A. Schack: Er Kvindesagen i det rette Spor?

I.

Alle Venner af Kvindesagen bør læse Pastor Schacks lille Bog; den er, som han selv karakteriserer den med et Udtryk af Søren Kierkegaard „en konsekvent Indvending”; som saadan giver den Tanker til Eftertanke og ansporer én til paany at prøve sine Anskuelser om de mange forskjellige Spørgsmaal, som gaar ind under Begrebet Kvindesagen, prøve dem baade i deres Forudsætninger og deres Konsekvenser. Og Bogen er tillige noget mere: den er et alvorligt og besindigt Forsøg paa selv at finde sig til Rette overfor Spørgsmaalet og hjælpe andre til det samme. Forf. har tænkt en Del over Sagen, har læst ikke saa lidt om den og søger efter bedste Evne at gjøre Ret og Skjel.

Bogens Tankegang er gammel og kjendt:

Kvindens Kald er at være Hustru og Moder, hendes herskende Evne Moderligheden. Som Hustru og Moder er hendes Stilling givet derved, at Manden er Kvindens Hoved. Dette er, mener Forf., den bibelsk-kristelige Opfattelse af Forholdet, en Opfattelse som moderne historisk-videnskabelige Undersøgelser ogsaa fører til*), og som selve Stuart Mill ufrivillig kommer til at bekræfte. Denne bibelske Opfattelse gjennemtrænger vor Lovgivning og bør gjennemtrænge den: hvis der i Ægteskabet var Fællesraadighed over Børnene og over Formuen, vilde den brutale Magt blive den herskende. Da Hustruen ikke er og ikke bør være retslig ligestillet med Manden, vil hun ikke kunne opnaa borgerlige og politiske Rettigheder.

Den ugifte Kvinde, som, paa Grund af den unaturlige - tildels ved Usædeligheden fremkaldte - Forskel i Antallet af voxne Mænd og voxne Kvinder, ikke kommer til at opfylde Kvindens egentlige Bestemmelse, er ikke Manden underordnet. Da Moderligheden er hendes herskende Evne, vil det være lykkeligst for hende at vælge en Livsgjerning, der kan tage denne Evne i Brug, som Sygepleje, Børneopdragelse, Husgjerning. Dog bør det staa den ugifte Kvinde frit for ogsaa at vælge en saakaldet mandlig Syssel. En stærk Tilbøjelighed hos Kvinderne til at gjøre dette maa dog betragtes som Tegn paa et tilstedeværende Samfundsonde. Om Valgret og Valgbarhed for den ugifte Kvinde udtaler Forf. sig ikke, det lader dog til, at han ikke er nogen bestemt Modstander heraf.

Vi skal ikke her undersøge, med hvor stor Ret Forf. kalder sin Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde den bibelsk-kristelige; han nævner selv mange Exempler paa, - at der er kristne Mennesker, som ikke deler den; altsaa er forskjellige Fortolkninger mulig, og man kan være Kristen uden at dele deri. Sikkert er det imidlertid, at mange Kristne har det samme Syn paa Sagen som nærværende Bogs Forf., og ud fra dette Syn - at Kvinden som Hustru og Moder bør være Mandens underordnede - maa man nødvendig finde, at Kvindesagen er i et galt Spor: det er galt at arbejde for Hustruens retslige og sociale Ligestillelse med Manden; det er galt at arbejde paa at aabne Kvinderne Adgang til saakaldte mandlige Sysler.

Indskrænkede Forf. sig til at hævde dette som sin Tro, saa havde vi dertil intet at sige: om Troessager kan der som bekjendt ikke strides. Nu indrømmer han imidlertid, at om end kristne Mennesker kunde enes om Dogmet: Manden er Kvindens Hoved, saa fulgte deraf ikke nødvendigt, at det skulde danne Grundlaget for den borgerlige Lovgivning paa dette Omraade. Han undersøger derfor de Grunde, der kunde tale imod Kvindernes retslige Ligestillelse med Mændene, og finder saadanne i de Vanskeligheder, som Fællesraadighed over Formuen og især Fællesraadighed over Børnene vilde medføre. Den sidste forekommer Forf. uovervindelig.

