Det georgiske babydemokrati er kun med nød og næppe overlevelsesdygtigt, hvis der på daglig basis bliver kæmpet for det. Og det gør den 26-årige aktivist Ana Tavadze, som står i spidsen for flere organisationer, der arbejder for demokrati og LGBT-rettigheder i Georgien. Det er en udmattende kamp, fortæller hun til forfatter Kristina Stoltz i dette rejsebrev fra Georgien.
Rejsebrev, Kristina Stoltz
Ligesom ude i landsbyen flyver mursejlerne lavt. Jeg har nu befundet mig i Tbilisi, hovedstaden i Georgien, i to dage. Uden at ane det ankom jeg på selve uafhængighedsdagen den 26. maj.
Gaderne var tæt pakket med mennesker klædt i det karakteristiske georgiske røde-hvide flag med de fem kors, som kun har været landets flag siden 2004 – efter en pause på 500 år. Jeg er på vej hen til den gamle bydel for at mødes med Ana, som er central medarbejder i flere ngo’er, der arbejder for demokrati og ligestilling.
Som i mange af Tbilisis gader er asfalten hullet, og flere byggepladser i gaden gør luften fuld af støv. En del af de gamle bygninger med de karakteristiske filigranudskårne træfacader med balkoner og ornamenterede karnapper trænger til renovering.
Men den bygning, hvor Ana Tavadze har kontor, er en velholdt rosafarvet toetagers ejendom. Hun vinker fra altanen og siger, at jeg skal gå ind fra baggården, hvor en svalegang fører op til hendes kontor.
Foran trappen er jeg tæt på at træde på en død mursejler, som ligger på ryggen med sin særprægede splittede halevinge spredt ud under sig. Jeg sætter mig på hug, kan ikke lade være med at tillægge den døde fugl symbolsk betydning på denne skæbnedag for Georgiens demokrati.
Fortællinger fra Georgien
KVINFO har sammen med Dagbladet Information sendt to danske forfattere, Kristian Bang Foss og Kristina Stoltz, til Georgien.
På deres rejser har de blandt andre mødt repræsentanter fra forskellige georgiske NGO’er, som KVINFO samarbejder med. De forskellige møder, observationer og indtryk er blevet til to rejsebreve om et Georgien, hvor demokratiet er presset og aktivisme er en nødvendighed.
Hele Kristian Bang Foss’ rejsebrev kan du læse her.
Dagbladet Information har samlet rejsebrevene i et lille tema her.
Der er nemlig kun få timer til det bliver afgjort, om det veto, den franskfødte, første kvindelige præsident i Georgien, Salomé Zourabichvili, har nedlagt over den såkaldte “russiske lov”, kan blive afvist af parlamentet.
En lov, der ifølge det regerende parti, Georgiens Drøm, skal lede til mere gennemsigtighed i forhold til udenlandsk indflydelse. Bliver Zourabichvilis veto afvist, bliver konsekvensen for medier og ngo’er, der modtager mere end 20 procent i økonomisk støtte fra udlandet, at de bliver betragtet som fremmede agenter.
Ifølge de ældre kvinder, jeg netop har været sammen med i den lille landsby Tetristkaro, en times kørsel sydøst for Tbilisi, vil det undergrave det georgiske demokrati, hvis loven gennemføres.
Kvinderne lo
I 2012 var Georgien den første postsovjetiske republik bortset fra de baltiske stater, der havde held med at gennemføre et demokratisk regeringsskifte. Fru Madonna, grundlægger og leder af et center for internt fordrevne personer i Teristkaro, fortalte, at det er en del af georgiernes virkelighed at lægge sig til at sove i Georgien for at vågne i Rusland næste morgen.
“Russerne rykker grænsen om natten. Det har de gjort i årevis,” fortalte hun, da hun klædt i sort bød velkommen foran et hus i samme rosa nuance som Ana Tavadzes bygning i Tbilisi. Bygningen i Teristkaro var en del af et større russisk bureaukratisk kompleks under Sovjettiden.
Efter krigen i Sydossetien i 2008, hvor mange fik frataget deres hjem af russerne og endte med at måtte flygte ud af området, besluttede man at bruge det gamle sovjetkompleks som center for de internt fordrevne. Fru Madonna er en høj blond kvinde i begyndelsen af 60’erne. Hun fortalte, hvordan hun mistede sin mand i krigen i 2008 og var nødt til at flygte.
