.
(Fortsættes.)