Dog skulde man tro, at var der noget paa denne Jord, som Ægtefolk maatte raade for i Fællesskab, saa var det, Børnene, som de begge har sat i Verden; her kan man med fuldeste Ret beraabe sig paa det naturlige og maa kun undre sig over, at noget saa kunstigt som Særraade for det af Naturen fælles kan have faaet Indpas i vore Love - og der er nok ogsaa dem, som tvivler om, at det virkelig er der med Rette og ikke blot i Kraft af en fejl Fortolkning. En „Tilbagevenden til Naturen” paa dette Punkt vilde sikkert kun møde meget faa praktiske Hindringer; thi i Virkeligheden er man mange Steder vendt tilbage dertil: i alle lykkelige Forhold er der jo faktisk Fællesraadighed over Børnene. I ulykkelige Forhold maa Børnene al Tid blive et Stridspunkt; Fællesraade vilde næppe forværre Striden. Men naturligvis maatte der træffes Foranstaltninger for det Tilfælde, at Ægtefællerne ikke kunde blive enige om Spørgsmaal, der vedrørte Børnene. Man kunde da tænke sig forskjellige Udveje: Nedsættelse af en Voldgiftsret - nærmest en Slags Familieraad - eller Børnedeling (se næste Art.), en Udvej, der ganske vist er ligesaa sørgelig som Skilsmisse mellem Ægtefolk, og som kun burde bruges i yderste Nød.

Den eneste Grund, Forf. har at anføre imod Hustruens retslige Ligestillelse med Manden, er altsaa, at den vilde være vanskelig at gjennemføre i Praxis. Selv om nu Vanskelighederne virkelig er saa store, som de fremstilles - hvad vi ingenlunde mener - saa er det, at en Sag er vanskelig, intet afgjørende Argument imod den. Alt nyt forekommer vanskeligt, ofte umuligt; meget af det er overmaade vanskeligt; men er det ny rigtigt, saa maa Vanskelighederne overvindes - og bliver overvundne. Mod Hustruens sociale Ligestillelse anfører Forf. ingen anden Grund end den meget logiske og indlysende, at saalænge som Hustruen ikke er retslig ligestillet med Manden, kan der næppe være Tale om at give hende de samme politiske Rettigheder som Manden. Han tilføjer imidlertid: „Vil man hævde Kvindens politiske Rettigheder, saa maa man vistnok - forsvare dette - ved at henvise til Samfundets Tarv ” „ - Og dersom Hustruens retslige Ligestilling skulde være stridende imod Ægteskabets Idé og altsaa til Skade for Samfundet, saa er der vel ingen Rimelighed for, at hendes politiske Frigjørelse skulde være til Gavn for Samfundet”.

Her kunde være Grund til at spørge: Hvad er Ægteskabets Idé? og Hvad er Samfundets Tarv?

Ved „Ægteskabets Idé” forstaar Forf. den saakaldte bibelsk-kristelige Opfattelse af Ægteskabet. Denne kan jo imidlertid kun være gjældende for den kristne Menighed, ikke for Samfundet, hvis Love paa mange Punkter afviger baade fra Mose og Kristi Lov. Den Ægteskabets Idé, som Samfundets Love maa tage til Rettesnor, det er den, som lever i den almindelige Bevidsthed; denne kan falde sammen med Bibelens - har vel ogsaa paa dette Punkt gjort det i lange Tider - men kan ogsaa være en helt anden, og det er den nu i Færd med at blive; den udvikler sig mere og mere til at blive Fællesskabets Idé.

Og „Samfundets Tarv”? Er det ikke det samme som Individernes Tarv, Mænds Tarv og Kvinders Tarv, giftes og ugiftes? Er det nu de gifte Kvinders Tarv at opnaa retslig og social Ligestillethed med Mændene, hvor kan det saa være til Skade for Samfundet? Til Gavn kan det da aldrig være for et Samfund, at Halvdelen af dets Medlemmer ikke faar deres Tarv varetaget. Spørgsmaalet bliver altsaa: Er det de gifte Kvinders Tarv at blive retslig og socialt myndige? Det kan ingen svare paa uden Kvinderne selv, og vi er mange Kvinder, der svarer: ja det er. Og vi kan ogsaa sige hvorfor. Fordi vi er Mennesker med Samvittighed og Vilje, Mennesker, hvis Sjæl gjør Oprør imod at lyde noget somhelst andet i Verden end vor egen Samvittighed, Mennesker med Trang til ikke blot at tænke og tale, men ogsaa handle i Overensstemmelse med hvad vi selv finder godt og rigtigt, med Trang til at gjøre dette gjældende i Familie og Samfund. Til alt dette er ydre Frihed et nødvendigt Middel.

