Om Kvinders kunstindustrielle Arbejder paa den nordiske Udstilling.

Det slog mig strax ved første Besøg paa Udstillingen, hvor stærkt Interessen ved en slig knytter sig til de Punkter, hvor man med Rette kan sige, at Kunst og Industri tage hinanden i Haanden; selve Kunstudstillingen er her kun et Tilbehør, og tilmed et meget begrænset Tilbehør paa Grund af den her som altid særdeles strænge Censur. Industrien har anderledes frie Hænder; saavidt jeg ved, findes der ingen Censur, og findes der nogen, saa er den i alt Fald meget mild.

Der findes altsaa her et Omraade, paa hvilket et Talent med særlig Begavelse uden just at være støbt i Fortidens døde Former kan faa Lov til at bevæge sig frit ja lad os sige boltre sig, thi der findes netop mange af de Arbejder, der ere udstillede i „den danske Dekorationsforening”, der ere gjorte med saa sprudlende Liv og Kraft, at intet Ord passer bedre.

Elise Konstantin-Hansen hører til disse Begavelser, hun er i Besiddelse af et stilfuldt, dekorativt Talent; og det er at haabe, at de Løfter, hun i saa Henseende har givet, ikke maa blive svegne, men fuldt ud holdte.

Hun er paa denne Udstilling saa fyldig repræsenteret, at hun fortjener Omtale.

I den Konstantin-Hansen-Bindesbøll-Sarauwske Broderiforretning ere saaledes de fleste Broderier udførte efter Mønstre, tegnede af hende, saa vel som Skjærmen med de flyvende Svaler ogsaa skyldes hendes Haand.

For dem, der have fulgt denne Forretnings hæderlige Bestræbelse efter at bringe god Smag ind paa Omraadet „Damearbejder”, vil det hurtig staa klart, at Arbejdet ikke er gjort uden Resultat. Forretningen grundlagdes officielt efter sidste nordiske Udstilling; et Skab, i hvilket der paa Udstillingen var anbragt Kunstbroderier af Kristiane Konstantin-Hansen, gav hende Ideen til at leje et Butikslokale, og gav altsaa det første Stød til den nu saa kjendte Forretning paa Kjøbmagergade.

Skabet var Grundlag, men den levende Kapital var Mønstre, tegnede af Constantin Hansen, Skovgaard *), og en Mængde Gjengivelser efter pompejanske Mosaiker og italienske

Renaissance-Motiver, tegnede af Kristiane Konst.-Hansen paa hendes Studierejse i Italien.

Efterhaanden som Forretningen udvidedes, krævedes der nye Ideer, og her var det, at den til Kunstnerinde uddannede yngre Søster Elise traadte hjælpende til; særlig efter Faderens Død kom Bestillingernes tit trykkende Mængde til at hvile paa hendes unge Skuldre. Ved stadigt Naturstudium og ihærdigt Arbejde er det lykkedes hende at udvikle sig til en virkelig Dygtighed paa det dekorative Omraade. Det synes, som om Bekjendtskabet med de japanske Dekorationer have bidraget en væsentlig Del til at vise hende Vejen.

Der hænger udenfor „den danske Dekorationsforenings” Sal en Ramme fyldt med hendes Studier; man vil her kunne spore den Kjærlighed og fine Forstaaelse for Naturens smaa Vidundere, som viser sig, enten det er Fugl, Fisk, Blomst eller Insekt, hun gjengiver.

Inde i selve Salen baade i hendes to dejlige Gobelinsmalerier med svømmende Fisk saa vel som ogsaa i sine forskjellige Lervarearbejder saasom Skaalene med Tangplanterne, Gribbene og Krukken med de tre udmærkede, smaa, gnavende Mus, som de løbende Strandfugle o. m. a., synes jeg, at hun indtager en værdig Stilling; netop fordi hun bevarer en stilfuld, rolig Holdning, kan kun godt staa ved Siden af en saa urolig barok Begavelse, som den, Joachim Skovgaard f. Ex. lægger for Dagen i sin Kumme med Skurekonen, al mulig Respekt for Underdelen af Kummen, men Skurekonen er ikke smagfuld, hun nærmer sig svært meget det hæslige.

Det synes, som om det barokke er noget, der ligger Skovgaardene i Blodet, den yngste af de tre Søskende: Cathrine udstiller saaledes to dekorative Gjenstande, en Krukke og en Skaal, begge dekorerede med et Slags selvopfundne Uhyrer; hun har i disse to Arbejder hentet sine Motiver i den nordiske Sagntid, og i saa Henseende fulgt den af Lorenz Frølich angivne Vej; thi han var den første, der bragte Nordens Oldtid frem i Illustrationer.

Paa Skaalen, der forestiller en Sø, er det Trolden, der suger Søen ud, den suger udmærket, dette ækle, magre Dyr, man ser ikke Spor paa dens udtærede Krop, at den faar noget i Livet, hvorfor man uvilkaarlig kommer til at tænke paa de syv magre Køer, der slugte de syv fede.

Paa Krukken er det Trolden, der bevogter Indgangen til Bjerget, der her tænkes fyldt med Blomster. Farven i Krukken er smuk, Halen paa Dyret er udmærket, men man kunde nok ønske dens Hoved behandlet lidt mere storslaaet maaske, lidt mindre arrig og lidt mere frygtelig. En morsom Blomstervase i Form af tre høje Rør paa et Blad og mange Fade, blandt hvilke en sjælden smuk, gul Mælkebøtte, skyldes samme Kunstnerinde. Hun er rig paa Fantasi, en egen legende Fantasi, saa man føler, at hun morer sig, som Børn, der fortælle Æventyr; saa lave de jo ogsaa Ansigter. -

Blandt Kunstbroderierne maa endvidere nævnes Fru Ida Hansens. Hun er en Mester paa det tekniske Omraade, og ingen kommer hende i saa Henseende paa Siden. Hendes Fremgangsmaade er at sy Blomsterne umiddelbart efter Naturen, maaske dette noget er Grunden til, at der sjælden findes Stil i hendes Arbejde, hun tænker saaledes aldrig paa, at Blomsten har Plads i et begrænset Rum; men de enkelte Detailler gjengiver hun med en storslaaet Kraft og Sikkerhed og opnaar ypperlig Virkning; man behøver blot at se f. Ex. paa Syreplanten og Kastaniegrenen. Hendes Farver staa undertiden lidt brutale mod den skarpe, sorte Baggrund, som trætter i Længden.

Frøken Sasses ofte fortrinlige Arbejder efter Dyrestudier ere i teknisk Henseende ypperlige.

Der findes mange, mange flere Kunstbroderier og saakaldte Kunstbroderier; thi mange af dem er rigtignok store Gyseligheder, blottede for al mulig Smag og Skjønhedssans; men Hensigten har været den, væsentligst at betone de Arbejder, hvor Kvinder ikke alene stod som de udøvende, men ogsaa som de skabende og dermed smagsangivende.

(Fortsættes).

Sofie Holten.

*) og Arkitekt Bindesbøll, som stadig har været knyttet til den, og hvem Mønstret til den dejlig syede hvide Pude ogsaa skyldes.