Boganmeldelser.

Henrik Ibsen: „Lille Eyolf”.

Da „Et Dukkehjem” for 16 Aar siden udkom, satte det, som bekendt, saa godt som alles Tanker i Bevægelse. Man delte sig skarpt i to Lejre - for eller imod Nora og særlig hendes Handling i sidste Akt. Ja, det gik saa vidt, at der fortælles om en Mand, i hvis Hus der kom mange Gæster, at han opslog en Plakat paa Væggen i sin Dagligstue, hvorved han anmodede om, at man vilde undlade at diskutere Dukkehjemmet.

Saa stor Bevægelse har ingen af Ibsens senere Dramaer vakt, og dog er det forunderligt, hvor nøje han véd at slaa ned i de Tanker, som netop bevæger Sindene. Baade i „Gengangere” og i „En Folkefjende” ramte det centrale i Stykket netop lige i Hjertet af de Begreber, som man tumlede med, og nu i „Lille Eyolf” har han atter givet et stort Bidrag til Forstaaelsen af den menneskelige Intelligens - her særlig den kvindelige - at enhver Kvinde maa være ham hjertelig taknemlig derfor.

Som altid tegner Ibsen sine centrale Skikkelser i forstørret Maalestok, beregner deres Karakterejendommeligheder i 2 Potens, men derved springer det lettere i Øjnene, hvad Meningen er, selv om det tillige rummer den Fare, at man kan lade, som om det ikke vedkom os jævne Borgerfolk, hos hvem den Side, han fremdrager, er blandet med saa meget andet.

Hovedfiguren i „Lille Eyolf” er jo ubestridelig Fru Rita. Her hos os har netop for nylig været ført en Diskussion om, hvor vidt Kvinden - som fra een Side paastaaet - kun skulde kunne leve for Kærligheden og derfor være ude af Stand til at forstaa, hvorledes Mandens Følelser i Ægteskabet efterhaanden omdannes, saa han ikke - som i Hvedebrødsdagene - udelukkende kan kredse om Elskoven som Midtpunktet. Fra anden Side er hævdet, at dette kun gælder de Kvinder, der savner den Opdragelse og Udvikling, som bliver Mændene til Del, at jo bedre det lykkes os, hvad vi jo dog efter bedste Evne arbejder paa, at faa de unge Kvinders Udvikling ind i et andet Spor, saa Hovedmaalet for deres Opdragelse bliver deres menneskelige Udvikling og Eksistens - ganske som det er for Mændenes Vedkommende - desto bedre vil ogsaa Kvinderne kunne forstaa den Følelsernes Omdannen, som selvfølgelig altid vil finde Sted under Mands og Hustrus Samliv.

Midt i disse Tankebølger kommer Ibsens Fru Rita, og vi ser først netop en saadan Kvinde, som paa Grund af sit Guld og sine grønne Skove ikke har fundet Grund til at skaffe sig andre Interesser i Livet end netop Elskoven. Hun stilles over for en Mand, der under smaa Kaar har arbejdet sig frem og igennem Arbejdet faaet Interesse for andre Ting, saa han - om end stykkevis og i megen Ufuldkommenhed - dog kender noget til „det menneskelige Ansvar”, altsaa til Forstaaelsen af, at der er andet til i Livet end ens eget Jeg og dette Jegs Tilfredsstillelse gennem Elskoven. Hun derimod kender kun det ene og klynger sig derfor til sin Elskov som den druknende til et Halmstraa, og det ser ud, som om hun er redningsløst fortabt; thi han kan, som en ærlig Mand, ikke give hende, hvad hun forlanger. Han er forlængst inde under „Forvandlingens Lov”, den hun hverken kender eller vil vide noget om.

Da kommer Redningen i Skikkelse af den store Sorg over hende. Igennem lille Eyolfs Død lærer endelig ogsaa hun lidt af „det menneskelige Ansvar” at kende. Og samtidig med, at hun ad den Vej faar Mod til at tage fat paa en Opgave i Livet, samtidig dermed gaar ogsaa hun ind under „Forvandlingens Lov”, saa at Mand og Hustru nu i .Forening paa ganske anden Maade end i den første Tid af deres Ægteskab virkelig kan blive noget for hinanden, hjælpe hinanden med at rejse det faldne og derigennem sone fælles Skyld. „Saa har lille Eyolf ikke levet forgæves”, og saa har vi Kvinder ikke læst Lille Eyolf forgæves, hvis vi deraf har lært, at gennem et alvorligt Arbejde gaar Vejen for Mand og Hustru, Vejen til virkelig i Sandhed at blive hinandens Medhjælp, Vejen til ren sand menneskelig Lykke, ja - Vejen til „den store Eros”.