Og - set fra en anden Side - naar Forf. siger, at de ethiske Egenskaber i Almindelighed er stærkere udviklede hos Kvinderne end hos Mændene”, og at „Kvindens moderlige Gjerning i Hjemmet er i særegen Grad skikket til at udvikle de ethiske Egenskaber”, hvor kan han da mene, at Samfundet kan undvære de gifte Kvinders direkte Indflydelse? Var Mænds og Kvinders Natur den samme, saa kunde det ene Kjøns Virksomhed maaske være tilstrækkelig; nu er de imidlertid forskjellige, og derfor maa begge Parter kunne gjøre deres Indflydelse gjældende, om Udviklingen ikke skal blive ensidig.

Forf.'s Grunde mod Hustruens Ligestillelse var, som man vil se, ikke vægtige; men Tyngdepunktet i hans „Indvending” ligger heller ikke i hans Grunde, men i hans Tro, at Manden er Kvindens Hoved.

Ogsaa naar der er Tale om den ugifte Kvinde, har Forf. en bestemt Tro - om end af en noget anden Art - nemlig Troen paa Moderligheden som den eneste af Kvindens Evner, hvis Udvikling og Brug bringer hende Lykke. Vi tror ogsaa paa Moderligheden som Kvindens herskende Evne; men vi mener, at for at faa Brug for den behøver hun hverken at være Sygeplejerske eller Forstanderinde for et Børnehjem. Den har hun Brug for i alle sit Livs Forhold, overfor Slægt og Venner, Kammerater og underordnede, fattige og syge og ulykkelige, som hun møder paa sin Vej - og den vil hun faa Brug for ved aktiv Deltagelse i det offentlige Liv. Sin Levevej vil hun derimod vælge, ikke alene med Hensyn til sine moralske, men ogsaa med Hensyn til sine intellektuelle Ævner og sine praktiske Talenter. En Kvindes Moderlighed - det vil vel sige en bestemt Art af Medfølelse - kan være overmaade stærkt udviklet, og hun kan dog føle sig ulige bedre skikket til at arbejde f. Ex. med Bog og Pen end til at lave Mad eller sy Kjoler.

Enhver Kvinde bør gjøre det Arbejde, hun føler sig bedst skikket til, det er vor eneste Theori paa dette Punkt. Og vor eneste Praxis. Naar vi arbejder paa at skaffe Kvinder Adgang til saakaldte mandlige Sysler, saa sker det dels fordi der er mange Kvinder med Ævner til disse og uden Ævner til de saakaldte kvindelige, og dels fordi disse er saa overfyldte og Ardejdslønnen som en Følge deraf saa lav, at deres Indehavere maa leve i den dybeste Fattigdom. De eneste Undtagelser herfra er Lærerindens, Sygeplejerskens og Tjenestepigens Gjerning. Men ikke alle har de Ævner, der kræves til de to første Stillinger, og Tjenestepigens Stilling, saadan som den for Tiden er, har færre og færre Lyst til. Denne Ulyst er let at forstaa, og sammen med vor Bestræbelse for at aabne de Kvinder, der har Ævne og Lyst dertil, Adgang til „mandlige Sysler”, gaar der en Bestræbelse i Retning af at hæve det kvindelige Arbejde i Huset**). Og vi tvivler ikke om, at lykkes det at gjøre Tjenestepigens ydre Kaar blot noget bedre, saa vil det vise sig, at mange Kvinder virkelig har mere Lyst og Ævne til det huslige Arbejde end til de mandlige Sysler, vise sig ogsaa derved, at Kvinder fra de mere dannede Samfundslag vil foretrække dette for andet Arbejde: - Tegn i denne Retning viser sig allerede nu. Forf.'s Bebrejdelse for at undervurdere det kvindelige Arbejdes Betydning kan derfor ikke ramme os; forgæves vil man i „Kvinden og Samfundet” søge efter Bevis for den Paastand, at vi skulde fremstille Kvindens Gjerning i Hjem og Familie som mindre betydningsfuld og værdifuld end de mandlige Sysler; der tales maaske mere om disse; men det følger jo dog af sig selv, at det ny, man vil have frem, det maa man tale mere om end det gamle, som alle er enige om, og som ikke trænger til at drøftes.

