Om Kvinders kunstindustrielle Arbejder paa den nordiske Udstilling.

(sluttet).

Naar det danske Kunstbroderi og Pottemageriet i foregaaende Hæfte fik en saa udførlig Omtale, var det, som det vil erindres, fordi der inden for disse Omraader fandtes virkelig skabende Dygtigheder, som her lægge deres særlige Individualitet for Dagen, og herved hæve deres Arbejder udover det rent haandværksmæssige.

Dette kan des værre ikke siges om alle kvindelige Arbejder.

Den kvindelige Tegneskole har en mere vidtløftig end egentlig underholdende Udstilling; Skoletegninger interessere sjælden andre end Fagmænd, og Elevernes Majolikafade blive, som Kopier efter ældre Originaler, langt fra saa interessante som de originale Arbejder i den danske Dekorationsforening; derimod fortjene deres Gravørarbejder at ses af dem, der interessere sig for Kvindearbejder; der findes saaledes et lille Sølvskrin, som er særdeles smukt, og en Mængde større eller mindre Ting, saasom Skaale, Papirknive o. s. v., der ere aldeles nydelige. Skolen synes at have mere Held med at opdrage punktlige, ordentlige Arbejdersker end virkelig selvstændige Talenter; der findes mange blandt dens Elever, der kunne gjengive korrekt og sikkert et godt, gammelt Ornament; men saa vidt jeg har kunnet skjønne, ikke én, som kan komponere noget nyt og sjælfuldt.

Den svenske tekniske Skole synes i saa Henseende at hjælpe sine Elever bedre paa Gled, der er mere Fart og Glød i deres Arbejder.

Den danske Husflidsafdeling er noget mager; Hedebosyning er paa et eneste Arbejde nær en Saga, og de mange og mindre Kludetæpper ere saa lidt smagfulde i deres Udførelse, at de nærmest kede; kun en enkelt Undtagelse, et lille Forsøg i Tæppevævning af Fru Nielsen fra Mehren, er som et Glimt fra en bedre Verden, et Vink, som det nok er værdt at benytte, naar man ser hen til den pragtfulde Industri, Sverige paa dette Omraade frembringer. Fru Nielsens Tæppe og Stolesæder fandtes udstillede i den Stue, som Møblerne fra Fru Hages Husflidsskole dannede; henne i det ene Hjørne af denne stod en nydelig udskaaren Væv, et Møbel, som vilde klæde enhver Dagligstue, og som rimeligvis vil blive en meget farlig Konkurrent for det nu saa længe bekjendte Kniplebræt. Hvilken betydelig Nytte ville disse Væve ikke kunne gøre, naar det først gaar op for de unge Piger, at de selv kunne væve sig smagfuldt Betræk til deres Udstyrsmøbler og ikke behøve at søge til Orientens brogede Tæpper for at bringe Afvexling ind i de nu saa ensfarvede, moderne Stoffer.

Udstillingen lærer os, at Naal og Væv som Regel endnu ere de Værktøj, der ere Kvinden kjærest, i det mindste her i Norden.

„Handarbetets Vänner” fra Stockholm have udstillet den største og morsomste Samling af Kvindearbejder paa hele Udstillingen. Her er sat et ingenlunde lille Apparat i Bevægelse for at faa den til at virke imponerende, og Resultatet er naaet; den smagfulde Salon med de vævede Møbler, de broderede Tæpper, Puder og Gardiner, er paa samme Gang hyggelig og stilfuld, med en stille, behagelig Blødhed i Tone, der fremkalder Elegance, og som fuldstændig kan staa paa Højde med, hvad vi nu i saa mange Aar have set hentet fra Orienten. Om de enkelte Arbejder, som samme Firma har udstillet i Salen i to, tre Montre, kan siges det samme; de have en Nøjagtighed i Udførelsen af deres Arbejder og en Dristighed til at benytte sig af de forskjelligste Stoffer paa Broderiets Omraade, som overgaar os danske. Særlig vækker i saa Henseende Fru Hanna Winges Alterdug Opmærksomheden; den kommer næsten paa Højde med Middelalderens pragtfulde Kirkebroderier; hvilken Fasthed og Elegance opnaar hun saaledes ikke ved den ypperlige Anvendelse af Guldtraad og Guldsnore; hvor langt mere holdbare blive ikke disse Arbejder end de, der udelukkende ere udførte med den spinkle Silketraad; og hun viser os, at det kan udmærket godt forliges med god Smag at anvende disse Materialier.

„Lunds kulturhistoriske Forenings” saavelsom „Kulles” store Udstilling af Tæpper, Portierer, Forklæder, Haandklæder, ja af alt, hvad der hører ind under et kunstindustrielt Væveri, fortjener den største Opmærksomhed; det første holder sig maaske renere til den rette gamle Almuestil, hvorimod det sidste nærmer sig mere til, hvad vi nu gjærne ville have.

Naar undtages de smukke Bondebroderier i den norske Afdeling, synes Norge ikke efter Udstillingen at dømme at frembyde noget særlig interessant paa dette Omraade.

De andre Lande, der her udstille, ere i Forhold til deres Størrelse saa smaat repræsenterede, at der slet ikke kan blive Lejlighed til at tale om Kvindearbejder; i Frankrig er ellers som bekendt Kvinders Arbejde af stor Betydning for Kunstindustrien.

Men det, som blot her skal betones, er, at kun der, hvor der gaar grundigt Studie forud, faar Kvinders Arbejde samme Betydning som Mænds. At der blandt Kvinder findes enkelte, som have virkelige Evner og Talent, er, hvad jeg med disse Linier har forsøgt at godtgjøre, idet jeg samtidig har søgt at paavise de større Grene i Kunstindustrien, hvor Kvinders Arbejde virkelig kan spores at have Betydning.