“To gange i mit liv har jeg været kidnappet af russere. De gjorde forfærdelige ting. Den ene gang truede de med at smide mig i en kæmpe gryde med kogende vand.”
Fru Madonna viste rundt på centeret og introducerede mig til en gruppe kvinder på hendes egen alder, der alle ligesom hun selv var klædt i sort. De fleste af dem var internt fordrevne fra Sydossetien. Et par af dem var fra Abkhasien. En tolk oversatte deres beretninger, men det var, som om de talte med én stemme, så skræmmende ensartede var deres grufulde historier om at været blevet kidnappet af russere og om at have mistet mænd og sønner i krigen.
“Der findes stort set ikke et land i denne verden, som ikke har invaderet Georgien,” lo de, “men vi er her stadig.”
“Nu er den russiske bjørn vågnet igen, men vi giver aldrig op!”
“Aldrig igen vil vi acceptere, at russerne tager os. Det er det sidste, vi går med til.”
“Folk må forstå, at den ’russiske lov’ ikke handler om transparens. Vi har transparens. Nej, den går ud på at undergrave vores spæde, spæde demokrati. Det er det eneste, den lov går ud på. Det er bare det.”
Kvinderne lo, så tårerne trillede, som om det forrykte i, at deres land endnu en gang er ved at blive taget fra dem, var så tragisk en kendsgerning, at kun en galgenhumoristisk fortolkning af virkeligheden, gør det tåleligt.
Anspændt stemning
Oppe på Ana Tavadzes kontor spørger jeg, om det virkelig er så enkelt som det, de ældre kvinder i Teristkaro hævdede, at den nye ’russiske lov’ går ud på at undergrave det georgiske demokrati.
“Selvfølgelig,” siger hun og ser overrasket på mig.
“Hvor tror du, oligarken har tjent alle sine penge?”
Ana Tavadze virker stresset. Ligesom de ældre kvinder i Teristkaro er hun klædt i sort, men de fancy briller, det farvede orangerøde hår, Dr. Martens-skoene og nøglerne i bæltet giver hende et væsentligt mere hipt og urbant udtryk. Ana Tavadze er da heller ikke mere end 26 år.
Hun er født og opvokset i Tbilisi, har studeret i Amsterdam og taler bedre engelsk end de fleste af sine jævnaldrende i både Tbilisi og København. Hun forklarer, at kontoret er nyt, hvilket er heldigt i de her dage, hvor regeringens militser bliver sendt ud for at tæske folk.
“De kender ikke vores nye adresse,” siger hun med et smil. Kontoret huser organisationerne Shame Movement og GrlzWave, som Ana Tavadze begge er projektleder af. Hun er desuden projektleder for Tbilisi Pride, der holder til et andet sted i byen.
“Jeg arbejder fuld tid som aktivist, men jeg er ved at nå grænsen. Efter valget i oktober vil jeg lade mig pensionere som frontlinjeaktivist. Jeg føler mig udbrændt.”
Hun smiler lidt træt, men virker på ingen måde udmattet, nærmere tændt og urolig. Ana trækker en stol ud til mig ved et aflangt bord midt i rummet og byder på en kop stærk kaffe. Der står adskillige computere rundt omkring på stole og borde, som alle er hooket op med tykke ledninger. Med jævne mellemrum går kolleger gennem lokalet, de hilser venligt, og selv om jeg ikke forstår, hvad de siger, mærker jeg den anspændte stemning. Konstant tjekker Ana sin telefon for at se, om afgørelsen er faldet. Den lader vente på sig.
“Det er typisk,” siger hun og lægger telefonen på bordet.
“De forhaler afgørelsen, selv om vi alle ved, hvordan det ender.”
Jeg spørger, om det da er så sikkert. Ana Tavadze smiler og siger, at jeg har brug for at forstå, hvem vi har med at gøre.
“Jeg var 14 eller 15 år, første gang oligarken Bidzina Ivanishivili kom til magten. Jeg forstod jo ikke noget om politik dengang, men min bedstemor troede seriøst på, at han ville redde Georgien. Jeg syntes godt nok, det var lidt mærkeligt, jeg mener, jeg havde jo haft historie i skolen og lært, at Rusland var vores fjende nummer ét, og ham her, som var den 645. rigeste mand i verden, havde tjent det meste af sin formue i Rusland efter Sovjetunionens kollaps. Tilbage i 2002 forlod han så Rusland og flyttede tilbage til Georgien, og så fulgte ti mystiske år.”
