University Extension i England *)

De gamle engelske Universiteter, Oxford og Cambridge, er i saa mange Henseender forskellige fra Fastlandets, at det vil være nødvendigt for Forstaaelsen af det følgende at give dem en kort Omtale.

Et saadant Universitet udgør et lille Samfund for sig og bestaar af de saakaldte „Colleges”, Kollegier (i Oxford over 20, i Cambridge noget færre), selvejende Institutioner, hvis Oprindelse oftest gaar langt tilbage i Middelalderen, og hvis store Bygningskomplekser trods alle Ændringer har bevaret et ærværdigt, halv klosterligt Udseende, der giver de engelske Universitetsbyer et højst ejendommeligt og interessant Præg.

I Kollegierne bor Hovedmassen af Studenterne; Opholdet der er overordentlig dyrt (2000 Kr. om Aaret er det mindste, man med Økonomi kan klare sig med), og det vilde være umuligt for andre end Rigmænd at holde deres Sønner der, hvis der ikke fandtes en Mængde tildels store Stipendier, om hvilke der kan konkurreres. Endel Studerende bor dog ogsaa nu udenfor Kollegierne i privilegerede og kontrollerede Logier. I Kollegierne holdes tillige de fleste Forelæsninger, derimod afholdes Eksaminer i en særskilt Bygning, der tilligemed forskellige Samlinger o. a. er fælles for det hele Universitet.

Der drives kun i ringe Grad egentlige Fagstudier ved de engelske Universiteter; og deres Eksaminer er ikke som vore, Embedseksaminer, men snarere et Slags Dannelseseksaminer. Den vigtigste af dem, der tages efter mindst 3 Aars fast Ophold, giver Ret til Titlen B. A. (Bachelor of Arts). Enhver B. A., der i de følgende 3 Aar vedbliver at betale sine Afgifter til Universitetet, bliver da uden nogen ny Eksamen M. A. (Master of Arts) og har dermed Stemmeret ved Universitetet, selv om han ikke længere bor der.

Særegent for det engelske Universitetsliv er den Hovedplads, som Sporten fra gammel Tid af indtager. Hvert Kollegium har sine store Sportspladser, sine Kaproningsbaade o. s. v.; og ligesom Kampene mellem de enkelte Kollegier indbyrdes er et af de mest yndede lokale Samtaleemner, saaledes sætter de aarlige Kaproninger og Kriketmatcher mellem Oxford og Cambridge hele den engelske Presse i Bevægelse.

Foruden Studenterne „The Undergraduates” bor der en Mængde „Graduates” paa Kollegierne, dels som Stipendiater dels som Docenter og Maneduktører for de unge. Hele dette Samfund styres og indrettes efter talrige halv middelalderlige Bestemmelser: Ingen Student maa vise sig paa Gaden uden den akademiske Dragt „Cap and Gown”, (sort Kappe og sort Hue med en flad, firkantet Plade), der ogsaa med mindre Ændringer bæres af Professorer og Docenter, naar de er i Funktion; ingen Student maa uden særlig Tilladelse udeblive fra den daglige Morgenandagt i Kollegiets Kapel; enhver skal indfinde sig præcis til de fælles Maaltider i den store Spisesal, og har at være hjemme til bestemt Klokkeslet om Aftenen.

Kort sagt, Traditionen har en Magt og en Sejghed her som faa andre Steder i den civiliserede Verden, og i mange Henseender kan i al Fald en udenforstaaende faa Indtryk af, at Livet har staaet stille, at man endnu befinder sig i Middelalderen.

Og dog - trods al Stilstand, trods al mosgroet Tradition, som til sine Tider har været ved at kvæle Livet i de gamle Universiteter, saa har det dog adskillige Gange i Historiens Løb vist sig, at der var Livskraft i dem alligevel; og som det saa tidt gaar i det engelske Samfund - uden at bryde med de gamle Former, er der gydt nyt Indhold i dem, og dette virker igen ind paa og forandrer langsomt, næsten umærkeligt ogsaa selve Formerne.

