Anne-Charlotte Leffler.

Fredagen den 21. October døde i Neapel Anne-Charlotte Leffler, D:ssa di Cajanello.

Ved den korte Annonce derom i Bladene kunde man ikke tro det, fordi man saa nødig vilde; det maatte være en Fejltagelse, et af de løse Rygter, som Nyhedstrangen afføder, og som efter at have gjort sin Virkning atter tilbagekaldes. Det var jo umuligt at Tilintetgjørelsen kunde ramme saa rent i Blinde, saa fuldstændig trodse den evige Fornuft.

Men denne Skintrøst varede ikke længe. Snart indløb de nærmere Underretninger, og Virkeligheden lod sig ikke mere bortforklare: Anne-Charlotte Leffler var død. Død i sin kraftigste Alder, brudt af midt i den frodige Udvikling af sine glimrende Evner - saasom Vold eller Vanvare bryder af en blomstrende Vinstok.

Men der var ikke noget ved den Sag at gjøre. Der kan strides og akkorderes med alle Livets strenge Viljer - den sidste, Døden, er ubøjelig.

Anne-Charlotte Leffler naaede kun en Alder af tre og firti Aar. Som tyveaarig skrev hun allerede og udgav anonymt sin første Novellesamling. Tre Aar senere ægtede hun Vice-Herredshøvding Edgren, og Aaret efter udkom hendes første dramatiske Arbejde, Skuespillerinden, som blev opført paa Stokholms „Mindre Theater”. Fra den Tid har det ene Arbejde hurtigt fulgt det andet, og bestandig i stigende Fremgang. Man kunde tælle op et helt Samfundsgalleri af hendes Billeder Ur Lifvet. Allesammen grebne med Sympathi og fastholdte med psykologisk Styrke. Der syntes ikke et Fejltræk i nogen af dem.

Hun var ikke bange for at røre ved de Saar, som forekommer i et Samfund - i de nedre Lag al Mangel paa Tilsyn og Forstaaelse, i de højere af Mangel paa Sandhed og Ret. Der var intet Felt, som hendes geniale Aand blev fremmed for, og man kan forbauses over, at hun i sin forholdsvis korte Levetid har kunnet række saa langt. Rigtignok siges det, at hun allerede i Seksaarsalderen var begyndt at skrive, men det er dog af den Slags Produktion, som ikke regnes med, naar Aarene tælles op i et Forfatterliv.

Kvinde-Mennesket modnes ikke tidligt her i Norden hverken fysisk eller aandelig, og hvor det sidste Tilfælde forekommer, kan man være temmelig sikker paa, at det er kun et Aftryk af andres Tanker.

Ganske vist har Norden ogsaa sine Højtidsfødsler, hvor Naturen skjænker til de Enbaarne saa rigt et Udstyr, at de vel kunde opnaa baade en højere og en hurtigere Vækst; men de maa alligevel underordne sig dens Love. Legemet kræver sin Tid til at naa Fuldvæksten og Aanden sine Erfaringer for at modnes. Der er desuden ikke nogen Kunst, hvor Kvinden behøver saameget at være sig selv bevidst som i Forfattervirket, - og hvornaar er hun det, før hun staar ved Myndighedens Alder med egne Meninger og Tanker?

Naturligvis var Anne-Charlotte et saadant Søndagsbarn, og hun var mere: hun var et Lykkebarn, hvilket jo ikke altid er ensbetydende. Baade Geniet og Talentet har at kæmpe med svære Forhindringer saavel i som udenfor sig selv; de naar paa langt nær heller ikke alle til sin Ret, og hvor det sker, har de i Regelen dyrt maattet betale for sit Adelsbrev.

Samfundet er jo et Hverdagsvæsen, der absolut vil have alle kæmmet over én Kam. Men det hænder, at som en stor Del derved bliver pænt afglattede, er der ikke faa, som mister hele Haaret.

Af disse var Anne-Charlotte heldigvis ikke. Der var en Ligelighed i hendes Væsen, en Reservation, som, uagtet Ilden i hendes funklende Øjne, udbredte en vis Kjølighed over hendes Person. Ingen skulde ved et forbigaaende Møde have antaget hende for den dybtgaaende Forfatter, thi hun havde Objektivitetens hele Præg. Og hun var virkelig hvad hun syntes - men hun var tillige det modsatte.

I hendes Talent udfoldede sig mer og mer en kraftig Samvirken af Personlighed og Karakter, thi paa samme Gang som hendes Karakter sætter alle ydre Samfundsspørgsmaal i Bevægelse og afvejer dem paa Forstandens Vægt, bunder hendes Personlighed i ethvert Hjerteforhold med den varmeste Sympathi. Det var dette, som gav hendes Produktion en Almengyldighed, som er saa sjelden at træffe paa hos den kvindelige Forfatter.

