Ægtefællers Frihed, Lighed og Fællesskab.

Dr. phil. C. N. Starcke har i "Kvinden og Samfundet" (1889 S. 161 - 180) skrevet en Afhandling om "Kvindens Stilling i Ægteskabet" (jf. S. 211 - 213). Hans Pen er saa let flydende, hans Sprog saa blødt og behageligt, at man ved at følge ham ligesom føler sig fængslet af Rosenlænker. Man drages uvilkaarlig af ham hen imod et blomstersmykket Maal. I Frastand tager det sig ud som en smilende Løvhytte. Men, jo mer man nærmer sig Slutningen af denne Dans paa Roser, mærker man, at man er ført ned i en blomstersmykket Grav: Ægteskabets Grav.

Hans Fejlsyn skriver sig uden Tvivl fra, at han gør Fællesskabet til Udgangspunkt i Ægteskabets formueretlige Ordning i Stedet for at gøre det til det lykkelige Ægteskabs Endemaal. Om Ægteskabet skal blive lykkeligt, afhænger nemlig for en stor Del af, om det grundes paa Frihed og Lighed mellem Ægtefolkene.*) Paa dette Grundlag vil Ægtefolkene mer og mer smelte sammen i økonomisk Henseende, naar kun Kærlighedens Ild holdes vedlige; og saaledes nærmer de sig mer og mer Fællesskabet. Men dette fremmes - lige saa lidet som Kærligheden - ved Tvang.

En saadan "ufravigelig Ordning af Ægteskabets retslige Karakter", som Dr. Starcke vil (S. 178), og denne ufravigelige Ordning først og fremst grundet paa "fuldstændigt Fælleseje" - det er en Ordning, der af mange Ægtefæller vil føles som en utaalelig Spændetrøje. Den vil de snarest søge at smøge af sig. Men under disse Forsøg puffer og støder de saaledes hinanden, saa at hele Ægteskabet let kan sprænges med det samme. Jo trangere, jo ufravigeligere Ægteskabet retslig lovordnes, des almindeligere vil Skilsmisserne blive. Det skulde Dr. S. nok faa at se, om den Lovordning, han ønsker, blev gennemført, - hvad den næppe nogensinde bliver, da den maa anses som praktisk uigennemførlig. Hvorledes vilde det saaledes være muligt i en Lov at give Regler for Dr. S.s tredje Hovedgrundsætning: "Fælles Dispositionsret, saa alle Dispositioner, der ikke ere uomgængelig fornødne og ske til fælles Nytte, kræve begge Ægtefællers Samtykke"! Saadanne Dispositioner foretages t. Ex. ved Underskrift af Vexler, ved at give Kunder Kredit og ved at sælge Kreaturer. Men - som Justitsminister Nellemann sagde i Folketinget den 28de Februar 1876: - "Man kan ikke have sin Kone staaende vid Siden af sig paa sit Kontor og spørge hende, om man maa underskrive en Vexel eller give en Kunde Kredit, og man kan heller ikke, naar man sælger Kreaturer, have hende ved Siden, for at hun kan sige, om hun er enig eller uenig i at sælge til denne eller hin Pris." Hvor lidet skikket Dr. S. synes at være til at lovgive om et Æmne som dette, ses af hans saalydende Udtalelse (S. 179): "Enhver, der kender lidt til Forretninger" - saa lidt som Dr. S.? - , "véd, hvor forholdsvis ringe Tid det tager at danne sig en begrundet Mening om et Foretagendes Hensigtsmæssighed." Man kunde snarere sige: "Enhver, der kender meget til Forretninger, véd, hvor megen Tid det tager" osv. Dr. S. vil virkelig have Konen hentet til alle ovennævnte Dispositioner. "Et virkeligt sundt Foretagende," siger han, "kan det ikke tænkes, at hun skulde have nogen som helst Grund til at modsætte sig." Nej, men hvem skal træffe Afgørelsen, dersom Ægtefællerne er uenige om Foretagendets Sundhed? - noget, som ofte vil hænde, og da let vil bringe Splid mellem Ægtefolkene. Kommer det saa vidt, da vil den, som ønsker Foretagendet udført, ofte prøve paa at gennemføre det egenmægtig. Sker dette, og Foretagendet viser sig at være meget usundt, maaske endog ødelæggende for det "fuldstændige Fælleseje", som er Ægteskabets "ufravigelige Ordning", da staar den krænkede Ægtefælle foran Valget: enten at lade sig underkue af den anden ved at finde sig i Retskrænkelsen eller at anklage sin Ægtehalvdel for Retten og at se ham dømt, dersom han ikke kan godtgøre, at Dispositionen skete til fælles Nytte, og var uomgængelig fornøden, - hvad han naturligvis sjælden kan. "Han", siger jeg; thi "han" kan i Lovsproget ogsaa betyde "hun". Iøvrigt lades man af Dr. S.s Afhandling i Tvivl, om hans Lovordning ikke i alle Tilfælde giver Manden Kærnen og Hustruen Skallerne. Han taler nemlig (S. 179) om "Mandens Stilling som Forretningsførende", som om den var en Selvfølge i alle Tilfælde. I saa Fald bliver Dr. S.s Ægteskabsordning en sand Tvangsanstalt for Hustruen. Er det derimod hans Mening, at Ægtefællerne skal være ligestillede ved alle slige Dispositioner, og at altsaa den enes "nej" er nok til at hindre Foretagendet, da er en Lovgivning i denne Retning mer end betænkelig, højst upraktisk, for ej at sige: ligefrem umulig. I alt Fald maa man bede om at se Dr. S.s tre Hovedgrundsætninger i Lovform, inden man opgiver sin Mening om deres Uigennemførlighed. Den juridiske Professor Nordling i Upsala har ikke været i Stand til at lovforme sit lignende s. k. "fri Ejendomssystem" 1875.**) Om Dr. S. er heldigere 1889, skal nu vise sig.

