I dag er det ti år siden, at det arabiske forår tog sin begyndelse, da den 26årige frugtsælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien. Han forsørgede sin familie med blot et par dollars indtjening om dagen. Slemt nok i sig selv. Men Bouazizi var også vred og magtesløs, fordi han ikke kunne få øje på den daværende regerings hjælp til ham og andre ’almindelige’ tunesere.

Bouazizi døde senere af sine skader, men inden da var tusindvis af tunesere gået på gaderne i protest mod de samme utilstrækkeligheder, som den fattige gadesælger påpegede på den mest dramatiske vis.

Og sådan begyndte det, som vi nu kalder det arabiske forår: de folkelige protester mod enerådige præsidenter, korrupte regeringer, undertrykkelse, fattigdom – og uligestilling i lovgivning, praksis og hverdagen.

Foregangsland

Siden er Tunesien gået forrest på ligestillingsområdet blandt landene i Mellemøsten og Nordafrika.

Ikke alene er ligestilling mellem kønnene skrevet ind i den nye grundlov, der blev vedtaget i 2014, og som siden er blevet kaldt en forbilledlig model til inspiration for andre stater med fremskridtstanker.

Tunesien er også på globalt niveau et forgangsland i voldslovgivningen, som kriminaliserer ikke bare økonomisk, psykisk og fysisk vold men også politisk vold. Det har stor betydning for kvinder med politisk engagement og ambitioner, som oplever chikane og obstruktion fra de stadig indflydelsesrige konservative fløje i det nordafrikanske land.

Progressiv ny valglov

Også den reformerede lovgivning for valg karakteriseres som progressiv i forhold til ligestilling.

For eksempel blev 47 procent af pladserne i de tunesiske byråd besat af kvinder efter det seneste lokalvalg i 2018. Således blev for eksempel Danmark overhalet: ved det seneste kommunalvalg for snart fire år siden gik 33 procent af byrådsstolene til kvinder.

KVINFOs arbejde i Tunesien

KVINFO arbejder for ligestilling i Tunesien sammen med tre danske og fire tunesiske organisationer.

Arbejdet har flere formål. Det skal fremme kvinders deltagelse i det politiske liv, blandt andet ved styrke deres kompetencer. Det bekæmper kønsbaseret vold, styrker seksuelle og reproduktive rettigheder, og det skaber forståelse for LGBT+rettigheder.

De danske samarbejdspartnere er

De tunesiske er

  • Mawjoudin, som er en LGBT+-organisation
  • LET  (Ligue des Électices Tunisiennes), som er en forening for kvindelige politikere og vælgere
  • ATSR (Association Tunisienne de la Santé de la Reproduction), som arbejder med reproduktive rettigheder
  • AFTURD (Association des Femmes Tunisienne pour la Recherce sur le Développement), der arbejder med kønsbaseret vold

Den tunesiske valglov opererer ikke med kvoter men med såkaldt ’paritet’ både vandret og lodret. I praksis betyder det, at partierne opstiller mænd og kvinder skiftevis på valglisterne, det er den lodrette paritet, og at halvdelen af et partis spidskandidater skal være kvinder, hvilket så er den vandrette paritet.

LGBT+ og penge

Men det er muligvis to helt andre områder, der for alvor har understreget den position som foregangsland, som Tunesien har nydt i flere år: den forholdsvis positive holdning til LGBT+-personers rettigheder, og et i muslimsk sammenhæng uhørt modigt forslag om lige arv uanset køn.

Den tunesiske straffelovs paragraf 230 – ofte kaldet ’sodomiparagraffen’ – forbyder ganske vist ”unaturligt seksuelt samliv”, hvilket dommere kan fortolke som ikke-heteroseksuelt.

Men i 2015 kunne Tunesiens LGBT+-miljø arrangere og holde en Pride i hovedstaden Tunis – med myndighedernes tilladelse. Det vakte opsigt og begejstring, også blandt rettighedseksperter og –aktivister med andre fokusområder.

Afkriminalisering af homoseksualitet

Endnu mere genlyd gav det for to år siden, da en længe ventet rapport anbefalede en decideret afkriminalisering af homoseksualitet. Det var ikke en hvilket som helst rapport. Den kom efter to års arbejde i den prestigiøse Komité for rettigheder og frihed (COLIBE), som præsidenten havde nedsat for at få overblik over alle de mulige kønsuligheder i tunesisk lov.

COLIBE-rapporten har senere skrevet sig ind som et historisk dokument i vide kredse, fordi den som noget helt nyt inkluderede LGBT+-rettigheder i spørgsmål om ligestilling. Paragraf 230 er ganske vist stadig i kraft, men at så seriøst et forum overhovedet beskæftigede sig med homoseksualitet blev og bliver stadig set som en landvinding.

Sprængfarlig arvelovgivning

Et andet reformtiltag, som har vakt opsigt og som heller ikke er blevet til virkelighed, er et forslag til ny lov for mænds og kvinders rettigheder i arvespørgsmål.

Forslaget sletter den nuværende diskrimination i arveloven, som giver brødre forrang frem for søster til at arve familiens besiddelser, fra penge til ejendomme og jord.

Lige arv er sprængfarligt i flere perspektiver. Dels fordi den idé gør op med arvelovens Sharia-forskrifter, der favoriserer brødre. Og dels fordi arv kan mindske den økonomiske ulighed mellem kønnene i Tunesien.

Tilbageskridt og bekymring

Den nye lov om arv er blevet fremlagt for Parlamentet i Tunis, og måske kommer den til at ligge der længe endnu, uden at blive vedtaget.

Økonomisk krise, terror og en ny sammensætning af parlamentet får aktivister, eksperter og observatører til at se med bekymring på situationen for ligestilling nu og i fremtiden i Tunesien.

I 2019 kom en ny præsident til magten, Kais Saied, der allerede i sin valgkamp talte dunder mod homoseksualitet.

”Det er rigtig mange skridt tilbage,” sagde Fatma Øtkem, MF for Venstre, dengang og efter, at hun havde besøgt KVINFO’s samarbejdspartner, LET (Ligue des Electrices Tunisiennes).

“Det er alarmerende”

Også LETs leder, Besma Soudani, var bekymret:

”Det er alarmerende. Det er en svær og udfordrende tid for Tunesien,” sagde hun.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Også KVINFOs internationale chef, Lene Steffen ser fremad med bekymring:

”Tunesien befinder sig i en situation, hvor man nok skal arbejde for flere forbedringer for ligestillingen, men det er mindst lige så vigtigt at arbejde for at holde fast i det, der er opnået, for ellers kan det forsvinde,” siger hun.