Køn og ligestilling internationalt

Forandring i normer, kulturer, magtstrukturer og politik

KVINFO_Opportunities-web
Ligestilling i lovgivning og i praksis er centralt for KVINFOs internationale arbejde. Det styrker politisk repræsentation, bekæmper vold og sikrer alles ret til seksuel frihed og sundhed.

Top 189 over ligestilling

FN’s indeks for ligestilling tæller 189 lande.

De lande KVINFO arbejder i, placerer sig forskelligt. Marokko er nummer 121, Egypten nummer 116, Jordan nummer 102, Tunesien nummer 95 og Libanon nummer 92. Ukraine er nummer 74 og Georgien nummer 61.

Til sammenligning er Danmark nummer 10. Førstepladsen har Norge.

KVINFOs internationale arbejde foregår i lande med udtalt mangel på ligestilling, og hvor arbejde med køn og ligestilling er et vigtigt og effektivt indsatsområde for at skabe mere frie og lige samfund. Vi arbejder i Marokko, Tunesien, Egypten, Jordan og Libanon i den såkaldte MENA-region og i Ukraine og Georgien.

Arbejdet foregår på mange forskellige måder. Lige fra samarbejde om at drive kvindekrisecentre til at rokke ved forestillinger og traditioner, som låser kønnene fast i stereotype forestillinger.

Fælles for alle dele af arbejdet er, at det bidrager til at opfylde FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling i 2030, og at det er baseret på den såkaldte Human Rights Based Approach (HRBA). Det er en tilgang til internationalt udviklingssamarbejde, der betragter det som en pligt at respektere, beskytte og opfylde rettigheder, frem for som tidligere at se udviklingsarbejde som velgørenhed.

KVINFO arbejder altid tæt sammen med lokale organisationer i de pågældende lande eller regionalt på tværs af lande. Partnerskaberne sikrer effektivitet og bæredygtighed i arbejdet ved at bruge lokal viden om behov, omstændigheder og kontekst og ved i alle dele af et projekt eller et program at fokusere på lokalt ejerskab. Nogle projekter har også danske organisationer som partnere. De er Danner, Kvinderådet, LGBT+ Danmark og Sex og Samfund.

KVINFOs internationale arbejde er finansieret af:

ENG kvinfo.dk logos-1