Der kunde være adskilligt mere i Pastor S.'s lille Bog, som var værd at tage frem; men vi maa henvise tilden følgende Artikel og til Aprilhæftets to Artikler om den gifte Kvindes Stilling. Vi skal blot til Slutning nævne Fort's Theori om Pigebørns Opdragelse. De skal opdrages til at blive gode Hustruer og Mødre, men samtidig advares imod at tilstræbe at blive gift og saaledes komme paa „uretmæssig Maade” ind i Ægteskabet.

Vi Kvinder kjender allesammen denne Opdragelsesmethode, mon Forf. ogsaa til Bunds kjender den? Mon han véd, hvordan en ung Pige bliver til Mode ved direkte eller indirekte at faa den Besked: Du har et Kald i Verden, et eneste; det skal Du uddanne Dig til af al Din Ævne; men Du kan og maa ingen Ting gjøre for at naa det. Mon denne Bevidsthed skulde skabe arbejdsdygtige Kvinder? eller viljestærke Kvinder? eller lykkelige Kvinder?

Ja, Problemet er for stort til at tages op i denne Sammenhæng; jeg vilde blot gjærne puste til de smaa Tvivlens og Medfølelsens Gnister, som der sikkert var i Forf.'s Sind, da han indledede sit Stykke om de unge Pigers Opdragelse med de Ord: „Her møder os nu en ganske særegen Vanskelighed, nemlig den, at det, som er Kvindens egentlige Kald maa hun ikke direkte efterstræbe”.

Og om disse og lignende smaa Gnister kunde blive til en stor Brand og lægge hele den Bygning øde, som i mange Menneskers Sind er rejst paa det Grundlag: Manden er Kvindens Hovede, saa vilde det ganske vist være en Lykke for Menneskene, baade for Mænd og Kvinder.

Red.

*) Forf. henviser til Dr. Starckes Bog „Die primitive Familie”; man sammenligne dog denne Forf.'s Artikel i Aprilheftet af „Kv. og Samf.”.

**) Se den i „Kv. og Samf.” Aarene 1885, 88 og 89 første Forhandling om Tjenestepigernes Stilling.

II. Kvindens Fremtidsstilling.

Er Kvindesagen i det rette Spor? spørger Hr. Pastor Schack i et i denne Vinter udkommet Skrift.

Af selve Skriftet fremgaar det, at Hr. Schack mener, at dette Spørgsmaal maa besvares benægtende.

For med dette at kunne give et Svar, enten paa den ene eller den anden Maade, maa man imidlertid først forsøge at klare, i hvilket Spor Kvindesagen for Tiden befinder sig.

Hr. Schack fremdrager Stuart Mills Anskuelser, som de, Kvindesagens Forkæmpere hovedsageligt efterfølge.

Jeg tror, at dette er en Misvisning, naar det gælder det Maal, som „Dansk Kvindesamfund” har stillet sig.

Der siges i Hr. Schacks Skrift Side 73: „Naar man studerer „Kvinden og Samfundet”, vil Totalindtrykket for enhver Læser være, at Kvindens Gerning i Familien og Hjemmet er langt mindre betydningsfuld og værdifuld end de mandlige Sysler.”

Dette lyder mærkeligt for dem, der ved, at „Kvinden og Samfundet” er Organ for „Dansk Kvindesamfund”, hvor man for nogle faa Aar tilbage rejste Spørgsmaalet om Tjenestepigers bedre Uddannelse til huslig Gerning, ligesom det ogsaa er „Dansk Kvindesamfund”, der har oprettet et Fæstekontor, som, for Husmødre og Piger, er et tryggere og mere respektabelt Mellemled end de hidtil bestaaende Fæstekontorer. Hr. Schack fortsætter: „Naar der fordres en bedre Udvikling for Kvindens Aandsevner, saa er det ikke, som man skulde vente, for at hun derved først og fremmest kunde blive skikket til sin vigtige Gerning i Hjemmet, men Kravet stilles, for at hun lettere skal kunne overtage de mandlige Sysler”.

Hvad forstaas ved „mandlige Sysler”? er det saadanne, som bevisligt kun kan udføres af Mænd, eller menes dermed den Slags Gerninger, som hidtil kun er blevet udført af Mænd? Er det saaledes udelukkende mandigt at indbinde Bøger, vilde en Kvinde tage Skade paa sin Kvindelighed ved at ernære sig ved Bogbinderi? Kunde hun ikke, ved Siden af sin huslige Gerning styre et Bogbinderværksted, lige saa godt som nu mangen en Dameskræderforretning etableres og styres saavel af en gift Kvinde som af en ugift. Man har hidtil ikke hørt om kvindelige Klaverstemmere. Vilde en ung Pige eller en Husmoder blive mandhaftig ved at tilbringe nogle Timer om Dagen i Familiers Dagligstue med at stemme Klaverer?