En saadan Livsyttring er i vore Dage „The University Extension” (Universitetsudvidelsen).

Denne Bevægelse skriver sig fra Midten af vort Aarhundrede **) og er udgaaet fra Universiteterne selv, fra Mænd, der havde faaet Øjet op for, at den fornemme Afsondrethed, der skilte Universiteterne fra Folket i sin Helhed, ikke var til Held for nogen af Parterne. Under megen Modstand lykkedes det efterhaanden at faa gennemført en Del Læmpelser, der lettede Adgangen til selve Universitetet. Saaledes fjærnedes visse dogmatiske Betingelser for Optagelse, og der blev i stadig større Omfang givet de studerende Tilladelse til at bo udenfor Kollegierne. Ogsaa Kvinder fik (c. 1870) Adgang til at studere ved Universiteterne. (De har deres egne Kollegier, og det tillades dem kun at bo udenfor disse, hvis de har deres Hjem paa Stedet.) De kan høre de samme Forelæsninger og tage de samme Eksaminer som de mandlige Studerende, men det er hidtil blevet dem nægtet at faa den tilsvarende Grad (B. A. og M. A.) der jo vilde give Stemmeret ved Universitetet.

Forslag om ogsaa i denne Henseende at stille Kvinderne lige med Mændene har været fremme flere Gange, saaledes sidste Sommer i Cambridge, hvor det ikke var langt fra at gaa igennem; det hed sig, at det fældedes ved, at de yngste Studenter fik trommet deres stemmeberettigede Paarørende sammen fra det ganske Land for at stemme imod. (Man kommer uvilkaarlig til at tænke paa Kampen om de kvindelige Studenters Adgang til Studenterforeningen herhjemme.) Ved de nyere Universiteter, saaledes i London, gives der Kvinder samme Adgang til at tage Grader som Mænd.

Ogsaa paa anden Maade udvidedes Rammen for Universiteternes Virksomhed; dels har de bidraget til at hæve de højere Skolers, ogsaa Pigeskolers, Niveau ved at indrette en Afgangseksamen, hvor Universitetet giver Opgaverne og bedømmer Resultaterne; dels har de støttet Oprettelsen af en Slags mindre Universiteter „IJniversity Colleges” rundt om i de større Byer.

Alt dette forslog dog langtfra overfor den voksende Trang til højere Dannelse; Følelsen af, at Universiteterne er nationale Institutioner, der saa vidt mulig bør komme hele Folket til Gode, blev stadig stærkere og gav sig Udslag i den kendte Sætning, der gerne kunde sættes som Motto over den egentlige University Extension: Kan Folket ikke komme til Universitetet, maa man prøve at bringe Universitetet til Folket.

Det blev paa en Maade fra Kvinder, at det endelige Stød til denne vidtrækkende Bevægelse kom til at udgaa, selv om Æren derfor først og fremmest tilkommer Professor James Stuart fra Cambridge.

I Aaret 1867 holdt nemlig denne paa Opfordring af en Kreds af Damer i en nordengelsk By en Række naturvidenskabelige Forelæsninger; disse vakte saa megen Opmærksomhed, at han maatte gentage dem i flere andre Byer, og derefter holde lignende Rækker for forskellige Arbejderforeninger (deribl. den første større cooperative Arbejderforening „The Rochdale Pioneers”).

