Endelig-.

Juleaften var der igen. Et festligt Præg bredte sig over Byen, Butikerne straalede end stærkere end de foregaaende Dage, som vilde de gøre et sidste Forsøg paa at lokke - man mærkede de trykkende Tider.

Kl. var bleven 4; der kom virkelig "Gang i Forretningen", som det hedder, man ilede fra den ene Butik til den anden med Julepakker, store og smaa imellem hverandre og af mærkelig Form.

Det var et stille, klart Frostvejr. . . "Gud ske Lov, man er fri for Sjap i Aar", hørte man.

Paa denne Tid gik Frk. Stub fra Kontoret, ti i Anledning af Helligaften lukkedes 2 Timer før ellers.

Og den bølgende, travle Menneskemængde drog hende forbi, hvor havde den travlt, denne Mængde - men hun, hun havde ikke travlt, derfor gik hun saa stille, ligesom iagttagende, gennem de støjende Gader. - Ingen ventede hende derhjemme - om hun da kunde kalde sin Stue ved Søerne for et Hjem.

Hendes Værelse havde været saa koldt; ti Familjen, hos hvem hun boede, var rejst paa Landet. Nu var der varmt og hyggeligt, men hun maatte ud igen for at spise. Hun klædte sig paa, knappede den fine Pelskaabe, der sad stramt om hendes ranke Figur; hun betragtede sig med Velbehag i det store Spejl henne i Hjørnet. - Hun var endnu ung, skønt det ofte forekom hende, at hun maatte være gammel for at have oplevet saa meget som hun - saa megen Sorg, og saa megen Glæde.

Frk. Stub vilde i Aften ikke spise paa sit "vante Sted", nej, hun vilde ned i Byen til noget rigtig elegant ... og hun fik som hun gik ned ad Trapperne en ubændig Lyst til at leve. . . saadan rigtig at leve. . . endnu en Gang. . .

I den hyggelige Restauration spiste hun sin Dinér. Hun sad alene i det lille Damekabinet. . ., og fra Herreværelserne lød Samtalen dæmpet. Frk. Stub forlangte Aviserne, snart laa en stor Stabel foran hende, men hun læste ikke, strejfede kun Overskrifterne, lænede sig saa tilbage i den bløde Sofa og stirrede omkring i Stuen - denne hvileløse Stirren uden Maal. . . Kelnerens lette, afmaalte Skridt vækkede hende af Døsen.

Hun stod igen paa Gaden. Stilheden begyndte at brede sig, hvem færdes paa Gaden en Juleaften mellem 9 og 10? Kun de hjemløse. Paa den Tid sidder man ellers omkring Bordet med Kager og Knas - man drikker paa mangen en glædelig Jul!

Frk. Stub lod Øjet glide hen ad de oplyste Vinduer - hvor saa der ikke hyggeligt ud saa mangt et Steds ... et enkelt Vindue stod aabent, og Barnelatter og glade Røster lød over Gaden til hende, den Ensomme. Lyse, dejlige Minder samlede sig hos hende; Minder om den Tid, da ogsaa hun var glad og lykkelig, men det var saa længe, længe siden.

Hvor stod de ikke for hende, disse Juleaftener i Barndomshjemmet ovre paa den store Gaard, medens Mor endnu levede. Hvor blev der ikke bagt og stegt i Dagene før Jul, og naar den saa kom, denne længe ventede Juleaften med Risengrød og Gaasesteg, var man næsten mæt af Længsel. En mild, stille Fred sænkede sig over alle. Hver Misforstaaelse glemtes, hver lille Gave blev saa stor, just fordi den var en Julegave, og fordi den havde hængt paa Træet.

Og nu gik hun her ganske alene. Havde hun da ingen Venner? Aa jo, maaske, men ingen hun vilde være sammen med i Aften. - Jo, en var der, hun nok vilde være sammen med, men han var langt, langt borte. Aldrig hørte hun fra ham mere, aldrig. Han var rejst for 3 Aar siden. Uden at give eller tage Løfte var han rejst, men de vidste dog saa godt begge to, at de elskede hinanden. - Hvor saa hun ikke Afskedsstunden for sig, da han bleg og skælvende - bange for deres Fremtid - havde løftet hende op til sig, holdt hende fast ind til sit Bryst og kysset hende saa længe og saa varmt. Skulde han have glemt deres fagre Elskovstid, var han ked af hende, var det maaske derfor, han var rejst. Han havde jo sagt, det var for at tjene Penge - herhjemme var det saa sløjt - havde han sagt.

Alle disse Minder myldrede frem og fyldte hendes Sind med en usigelig Vemod. Hvor Livet dog var tungt at leve, saa tungt, som man aldrig havde tænkt sig det. - Og medens hun gik op ad Trapperne til den fjerde Sal følte hun sig saa ensom og forladt, at hun syntes, Livet knap kunde leves længer.

Da hun havde lukket sin Entrédør, saa hun et Brev i Kassen, ligegyldig aabnede hun Kassen ... Men hvad var det... Var det ikke hans runde, store Bogstaver... O, du milde Gud! Med skælvende Hænder aabnede hun og læste ... "Nu er den Tid kommen, vi kan leve sammen, hvis du da har ventet paa mig. . . Hun kunde knap læse videre, Øjnene fyldtes af store Taarer, hans Bogstaver flød ud i et, hun maatte græde. . . græde Aarenes Savn og Længsel ud.