Till Magdalene Thoresen

De har gjennem en god væn bedt mig skrive noget til fru Magdalena Toresens ottiårige fødselsdag. Jeg er Dem taknemlig for det og beklager alene, at den korte tid, som er levnet mig her på gjennemrejsen, hindrer mig i å gjøre det bedre. Jeg står nemlig i taknemlighedsgjæld til Magdalena Toresen, som jeg traf i min ungdom, og som dengang gjorde mit liv rigere. Hendes intelligens, kundskaber, livlige fantasi, store skønhed og kraft, hendes væsens varme og fylde virkede så betagende, at hun gjenfindes i min digtning. Og i fleres end i min. Hun hørte til samtidens store typer, dem, som der skabtes efter. Ikke som dem, der selv står plastisk færdige; tværtom, hun virkede som glimt ud av en sky. Rigdommen, farverne var uudtømmelige som hendes øjnes glans. Det formløse ved hende forstørrede, det gav gåder, det mangfoldiggjorde mulighederne inde i vor fantasi.

Men over alt andet beherskedes jeg av hendes godhed. Jeg har aldrig kjænt en dybere godhedens kilde i et menneskes tale til alle og om alle. Ikke som præk eller sagtmodighed. Sandelig, hun kunde slå til og da flamme som spragende ved. Nej, som en styrke, intet havde kunnet skade, som en umiddelbar livsyttring, snart lidenskabelig begejstret, snart vis, - altid så der blev større forståelse.

Hendes digtning bærer på langt, langt nær ikke hendes billede, hvor mange mærkelige ting, den end ejer. Det kunde ikke være så. Hendes livsførelse med de voldsomme overgange, ofte rystende begivenheder, og så med den udviklingsmagt op over det altsammen, som der vel sjelden er set mage til, gav naturligvis trang til å male. Men hun var for lidt Kunstner. En viking, som sætter sig ned for at griffle, når sjælden, hvad som tænkes. Og en viking var hun! I sin revolutionære fantasi fra udfærd og storme, i sin videnstrang, i sin hengivelsesmagt, i sin formløshed og uvanthed overfor hjæmmefolkets smålighed og fordom. Forsonende alt i sin godhed. En kristnet viking!

Hun sidder nu ottiårig og ser langt udover - heller ind i fremtiden end ned i nutiden. Endnu mere liv og bedre liv! Hun overlever og begraver os allesammen. Og det står vi os på. For hendes gode tale vil plante et rosentræ over hver av os.

Skovgaard 1899 27/5.

Bjørnstjerne Bjørnson.

Digterinden M. Thoresen.

Som ud af et gyldent Taageslør fremtræde en Skare tavse, og dog saa talende Skikkelser. De ere stevnede langvejs fra, stærke Mænd og myge Kvinder. De bringe Hilsen fra Belt og Sund og Jyllands øde Egne, fra Bygderne langs Norges Kyster, hvor Fjeldet luder over Fjorden, der snoer sig blank og bred forbi Odelsbondens rige Gaard. - Alvorsfulde Skikkelser vinke til os fra Taagernes fordum saa mægtige By, hvor Walkendorff har holdt Dom over de overmodige Hanseater. I festlig Dragt vise Gamle og Unge sig omstraalede af Glansen fra Solen i Siljedalen. - Alle have de givet Møde, endog fra Midnatssolens Land ere de dragne hid. Kvænen, ja selv Finnen, der ellers har svært ved at gaa i Samlag med Norges Sønner, har spændt Renen for Pulken og er faret frem over Fjeld og frosne Søer for at være med ved denne Højtidsfest. - Hvor forskellige de end alle ere, bringe de dog samme Bud. Endog hin stolte, ensomme Mand, der fra Ulrikkens høje Tinde, belyst af det takkede Lyn, i Nattens Mulm stirrer ned i Svartedigets gabende Dyb, rede til det afgørende Spring, endog han forkynder samme Bud: - „Kend dig selv, vær dig selv bekendt.”

