Om Menneskelegemet og dets Krav.
I.
Det er efter indtrængende Opfordring fra nærværende Blads Redaktør, at jeg har paataget mig i en Række Smaaartikler her i Bladet at meddele lidt om Menneskelegemet og dets Afhængighed af og Forhold til Naturen eller Naturlovene. Da jeg er fuldt enig med hende om Betydningen, af slig Oplysning, ligesom jeg ogsaa kender den almene Befolknings store Uvidenhed paa dette Omraade, har jeg ikke ment at turde nægte i hvert Fald at gøre en Prøve, skønt jeg ved, at det ingenlunde er en let Sag. Det kan være vanskeligt nok at skrive fyldestgørende om Ting, for hvilke Interessen er vakt, og de nødvendigste Forudsætninger er til Stede; men det er dobbelt svært, naar begge disse Dele muligvis ganske mangle. Men jeg maa stole paa Redaktørens Ord, at nærværende Blads Læsere vil noget, vil have Besked og ikke strax vil lade sig afskrække ved at møde en ukendt Ting, men tvært imod vil se nøjere efter for at komme til Forstaaelse deraf. Og naar jeg ser, hvad "Kvindelig Fremskridtsforening" med energisk Vilje alt har formaaet at udrette, har jeg ingen Grund til at tvivle paa, at dens Blads Læsere har noget af den samme Viljekraft og Udholdenhed.
Natur og Kultur. I Almindelighed gaar det saaledes, at saa længe Folk har Sundheden, skønnes der meget lidt paa den, og ofres der ikke mange Tanker paa, hvad der kan gavne eller skade den; det er først, naar den er borte, at det forstaas, hvad der er tabt. Da gøres gærne alt, ofres alt, for om muligt at vinde den tilbage. Undertiden lykkes det, undertiden ikke; det er alt afhængigt af, paa hvilket Omraade og i hvilken Grad den er tabt.
Der tænkes kun lidt paa, at Sundhedens Bevarelse er afhængig af, at visse Betingelser opfyldes, at det paa ingen Maade er ligegyldigt, hvorledes vi behandle vort Legeme, eller hvad vi udsætte det for. Og Grunden dertil er, at der paa dette Punkt hersker den største Uvidenhed blandt alle saakaldte Samfundslag; thi det er ikke blot i de lavere Skoler men ogsaa i de højere, at al Undervisning derom ligesom skyes. - der haves dog, særlig blandt Bønder, lidt Kendskab til og Tro paa, at baade Planter og Dyr skal behandles efter visse Grundsætninger eller Love for at naa den fyldigste og kraftigste Udvikling, at det langt fra er ligegyldigt, hvilke Forhold de undergives. Ja, der er endog en hel Kappestrid om, hvem der kan finde de bedste Betingelser. Men gaa vi til Mennesket, da er det næsten, som det var en Skabning, hvis Udvikling, Kraft og Sundhed ikke var afhængig af de samme Naturlove, og at der for dette ikke gjaldt andre Love, end hvad der nu en Gang er Vane eller Mode, Sæd og Skik. Det er disse saakaldte Kulturlove, der tages Hensyn til; af dem lader man sig foreskrive, hvorledes man skal bo, hvad man skal spise, hvorledes man skal klæde sig o. s. v. Og man lader sig villig hovmesterere af alt dette, ja sætter endog en Ære i at kunne "følge med". Bliver der sat Skranke for at følge, bliver denne ikke sat af Hensyn til, hvad der legemlig tjener os bedst, men derimod af Hensyn til Penge.
Hvis nu Modens, det vedtagnes eller Kulturens Love var grundede paa Naturens Love, saa var alt meget godt; men det synes snarere at være saaledes, at jo mere unaturlige de er, jo bedre, jo finere er de. I hvert Fald er der mellem Kultur og Natur et svælgende Gab; og her ligger Aarsagen til mange af vore Nutidssygdomme: Nervelidelser, Blegsot, Kirtelsyge o. s. v. Og dette kan ikke forundre os, naar man kommer til at indse, at kun naar vor Levevis omslutter de Betingelser, som en Gang er givne for Legemsudviklingen, kan der ventes Sundhed, i modsat Fald Sygdom. Den store tiltagende Sygelighed blandt Befolkningen er for en stor Del, om ikke i det hele, kun en ligefrem Følge af Brud paa det for Mennesket naturlige, paa Naturlovene, saaledes som de danne Betingelserne for Legemsudviklingen. Og om der end paa andre Omraader ustraffet kan gøres Brud paa Love, saa finder dette aldrig Sted overfor Naturens; her kan man ikke krybe i Skjul eller hjælpe sig igennem med Bestikkelser; uden Omsvøb kommer man til at ligge, som man har redt, og kommer til at føle, at man er Naturen underlagt. - Kun ved lydig at bøje sig ind under dens Love, kan vi blive dens Herrer. Derved bøjer man sig ikke for noget dødt, noget uværdigt; Naturens Love er Guds Love.
At bøje sig for det naturlige er ikke, som mange mene, at bøje sig for de dyriske Drifter og allehaande slette Tilbøjeligheder; thi dette er langt fra stemmende med Menneskenaturen, men er kun et Udslag af et forkrøblet, forvildet Menneskeliv. Hvad der kaldes naturligt og dog staar i Strid med Aandslovene i Mennesket, er ikke naturligt men kun tilvant Unatur, alt efter Ordsproget: Vanen kan blive den anden Natur. Mellem Naturlovene og Aandslovene er et saadant Forhold, at man ikke bryder Aandens ved at lyde Legemets, hvad jo ogsaa. er naturligt, da de har samme Udspring.