Hvis man kan paavise, at „Dansk Kvindesamfund” har sat sig til Maal at forberede Kvinder til at udføre nogen som helst virkelig ukvindelig Gerning, da er det først paa Tide overfor denne Kvindesagens Forkæmper at rejse Spørgsmaalet: Er Kvindesagen i det rette Spor? Mange mener maaske, at det medicinske Studium og Lægegerningen ikke egner sig for Kvinden. Overfladisk ser det saaledes ud, og Kvinden har, ved at begive sig ind paa denne Vej, sikkert meget at overvinde. Gerningens store Alvor og Betydning er dog her den bedste Hjælp.

For Sygeplejerskernes Vedkommende er de samme Vanskeligheder tilstede, og dog er der vist Ingen, der vil betegne denne Gerning som ukvindelig.

Endvidere siger Hr. Schack (S. 73), at Kvindebevægelsen burde gjøre sig det til Opgave „at kræve den bedst mulige Udvikling af Kvindens Aandsevner, netop fordi hun i sin særlige Gerning fuldt ud har Brug for alle sine Evner. „Dansk Kvindesamfund” billiger ganske denne Anskuelse.

Tidligere fordredes Kvindens Arbejde udført uden Opdragelse til den specielle Gerning.

Efter fuldendt Skolegang skulde de unge Piger, uden videre Uddannelse, overtage Lærerindegerningen. Umiddelbart ovenpaa Bal- og Selskabslivet skulde den unge Brud overtage Husstyrelsen og Børneopdragelse.

Nu gives der Præliminærexamen og Lærerindekursus for de Kvinder, der vil ernære sig ved Undervisning. Der gives Husholdningsskoler og Kursus paa Børnehospitalet og andetsteds for den unge Pige, der gennem Ægteskabet faar Brug før den Slags Uddannelse.

Det er altsammen noget, der er fremkommet derved, at Kvindesagen i Slutningen af dette Aarhundrede omsider er kommet i det rette Spor.

Endnu udgaar Almuens fjortenaarige Døtre af Kommunernes Skoler med fuldstændig faglig Uvidenhed for at ernære sig ved Tjenestepigegerning, men ogsaa paa dette uheldige Forhold har Kvindebevægelsen med „Dansk Kvindesamfund” i Spidsen rettet sin Opmærksomhed.

Af ovenstaaende vil det klart nok fremgaa, at de, der interesserer sig for Kvindesagen, ingenlunde tænker paa at vrage de Beskæftigelser, der hidtil udelukkende har været anset for kvindelige, tværtimod, de værdsættes højere end i Fortiden gennem Erkendelsen af, at ogsaa de kræver en Fordannelse.

Det har imidlertid vist sig, at disse Beskæftigelser langtfra er tilstrækkelige til at skaffe selvstændigt Erhverv til de Kvinder, der tiltrænger et saadant, og som har saa megen Selvfølelse, at de foretrækker at arbejde fremfor at spise Naadsens Brød, enten i Form af Legater eller Bistand fra Slægt eller Venner. Det er derfor saare naturligt, at Kvinder ser sig om efter Gerninger, hvorved de, uden i Virkeligheden at tilsætte deres Kvindelighed, kan ernære sig, og som de tilfredsstillende kan udføre. Det er ikke saa underligt, at de spørger sig selv, med hvad Ret Mændene skal have Privilegium paa Arbejde og Stillinger, hvis Fordringer Kvinder er rede til at fyldestgjøre.

Der er desuden et Forhold, som i Hr. Schacks Afhandling ikke tages i Betragtning, det er Forskellen mellem det aandelige og legemlige Arbejde for Kvindernes Vedkommende. Naar den unge Student, aandelig vakt og fuld af Kundskaber, forlader Latinskolen, vilde han neppe føle sig tiltalt ved at blive henvist til at feje Gaden eller til at sy Sko og Frakker. Men til den dannede Kvinde siges der: „du maa have tilfredsstillende Arbejde nok i din Naal, din Kost og din Støveklud”.