Med Tak til disse Gæster, der saa ofte har bragt festlig Stemning i mangt et Hjem og løftet Sindene til Selvforstaaelse og Erkendelse af at

„selv i det særeste Trolddomsdrift

det Evige aldrig var borte”

udtaler jeg mit faste Haab, at de ville leve gennem lange Tider og minde kommende Slægter om Digterinden Fru Magdalene Thoresens stærke, skabende Aand.

Oberstinde Anna Edsberg.

Til Red. af „Kvinden og Samfundet”.

De har bedt mig om et Bidrag til Fru Thoresens Karakteristik, og skjøndt jeg ængstes ved at komme ind iblandt Digtere og Forfattere med mine mangelfulde Linier, følger jeg dog Deres Opfordring, fordi den giver mig Lejlighed til ogsaa paa denne Maade at takke Fru Thoresen for den store Forøgelse i mit Livs Rigdom, som det mangeaarige Bekjendtskab med hende har bragt mig. -

Da jeg som A. Munchs Hustru kom til Norge i 1866, traf jeg snart Fru Thoresen. Hendes Skjønhed, Varme og umiddelbare Veltalenhed henrev mig, men undertiden forbløffede hun mig ved sine Tanker og Paastande, og der var „Mangt og Meget”, jeg ikke kunde gaa med til. -

Hendes Børn var dengang alle uconfirmerede. Hun arbejdede strengt, tidlig og sildig, for at holde Huset oppe og Klæderne i Orden, men al den Tid, det var hende muligt at samle, blev anvendt til de litteraire Arbejder, der skulde skaffe Livets Ophold til dem alle. Hun fortalte mig, at hun for dog at leve lidt med Børnene samlede dem om sig en Timestid hver Dag, og fremkom da med mangt et Tankeproblem, der netop beskjæftigede hende, men selvfølgelig laa langt over deres Horizont; ved at tale højt om det og af og til fremkalde et Spørgsmaal eller en Bemærkning fra de umyndige Tilhørere, fik hun saa undertiden et uventet Lysglimt eller nyt Stof. Men naar hun saa efter denne Aandsgymnastik i Hjemmet, hvor hun havde vejet ethvert for og imod pludselig kom med en fuldfærdig Slutning, der skulde antages, saa maatte jeg ofte sige: „nej, holdt Fru Thoresen! vent nu lidt! jeg har jo aldrig tænkt den Tanke før, jeg maa have Tid til at prøve, om den passer for mig!” Disse Samtaler blev da ogsaa for mig til Oplysning og Udvikling. - En lille Svaghed aflurede jeg hende i den Tid; hun var undertiden gjerrig paa sine gode Indfald; hun nænnede ikke at spilde dem i Samtalen, men vilde spare dem op til den Bog, der var under Arbejde. Sligt mærker man aldrig mere. -

Naar en Bog var færdig, tog hun sig en sjelden Gang en Fridag. Hun havde lovet at komme „af sig selv” til os, og en straalende Vinterdag seer jeg hende komme opad Havegangen en Time før Middag. Blodet foer mig i Kinderne, og jeg løber hende imøde med de Ord: „Fru Thoresen, hvad skal jeg gribe til! De kommer første Gang af Dem selv til mig, og jeg har faaet en Saltetønde hjemmefra; vi skal have gule Ærter og Gaaselaar til Middag;” men den Jubel, hvormed hun udbrød: „Gud, kan der tænkes noget dejligere end Gaaselaar og gule Ærter!” var saa ægte, saa Værtindesorgen var slukt med det samme, og den tarvelige Kost hæmmede ikke Aandens Flugt. -

Aldrig var der dog en saadan Fart og Pragt i hendes Tale, som naar hun var sammen med Bjørnson. Engang i et Selskab hos Apotheker Thaulows gav O. Vinje Prøve paa sin Færdighed i at gaa paa Hænderne; det gjorde et pinligt Indtryk, og Bjørnson sagde til Fru Thoresen og mig: „kom, lad os sætte os ind i den anden Stue!” Jeg fik Plads imellem dem, og jeg var helt betagen af det glimrende Fyrværkeri af aandfulde Tanker, der krydsede omkring mig. Fra højre og venstre steg Tanker og Indfald som susende Raketter tilvejrs, stødte sammen og faldt som en straalende Stjerneregn ned over mig. Ordene har jeg glemt, men det Indtryk, jeg modtog dengang som saa ofte ellers, bevarer jeg i trofast Minde.