Det som er nyt her, er ikke, at der blev holdt populærvidenskabelige Forelæsninger - det var en gammel kendt Ting i England - det ny er den sammenhængende Foredragsrække, der endnu udgør et af Hovedtrækkene i Un. Ext.s Arbejdsmaade. Allerede ved disse første Forsøg træffer vi ogsaa „The Syllabus”, en kort Oversigt over Hovedpunkterne i Foredragene til Vejledning for Tilhørerne, „The Class”, en Samtaletime før eller efter Foredraget, hvor Tilhørerne har Lov at stille Spørgsmaal, og endelig en skriftlig Redegørelse fra Tilhørernes Side for det hørte - altsammen karakteristiske Træk ved den engelske Extension. Prof. Stuarts Forsøg efterfulgtes af andre, der ogsaa slog godt an, og efter nogle Aars Forløb tog saa selve Universiteterne Sagen op og satte den i System. I 1873 begyndte Cambridge, der saaledes nu har 25 Aars Extensionarbejde at se tilbage paa; i 1876 stiftedes The London Society for University Extension; i Oxford begyndte man ganske forsøgsvis i 1878, men først fra 1885 dateres den nuværende Organisation, der dog meget hurtig naaede op paa Højde med Cambridgeafdelingen.

Extensionarbejdet er ogsaa taget op af „Victoriauniversitetet, (en Sammenslutning af flere University Colleges i Nordengland, med Hovedsæde i Manchester); men i det følgende vil vi særlig holde os til den Extensionvirksomhed, som udfoldes af de to gamle Universiteter.

Ved hvert af disse er der en Centralkomité for Extension, med en lønnet Sekretær. Denne Komité har til sin Raadighed en Stab af Foredragsholdere „lecturers”, universitetsdannede Mænd og Kvinder. De fleste af disse har dog anden Beskæftigelse ved Siden af; de har ikke fast Løn, men bliver betalte pr. Forelæsning; Honoraret er efter engelske Forhold ikke særlig højt, saa, der kræves megen Interesse for Sagen til at holde ud i den anstrængende, omflakkende Virksomhed mere end nogle faa Aar.

Til at optages i denne Stab krævedes oprindelig ingen særlig Prøve; i de senere Aar er man dog (i al Fald ved Oxfordafdelingen) begyndt at forlange Afholdelsen af nogle Prøveforelæsninger, Affattelsen af en Syllabus etc. Det er naturligvis heller ikke faa Egenskaber, der maa kræves hos en god Extensionlecturer; det er ikke gjort med grundige videnskabelige Kundskaber og Interesse for Sagen, man maa tillige kunne fremstille Emnet i en livlig og letfattelig Form - blot én uheldig Foredragsrække kan nedslaa Interessen paa en Egn for lange Tider.

I øvrigt lægges der fra Centralkomitéens Side intet som helst Baand paa Foredragsholderne, og imellem dem findes Folk af højst forskellige politiske, sociale og religiøse Anskuelser.

Paa de Steder rundt i Landet, hvor man ønsker Extensionforedrag, dannes der en lokal Komité (med en ulønnet Sekretær, i Reglen en Dame,) der arrangerer alt fornødent og træder i Forbindelse med en af Centralkomitéerne med Anmodning om at sende en Foredragsholder til de og de Tider, i Reglen med Angivelse af, hvilken Foredragsholder og hvilket Emne, der ønskes. Den lokale Komité forpligter sig overfor Universitetet til at betale alle Udgifter for selve Forelæsningerne, Rejseudgifter o. s. v. Sit Udlæg maa den skaffe ind ved Salg af Billetter, ved private Bidrag eller ved Bidrag fra Fagforeninger eller kooperative Selskaber o. a., hvis Medlemmer saa har Adgang paa billigere Vilkaar. Nogle Steder yder Kommunen Tilskud, derimod har Extension endnu ikke kunnet opnaa nogen direkte Statsunderstøttelse; de saakaldte „spirit-money”, der i 1890 stilledes til Kommunernes Raadighed til teknisk Uddannelse, er dog ogsaa tildels kommen Un. Ext. tilgode særlig som Hjælp til Foredrag over Naturvidenskab og Kunst; mest Betydning har dette faaet i nogle enkelte Byer, hvor man ved disse Penges Hjælp har oprettet faste Højskoler for teknisk Uddannelse og Un. Ext. Undervisning i Forening, de saakaldte „University Extension Colleges”.