Derimod er det, som jeg har foreslaaet i Folketinget - hvor meget end selve Formen kan forbedres

- i alt væsenligt det samme System, som har været gældende Lov i England siden 1882. Grundtanken deri er altsaa praktisk gennemførlig. Dette er ogsaa let at forstaa. Thi, medens det er næsten umuligt at give Lovregler for de utallige vanskelige Tilfælde, da noget skal gøres, men først to lige berettigede Parter skal være enige om Anvendelsen af fælles Ejendom, - saa er det let at lovgive paa Grundlag af Hovedreglen: Hver af Ægtefællerne ejer sit og raader over sit (idet Fælleseje indskrænkes til det mindst mulige, helst aldeles intet).

At "Særraade over Særeje" er praktisk gennemførligt, vil ingen, som kender noget til Lovgivning, kunne nægte. Men deraf følger naturligvis ikke, at det er ogsaa tilraadeligt. Det kunde være fordærveligt af andre Grunde. Det kunde t. Ex. være umoralsk. Dette synes virkelig Dr. S. at mene, naar han paastaar (S. 178): "Ægteskabets Ide er fuldstændigt Fællesskab." Om det maa være tilladt at slaa den ene Filosof med den anden, vil jeg imod Dr. S.s Paastand sætte den berømte tyske Retsfilosof F. J. Stahls, at "det ægteskabelige Formuefællesskab ingenlunde er begrundet i Ægteskabets Væsen, hvor meget dette end ved det første Øjekast kan synes."***) Ikke des mindre kan jeg være enig med Dr. S., naar han i Stedet for "Ægteskabets Ide" osv. vil sige: "Ægteskabets Ideal er fuldstændigt Fællesskab." Dette har jeg nærmere udviklet andensteds (se "Ægtefællers formueretlige Ligestillelse" S. 49 - 50 og 55 - 56). Her skal jeg kun gentage, hvad jeg alt ovenfor har antydet, at jeg ved Ægteskabets Ideal forstaar dets Endemaal, det, som man stadig skal stræbe henimod, skønt det aldrig naas fuldstændig. Det er derimod at vende op og ned paa al fornuftig Lovgivningsvirksomhed at begynde med Idealet: Fællesskabet. Udviklingsgangen henimod dette sker kun gennem Frihed og Lighed. Det er at fremme den naturlige Udvikling af det voxende Fællesskab i Ægtefællers formueretlige Forhold: at stille to fri og lige Personer overfor hinanden, at lade enhver eje sit og raade over sit, og saa at overlade til Naturens egen Gang, om Forskellen mellem "dit og mit" skal forsvinde i Aarenes Løb, det vil sige: om de oprindelig fri og lige Personer omsider saaledes voxer sig sammen, saa at de bliver fælles om alt. I saa Fald er de ogsaa voxede fra Lovens Tugt. Da behøves den ikke mer, thi deres indbyrdes Kærlighed er dem en ny Lov.