Men hvor aandfuld og tankerig Fru Thoresen end er, saa er hun langt mere end det. Hendes Hjertevarme, hendes opofrende Moderkjærlighed og hendes Sjælsstyrke under alle Tilskikkelser og Prøvelser staar vækkende og opmuntrende for os Alle. - De, som har seet, hvilket Hjem fuldt af Fred og Poesi, hun har kunnet skabe omkring sig, selv under de trangeste Kaar, de kjender hende først der, hvor hun er størst, i Nøjsomheden og Takken. Hun er den elskeligste Modtager, jeg kjender! hendes Glæde over Gaven er saa stor, at om man giver hende en Blomst, bliver den ligesom dobbelt smuk, naar hun holder den i sin Haand, og i overstrømmende Taknemmelighed beundrer den.

Paa samme Maade hæver hun ogsaa den Fest, der hædres med hendes Nærværelse. Har man lagt en Idee til Grund for den, opdager hun det strax, og i jublende Forstaaelse river hun andre med - og Maalet er naaet.

Udviklet og lutret i Livets Skole har hun vundet i Harmoni og Ligevægt, hendes Syn er bleven klaret for lavets sande Værd og evige Betydning; men hendes vidunderlige Naturkraft møder os lige frisk og lige varm.

Amalia Munch.

Frederiksberg Allé, den 31te Maj 1899.

Magdalene Thoresen.

Den allfamnande moderligheten; makten att känna och skapa lyckan genom Eros; driften att skönhetsdanande uttrycka detta sitt väsen; den oförbränneliga entusiasmen for frihet, rättfärdighet, mänsklighet; andens og gestaltens ädla skönhet ock oförgängliga ungdom - dessa äro gudarnas yppersta gåfvor till en kvinna. I öfverflödande rikedom nedlades de alla i vaggan hos det sommarbarn, som foddes på Jyllands stormiga strand men med ett hemlighetsfullt minne af söderns sol i sitt väsens grund, ett minne, som firar sin fest hvar gång jasminernas hvita stjärnor utandas sin heta doft. Ett väsen, sammansatt af nordens mørker och af söderns eld - så har hon lefvat, så har hon äldrats endast for att förklaras! Och hennes lifs mening inneslutes i diktarordet:

Alles geben die Götter, die unendlichen,

ihren Lieblingen ganz;

alle Freuden die unendlichen

alle Schmerzen die unendlichen ganz!

Ellen Key.

Magdalene Thoresen.

(3. Juni 1899.)

Som hun var ung, - som hun var ung

og gik og vented drømmetung! . . .

Nu sner det til, nu sner det til;

men smelter af for Sjælens Ild

Lad Vintren sejre, Sneen kryste!

Der staar igjen

den hvide, aandfuld skjønne Byste

af Magdalene Thoresen.

Jonas Lie.

Fra Dansk Kvindesamfund.

Som Formand for Dansk Kvindesamfund sender jeg Fru Magdalene Thoresen vor varmeste Hilsen og Lykønskning paa hendes 80aarige Fødselsdag. 80 Aar er det ikke et Mirakel - og dog saa ung, saa begejstret og varm for alt godt; ret et Bevis paa, at naar man lever et Aandsliv, det Liv, der skal leve efter Døden, saa bliver man ikke gammel. Og et saadant Liv har Fru Thoresen levet; kæmpet for det skjønne, det gode, det sande, glædet sig med de glade, grædt med de sørgende, trøstet og opmuntret, beriget og befrugtet ved sine Digte og sine Bøger, men maaske allermest ved sin Personlighed. Tak, Fru Magdalene Thoresen; vi Kvinder ere stolte af Dem! Jutta Bojsen Møller.