De ofte temmelig vanskelige, pekuniære Forhold, hvorunder Un. Ext. har arbejdet, er vistnok for en stor Del Skyld i de stærke Svingninger, den har været underkastet (se nedenstaaende Skema). Netop for Øjeblikket befinder den sig i en Bølgedal, men det vil utvivlsomt atter lykkes den at hæve sig; derfor borger dels Ledernes Energi, dels den stigende Opmærksomhed og Anerkendelse, den er Genstand for, særlig i pædagogisk interesserede Krese.

Se pdf. for Skema over den engelske University Extensions Virksomhed.

De Emner, der kan vælges imellem er: Historie, Literatur, Nationaløkonomi, Naturvidenskab og Kunst ***), og Antallet af Forelæsninger i samme Række er 6 à 12. I Reglen behandles i ét Kursus kun et lille Omraade af paagældende Videnskab; man giver sig Tid til at trænge grundig ind i Stoffet, nøjes ikke med at give de færdige Resultater, men søger, saa vidt mulig, at paavise de Veje, ad hvilke Resultaterne er naaet. I Reglen holdes der kun ét Foredrag om Ugen eller endog kun hveranden Uge, for at de, der vil gøre noget ved det paa egen Haand kan faa Tid til Læsning. Foredragsholderen giver i sin Syllabus, der er at faa nogen Tid, før Kurset begynder, Anvisning paa Bøger, og medbringer undertiden et lille Haandbibliotek, der efterlades paa Stedet, saalænge Kurset varer. I den tidligere omtalte Samtaletime drøftes Enkeltheder i Foredraget, og gennemgaas de skriftlige Opgaver. Ved Slutningen af ethvert Kursus kan de, der ønsker det, og som et tilstrækkeligt Antal Gange har skrevet Opgaver, underkaste sig en skriftlig Eksamen, hvorefter en af Universitetet beskikket Censor gennemgaar Arbejderne, og for de tilfredsstillende Besvarelser giver Vidnesbyrd forsynede med Universitetets Segl.

Det hele er lagt an paa ikke blot at vække en øjeblikkelig Interesse, men at opmuntre selv dem, der ikke har megen Tid til deres Raadighed, til at faa System i deres Læsning og lægge en virkelig aandelig Anstrængelse ind i Arbejdet. At denne Maade at drive Sagen paa paaskønnes, kan ses deraf, at mindst 10 pCt. af Tilhørerne i Reglen deltager i Klassen, skriver Opgaver o. s. v.; selv Mennesker med meget lidt Skoledannelse, gaar tidt med forbausende Mod og Energi løs paa de skriftlige Opgaver, og kan ofte i Løbet af en enkelt Vinter arbejde sig frem fra en høj Grad af Ubehjælpsomhed til upaaklagelig Beherskelse af Stof og Form.

En betydningsfuld Side ved Extensionforedragene, som tidt med Rette fremhæves, er den, at de bringer Folk af de forskelligste Samfundsklasser i Berøring med hinanden, samlede om en fælles Interesse; dette er naturligvis mest Tilfældet paa de Steder, hvor en „Students Union” samler Deltagerne ogsaa udenfor de egentlige Foredragstider.

En meget stor Del af Deltagerne bestaar af Lærere og Lærerinder, baade ved højere Skoler og Folkeskoler, ogsaa ældre. Elever fra de højere Skoler kommer der en Del af, ligesom det ogsaa hænder, at Skolerne selv arrangerer Extensionforedrag for deres Elever. Af de højere Klasser er Kvinderne meget stærkt i Overtallet, for Arbejdernes Vedkommende er vistnok det modsatte Tilfældet. I visse Dele af Nordengland har Extension sin allerstørste Tilslutning blandt Arbejderne; man har Eksempel paa, at en Forelæsningsrække følges af 4-500 Arbejdere; ogsaa mellem Londons Arbejderklasse har den i de senere Aar gjort stærk Fremgang, derimod er der mange andre Steder hvor det, trods en Del Anstrængelser i den Retning, ikke er lykkedes at faa mere end enkelte med.