Den aandeligt udviklede Kvinde føler lige saa godt som Manden Trang til en Gerning, der sætter Aandsevnerne i Bevægelse.

Indtil for ganske nylig har det omtrent kun været Lærerindestillingen, der har staaet aaben for Kvinder, som til deres Gerning vil anvende en højere Dannelse.

Dog det er sandt, der er endnu en Stilling, der fordrer en vis Dannelse, og hvortil Kvinder altid har havt Adgang, uagtet det skulde synes, at netop den, ved sin store Offentlighed, maatte være farlig for det gængse Begreb om Kvindelighed. Jeg mener Skuespillerindens.

Hvor Manden ikke kan undvære Kvindens Medvirkning, og hvor hun ikke er hans Konkurrent, der er det ikke taget saa nøje med Kvindelighedsbegrebet.

Det vilde for Øjeblikket anses for en Absurditet, hvis Kvinden vilde tænke paa at blive Præst og tale Kristendommens Sag, som dog vel ligger Mand og Kvinde lige nær. At optræde paa Scenen derimod, tale foran et stort Publikum og stille hele sin Person til Skue, det finder Kvindesagens Modstandere ingenlunde anstødeligt eller stridende mod Kvindeligheden.

Hvad her hidtil er sagt, synes mest at gælde den ugifte Kvindes Forhold, og, ganske vist, er det ogsaa hovedsageligt for hendes Vedkommende, det er mest paatrængende nødvendigt, at der aabnes Adgang til nye Stillinger og Gerninger.

Den gifte Kvinde vil, som oftest, i Husstyrelsen finde tilstrækkelig Tilfredsstillelse for sin Trang til selvstændigt Ansvar. Ved Børneopdragelsen vil der trækkes saa mange Vexler baade paa Aand og Hjerte, at det maa erkendes, at en udviklet Tænkeevne her er et ubetaleligt Gode.

Der gives dog ogsaa Forhold i Ægteskabet, og navnlig i Enkestanden, da en Kvinde vilde føle det som en stor Fordel at være opdraget til og at kunne søge selvstændigt Erhverv.

Der er imidlertid ingen Tvivl om, at Ægteskabet i een Henseende har en anden Betydning for Kvinden end for Manden. For hendes Vedkommende fastsætter det i det Væsentlige hendes Gerning, og en Stilling, som forhindrer hende i Røgtelsen af denne, vil altid medføre nogle Misligheder. Strindberg opstiller et Sted det Spørgsmaal, hvorledes Kvinden med sin svagere Konstitution skal kunne udrette dobbelt saa meget som Manden, paatage sig Arbejde udadtil og ved Siden af være sine Børns Moder og Opdrager.

Strindberg har Ret i, at den dobbelte Opgave i Regelen vilde overgaa et Menneskes Kræfter, derfor skal Vanskeligheden ikke løses saaledes, at Kvinden paatager sig Arbejde paa to Maader, men derved, at hun overtager sine Børns Opdragelse som en Gerning, som en Opgave, der som enhver anden Forretning kræver Fordannelse og Eftertanke, og derfor ogsaa er tilstrækkelig til at fylde et Menneskes Arbejds- og Ansvarstrang.

Netop med Hensyn til dette Spørgsmaal er Kvindesagen ogsaa i det rette Spor; thi modsat Hr. Schacks Erklæringer, har Kvindesagens Forkæmpere netop til Ønske at vække og opdrage Kvinden til, mere end hidtil at anse Ægteskab og Børneopdragelse som en Alvorsgerning, der ikke bør overtages af uvittige, sytten, atten Aars Børn.

Det er Mændene, der ofte ikke tager i Betænkning at vælge en Brud i saa ung en Alder.

Naar det forefalder, at en Hustru føler, at hverken Opdragelses - eller Husgerning ligger for hende, hvad vist ofte er Tilfældet for en Kunstnerinde eller Forfatterinde f. Ex., da er det fuldstændig berettiget, at hun, med sin Mands Indvilligelse, frasiger sig disse Gerninger, og, til Børnenes og Husets Fordel, søger en dertil bedre skikket Kvinde, som med udelt Kraft kan paatage sig disse Hverv.

Moderen maa da, ligesom Faderen, nøjes med at være en raadgivende, varmt interesseret Tilskuer ved Børnenes Opdragelse.

Hele det første Afsnit af Hr. Schacks Afhandling beskæftiger sig med, paa bibelsk Grund, at bevise den gamle Sætning: „Manden er Kvindens Hoved.”