Hälsning till Magdalena Thoresen.

När man har et langt lif bakom sig, känner man ibland ett behof af en stilla stund, då arbetet hvilar och tanken ej sysslar med allvarliga frågor eller med de minnen, som komma hjärtats ömtåligaste fibrer at darre.

Under sådane stunder är det hvila och vederkvickelse att se tilbaka öfver den väg man tilryggalagt.

Hvilket vimmel af gestalter röra sig ej på den vägen!

Några te sig såsom halft förtonande skuggor, andra framskymte med skarpt tecknade konturer. Öfver några, hos hvilka vi på nära håll sett fula kantigheter, faller på afstand en försonande dager, som låter dem framstå förädlade och förskönade, då däremot andra, hvilka vi en gang beundrade, på afstand förefalla underligt tomma och ihåliga. Men det är icke hos dessa vår blick företrädesvis stannar. Vi söka en fastare punkt.

Då jag nu i en sådan stund kastar en blick tillbaka på mitt lif och dem jag mött under min vandring, ser jag ett par mörka, varma, strålande ögon, och jag blir själf varm om hjärtat och utropar glad; Tack for sist, Magdalena Thoresen! Och tack for allt! Tack for all njutning, du skänkt mig! Tack for hvarje gang jag i tal och skrift känt din rika, sympatiska själ komma mig tillmötes!

Andra, därtill värdigare än jag, skola komma att tolka din betydelse for litteraturen och kulturen. Hvad jag har att säga dig, är endast ett uttryck af personlig tacksamhet, for hvad jag själf fätt mottaga af dina rika gåfvor. Ja, tack for de nya synvidder du öppnat for mig, såväl när du följde mig till Ishafvets hemska ødslighet, som ut bland människolifvets bränninger och skär; Men färst och sist, tack för den hjärtevärme som mött mig i dina strålande mörka ögon!

J. C. v. Hofsten.

Stockholm i maj 1899.

Til Magdalene Thoresen.

Om sorg det gav, om slag det slog, Du lovsang livet!

Til tak sin kraft, sin ild det ødselt Dig har givet.

Gina Krog.

Kære fru Magdalene Thoresen.

Jeg vil og må være med blandt dem, der nu bringer Dem sin ærbødige og taknemmelige hyldest. Det bliver kun fattigt, hvad jeg siger, i sammenligning med hvad jeg føler.

- Solglansen i Deres dejlige øjne har bestandig bragt bud, ikke alene fra en ånd så klar og rig, som kun få har fået i vuggegave, men også fra en sjæl så fin og stærk, fra et hjærte af det reneste guld.

Et hjærte, der gjennem alle livets tilskikkelser er bleven ved at være godt, ja mere og mere godt. Dette synes at være det højeste og bedste et menneske kan nå.

Og så en inderlig tak for alt, hvad De har skrevet og virket. Med beundring og højagtelse vil De altid mindes af

Amalie Skram.

Til den unge gamle Magdalene.

De, der var unge i Treserne, havde ondt nok ved at bjærge deres Livsmod og Tro paa Tilværelsens Fornuftighed. Hvad man gladest havde bygget paa, nedarvet Religiøsitet, nationale Sejersminder, politisk Skandinavisme, alt splintredes og faldt sammen, uhjælpeligt maatte man indrømme, om end man gjorde det langsomt og saare nødigt.

Men mens alt her var Skuffelse og Vanmagt, fødtes i Norge den Literatur, der siden har erobret Verden. Og det i alt Fald var en Lykke, at vokse op med denne Literatur, at tage ind i sit Sind Bøger som Kongsemnerne, Brand, Sigurd Slembe - mest af alle Sigurd Slembe - saaledes som man kun tilegner sig og elsker en Bog, mens man er under 20 Aar.