Der har i de senere Aar været en Bestræbelse for at faa Sammenhæng ikke blot mellem de enkelte Foredrag i samme Række, men ogsaa mellem Rækkerne indbyrdes; den Slags Forsøg opmuntres stærkt af Universiteterne, der endog betragter visse Aars sammenhængende Extensionstudium og tilfredsstillende Eksaminer som fyldestgørende i Stedet for det første af de 3 Aars Ophold ved Universitetet, der ellers kræves til at tage B. A. Eksamen. Naturligvis er det kun undtagelsesvis, at denne Tilladelse benyttes, men at den er der, viser, at det er lykkedes Extension at slaa Bro over den Kløft, der skilte Universitetet fra Lægfolket.

Et forholdsvis nyt Træk i Extensionbevægelsen er de aarlige Sommermøder i en af Universitetsstæderne. Ideen hertil kom fra de forenede Stater, hvor den engelske Extensionbevægelse tidlig var naaet hen og paa forbausende kort Tid havde vundet overordentlig Udbredelse.

Det første Sommermøde paa engelsk Grund holdtes i Oxford i August 1888, og siden har der hvert Aar været Møde enten der eller i Cambridge - undertiden begge Steder samtidig. (Iaar skal der for første Gang være Sommermøde i London, fra d. 30te Maj til 11te Juni).

Hovedmassen af Deltagerne ved disse Sommermøder er naturligvis de egentlige Extensionstudenter, men iøvrigt er enhver, der melder sig, velkommen. Saaledes var der ved Oxfordmødet sidste Sommer (1897), som jeg havde den Glæde at overvære, over halvandethundrede Udlændinge (af ca. 750 Deltagere) - det var et helt internationalt Stævne.

Jeg skal tillade mig at give en kort Beskrivelse af dette Møde som Type paa Sommermøderne i det hele. Mødet varede i 3 ½ Uge og faldt i 2 Dele, af hvilke den første var populærest anlagt og talrigst besøgt. De fleste af Foredragene grupperede sig om den franske Revolutions Periode, der belystes fra forskellige Sider, historisk, literært, kunstnerisk; men der var tillige mange andre Foredrag f. Eks. om engelske Samfundsforhold før og nu, der interesserede mig som Udlænding i særlig Grad. Desuden var der (mest i anden Del) særlige Kursus i Pædagogik, Sprog og de forskellige Grene af Naturvidenskaben, vistnok nærmest beregnede paa Lærere.

Der gaves tillige Lejlighed til at bese Universitetets Institutioner, vi overværede en Debat i Studenternes berømte Debate-Union, ja endogsaa en Uddeling af akademiske Grader, der af Høflighed mod Extension var henlagt til det Tidspunkt.

Medens man herigennem fik Indtryk af Extensions nøje Tilknytning til Universitetet, gav talrige Diskussionsmøder Lejlighed til at se dens Forhold udadtil - dens ivrige Deltagelse i og vaagne Øje for de Bevægelser og Spørgsmaal, som er oppe i Tiden.

Sommermøderne har i høj Grad bidraget dels til at styrke Forbindelsen mellem de spredte Deltagere, dels til at vække Interesse i videre Kredse og vinde ny Jord for Bevægelsen; men naar man vil tale om Extensions Betydning for Folkeoplysningen, maa Hovedvægten dog lægges paa det jævne, stilfærdige Arbejde, der gøres i Vinterens Løb til Glæde og Gavn for Tusinder.