A. B.

Peter Nansen: Marie.

En vidunderlig skøn Form over et pilraaddent Indhold. Pilraaddent, fordi det hele falder fra hinanden i ubrugelige Trevler, saa snart man rører ved det, hvad enten man saa bruger Tænkningens Dissekerkniv eller Følelsens blødeste Hænder.

Man skulde tro, Forfatteren levede i Østerlandene og i Middelalderen, saaledes er hans Betragtning af Kvinden, som udelukkende værende til for Mandens Skyld. Naar og hvor han kalder, saa kommer hun, og det endskønt hun ved, at han næste Dag kalder ad andre, endskønt hun ved, at hun kun er een iblandt de mange.

Lad os dog ikke spilde de gode Kræfter paa i Theorien at skrue Udviklingen tilbage. Praksis vil absolut gaa en anden Vej. Det er tydeligt, at Hr. Nansens Bog kun er Fantasier og Theorier, og at han selv sikkert er langt bedre, end han giver sig ud for.

Spørg en Læge, Hr. Nansen, om Theorien: „Gennem de Mange til En”, duer i Praksis. Og han vil svare Dem: Min Ven, længe før De ad den Vej naar den Ene, vil De være legemlig ødelagt, saa De selv vil være ude af Stand til at hengive Dem til den Ene.

Spørg en Phsykolog, og han vil svare Dem: Længe før De naar den Ene vil Deres Sjæleliv, Deres Intelligens være som de udbrændte Kul, De selv skildrer. Og har De først stykket Dem selv ud i Smaabitter til højre og venstre, saa er Deres Personlighed, Deres Evne til at elske drysset væk, spredt for alle Vinde, og De vil aldrig formaa at elske den Ene.

Og nu hende, den Ene, hvorledes vil De kunne forsvare, naar De virkelig elsker hende, at ødelægge al hendes Skønhed og hele hendes Menneskeliv? Kommer De til hende fra „de mange”, da vil De med absolut Naturnødvendighed bringe „de manges” aandelige og legemlige Smuds med Dem og overføre det paa hende. Naturlovene forandres jo ikke, fordi vi stiller nogle smukke Theorier op imod dem.

Ja, Theorier, østerlandske Theorier, er det hele. Forf. har aabenbart faaet Salomos Højsang forkert i Struben og har villet prøve at anvende dens skønne Toner paa vore jævne københavnske Forhold. Men Kvinderne i det 19. Aarhundrede lader sig ikke sligt byde. De svarer Forf.: Hvad vilde De, Hr. Nansen, sige, hvis den Kvinde, De trofast elskede, sagde til Dem: „Naar jeg har elsket tyve Mænd, naar jeg har hengivet mig til tyve Elskere, da kommer jeg til dig, da skal du være min eneste. Igennem de Mange til En!” - Jeg tænker, De vilde vende Dem med Væmmelse fra hende og ud af Deres rige Ordforraad kun anvende eet eneste Ord paa hende, Ordet: Skøge.

A. B.

„Kunstflid og Sløjd”.

er et nyttigt og praktisk Tidsskrift, som begyndte sidste Efteraar, og som tegner til at blive et fornøjeligt og tidssvarende Led i vor periodiske Literatur.

Bladet nævner i sit første Nummer en lang Række Fritidsarbejder, som det vil behandle. I de 5 Hefter, som nu foreligger, findes allerede en rig Mangfoldighed af omhyggeligt udførte Arbejdstegninger til Kunstflidsgenstande. Der findes Motiver og Idéer, Vejledning og Beskrivelse til Træskærerarbejde, Træmaleri, Glødstiftstegning, Broderi-Vævning og flere Grene af Kunstindustri, passende til Fritidsarbejde. Der findes grundig og tydelig Anvisning til de forskellige Fremgangsmaader, der findes særdeles læseværdige Artikler om enkelte Sløjdarter i Særdeleshed og om Fritidsarbejdet i Almindelighed, og Redaktionen synes at begynde med en hæderlig Stræben efter at virke for, at god Smag og omhyggeligt Arbejde kan blive holdt i Agt og Ære.