Han begynder med Skabelsen, saaledes som den findes beskrevet i 1ste Mosebog.

I Anledning af Vielsesformularen og Jesu Forhold til Moseloven henvises senere til Matthæi 18de Kapitel, hvorved der rimeligvis foreligger en Trykfejl, da det først er i det 19de Kapitel at Kristus taler om Ægteskab og Skilsmisse.

Dette er det eneste Sted, hvor Hr. Pastor Schack i sine bibelske Henvisninger har Anledning til at pege paa Kristi Udtalelser, og det af den meget gode Grund, at der i Evangelierne ikke findes et eneste Sted, hvor Kristus hentyder til det Kvindens Underdanighedsforhold, hvis Berettigelse Pastor Schacks Afhandling tilstræber at bevise.

Det vilde være meget mærkeligt, om Kristus ikke, tilfældigt eller med Overlæg, skulde have berørt Kvindens underordnede Stilling, hvis denne virkelig er begrundet i en naturlig eller religiøs Nødvendighed.

Det er meget naturligt, at et Underdanighedsforhold til Manden anvises Kvinden af Moses og Paulus, hvis Samtids Udviklingstrin medførte, at de legemlige Evner spillede en større Rolle end de aandelige. Ydmyg Eftergivenhed maatte dengang absolut være det lykkeligste for Kvinden og det, der sikrest kunde afvæbne Mandens Raahed. Paulus paalægger ogsaa Mændene som en Pligt at fare lempeligt med deres Hustruer.

Men nu Kristus, som fremtraadte i samme Tidsalder?

Ja, Kristus! For ham den store, den vise Seer, den benaadede Religionsstifter, for ham gælder ikke Tid eller Rum. Hans Ord og Lærdomme passer ind i, og strækker sig over Uendeligheden gennem alle Tider, den hele Menneskehed til Frelse og Opløftelse.

Hans Rige er ikke af denne Verden, derfor existerer for ham Intet, som kun er begrundet i ydre, materielle Forhold.

For ham er det Aandens Rige, det gælder, og efterhaanden som Aandsudviklingen ogsaa bliver Kvinden tildel, efter samme Maalestok som Manden, saa tager hun ganske naturligt sin Plads ved hans Side som hans Jevnbyrdige, hver af dem optager Arbejdet efter sine Evner, der bliver ikke Tale om mandlig eller kvindelig Syssel, men kun om, at Gerningen udføres godt.

Hvert Menneske er en Individualitet for sig, men dog har hver Enkelt sin Part i sin Races og Nations og Tidsalders Ejendommeligheder.

Det samme gælder for Kønnene. Kvinden har rimeligvis, som saadan, individuelle Træk, der ikke findes hos Manden, derfor vil der sikkert altid være Gerninger, som det ene Køn helst lader ligge, mens det andet tager dem op. Ved Love eller religiøse Forskrifter at henvise Kvinden til visse Gerninger og afholde hende fra andre er i Strid med Tidsaanden.

Der findes i Evangelierne utallige Beviser paa, at Kristus, uden Hensyn til Kønnene, kun saa Mennesket i Mand og Kvinde; de, som ønske at følge ham efter, bør ikke gøre den Ene til den Andens Overordnede.

Og nu i Ægteskabet, hvorledes skal da Forholdet stille sig der?

Ja, jeg synes oprigtig talt ikke, at det er saa vanskelig en Sag at ordne.

Da Hustruen for det meste i en Del af sit Liv er fuldt beskæftiget med Børnenes Opdragelse, bliver det Manden, der er Familiens Forsørger, og som saadan dens Hoved. Paa Grund af sine Forhold udadtil, bliver det ham, der maa bestemme Familiens Opholdssted og hele Levevis. I de enkelte Tilfælde, hvor det er Kvinden, der arbejder ude i Livet og ernærer Familien, bør Manden give Afkald paa at være Familiens Hoved. En Mand maatte være meget uretfærdig, hvis han vilde beholde Retten til at raade og bestemme over Alt, mens hans Kone bar hele Underholdets Byrde.

Da slige Mænd findes, og det maaske ikke sjældent, saa tiltrænges der absolut en Forandring i Ægteskabsloven. En Begyndelse er allerede gjort ved Loven om den gifte Kvindes Raadighed over det Selverhvervede.