Én lang magtkamp
Ana Tavadze fortæller, at man helt frem til 2011 ikke vidste, hvordan Ivanishivili så ud. Når man googlede ham, kom der ingenting op. Alt, man vidste, var, at denne mystiske persona uddelte penge til højre og venstre.
“Han var en sand filantrop, som byggede nye skoler i de fattigste egne af Georgien,” fortæller Ana Tavadze.
“Han har opført Sameba Katedralen, som er den største katedral i hele landet, den gyldne katedral i det centrale Tbilisi, som man kan se fra alle tænkelige hjørner af byen. Han udbetalte folk penge uden krav om modydelser, gav legater til forfattere og skuespillere.”
I 2011 toner han pludselig frem som et virkeligt menneske af kød og blod, der har stiftet det proeuropæiske centrum-venstre-parti Georgiens Drøm.
“På det tidspunkt har Georgien, som under den tidligere præsident Mikheil Saakasjvili mere eller mindre udviklede sig til en politistat, virkelig brug for noget andet, noget nyt,” siger Ana Tavadze.
“Ivanishivili er milliardær, han vil ikke have folks penge, et argument, han fremfører igen og igen, og folk køber det. Han vil bringe Georgien tilbage på rette kurs. Her kommer Messias, ham, der allerede har hjulpet så mange mennesker økonomisk, bygget sportsstadioner og skoler.”
Arbejdet for ligestilling i Georgien
KVINFOs arbejde i Georgien foregår i tæt samarbejde med organisationerne Women’s Fund Georgia, Women’s Information Center og Sapari.
Det er finansieret af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram.
Ana Tavadze forklarer, at den type retorik virker på georgierne, at det ligger i deres patriarkalsk-kulturelle bagage at aspirere efter en stærk leder. Et flertal troede på ideen om Ivanishivili og hans georgiske drøm.
Og nu 12 år senere tegner der sig pludselig et ganske andet billede end det, befolkningen så for sig tilbage i 2012, hvor Georgiens Drøm stod for demokrati og europæiske værdier. Nu står partiet bag den nye ’russiske lov’.
“Jeg forstår ikke, hvordan det er muligt,” siger jeg dumt.
“Nej, det gør du ikke.”
Ana Tavadze ser alvorligt på mig bag brilleglassene.
“For det første har vi ikke de samme velfunderede demokratiske institutioner, som I har. En grundlov kan hurtigt ændres her. Det kræver ikke folkeafstemning. For det andet nyder vi ikke den luksus at høre vores politikere føre ideologisk funderede diskussioner. Her er politik kun én lang magtkamp. Det handler aldrig om det, folk har brug for, det handler aldrig om ideologi. Georgiens Drøm er gået fra at være et venstrefløjsparti til at blive et højrefløjsparti. Det i sig selv er skørt.”
Stor og voldelig demonstration
Ana Tavadze rejser sig fra stolen. Hun har brug for at ryge. Jeg går med hende ud på altanen. Mens hun laver et par dybe inhaleringer, tjekker hun sin telefon. Jeg spørger, om hun tror, demonstrationen i dag bliver stor.
Hun siger, at den bliver stor og voldelig. Hun har selv tænkt sig at tage derind, inden hun må videre ud til lufthavnen. Hun skal flyve til Prag, hvor hun skal deltage i en konference sammen med en række andre ngo’er, der arbejder for ligestilling og demokrati, og derfra videre til Portugal og til Folkemødet på Bornholm.
Demonstrationerne mod den ’russiske lov’ har stået på i mange uger. Hver dag er folk strømmet ind til parlamentsbygningen for at protestere mod loven. Ifølge flere medier har der aldrig været så store protester i Georgien før.
Ana Tavadze forklarer, at demonstrationerne plejer at begynde om eftermiddagen ført an af de unge. Når folk får fri fra arbejde, støder de til, og så fortsætter protesten til hen over midnat, og det plejer først at være der, volden sætter ind.
“Når folkemængden bliver mindre, og dem, der er tilbage, er trætte, er det, at det bliver sårbart,” siger hun.
“Nogle bliver slæbt væk for at blive tæsket, andre får bank, når de kommer hjem, hvor de kan risikere, at en hel bande står klar og venter på dem ude foran deres gadedør.”