Af denne Literatur var ogsaa Magdalene Thoresens Digtning et Led; og for adskillige af os ingenlunde det mindst betydende. Hun var Dansk og hun var Kvinde; i de tusinde Skiftninger afspejlede norsk Natur og norsk Folkekarakter sig i hendes modtagelige Sind, og hun virkede igen med den stærke Oprindelighed, der udstraaler fra hende som Bevægkraften fra et elektrisk Batteri.

De store Følelser, den altopslugende Lidenskab, det var for os den Gang i bogstavelig Forstand en Saga blot. Men da saa Illustreret Tidende i Stedet for sin sædvanlige lette Aandsføde bragte M. Thoresens første Fortælling: En Aften i Bergen - den første i alt Fald, jeg saa, - da var det som at genfinde noget af Sagaens Alvor og Storhed i sin egen umiddelbare Nærhed. Og liden Signe, Bygdens yndigste Rose, som fra sit solbeskinnede Hjem paa Fjeldet maatte vandre op ad Kirkegulvet med Skamplaget paa Hovedet; og Studenten, der symboliserede de skjulte, opadstræbende Kræfter i Folkedybet; - alle disse Skikkelser, fremstillede i et tanketungt, altid ligesom kæmpende Sprog, virkede med en saadan Personlighedens Magt, at de affødte Løfter og Beslutninger om, at hvad det end blev til med een selv, Pjank skulde det i alt Fald ikke blive. -

Paa visse Omraader gav vort eget, hjemlige Aandsliv i de paafølgende Tiaar, Bod for Savn. Men imellem det, vi Kvinder - en Del af os i alt Fald - dybest fordrede, og saa det, der sejrede af det ny, var der alligevel, som der endnu er, en Afgrund. Der var da ikke andet at gøre end at bære Sten til Fyld i denne. I dette slidsomme Arbejde tog ikke den gamle Digterinde personlig nogen Del.

Men det var blandt Lyspunkterne, naar hendes Vej strejfede vor, at faa et opmuntrende Slag paa Skulderen af den stærke, gode Haand eller et bifaldende Blik fra de skønne straalende Øjne, der nu efter i 80 Aar at have grædt og let over Menneskelivet, med ukuet Mod ser ind i det ny Aarhundrede. Naar hun en Gang gaar bort, vil Verden for mange af os blive et stort Stykke mindre.

Kirstine Frederiksen.

Magdalene Thoresen.

Hun slog med sin Stav paa Fjældet,

og ud fra det samme Sted

tindrede Eddavældet;

hun vanded sin Blomst dermed.

Hun graved i Modermuldet

efter kosteligt Mon;

da funklede Sagaguldet;

hun formed det i sin Haand.

Hun lytted til Hjærteslaget,

og hendes Kompas det blev;

da skønnedes Evighedsdraget

gennem Alt, hvad hun skrev.

Den store Sandhedssøger,

som dybt i Livet ser,

lever i hendes Bøger,

naar selv hun er ej mer.

Men Den, der ser hendes Villie

i Selvoptugtelsens Mod,

lægger den hvide Lilie . .

taknemligt for hendes Fod.

Nicolaj Bøgh.

Magdalene Thoresen.

80 Aar.

Der er saa megen Kamp og Strid

om stort og smaat i Livet,

Der kæmpes i vor egen Tid

fra Fyrsten ned til Sivet.

Der kæmpes om de ydre Kaar

om Guld og Magt og Ære,

og højt og voldsomt Bølgen gaar

imellem Kampens Hære.

Der kæmpes i det stille tit

saa mangen Kamp til Ende.

Og mangen Sjæl mer Nød har lidt,

end Verden lærer kende.

Og Kampen mellem ondt og godt,

imellem Lys og Mørke,

den kæmpes om „det største” blot

og kræver Sjælestyrke.

Paa Frugten kendes Træet grant

og Kampen paa dens Sejer,

men ingen større Sejer vandt

end den, der selv blev Ejer,

der overvandt sit eget Selv

med Aandens Vaaben stille,

der bøjede sit Væsens Elv,

den Vej, Gud Herren vilde.

