En Drøm.
Jeg drømte, at jeg gik i en smal Gade af en uhyre Længde, hvoraf der paa begge Sider laa en Række høje, lige Huse, hvis Vægge og Døre ganske lignede Fængslers. Luften var tung og indelukket, og Tiden syntes at være Tusmørke; den smalle Strimmel af Himmel, der var synlig mellem de to Rækker høje Tage, var taaget og mørk, og jeg kunde hverken opdage Sol, Maane eller Stjerner. Alt var graat, uigennemtrængeligt og taaget. Under mine Fødder paa Stenbroen tittede der nu og da lidt Græs frem. Intet Steds var der mindste Tegn paa Liv; Stedet syntes fuldstændig forladt. Jeg stod alene i denne dybe Tavshed og Ensomhed, Tavshed? Nej! Thi da jeg lyttede, naaede en dæmpet, undertrykt Klage mit Øre, som det syntes fra alle Sider; en Lyd som intet Øjeblik ophørte, og som ganske passede til dette grufulde Sted. Først havde jeg ikke bemærket den; men nu samlede Lyden sig tydeligt for mig, og jeg opdagede, at det var en Klagelyd af den dybeste fysiske Lidelse. Ved at lytte roligt hen imod et af de Huse, hvorfra jeg tydeligt hørte denne jamrende Lyd, bemærkede jeg, at en Strøm af Blod piblede frem under Døren og rislede lydløst ned ad Gaden, tilstænkede Græsset mellem stenene og farvede det rødt, idet det fandt Vejen hen til mig. Da jeg saa op, bemærkede jeg, at Ruderne var plettede og tilstænkede med den samme skrækkelige Farve. ,
„Her maa jo nogen være myrdet,” raabte jeg og fløj hen imod Døren. Men nu saa jeg først, at Døren havde hverken Laas eller Haandtag paa Ydersiden, men kunde kun aabnes indvendig fra. Den havde Udseende af en Dør, men i andre Henseender var den solid og uigennemtrængelig som selve Muren. Forgæves søgte jeg en Klokke eller andre Midler for at komme ind i Huset. Jeg fandt kun en Plade, som var fastgjort med Nagler paa en Tværbjælke over Døren, og hvorpaa stod skrevet disse Ord: „Vivisektionens Laboratorium”.
Idet jeg læste disse Ord, fordobledes den jamrende Lyd paa en hjerteskærende Maade, og der hørtes Larm som af Modstand og Kamp, som om et nyt Offer var bleven lagt paa Pinebænken. Som en rasende dundrede jeg paa Døren med mine bare Hænder og raabte om Hjælp, men forgæves. Min Kjole var bleven gennemblødt af det Blod, der løb ud under Dørtrinet. I Rædsel saa jeg paa dette Blod og flygtede. Da jeg løb ned ad Gaden, voksede Lydene rundt om mig og samlede sig til høje Lydbølger af Skrig og vanvittig Hulken. Paa hvert af Husene var der oven over Døren en Plade, hvorpaa der var skrevet noget lignende. Paa en stod der: „Her myrder en Mand sin Hustru” - paa en anden: „Her slaar en Moder sit Barn til Døde” - paa en tredie: „Her er et Slagterhus”.
Enhver Dør var uigennemtrængelig, og ethvert Vindue var tilgitret. Tanken om at komme ind udvendigt fra var ørkesløs. Forgæves løftede jeg min Stemme, og forgæves raabte jeg om Hjælp; Gaden var forladt som et Gravkammer. Den eneste Ting, der bevægede sig omkring mig, var Blodet, som piblede ud fra Dørtrinet af hvert Hus og blev til en Strøm, der rislede til en bredere Flod ud af disse grufulde Boliger. Næsten vanvittig af Rædsel flygtede jeg ned ad Gaden for at søge en Udgang. Skrigene og de dæmpede Klager forfulgte mig, idet jeg løb. Tilsidst afbrødes Gaden af en høj Mur, saa endeløs høj, at jeg ikke kunde øjne Toppen. Paa denne Mur stod skrevet med sorte Bogstaver: „Herfra vender ingen tilbage.”
Overvældet af Fortvivlelse og Angst tumlede jeg om paa Stenbroen og gentog atter og atter: „Herfra vender ingen tilbage.”
