Lidt om Fru Edgren.

Aldrig var nogen mere ubetinget forudbestemt til at blive, hvad hun er, end Fru Edgren.

Naturen har givet hende alt, strøet sine rige Gaver over hende, sørget godt for hende paa alle Maader og lunet det saa varmt om hende, nu da hun har naaet sit Talents fulde Middagshøjde, at der er al Grund til at tro, at hun fremdeles maa kunne udfolde en lykkelig Virksomhed.

Naturen - denne den mest lunefulde af Giverinder -, Naturen skænkede hende tidlig Talentet og Bevidstheden om sit Talent. Ved otte Aars Alderen skrev hun de nydeligste smaa Fortællinger, alle med en vis smidig Formelegance, som røbede en ualmindelig Modenhed af et saa ungt Væsen.

Forsynet havde hensat hende i et Hjem, hvis aandelige Jordbund var den heldigst mulige, og hvor hver Dag var i høj Grad vækkende og befrugtende for hendes Udvikling.

Man kjender i Sverige godt Navnet Leffler. De begavede Mænd, som bære dette Navn, have givet det en Klang af Aandsaristokrati, som lyder fornemmere end de fleste vaabenprydedes, og det vilde ikke være ganske uantageligt, at Fru Edgren nok er lidt stolt over, efter sin Mands Navn at kunne tilføje sit eget.

Faderen var Rektor i Katrina Realskole. Han var en stræng og maaske haard Mand, hans Elever have endnu den Dag i Dag nogle mørke Skolehistorier at fortælle om den store Lærer.

Ikke alle elskede ham, men der findes vistnok desuagtet ikke en, som ikke har samme høje Tanke om hans Dygtighed, Lærdom og udmærkede Lærerenergi.

Des værre satte hans Nervesygdom altfor snart en Stopper for hans Arbejde, og Mindet om den elskede Faders Lidelser hører til Fru Edgrens mørkeste; - Livet i Hjemmet de sidste Aar under Faderens Sygdom er muligvis den eneste Skygge, som til den Dag i Dag af Fru Edgrens Venner anses for at have formørket hendes ellers saa lyse Ungdomsdage. - At en saadan Periode af Sorg blev vækkende for hende, er naturligt nok, - den har lært hende bedre at forstaa andres Lidelser, at føle Smerte, og at kjende Medlidenheden.

Brødrenes Indflydelse, - begge vare Professorer ved svenske Universiteter - siges at have været stor og umaadelig nyttig for den unge Søster, som fik den bedste Støtte i disse intelligente unge Mennesker, hvis Revselser af hendes smaa literære Synder alt mer og mer gav hendes Tanke logisk Skarphed og Sproget en udpræget fast Form.

Moderen var det milde Element, som holdt tilbage, som med fineste Kvindelighed søgte at danne den unge Piges Sind efter sit Ideal, at vække hendes Finfølelse, at gjøre hendes Hjerte modtageligt for det gode, at forme hendes Karakter saaledes, at hun kunde leve Livet uden alt for store Skuffelser.

Den unge Anne Charlotte var ingen Skjønhed og fik derfor Tid til andet end Toiletter, Flirtation og Morskab. Hun havde umaadelig stor Lyst til Studier af alvorlig Art, og fordybede sig tidlig i den Slags Læsning, man ellers mener, udelukkende tilhører Manden.

Men hun var frisk og nydelig, hendes høje, slanke Figur med det kjække lille Hoved saa godt ud, de livlige Øjne saa sig glad og nysgjerrig om i den nye Verden, som aabnede sig for hende - beskedent tog hun Plads blandt de mere tilbageholdende unge Damer paa de Soiréer, hun besøgte - og hun naaede aldrig frem i første Række blandt Balskønhederne, nej! det skulde ikke komme paa den Maade.

Som helt ung forlovede hun sig efter eget Valg med den Mand, hun af alle syntes bedst om. Han var den, som forstod hende, hans udmærkede Karakter imponerede hende, hans Hjærtes nordisk varme Lidenskab fyldte hende med Taknemlighed, hun beundrede ham og følte, at det netop var en saadan Mand, som kunde gjøre hende lykkelig.

Man siger, at han den Gang udøvede et stærkt Tryk paa hendes Forfatterforsøg og temmelig umildt kritiserede hendes Skriverier, og at hendes Forfattervirksomhed først meget senere vandt hans fulde Tilslutning.

Fru Edgren fik et behageligt Hjem, Manden havde allerede den Gang en god Stilling og kunde byde sin Hustru fuldt op af Livets Goder. Børn kom der ingen af, og den unge Frue havde Tid at arbejde paa sin egen Dannelse, saa meget hun vilde.

Det Edgrenske Hjem saa ud til at være et rent Himmerige for en arbejdselskende Forfatterinde.

Et godt Hjem, en elskværdig og elskende Mand, der delte alle Interesser med sin begavede og alt mer feterede Hustru, et Hjem, hvor alt, hvad Stockholm ejede af Forfattere, Kunstnere og andre fremragende Mænd og Kvinder, kom sammen og sluttede Kreds omkring Værtinden, se, det var Rammen omkring Fru Edgrens Personlighed - en Ramme, som maaske har virket ikke saa lidt ogsaa paa Billedets Indhold, ligesom har samlet dets Virkning, givet det Holdning og det Præg af aristokratisk Ro, som er saa saare karakteristisk for det.