Men uagtet denne Almengyldighed var Anne-Charlottes Forfatterskab dog dybt rodfæstet i national Grund. Hun var og blev Nordens Barn, og i Norden den ægte Hjemmefødning af Sverigs Land og Folk. Hvilken Tone hun end slog an fra fremmed Egn, hvor ægte den end var i Stemning og Karakter, den blev dog kun en Medlyd, thi Grundklangen var uforandret den samme.

Det fremføres, at Anne-Charlotte havde - og desværre efterlader - en for sin Tid meget dannet og vel udviklet Moder, eneste Datter af en højt begavet Gejstlig med det gamle Adelsnavn Mittag, som er gaaet i Arv til hendes Sønner, samt at hun af Moderen havde modtaget sin Digtnings første Impulser. Herimod kan jo ikke rejses nogen Indvending; men tilvisse synes det, som hun snarere havde Spiren til sit Talent fra det mandlige Kjøn. Ikke fordi hun paa nogen Maade har tragtet efter Mandens Lighed, for den Slags Ærgjerrighed har hun været ganske fri. Hvad hun evnede, vilde hun netop som Kvinde og lod sig aldrig forurolige af sine mandlige Medarbejdere. Hendes Sag var hende helt naturligt lige saa god som deres.

Hun nævner vistnok paa et Sted i sit Skrift om den mathematiske Professor Sonja Kovalewsky, at hun, i Lighed med Arne Garborgs „Mandfolk”, agtede at skrive en Roman Udenfor Ægteskabet som skulde behandle de ugifte Kvinders Skjæbne. Men det var dog ikke andet end Paavirkning af Ideen, der vistnok forekommer lige saa hyppigt hos mandlige Forfattere som hos kvindelige. Hendes Plan var ogsaa helt kvindelig anlagt, og var hun kommen til at fuldføre Værket, skulde det sikkert have aabnet Syn og Sans for hint store Følge af Ensomme, der i saa mærkelig en Grad har været Gjenstand for Samfundets Spot, - og selvfølgelig ogsaa for dens degenererende Magt.

Rigtignok kan man anføre, at den ugifte Kvinde i vor Tid ikke har noget at beklage sig over, saasom der kæmpes fra alle Hold i Samfundet, saavel af Mænd som af Kvinder, for hendes personlige Ret. Men endnu er der dog kun faa, som har Personlighed nok til at tage sit Hold deri. Tilsidesættelsen har været altfor gammel indgroet i Samfundet til ikke at have efterladt sig en Svækkelse, som først sent vil give Vige for dee nye Podning.

Enhver Kvinde er jo desuden, hvad enten nu den ydre Begunstigelse er for eller imod, udstyret af Naturen med de samme Krav paa at leve et fuldbaarent Liv, som alle de, hvem Skjæbnen synes at ville give Fortrinet ved at kalde dem til Moderpligten og Hustruens Samliv med Manden.

At disse - nu og til alle Tider Forurettede - have sin Historie, derom kan man være forvisset, og hvor et saa gennemskuende Syn og paa samme Tid en saa sympathetisk Evne som Anne-Charlottes havde Stoffet oplagt til at skrive deres Historie, kan man sørge over, at det blev henlagt - til en anden Gang, som jo altid er en Skælm, og i dette Tilfælde næsten en Forbryder, - thi den Haand, som skulde have ført Pennen, og den Tanke, som skulde have fostret Ordet, er nu for bestandig under Laas og Lukke af Dødens tunge Segl.

Anne-Charlotte Leffler var tilvisse Realist, dette dog i allerbedste Forstand. En Forfatter, som griber sit Stof lige midt i Nutiden, kan ikke undgaa Realismen. Hun havde saaledes afkastet den for Sverigs Sprog og Litteratur særegne Langsomhed - det at lægge Vægten saa at sige paa hvert eneste Ord. Maaske er dette noget, som mindre er lagt Mærke til i Sverige end udenfor. Sverige er jo det Land, som af Nordens tre Lande længst og mest exklusivt har siddet inde med Romantiken. Ganske vist har hun havt sine Forgængere i Brydningen med de gamle Former, og heller ikke er hun selv naaet helt ud over det tilvante, men hun har dog ved sit resolute Væsen gjort et saa raskt Greb ind i Traditionen, at der gaar et Drag af Nybyggets Friskhed igjennem alt hvad hun skriver.

Naturligvis - og heldigvis - har hun dog ikke derfor kastet hele Romantiken overbord. Der forekommer i flere af hendes Arbejder et Drag af Fuldblodsromantik, som udstraaler baade Lys og Farve til alle Sider. Saaledes i den virkelig forbausende Skildring af Aurora Bunge, samt til Tid og Sted i hendes Sommersaga. I Kvindelighed og Erotik derimod er det alene Aanderne af disse Navne, som hersker, og tør ikke forveksles med Romantik. Men overalt følger dog Realismen med - forud eller bagefter, som det kan falde, - og medens Romantiken lader staa til ud over de vilde Vover, styrer Realismen altid med sikker Haand imod en Havn.

Det er ved denne kraftige Dobbelthed i sit Talent, at hun har trængt saa mærkeligt igjennem, og skulde være naaet langt videre, om ikke Døden havde sagt sit: stop! Alle hendes Skikkelser, selv om de bevæger sig paa Yderligheden af en Ide, ere fødte med varmt Blod, og hvis hun i enkelte maaske er traadt Realismen lidt for nær. har til Gjengjæld hendes Talent været altfor friskt og sundt til at befatte sig med den Dødningeromantik, som udgaar fra fin de siecles marvløse Egne.

Ganske naturligt har Anne-Charlotte Leffler stillet sin Virksomhed til Kvindesagens Tjeneste, men det er sket paa den diskrete Maade, som altid følger med betydelige Evner, uden at blotte Tendensen og uden at trække blank imod Mændene. Hun har udelukkende holdt sig til Kjendsgjerninger, men dem har hun rigtignok forstaaet at fremdrage paa en Maade saa de ved at tale for sig selv tillige har talt for Sagen. Er derved fældet nogen Dom, da er det sket paa samme Maade som i gamle Dage, hvor den Dømmende ikke henviste til Loven, men til Gjerningen - det er den, som dømmer.

Hun har skrevet en Bog om den førnævnte russiske Forfatterinde Sonja Kovalewsky. Forhaabentlig vil den snart foreligge i den bekjendte danske Oversættelse; thi den fortjener at læses af mange. Det er en Levnedsskildring, som ved sit dybe Indblik i en mærkelig Karakter, samt overhovedet i den menneskelige Natur, kommer til at rage langt op over den Slags Værker i Almindelighed. Og her lærer man hende at kjende paa en endnu mere ligetil Maade; thi medens hun løfter og aabenbarer Russerindens ualmindelige Personlighed, aabenbarer hun tillige sin egen. Uagtet de vare nær beslægtede Aander og inderligt forbundne Venner - saa de endog arbejdede i Fællesskab - og uagtet Anne-Charlotte lægger hele sin Sjæls Varme ind i Skildringen af den søsterlige Ven, bliver der dog en Væsensforskjel imellem dem, som kommer Anne-Charlotte tilgode. Men det fremkommer helt umiddelbart derved, at de ere Børn af to i sin Grund højst forskjellige Folk. Medens Fru Kovalewsky forbauser Verden ved sit mathematiske Geni, og griber den enkelte ved sin Naturs overordentlige Fylde, er det dog, som man ingensteder ret kunde faa Tag i hende, hun er som en springende Tone snart her snart der, og over denne Uro opklarer Anne-Charlottes regulære Synsmaade saa mærkeligt, at man føler ganske ligefrem en aandelig Befrielse derved, at hun mer og mer trykkes af Samarbejdet med Fru Kovalewsky, mer og mer føler sin Individualitet forfordelt, og omsider trækker sig tilbage for atter at blive alene med sig selv i sit Forfattervirke.

Paa det Punkt staar Anne-Charlotte absolut overlegen ved sin klarende Aand. Thi uagtet Fru Kovalewskys Geni, hendes svulmende Opfindsomhed, der tilvisse er Poesiens Skaberevne, har hun dog som Forfatter paa langt nært ikke Anne-Charlottes Selvstændighed. Ja det synes endog, som hun modtager Impulsen til alle sine Ideer fra hende.

Men dette mærkelige Forhold, hvor to Individualiteter fordyber sig saaledes i hinanden, at der er Spørgsmaal om: hvem af dem, der kan magte den anden - thi vedblivende kan de ikke staa hinanden saa nær, uden at den ene maa synke, mens den anden stiger - er just det, som har givet Anne-Charlottes Skildring af S. Kovalewsky den store Interesse.

Selv beretter hun derom følgende: at hun Sommeren efter Fru Kovalewskys Død havde truffet sammen med Henrik Ibsen i Kristiania, og at hun havde talt til ham om sin Bestemmelse at ville skrive den afdøde Venindes Biografi. Ibsen havde da indvendt: „De mener vel snarere en Digtning om hende?” „Ja”, sagde Anne-Charlotte. „Hendes eget Digt om sig selv, set gjennem mit personlige Syn paa hende”.

Dertil svarede Ibsen, at det var rigtigt: „digterisk maatte Sagen tages.”

