« Tilbage til søgeresultaterne

Literatur.

« Se emneord

Bemærkninger, fremkaldte ved Prof. Howitz. Bog: Bidrag til en Sundhedslære for Kvinder.


Vi agiter ikke i disse Linjer at indlade os paa Bedømmelsen, af vor store Gynækologs Bog "Bidrag til en Sundhedslære for Kvinder", men henholder os i de følgende Bemærkninger udelukkende til det Stykke, der i Bogens 3dje Kapitel omhandler Gymnastik og Sport.


Hvor Forfatteren af ovennævnte Bog kommer til Omtale af Gymnastikundervisning og Sport, gør han flere Bemærkninger, der kan være vel værd at gøre ogsaa de Kvinder opmærksom paa, der ikke er eller bliver bekendt med Professor Howitz's lille Bog*).


Er disse Bemærkninger end ikke ganske ny, har de, kommende fra en Kapacitet i Lægeverdenen og fra en Side, hvor et overordenligt Kendskab til Kvindens Konstitution haves samt den rigeste Erfaring for de Farer, der truer den, Krav paa den største Opmærksomhed.


Naar Forfatteren advarer mod i Gymnastikundervisningen at give halvvoksne Piger for stærke - jeg vilde ønske, han havde nøjedes med at sige "stærke" - Ryg- og Bugøvelser, da kan denne Advarsel vistnok ikke, i Særdeleshed hvad den første Art af Øvelser angaar, indskærpes Lærere og Lærerinder for grundigt. Naar der i Sammenhæng med disse Øvelser nævnes Spring paa Hesten, da tør det haabes, at dette Spring aldeles ikke anvendes her i Landet for Piger.


Med Hensyn til stærke Spring, er det vel næppe Højdespring og ikke heller de saakaldte "bundne Spring", der advares imod, da Pigebørn, som bekendt, i dem ikke evne at udføre disse i nogen Højde, der kan medføre Fare. Der er da "Dybdespringet" tilbage, hvilket selvfølgelig bør anvendes med stor Forsigtighed og i Almindelighed ikke overstige Højden for den enkelte Elevs frie Højdespring. Den gradvise Stigen er i denne som i alle Øvelser Lærerens bedste Vejleder, idet den lader ham iagttage den efterhaanden forøgede Kraftudfoldelse fra Elevens Side, samt den Virkning, dette har paa Eleven. Af Nedspringets Beskaffenhed, dets Elasticitet og Korrekthed, bør enhver omhyggelig Lærer skønne, om Eleven taaler at højne (læs som: stærkere) Spring eller ikke.


Hvor Forf. derimod samme Sted udtaler, at alle Øvelser, hvor der udvikles en stor Kraftanstrængelse, bør undgaas, da maa vi paa det mest energiske modsige ham. Ihukommes den omtalte uundværlige "gradvise Stigen", da vil enhver Overanstrængelse kunne uudgaas, men lad os gymnastikelskende, nogenlunde sunde Kvinder dog have Lov til at lade vore i Reglen kun altfor forkælede Pigebørn anstrænge sig til yderste Evne netop i legemlig Henseende, og allerhelst i en Gymnastiktime, hvor denne ledes af en paapassende Lærer med et ikke altfor overfladisk Kendskab til det Materiale, med hvilket der under hans Opsyn arbejdes i det menneskelige Legeme. Vi udsætter os for at beskyldes for gammeldags Sentimentalitet, naar vi som vor Opfatning antyder, at ligesom man i en mindre realistisk Tid end vor ansaa det for pædagogisk heldigt at anspore den unge til aandelig Anstrængelse ved at anvise ham et højt Maal, saaledes mener vi endnu, at Opfordringen til legemlig Anstrængelse af yderste Evne er ligesaa nødvendig for det ene Køn som for det andet og for enhver Alder, naar Individet da ikke er svagt og saaledes bør skaanes for enhver Art af Anstrængelse. Vi mener, at dette naturligst sker ved at paavirke Kappelysten og ægge Viljen til Udfoldelse af Kraft, idet man vanskeliggør Øvelserne og fordrer dem mer og mer korrekt udført.


Kommer vi fra Gymnastik til Sport, da erklærer vi os straks enig med Forf. i hans Forbehold overfor Ridning. Med Hensyn til forceret Ridning da tillægger vi Professor Howitz's Bemærkning om den skadelige Virkning, denne formodes at have paa de engelske Kvinder, mellem hvilke den er saa almindelig, stor Vægt.


Hvad der imidlertid forekommer os særlig farligt ved Ridning under almindelige Forhold (ikke forceret) berører Forf. ikke; vi har i saa Henseende ingen Erfaring, men spørger blot, om det ikke er sandsynligt, at adskillige formige Skolioser kunne siges at skrive sig fra den uheldige Stilling i Damesadlen, særligt naar der passes mindre godt paa Holdningen hos den ikke fuldt udvoksne Pige. At Kvinder under denne, Aandedrættet stærkt optagende, Bevægelse bærer Korset, er selvfølgelig i høj Grad skadeligt. Skønt vi ikke kender nogen Bevægelse i fri Luft, der i alsidig Nydelse kan sammenlignes med Ridning, og skønt den ganske vist, dreven med Forsigtighed, kan være uskadelig for sunde Individer, tør man ikke lukke Øjnene for de mange Farer, denne Sport kan medføre for Kvinder, ikke mindst ved hendes - paa Grund af den tvungne Stilling - mangelfulde Herredømme over Hesten.