En af Betingelserne for et lykkeligt Ægteskab er, at den ægteskabelige Regeringsform passer de vordende Ægtefæller. Da Menneskene er højst forskellige, maa der ogsaa være en stor Valgfrihed, naar det gælder at finde den Regeringsform, som passer det eller det bestemte Ægtepar. Men hvem skulde vel bedre kunne passe en Form end den eller dem, som skal bære den! Der maa ej alene være Frihed til at vælge, idet Ægteskabet stiftes, men ogsaa til - under betryggende Former - at ændre (ved Ægtepagt) under selve Ægteskabet. Tit synes en Klædning at passe strax, men efter at være baaren i nogen Tid, snærer den eller er for vid. Skulde det da være forbudt at ændre den.

Af en saadan Frihed er Dr. S. imidlertid den mest afgjorte Modstander. Han gaar endog saa vidt, at han udtaler: "At give den, der slutter Ægteskabet, Frihed til at bestemme dets Karakter, er at gøre det til Tumleplads for Tilfredsstillelsen af hans Luner og stille det paa Linje med de velbekendte Probenächte" (S. 177). Skulde der overfor en saadan Forivrelse behøves anden Gendrivelse end et Udraabstegn! I det Dr. S., i Modsætning til den af mig foreslaaede Frihed, stiller sin Tvang ("ufravigelig Ordning", "fuldstændigt Fælleseje" osv.) strax ved Indgangen til Ægteskabets Port, synes han at antage, at i denne Form, med disse "faste ufravigelige Regler" "skal Ægteskabet stille sig for den enkelte som en hellig, høj Form for Samlivet med en anden." Udtryk som dette om "en hellig, høj Form" kunde der maaske snarere være Grund til at henføre under Begrebet "Fraser", end hvad Dr. S. regner dertil: "Hr. Bajers ledende Tanke": "at Brudgom og Brud selv skulle have fuld Frihed til at bestemme deres indbyrdes Forhold" (S. 176 - 177). Jeg vil imidlertid helst tro, at Dr. S. kun af Vanvare er bleven ubehagelig imod mig. Han plejer ikke forsætlig at slaa slige Klatter med sin sirlige Pen.

At Dr. S. slaar en tyk Streg over Ægtefællernes Frihed, er sørgeligt. Men endnu sørgeligere vilde det være, om hans ovennævnte Udtryk om "Mandens Stilling som den Forretningsførende" maatte forstaas saaledes, som om Dr. S. ogsaa slog en Streg over Ægtefællernes Lighed, deres Ligestillelse i formueretlig Henseende. Hvor vidt dette virkelig er hans Mening, er ikke klart. Vel gaar den - iøvrigt umulige - foreslaaede "fælles Dispositionsret" i Retning af Lighed; men, naar han strax efter taler om at "beskytte" Hustruen imod Manden - medens der ikke tales om at beskytte Manden imod Hustruen, - udsætter han sig for den Mistanke, at Manden altid skal være den overordnede i økonomisk Henseende, "den Forretningsførende" (ifølge de "ufravigelige Regler"), selv om Hustruen er mer skikket dertil i visse Tilfælde (hvor da nu Ægtepagt kan være nyttig). Mistanken styrkes, naar man (S. 179 nederst) læser om det tænkte Tilfælde, at Konen som Regel skulde være ufornuftig, i hvilket Tilfælde det vilde være "det allerstørste Vanvid at give hende nogen som helst Myndighed," - uden at det omvendte tænkes: Mandens Ufornuft.

Al vor gamle Skade i Ordningen af Formueforholdet mellem Ægtefæller ligger i, at Manden, som Indehaver af hele Lovgivningsmagten, har betragtet Kvinden som den i Reglen mindst fornuftige. Derfor fik hun ikke samme Frihed som Manden, og Ligheden mellem Ægtefæller blev krænket.

Men uden Frihed og Lighed kommer Fællesskabet aldrig ind i Virkeligheden, om man end - som Dr. S. - sætter det først paa Papiret.

*) At de vordende Ægtefæller selv bør kunne vælge den ægteskabelige Regeringsform i Frihed og under Ansvar, har jeg søgt at paavise i "Kvinden og Samfundet" 1889 S. 16 - 18.

**) Jf. mit Skrift "Om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse" (Kbh. 1884) S. 132 - 133.

***) "Rechts- und Staatslehre" (Udg. af 1854) S. 456.