I sit Hjem er Fru Edgren selve Aabenhjærtigheden og den gladeste og naturligste Værtinde. Hun har en let Maade at samtale paa, og kan godt føre Folk, som ellers ikke kunne lide hinanden, sammen i en for alle harmonisk strømmende Samtale.

Hun har naturligvis et godt Bord.

En af hendes køligste - skal jeg kalde det - Ikke-Beundrere, skrev i en Skizze, at han beklagede Hr. Edgren for den daarlige Boeuf, den stakkels Mand maa sluge.

Den gode Hr. Sigurd skulde bare vide rigtig Besked. Han vilde såmænd strax falde ned og tilbede den forkjætrede Frue. Saa god en Boeuf og saa godt et Bord, som i det Edgrenske Hus kunde selve Kajsa Varg *) ikke ønske bedre.

Fru Edgren er stolt - og med Rette - over den mønsterværdige Tilstand, i hvilken hendes Hjem befinder sig. Der er Orden i et og alt, - pudset og fint, behageligt og komfortabelt, en rolig og stille Luksus, som helt igjennem røber den solide Vært og den dannede, huslige Værtinde.

Jeg har set Fru Edgren med egne Hænder bage Brød og Kager til sine Soiréer, har set hende hænge paa Døre og Vinduer Gardiner, hun selv havde broderet og syet, har set hende ordne og styre i sit Hjem bedre og forstandigere end de fleste andre Husmødre i hendes Stilling og med en ganske anderledes Interesse end de unge Fruer, som gaa og gjælde for at være rene Dydsmønstre uden literære Anfægtelser, fri for alle Emancipationstanker af den Slags, som i saa høj Grad afskrække en Del af det tapre Mandkjøn.

I dette Hjem, omgiven af Kjærlighed og Forstaaelse og af en stor og mægtig Klikke literære Venner, udviklede sig Fru Edgrens Forfatterpersonlighed frit og rigt.

Hun skrev sin Samling Fortællinger „Ur lifvet” og modtoges med næsten sensationsvækkende Opmærksomhed, skrev mere og mere, blev alt mer moderne, dadlet af nogle, men beundret af flere; alt medens hendes Navn blev kjendt i Udlandet, til hun saa vel indenfor som udenfor Riget blev hilset som Sveriges første og mest geniale nulevende Forfatterinde - hvilken Plads hun den Dag i Dag ubestridelig indtager.

Saa kom Reaktionen.

Den kom som en Styrteflod. Den kom som Vandet i et Sluseværk, hvor man havde revet Dæmningen fra. Den kom, og først skyllede den i sin brede Bølge Strindberg med sig - og kastede ham som Vrag langt bort fra Hjemlandets Kyst.

Med hvilken Hast tog ikke de gode Mennesker Benene med sig, løb som ellevilde, reddende sig, Herrerne først, saa. Damerne, svøbende Skørterne om sig og med Hænderne tilbageholdende de adstadige, nys kortklippede Emancipationskrøller à la Fru Edgren.

Literære Folk blev bange, saa bange, som om det varden virkelige Syndflod fra Noahs Tid. De skrev endnu, men fromt og pænt, sømmelig og artig. En uforsigtig Dame stak endnu frem et lille uartigt Drengehoved og kastede midt i Reaktionsfloden et lille iltert Skrift ved Navn „Sämre Folk”, men det gik hende derved saa ilde, at hun hurtig trak sig tilbage og skjulte sig langt borte - og saa var alt stille.

Fru Edgren selv, som længe stolt stred imod, kunde ej mer, men gav Publikum „En Sommarsaga”. Det var et Ben til Hundene, og det toges op - men ikke som før - hun var ikke mer saa moderne. Fra nu af læstes hun med en vis Forsigtighed.

Ernst Ahlgren kom frisk og med Skaanes hele ejendommelige Humor og Ynde i sine Smaafortællinger. Hun faldt i Reaktionens Smag, det var en Baad, som bar, den flød godt, den havde aldrig været af de nu saa gamle moderne.

Man begyndte at ane, at Fru Edgren skulde faa en af Reaktionen ophøjet Rivalinde.

Men hvad Fru Edgren har været og er, skal aldrig blive glemt i Sveriges Land. Som Personlighed selve Paalideligheden, en Karakter uden Plet, et Hjerte af Guld; som Forfatter ærlig i hver Tanke, sig selv i hvert et Ord, skal hun altid staa i første Række, ogsaa den Dag, hun af den nyeste Smag er dømt og falden i Unaade, ogsaa den Dag, hun af Publikum ej mer hyldes som Nr. 1, ogsaa den Dag, hendes Bøger ej roses saa enstemmig som før.

Hun skal dog ikke glemmes som de andre - fordi hun har været saa sand, og givet et saa troværdigt og dygtigt Billede af sin Tid, med alle dens Fejl og Fortrin.

For Øjeblikket er Fru Edgren paa en Rejse i Italien. En af hendes Beundrere testamenterede hende paa sit Dødsleje en vis Sum, denne Sum skulde hun benytte til en Rejse sydpaa. Hun bliver borte et Aar.

Og vi haabe - inden den Tid at faa noget nyt og godt fra hende, noget for os Kvinder.