Den stakkels Bicyklesport affærdiges meget kort af den Skønhedsfordrende Forfatter. Denne stadige Indvending mod Uskønheden ved denne Sport undlader ikke ligesaa stadig at glæde os, efterdi vi formode, at vort Køns uvisnelige Tilbøjelighed til at tækkes de modige Mænd, der sætte os og Skønhedsfordringerne saa højt, efterhaanden maa bidrage til at lære os at cykle "med Ro og Anstand". Vi drister os til at mene, at de af os, der ikke af Naturen har den sidste, kan vinde denne ved at tage mod fornuftige Raad og Anvisninger. Som saadanne nævner vi først og fremmest Ombytningen af det fordærvelige Korset med et løstsiddende uldent Liv. Tag dernæst de Bemærkninger om Hjuls & Krankers Højde m. m. i Artiklen "om Damecykling" i Cykletidende af 22de f. M. til Indtægt. Sørg endvidere for, at Sadlen passer (ikke for smal, ikke for høj fortil, afrundet ud mod Siderne) og er bekvem for den, ikke for dem, der bruger Maskinen. Kvinder bør lægge megen Vægt paa under Cykling at bøje og strække Vristen, hvad der vel næppe lader sig lære til Gavns uden Gymnastik. Denne sidste kan vel siges navnlig for Kvinder at være den eneste naturlige Indledning til Cykling, idet de næppe uden den kommer i Vane med den dybe og regelmæssige Respiration, som betinger Cyklingens sunde Virkning paa det sunde Individ. .


At svage Kvinder ikke bør cykle, og at selv sunde Kvinder ikke bør det til alle Tider, skulde synes at være en Selvfølge, men glemmes altfor let eller negligeres, og dette straffer sig. Følger man dette og andre Cyklistinders Raad med Hensyn til Dragten etc., samt har man Smag til at tage de nødvendige individuelle Hensyn, da opnaas vistnok efterhaanden at kunne cykle med Anstand og Ro - og da bortfalder ogsaa Anledning til Frygt for ved denne Sport at skade de indvendige Organer. Smaapiger bør cykle med stor Forsigtighed og aldrig alene. Børn forcerer let, hvad der morer dem, og forceret Cykling er baade absolut skadelig for den cyklende selv samt farlig for andre Menneskers - og Dyrs - Liv og Lemmer. Forøvrigt vil sagtens Cykling af Børn falde bort alene af den Grund, at et Barn ikke kan behandle sin Maskine med den tilbørlige Omhu, og uden denne bliver Sporten i Længden uoverkommelig kostbar.


Den næste og ikke mindst udmærkede Art af Sport, baade hvad Fornøjelighed, Skønhed og Sundhed angaar, hvorom Forf. udtaler sig, er Skøjteløben. Forf. har vistnok selv i sin Tid drevet denne herlige Idræt; hans Modstand er her mindre hæftig, kun tilraader han varmere og mere tætsluttende Klæder. Vi tilraader indstændigt enhver Skøjteløberske: læg Korsettet og tag et uldent Underliv i Stedet; almindelige Gymnastikbenklæder og lange, over Knæet gaaende Gamascher overflødiggør mere end ét ret tykt og helst lidt tungt Skørt; helst ingen lodden Krave, da den


ellers let bliver for Varm og tages helt af; lodne Huer og Slør fraraades.


Forfatterens Bemærkninger om Svømning (og Søbade) forekommer os i alle Maader heldige; om denne langt fra altid og for alle sunde Sport har Fru E. Juel-Hansen for to Aar siden skrevet en udførlig og sjælden god Advarsel (se - -?) med mange gode Raad og Oplysninger, denne tilraader vi nærværende Tidsskrift, ja alle Dagblade at optrykke hvert eneste Aar hen mod Sommeren, saa megen Vægt tillægger vi gode Raad ved Badning.


Til Slutning opfordrer vi alle Mødre og voksne Kvinder til at gøre sig bekendt med Prof. Howitz's lille Bog, men tilraader dem ikke at lade sig skræmme af hans Mistro til de her omtalte Arter af Sport, men erindre, at Professoren, hvor han udtaler, at "de indeholder visse gynækologiske Farer", udtrykkelig tilføjer: naar de drives paa uheldig Maade. Saa være da Gymnastik, Cyklen og Svømning anbefalet paa det frejdigste for alle sunde Kvinder, der formaar at undgaa at forcere deres Fornøjelser! Vi tilføjer, at dette lettere vilde kunne undgaas, hvis Skolen meddelte Pigebarnet nogen Kendskab til sit eget Legeme. Vi slutter med Spørgsmaalet: naar vil dette ske? Hvem vil hjælpe Skolen dertil?


*) 2 Kr. er for mange ingen ringe Pris for en Pjece paa 90 smaa Sider.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner