Boganmeldelser.
I Anledning af Kvindernes Udstilling i Sommer har flere Smaaskrifter set Dagens Lys. Vi skal her dvæle ved:
1) Kvindernes Udstillings Kalender 1896, udgivet af Litteraturudvalget og redigeret af Erna Juel-Hansen. (Andr. Schous Forlag.)
Foruden selve Kalenderen, der rigtig nok indtager den mindst mulige Plads, de sædvanlige Fortegnelser og Erindringslister indeholder den nobelt udstyrede Bog forskellige Bidrag fra en større Del af vore skrivende Kvinder: Mathilde Malling (Forfatterinden til „En Roman om Førstekonsulen” og. „Gouvernørens Frue”) giver os en overordentlig sympathetisk Skildring af den tidlig afdøde Fru Emmy Lange, f. Kramp, en af vore første kvindelige Læger. Sofie Hoften har samlet nogle Minder om en anden afdød i nogle Brudstykker af Breve fra Ernst Ahlgren (Fru Victoria Benedictson). Magdalene Thoresen skildrer i et stemningsfuldt Digt Midnatssolens Land med dets betagende Sommerskønhed og dets barske Vinterkrav til den Slægt, der færdes der oppe. Amalie Skram fortæller godt og sandt om „Skolegutter” og deres ejendommelige Sindsrørelser. Rent forbløffende korrekt har hun forstaaet at skildre en fattig „Mønsterstilk”s Forhold til de mere velstaaende Skolekammerater. Astrid Christensen har skrevet et baade fra Formens og Indholdets Side særdeles kønt Digt „Magtesløshed”, med alvorlige og vægtige Tanker som Baggrund, og flere bekendte Forfatterinder har givet deres Bidrag til Bogen, der tillige er udstyret med smukke Tegninger og Vignetter, hvoraf især fremhæves et udmærket Portræt af Fru Emmy Lange.
2) Kvindernes Foretræde hos Dronning Margrethe af Axelline Lund (Camilla Klejns Forlag) hører ligesaa nøje sammen med Udstillingen, idet det lille dramatiske Arbejde var tænkt at skulle opføres ved en Festivitet i Anledning af Udstillingens Aabning. Dronning Margrethe har sat alle Nordens Kvinder Stævne for at høre deres Klager og hjælpe dem til Rette. Og de kommer fra alle Sider, baade høje g lave. Margrethe taler til dem og siger: „Saa tidt i Hvilens Stund mig tyktes, at Kvindens Stilling saare haard og trælsom var, Mandens Ret for enevældig, stærk! og mange vare Tankerne, der søgte Raad og Hjælp at lindre hendes Kaar.” Saa træder Kvinderne frem med Klager over Uret, med Bøn om Raad og Hjælp og med baldyrede Sager, som de overrækker som Gave til deres „høje Frue”. Margrethe giver venlig Trøst og kloge Raad og slutter sin sidste Tale til Kvinderne med et Spaadomsord: „Jeg ser det som et Syn, at om der end gaar lange Aar, før Kvinden selv forstaar ved fælles Hjælp og Enighed at bedre sine Kaar, jeg troer forvist, det komme skal! Og da maaske Margrethes Navn af Nordens Kvinder mindes end!” Hun holder derpaa sin Kappe ud, og Nordens Kvinder samles om hende - saaledes som Udstillingens Segl, tegnet af Fru Slott-Møller, viser. Dette Tableau skulde saa slutte Festspillet, og Tanken var, at dermed skulde Udstillingen - selv en symbolsk Dronning Margrethe med Nordens Kvinder i sin Varetægt - være aabnet. Af flere Grunde kunde Festspillet imidlertid ikke opføres, og det er derfor udkommet paa Camilla Klejns Forlag med et smukt Omslagsbillede, tegnet af Agnes Lunn, og i et middelalderligt Udstyr. Sproget er troværdigt og godt.
3) Slesvigske Kvinder i 1848-1864 af Johanne Schjørring. (Det Schubotheske Forlag.) Idet man modtager Bogen med ovenstaaende Titel, indrammet i en Tegning i rødt og hvidt, lyder uvilkaarlig Drachmanns Vers i ens Øren: „De vog dem, vi grov dem en Grav i vor Have”. Og man siger til sig selv: Ja, det var smukt at drage Minderne om de mange trofaste danske Kvinder, der i Trængselsaarene har gjort sig fortjente til alle danskes Tak, frem ved denne Lejlighed. Saa aabner man Bogen og begynder paa Forordet: „Den saa langt fremskredne Tid for Udstillingens Aabning har gjort det umuligt at opnaa at faa udtømmende Beretninger om hver enkelt af de - efter de slesvigske Krige - dekorerede Damer.” (!!) Naa saa Bogen handler om „dekorerede Damer” - ja men det var jo straks noget andet, end hvad vi havde tænkt os. Ære være de „dekorerede Damer”, men deres Tal i Danmark er jo saa lille, saa deres Ros har sikkert været i Offentlighedens Mund. De faa Kvinder, som vore Konger have dekoreret, de trænger ikke særlig til vor Omtale; men vi vil sende vore Tanker til de hundreder af slesvigske Kvinder, som ikke er dekorerede, men som stadig under et haardt ydre Tryk dekorerer vore faldne Krigeres Grave med de røde og hvide Blomster derovre i vort tabte Land, og som i Krigsaarene øvede trofast Barmhjertighed mod vore syge, saarede og døde danske Soldater. Deres Navne kender vi ikke, men deres Gerninger paaskønne vi af vort ganske Hjerte.
4) Festskrift i Anledning af Kvindernes Udstilling, redigeret af J. Blicher-Clansen, Laura Kieler og Johanne Schjørring (Milos Forlag Odense).
I et særdeles pænt Udstyr bringer det Bidrag fra forskellige Forfatterinder, blandt hvilke vi først og fremmest vil nævne en fortrinlig psykologisk Afhandling af den svenske Forfatterinde Ellen Key. Den omhandler den afdøde Mathematiker, Fru Sonja Kovalevsky, om hvem der ganske vist er baade talt og skrevet meget, men næppe med saa fin en Forstaaelse af Gaaden i hendes Personlighed, som af Ellen Key. Man læser denne Fremstilling af hendes Livs store Vanskæbne, og man faar for første Gang Forstaaelsen af, hvorfor denne Kvinde, som baade elskede og - til en vis Grad - blev genelsket - dog ikke naaede Livslykken midt i al sin Berømmelse. Sproget er mesterligt, klart, formfuldendt og tankevægtigt. Dette Bidrag fra den svenske Forfatterinde giver Bogen sit bedste Værd. Blandt andre Prosaforfattere staar Ellen Reumert højt med sin morsomme Samtale: „I Krostuen”, og blandt Digtene skal særlig nævnes Magdalene Thoresens „Hjemmet” og J. Blicher-Clausens tre Digte: „Æbleblomster”, „Vestervovvov” og „Gamle Poul Ringer”. Bogen er udstyret med mange nydelige Tegninger, derimellem en Aquarel af Hds. kgl. Højhed Prinsesse Louise.
5) Pennestrøg fra Chikago af Ursula Dahlerup. En beskeden lille Bog med en beskeden Titel, indeholder et Par smaa meget alvorlige Billeder fra den store Stad og et Par nydelige Digte, deriblandt et Vers: „Plant Kærlighed og Haab og Tro, - Velsignelsen vil komme. - Plant Had! og Hadets Blomst vil gro, - endnu før Dag er omme.”
Af andre os tilsendte Bøger skal vi nævne:
Ritter: Ethiske Fragmenter, oversat af Theodora Lang. (Andr. Fr. Høst og Søns Forlag.) Forfatteren af denne ejendommelige Bog bemærker etsteds, at Menneskene ikke have godt af, at nogen Dag gaar hen uden i det mindste et Par Øjeblikkes stille Eftertanke. Det er sandt, det er for de fleste Mennesker en stor moralsk Hjælp at faa Tankerne løftede lidt op over Dagliglivets Detailler og vinde det perspektiviske Syn paa deres Forhold .i Livet, uden hvilket enhver Gerning i Længden formindsker Menneskets Værdi, i Steden for selv at blive et Udtryk for Menneskets voksende Værdi. For mange Mennesker vil sikkert denne Bog kunne være en saadan Hjælp. Den lader sig „tage” i ganske smaa Afsnit, er let at læse, Sætningerne ere korte og ofte særdeles kærnefulde, en Mængde Eksempler fra det daglige Liv ere flettede ind paa Kryds og Tværs mellem de moralske Forskrifter og holde paa en oplivende Maade Interessen vaagen, endelig er den ikke skreven i nogen særlig Konfessions Tankegang, hvad der jo kan have sin Betydning for mange. „Hvad Planten er ubevidst, vær det villende”, disse Ord af Schiller gjør Forf. til sine. Er det saa svært? spørger han. Eksemplet er jo givet, følg det blot nøje og trofast. Kun en eneste Ting behøves der egentlig for stadig at skride frem mod Fuldkommenheden: Selvhengivelse. Selvhengivelsen leder til at iagttage Menneskene, mellem hvilke Livet skal hengaa, leder til Menneskekundskab, der maa umuliggjøre Misforstaaelser, thi Misforstaaelser beror kun paa utilstrækkelig Kendskab til det menneskelige Hjærte, - til Selvkendskab, for at kunne virke paa bedste Maade for andre, - til den højeste Udvikling af egne Evner. Med ét Ord, Selvhengivelse tager et Menneske i fuldt Brug, og det vide vi, at naar Strængen er spændt til det yderste, giver den sin skønneste Tone. Dertil maa et Menneske komme, at det siger til sig selv: Hvad kunde jeg dog ikke, naar jeg vilde? Hvorfor vil jeg da ikke? - Naar vi dog vilde! siger Forf. med et Suk.
Velgørende er Forfatterens varme Tro paa, at Menneskene, blot ved, saa at sige, at stille Livets givne Opgave lidt bedre op og vandre lidt mindre i Taaget, ville kunne vinde ret Front mod Idealet; og denne Anskuelse er han jo da ikke ene om.