Hvad er det for en stille Magt,

der lyser En i Møde

fra dine hvide Lokkers Pragt,

fra dine Træk saa bløde,

fra dine klare Øjnes Glans,

fra dine Læber milde,

som tolke al din vaagne Sans

for Livets friske Kilde.

Det er den Fred, du vundet har,

dengang du stred for Livet,

den Sjælefred, du fundet har,

som Herren har dig givet.

Den gav dig Styrke Livet lang

til Aandens Dont at øve,

den vil dig bære frem engang

til Aanders Aand at møde.

En Tak fra os, der endnu staa

i Livets Strid og Møje,

du viste os, at Striden faar

lest Kræfter fra det høje.

Og naar den sidste Dag gaar ind,

blandt dine Dage mange,

da gid det lyse i dit Sind:

„Gud lever - vær ej bange.”

Anne Bruun.

Kvindelig Læseforenings Fest for Fru Thoresen.

Den Fest, som kv. Læseforening afholdt den 6. Juni paa Eremitagen for Fru Thoresen blev, til Trods for det mindre gode Vejr, saa vellykket som muligt, og Deltagerne ville længe bevare Mindet om den. Selve Stedet, det gamle Jagtslot i de store vide Omgivelser, dannede en prægtig Ramme om Fru Thoresens storslaaede og dog saa sympatetiske Personlighed, som hun sad der, prydet med Hæderstegn fra to Konger. I et af Slottets Værelser var der dækket et festligt Bord til 32; Hædersgæsten førtes til Bords af Formanden, Frk. Alberti, som bød Velkommen. Efter at Fru Emil Poulsen havde indledet Festen med Fremsigelsen af Fru Thoresens Digt, „Juni”, udbragte Frk. Alberti Fru Thoresens Skaal i hjertelige, varme Ord og bad hende sluttelig gøre Foreningen den Glæde at være dens Æresmedlem. Taler, Sange, Oplæsning og Digte fulgte nu Slag i Slag. Fru Blicher Clausens Sang, den svenske Digterinde, Frk. Kuylenstiernas Digt, Frk. Ellen Keys Hilsen og Frk. Lagerløffs til Kv. og Samf. sendte Digt, der oplæstes af Frk. Vedel; Fru Gads Tale for Danmark og Norge, personificerede i Fru Thoresens to tilstedeværende Døtre, mange Breve og Telegrammer og Hilsener: fra Henrik Ibsen og Hustru, fra kv. Læseforening, Kristiania, fra Sekretæren ved Stockholms Läsesalong, Frk. Eva Fryxell og fra Frk. Adelaide Ehrnrooth, Nutid, Helsingfors, fra Frk. Gina Krog, fra Frk. Tschudi, fra Fødebyen Fredericia, fra Island, ja fra grønlandske Læserinder, fra Cirklen og fra mange flere, alt dette dannede Forberedelsen til det Øjeblik, da den 80aarige Forfatterinde rejste sig og med klar og kraftig Røst bragte sin Tak for den Hyldest, der blev hende vist.

Hendes Tale ved Bordet var kun improviseret, da den egentlige Tale, skreven paa Vers, efter Aftale med Komitteen, blev udsat til den senere Fest i Pavillonen. - Hun tog da til Udgangspunkt for denne sit oprindelige Forhold til Kvindesagen. Hun havde et bestemt Standpunkt til dens inderste Kærne, det samme som hun endnu har, det personlige Forhold til Manden. Medens altsaa Kvindens Frigørelse, og i det hele Kvindesagens Fremme, blev tagen fra et udvortes Skøn, og den borgerlige Frihed og Lighed dannede Grundlaget for denne Menneskehedens store Sag, fandt hun efter sin Opfattelse, at Knudepunktet laa meget dybere, og den første Løsning maatte begynde indefra. Det var da, hvad hun havde virket for - uanset Kvindesagen, ene og alene med Menneskeretten for Øje. I de fleste af sine Bøger havde hun hævdet Kvindens personlige Ret overfor Mandens Magtfuldkommenhed den Ægteskabets lovformelige Arveret, som Kvinden altid har maattet bøje sig for. Af denne Tvangslov udsprang tusindfoldig Kvindens moralske Svækkelse og den Indignation, som gav sig til Kende i saa mange falske og daarlige Paaskud. Her kunde det med Rette lyde til Manden: „Magten under Ansvar!” thi han har jo i sin Magt netop herved at arbejde paa Kvindens Frigørelse og derved paa sin egen Lykke.