Vi tro, at det er paa sin Plads at henvende særlig Kvindernes Opmærksomhed paa, hvad der kan højne og forbedre det Husflidsarbejde, der gøres til Forskønnelse: Dels sysle Kvinderne af mange nærliggende Grunde mere med den Slags end Mændene, dels er det ofte dem, som sætte Børnene i Gang med at bruge Hænderne i Fritiden, og hvordan dette gøres, kan have meget at sige for Barnets Udvikling.

I Nr. 3 af „Kunstflid og Sløjd” findes en Artikel undertegnet E-e, foranlediget af Kvindearbejderne paa Industriforeningens Decemberforevisning, som desværre indeholder en hel Del Sandhed. Vi skal tillade os at aftrykke nogle Brudstykker:

„Naar imidlertid saa meget af dette Fritidsarbejde mislykkes, saa tror vi at kunne angive Grundene. dertil: Først en mangelfuld Opdragelse, som bevirker, at Øjet og Haanden savner Øvelse og Udvikling; dernæst en Mangel paa Begrænsning, idet man søger at omspænde alle Omraader istedetfor udtømmende at kaste sig over et enkelt; og endelig en Mangel paa Forstaaelse af Opgavernes Vanskelighed og Betingelserne for blot nogenlunde at kunne løse dem. Man forbavses over den naive Frejdighed, hvormed mange Damer tager fat paa Arbejder, til hvis Udførelse der hører en absolut kunstnerisk Begavelse, en solid Opdragelse, en teknisk Viden og en dekorativ Følelse, om hvilke Egenskaber de knap har nogen Anelse.

Der findes naturligvis Omraader, hvor en sund, naturlig Smag og en let og behændig Haand er tilstrækkelige Betingelser for et tilfredsstillende Resultat. Men det er overalt, hvor Kunsten kommer med i Spillet, at Fordringerne bør højnes; her er det en Pligt at raabe Vagt i Gevær og værne om den gode Smag, førend Ukrudt vokser den over Hovedet og kvæler den. Vi kender en Mand af gammel Kunstnerslægt, som har det spøgende Mundheld: „Man skal ikke jaske med Kunstværkerne!” det passer fortræffeligt i dette Tilfælde.

Naar vi saa uforbeholdent har fremsat vor Mening om denne Art af Kvindearbejde, da er det fordi vi haaber, at netop vort Tidsskrift maa blive et Værn mod det altopslugende Dilettanteri; god Vejledning af kyndige Fagfolk og gode Forbilleder af kunstnerisk Værd vil forhaabentlig give Bidrag til denne Opgaves Løsning. Til Damerne siger vi: tag fat paa Arbejdet med Alvor og Respekt, forbered Dem omhyggeligt, vær klar over Vanskelighederne og gaa ikke uden om dem og foragt fremfor alt ikke kunstnerisk Hjælp, naar Deres egne Kræfter ikke slaar til!”

Vi skal ikke undersøge, om E-e rigtig har bedømt den Udstilling, han nævner, og som vi ikke kender; heller ikke skal vi være saa nærgaaende at spørge om, hvem det er, han ikke undtager fra sin strænge Dom, men vi skal indrømme, at der gives meget Damearbejde, som rammes af hans Kritik.

I en Aarrække har man forsøgt at forbedre dette Forhold, og vi skal, som Pligten byder os, gerne nævne nogle Midler dertil:

Giv Døtrene bedre Oplæring fra Børn af! Lad dem efter Skoletiden lære et bestemt Fag grundigt! Skaf dem den Løn, som deres Arbejde er værd, og den Frihed til Aandsudvikling, som er absolut nødvendig!

Vore Læsere vil sikkert sige: „I har sagt det saa tit, og vi véd det saa godt”. Ja vel! Vore Læsere véd det, men nu skal de gaa ud og sige det til alle de andre, som ikke læser „Kvinden og Samfundet”. Det er den almindelige Bevidsthed, Skik og Brug, der skal paavirkes.

Saa anbefaler vi vore kvindelige Læsere flittig at studere „Kunstflid og Sløjd”. Vi ønsker Tidsskriftet Lykke til at følge sine egne Forskrifter om at højne Fordringerne, hvor Kunsten kommer med i Spillet. Enkelte af „Kunstværkerne”, i de udkomne Hefter ville sikkert passe for det Mundheld, E-e omtaler, men vi vil haabe, at den Slags fremdeles maa være Undtagelser.