Med Hensyn til Børnene og andre Forhold, da kunde jo Bestemmelser foretages ved Ægtepagt for hvert enkelt Ægteskab. Hvis Ægtepagt før Ægteskabets Indgaaelse var obligatorisk, vilde vist mange Vanskeligheder undgaas.

Hvor Religionsforskel er tilstede, træffes allerede nu ofte Bestemmelser forud om, at Sønnerne opdrages i Faderens og Døtrene i Moderens Trosbekendelse.

Det synes let ved Lov engang for alle at ordne, at Faderen har den afgjørende Myndighed over Sønnerne, og Moderen er stillet paa samme Maade overfor Døtrene. I de gode Ægteskaber vilde der neppe være Brug for denne Ordning, men skade kunde den ikke, og overfor Uenighed hos Forældrene vilde det være heldigt for alle Parter, om en saadan Lov existerede.

Medens Hr. Schack paa bibelsk og religiøs Grund fordrer, at Kvinden skal underordne sig Manden, fremsættes dog eet Punkt, hvor Forfatteren mener, at hun paa ingen Maade bør rette sig efter ham.

Side 46 paapeges der, hvorledes Apostlen Peter minder om, at Kvinden bør bekende sin Tro og ikke „ved nogen Plage eller Mishandling fra Mandens Side lade sig skræmme bort fra Herren”.

Naar en Kvinde har en religiøs Overbevisning, bør hun fastholde denne trods sit Underdanighedsforhold til Manden. Hvorfor da ikke paa det moralske, det nationale eller andre indgribende Omraader?

Bestaar Religion ikke i andet end den kirkelige Trosbekendelse, er ikke alle aandelige Rørelser i os Guddomsgnister, som vi ingen Ret har til at bøje ind under en anden Individualitet?

Beviser ikke netop Apostlen Peters Fordring, at Kvinden ingenlunde paa det Aandeliges Omraade skal føle sig Manden underdanig, men bevare sin selvstændige Opfattelse?

Naar Kvindens aandelige Udvikling naar til samme Standpunkt som Mandens, saa hører, til Held for begge Køn, alle Underdanighedsfordringer op.

At arbejde fremad til denne Ligestillethed i Aandsudvikling, er Kvindesagens hovedsagelige Opgave, og Kvindesagens Forkæmpere haaber, at de til den Ende har fundet det rette Spor, om der end, jævnsides de alvorlige Bestræbelser, fremkommer adskillige kaade, umodne og utidige Forsøg paa at forcere Sagen, istedetfor at lade den voxe sig sindigt og sikkert frem i Tidens Fylde.

Paa de sidste Blade af sin Afhandling linder Hr. Schack Bekræftelse for Sætningen: „Manden er Kvindens Hoved” deri, at Kvinden ikke paa noget Punkt er gaaet i Spidsen for Menneskeheden, hvilken Kendsgerning han mener, at det end ikke er lykkedes Stuart Mill at bortforklare.

Det er muligt, at kommende Tider vil vise, at denne Kendsgerning har været begrundet i de Forhold, hvorunder Kvinderne har været stillet. Umuligt er det dog ingenlunde, at det vedblivende vil vise sig, at den mandlige Individualitet indeholder visse Betingelser for et kraftigere Initiativ, en mere skabende Genialitet end Kvinderne besidder.

Skulde dette blive en Kendsgerning, saa er det dermed dog ikke afgjort, at Manden er Kvindens Hoved.

De geniale Naturer, gennem hvilke Menneskeheden har gjort Fremskridt, har ingenlunde været dem, der har været bedst skikket til at herske over Menneskene.

Med den produktive Genialitet følger ofte en svag, næsten barnlig Karakter, som just ikke gjør et Individ egnet til at være Hovedet for andre.

Menneskeheden er villig til at beundre Genierne, til at yde dem al Tak og Anerkjendelse, men sikkert ikke til at vise dem Underdanighed.

Og hvorfor skulde det hele mandlige Køn være det kvindelige overlegent, fordi det første har enkelte fremragende Medlemmer, som ikke findes i det sidste?

Først og fremmest er et Menneske sig selv skyldig at føle sig som en Individualitet, der staar og falder ved sit eget Ansvar.

Dette gælder for Mand som for Kvinde, for dem, der arbejder i det daglige Livs Trædemølle, saa godt som for de store Genier, der løfter Tiderne ud af deres Fuger og fører dem ind paa nye Baner.

Ellen Plum.