Det næste Punkt, hun berørte, var et Barndomsminde fremkaldt ved at møde sit Bysbarn, Fru Gehejmeraadinde Buch, blandt Gæsterne. „Jeg var bleven opnævnt efter Justitsraadinde Bruun, Fru Buchs Mormoder, i Fredericia. Hun var god imod mig, gav mig Blomster og talte med mig om min Fremtid. Naar hendes Døtre vare blevne gifte, skulde jeg komme til hende. Hun vilde da oplære sin lille Navne i den Kunst, hun daglig selv udøvede - nemlig at spinde Hør paa en Rok med to Tene. Dette stod da for min barnlige Fantasi som et Mirakel, og at lære det, som noget, der vilde stille mig højt over mine Lige. Jeg naaede dog aldrig saa langt. I mit 12. Aar døde hun, og jeg havde længe efter en Fornemmelse af - Degradation -, hvad var alt det andet, naar jeg ikke fik spinde paa en Rok med to Tene!

Siden skulde mit Livs mangfoldige Omskiftelser føre mig til Norge. Og her, i dette mit andet Hjem, fik jeg paa en Maade lært at spinde min Livstraad paa de to Tene. Og dog var der ingen Dobbelthed i min Natur. Men Naturgrundens mærkelige Lighed mellem Jysk og Norsk lod dog Tankens Traade ofte løbe sammen, og jeg ved med Vished, at min dybe Sammensmeltning med Norge havde - med Sympati og alt! - sin væsenlige Grund i, at jeg var født i Jylland”. -

Lidt senere fremdrog Fru Thoresen et andet Minde - om Fru Collett, som da hun modtog Statspension, baade mundtlig og skriftlig havde bedt Fru Thoresen dele den med hende. „Vi ere jo begge Dovrekongens Døtre, som i en Baad ere drevne ud paa den vilde Strøm, bort fra vort Land”; - men nu havde Fru Collett fundet Land og vilde, at Fru Thoresen skulde have godt af det ogsaa. „Men det kunde jeg dog ikke”.

Bestyrelsen havde haft den gode Ide at indbyde alle de Medlemmer, til hvem der ikke kunde skaffes Plads ved Middagen, til Kaffen, som indtoges i den nærliggende Pavillon. Denne var smukt dekoreret med Flag og Grønt, mens Bordet, hvor Vinen og Kaffen stod rede, var smykket med talrige Kobberkar af alle Former og alle fyldte med Foraarets Blomster, Valmuer, Iris, Siren, Margueriter osv. Efter at flere Sange, blandt andre en af Frk. Baadsgaard, vare sungne, holdt Frk. Vedel en særdeles stemningsfuld Tale til Fru Thoresen, hvorefter hver enkelt hilste paa hende, som takkede med at oplæse et i Dagens Anledning forfattet Digt. Fru Johanne Meyer talte paa de nyankomnes Vegne og endelig afsluttede Frk. Alberti den smukke Fest med atter at takke Fru Thoresen for hvad hun havde været for de danske Kvinder, og da igen særlig for kvindelig Læseforening; hendes Bøger, som fra denne vandrede ud til de tusind Hjem, vare de Vidner, som vilde bevare hendes Navn iblandt os til sene Tider. Efter et sidste Hurra skiltes man med Tak til dem, der med saa megen Smag og Omsigt havde ordnet Festen.