I dette Svar er givet en Vejledning for Tanken, som er større end man tror. En Levnedsskildring af et Menneske - og endnu mere af en Kunstner - skal ganske vist tages digterisk; thi det udelukker jo ikke det historiske, det forklarer det. Alle Virkelighedens Data kunne opmarschere nok saa præcist, der bliver dog noget udeladt, og det er alle de Følelsens og Stemningens Momenter hvoraf et Aandsliv bestaar. Først naar de ere samlede under et digterisk Syn, gaar hele Sandheden frem.

Og Sandheden, stor eller liden, er det bestaaende, som gaar over i Verdensaanden, medens Virkeligheden, der oftest styres af Tilfældet, er Støvet hjemfalden.

Denne digteriske Sandhed faar man ogsaa et slaaende Indtryk af i hendes Bog om den mærkelige Russerinde. Hvad vilde her de nøgne Fakta have udrettet, de havde til og med vakt en vis Misfornøjelse, hvis ikke Anne-Charlottes mærkelige Blanding af dybt Siælesyn og kraftig udvortes Forstaaelse havde slynget sig om det hele og samlet det i et levende Bilede. Om hun ikke havde skrevet andet end denne Biografi, skulde hun derved have vakt Opmærksomhed og Beundring for sit Talent.

Men heldigvis har kun skrevet meget mere! Hun var i det hele stærkt producerende. Og dog, naar det hedder, at hun tabte Pennen ud af Haanden just midt i en Sætning - den hun aldrig skulde fuldføre - da kjender man baade Uvilje og Sorg. Sorg, fordi hun ved sine omfattende Evner og frigjorte Aand just var den Forfatter, der - uden at præke Tendens - kunde have givet det største Indlæg i Kvindesagen her i Norden, og Uvilje, fordi hun, som det synes, i sin brændende Iver for Livets Sag selv arbejdede den over i Dødens Hænder.

Der berettes nemlig, at hun i den tidlige Morgen satte sig til sit Arbejde, at hun vedblev dermed uden Afbrydelse og uden Næring til langt forbi Middag, ene og alene optaget af sin brændende Iver for at faa nedskrevet alt det, som Tanken vedblev at diktere. Da endelig greb Sygdommen hende, og hun huskede paa, at Legemet hører med til Livet. Men det var for sent Balancen var brudt, og Dødens Lod sank tungt og hurtigt.

Naar man ikke tror paa en Forudbestemmelse, retter man i dette Tilfælde ikke noget Spørgsmaal til Forsynet, men man retter, om ikke en Anklage, saa dog en Klage til Vedkommendes Manes: Hvorfor tage Livet med Vold? En Menneskealder er jo ikke saa lang, men dog lang nok til at man kan blive færdig, naar man tager Tiden i Agt. Der er jo givet til de Udvalgte saa stort et Pund just for at de ved deres Evner skulle forvalte og mangfoldiggjøre det, saa de mindre Begunstigede kunne faa Del deri. Men til denne Forvaltning henhører Forstand paa baade Aandens og Legemets Rækkevidde. Dog, det er af den Slags Klager, som altid lyder bagefter, og som uagtet de høres hver eneste Dag, dog aldrig naar frem til at blive taget som et Varsko.

Der kan ingen Tvivl være om, at Anne-Charlotte Leffler netop nu ved den store Omskiftning i sine Livsforhold vilde være gaaet en ny Æra imøde som Forfatter. Hendes ufuldendte Bog - den, som hun skrev sig tildøde paa - har til Titel Trang Horisont, og det var hendes Bestemmelse, at det skulde blive en „paa bred Basis hvilende stor menneskelig Bog”. Altsaa et almenmenneskeligt Værk, med det sikkre Forsæt at ramme Fordommene, - og det kan jo nok være, at hun midt i Striden for den almene Ret tillige vilde føre sin egen Sag.

Thi Anne-Charlotte havde gjennemgaaet en stærk Skjebnekamp - man tør nok kalde det en Kamp for Retten, skjønt det samtidigt var en Kamp for Lykken. Hun var altfor kvindelig i sin Natur til at kunne leve i et Ægteskab, som kun var bygget paa Højagtelse. For hende var Kjærligheden det eneste sandfærdige Grundlag for et ægteskabeligt Liv. Kun der hvor Magerne fandt hinanden kunde Reden bygges!

Men just som hun havde fundet Magen, og Reden var bygget, slog Tilintetgjørelsen som en Rovfugl ned over den. Bedst som hun stod i sit kvindelige Væsens rige Udfoldelse, som lykkelig Hustru og jublende Moder, kom Døden og rev hende væk fra den hele kampvundne Herlighed.

Vi fristes til at ende, som vi begyndte med en Tvivl: Kan det være muligt? Men i Neapel staar Anne-Charlotte Leffler D:ssa di Cajanellos Grav, og for dette Bevis maa Tvivlen vige.

Saa sender vi, som er her tilbage, hendes Minde et klagende Suk og et Savn - en Erindringens Tak og Ære.