Extensionbevægelsen har fra England bredt sig til de fleste andre civiliserede Lande under noget forskellige Former men dog med væsentlig samme Maal og Midler. Ogsaa til Norden er den naaet, saaledes har der i de sidste Aar været holdt Sommermøder ved Universiteterne i Norge og Sverig ****) og de Kursus for Højskolelærere, som siden 1895 hver September har været holdt ved vort Universitet, kan maaske trods sin Begrænsning ogsaa nævnes i denne Sammenhæng.

Nu bliver Spørgsmaalet, trænger vi hertillands til en University Extension som den engelske?

Vort Universitets Forelæsningssale staar jo gæstfrit aabne for enhver - læg og lærd - Mand og Kvinde, vi har Statens etaarige Lærerkursus og talrige Feriekursus, vi har vore Folkehøjskoler, der nu i over et halvt Aarhundrede har gjort saa stort et Oplysningsarbejde blandt Landbefolkningen - vi har Studentersamfundets Arbejderundervisning i København, og endelig har vi - i al Fald i Hovedstaden - en Mængde populære Foredrag af alle mulige Slags, ja selv de fleste Provinsbyer har en eller anden Foredragsforening. Staar vi ikke med Hensyn til Oplysning for Voksne endog usædvanlig højt?

Ja, det er nu altid en farlig Ting at slaa sig til Ro med, at man paa et eller andet Omraade staar højt, det kommer let til at gaa som med vort Almueskolevæsen, der saa længe har levet paa sit Ry, at det nu paa mange Omraader ser sig overfløjet af Naboer til alle Kanter. Rigtignok maa det indrømmes, at mange af de Aarsager, der fremkaldte Extensionbevægelsen i England, mangler hos os, men alligevel vil vi kunne lære meget af den, særlig det som Oplysningsmiddel at bruge Foredragsrækken i Stedet for de isolerede Foredrag, og mere end hidtil at opmuntre til Selvvirksomhed fra Tilhørernes Side; desuden vilde en organiseret Universitetsudvidelse være Garanti for, at det, der bydes, ikke bliver anden tredje Haands Værk, men kommer til at faa et virkelig videnskabeligt Grundlag. - En saadan Universitetsudvidelse vilde sandsynligvis faa sit største Virkefelt i Byerne, men ogsaa paa Landet vilde den formentlig kunne gøre god Fyldest; uden paa nogen Maade at konkurrere med Højskolerne, vilde den kunne fortsætte og supplere deres Virksomhed.

Derfor er der al Grund til at glæde sig over den stadig voksende Opmærksomhed, Extensionbevægelsen er Genstand for ogsaa herhjemme, og de Forsøg, der alt er gjort. Ved disse tænker jeg særlig paa de Extensionkursus i Holbækegnen og Stevns, som i de sidste Vintre forsøgsvis har været arrangerede af en Komité, bestaaende af en Del Universitetslærere og andre Universitetet nærstaaende Mænd. Ogsaa paa andre Kanter er der Røre, som det vil ses af Meddelelser andetsteds i dette Blad, og den Tid er forhaabentlig ikke fjern, da man vil kunne tale om den danske Universitetsudvidelse, ikke blot som et Ønske, men som en Kendsgerning. Jeg kan ikke tro andet, end at ogsaa „Kvinden og Samfundets” Læsekreds vil være med at byde Bevægelsen velkommen og støtte den efter Evne.

*) Som Kilde er særlig benyttet: Mackinder and Sadler: University Extension Past, Present and Future 1891. Let tilgængelig er Dr. Wilkens: Universitet og Folkedannelse, samt Prof. Hjärne: Universitetens folkbildningsarbete i England o. a.

**) Fra 1846 har vi følgende Yttring af en Oxfordmand: „I look for the extension of the Universities to the poor.” (Jeg haaber paa Universiteternes Udvidelse til de fattige.)

***) Ofte er Foredragene især over Kunst og Historie illustrerede med Lysbilleder.

****) I 1895 overværede jeg saaledes et meget interessant Sommerkursus i Upsala, beskrevet i „Vor Ungdom” Hæfte I 1896.