Ansvaret?

(Nylænde.)

Jeg sad en Aften og talte med en yngre Mand, han er Læge, Samtalen faldt, som saa ofte, paa Temaet: Venskab og Kærlighed. Efter at have talt frem og tilbage en Stund, siger jeg: „Tror Du det muligt for to unge Mennesker, Mand og Kvinde, der gensidigt føler sig tiltrukket af hinanden, at holde den skarpe Grænse, der skiller mellem Venskab og Kærlighed; tror Du ikke, at det ene let vilde glide over i det andet, og at man først vil opdage Overgangen, naar Forandringen allerede er sket?” „Som Regel tror jeg nok, det vil gaa, som Du siger,” svarede han, „men hvad jeg tror, er værre, naar først Kærlighed er kommet ind i et tidligere Venskabsforhold, det er at bevare Forholdet saaledes, at Kærligheden kun knytter Hjerterne tættere sammen, forædler Venskabet og for det Tilfælde, at begges eller den enes Forhold for øvrigt umuliggør en ægteskabelig Forbindelse, at den da holdes indenfor, hvad vi hos os anser for Ærbarhedens Grænser. Jeg skal anføre et Eksempel: En af mine Venner kom meget i et Hus, hvor der var en ung, elskværdig Frue; de blev først Venner, men - inden de vidste et Ord af det, var de midt oppe i en Kærlighedshistorie. Den unge Frues Mand var fraværende, disse to var daglig sammen, jeg saa i en 14 Dage intet til min Ven; men pludselig kommer han til mig en Dag og siger, da jeg spørger efter hans Flamme: „Aa, det er gaaet den forkerte Vej, i Dag har jeg endelig løsrevet mig, de sidste 8 Dage har været væmmelige.” Efter en Stunds Samtale fik jeg ud af ham, at de i den korte Tid havde løbet Linen helt ud, efter et Par Dage følte han, at ikke blot Kærligheden, men ogsaa Venskabet var gaaet i Stykker for ham, og han kom der aldrig mere. Jeg mener nu, at hvis de, den Gang det gik op for dem_; at de holdt af hinanden, havde sat en Grænse - saa langt og ikke længer - og de havde holdt den, havde Kærligheden for dem begge kunnet blive et lykkeligt Moment i deres Liv, for hende, da hun ikke elskede sin Mand, og for ham, fordi han i en brav Kvindes Haand kunde blive til noget; i Stedet er det, i alt Fald for ham, kun blevet et, lad mig sige ækelt, ubehageligt Minde; men jeg mener ogsaa, at i slige Tilfælde er det hende, og kun hende, af hvem det afhænger, hvorledes det skal blive, han kan ikke være anderledes, og hun taber mest.”

„Men da Alverden!” udbrød jeg, „det kan da aldrig være din Mening? hun alene ansvarlig! hun fra Naturen udrustet med de samme Følelser, hun elskende som han, han fristende hende ogsaa - ja, saa vil Du, at hun skal ikke alene beherske sin egen Følelse, sin egen Lidenskab, men Du vil ogsaa, at hun skal betvinge hans, han behøver ingen Selvbeherskelse, ingen Anstrængelse at gøre, han er uansvarlig, hun bærer Ansvaret for alt, og magter hun det ikke - ja saa er det værst for hende, mener Du det saaledes?” „Ja, jeg gør, tro mig, andre kan sige det modsatte, men alle mener som jeg, alle Mænd, ja alle dydige Kvinder med. Kvinden har haft og vil altid vedblive at have Ansvaret for Tidens Moral; hun maa, som Du siger, kunne beherske sig selv først og dernæst den Mand, hun elsker; kan hun det ikke, nu ja, - værst for hende - da mister hun ham i det samme hun mister sin Ære. Jeg ser, Du taaler ikke mer nu, bliv ikke forfærdet, se Dig om i Livet og Du vil se, jeg har Ret.” Han gik. Hvad jeg følte, haaber jeg alle, som læser dette af tænkende Kvinder, vil forstaa. Sig mig, hvad man skal gøre med sligt, eller - er der Nogen, som tror, han havde Ret?