Ana Tavadze ser igen på sin telefon. Hun finder et billede frem af en af de aktivister, hun kender, der har fået bank. Hans ansigt ligner et kålhoved, og han har lange blodansamlinger på halsen, som om han har været forsøgt kvalt.
Hun viser mig endnu et billede af en gennembanket aktivist, hvis øjne er forsvundet bag lilla ophovnede øjenlåg, og næsen er tydeligt brækket. Hun har en del af den type billeder, og hun får hele tiden tilsendt nye, siger hun.
“Det kommer til at blive værre og værre, og jeg er bange for, hvordan det ender, men vi skal holde ud frem til valget i oktober. Det SKAL vi!”
Ivanishvilis zoologiske have
Imens protesterne mod den ’russiske lov’ har mødt stor international bevågenhed, har den georgiske regering foretaget andre lovændringer, som burde være lige så spektakulære og chokerende, men er gået mere eller mindre under radaren. Blandt andet har de fået gennemført en ny ’offshorelov’, som præsident Salomé Zourabichvili også nedlagde veto imod, som dog blev afvist.
Den nye lov kommer til at betyde, at en lang række personer og firmaer vil komme til at nyde store privilegier ved at flytte deres aktiver fra lande med skattely ind i Georgien.
Kritikere frygter, at loven kan forvandle Georgien til et gigantisk hvidvaskeri for sorte penge, samt at det vil gøre det muligt for Ivanishvili og hans kammerater at unddrage sig sanktioner fra Vesten.
Ana Tavadze foreslår, at vi går op på taget, hvor hun vil vise mig Ivanishvilis palads.
“Han har også sin egen zoologiske have. Han er så sindssyg,” siger hun og griner.
Fra tagterrassen kan man ganske rigtigt se et gigantisk James Bond-futuristisk rumskibslignende byggeri. Det ser mere uhyggeligt end smukt ud. Det ligger på en høj i fugleflugtslinje til Sameba Katedralen.
Imellem de to byggerier tårner det gigantiske nationalsymbol på toppen af Sololaki-bakken: ’Moder Georgien’ bliver den 20 meter høje aluminiumsfigur kaldt, en kvindeskikkelse i georgisk nationaldragt. I den ene hånd holder hun et sværd, i den anden et vinglas.
Ana peger ned på en graffitivæg i gaden, hvor Moder Georgien er malet oven på et EU-flag. Georgien blev i november 2023 godkendt som kandidat til optagelse i EU, og Georgiens Drøm hævder trods den ’russiske lov’, at det stadig er partiets ønske, at landet blive optaget i EU, men det er der ikke mange af Ana Tavadzes venner, som tror på.
Til gengæld er det tydeligt, at det er folkets ønske, for aldrig har jeg set så mange EU-flag noget sted: tegnet på husmure, flagrende i vinden side om side med alle de georgiske flag, hvis ikke ligefrem brugt som beklædning.
På mange husmure står der statements som We are Europe, Fuck Putin, Russia kills, Russia is a terrorist state, The fight for freedom never ends.
En dramatisk historie
Jeg spørger Ana Tavadze, hvornår hendes egen kamp begyndte.
“Det er en dramatisk historie i sig selv,” siger hun og trykker brillerne på plads.
“Jeg ville være pianist. Jeg har spillet, siden jeg var lille, og jeg var ved at gøre mig klar til at søge ind på Juilliard School i New York, da en begivenhed forandrede mit liv for altid.”
Hun tænder en cigaret og misser op mod solen.
“Det er tilbage i 2013. Den 17. maj er den internationale dag mod homofobi, bifobi og transfobi. 15 personer havde stillet sig op på en central gade i Tbilisi. Der stod de helt fredeligt på række med nogle skilte foran sig. Og det, der skete, er så sindssygt. Jeg får det stadig dårligt, når jeg tænker tilbage på det. Den ortodokse kirke havde samlet horder fra hele landet. Det skal siges, at der er rigtig mange ortodokse i Georgien. Horder, som skulle komme og kaste sten på aktivisterne, og det gjorde de. Politiet måtte komme aktivisterne til undsætning.”
“Inden det gik helt galt, fik de trukket dem ind i en gul varevogn, men voldshorderne stoppede ikke. De omringede vognen, hamrede på den, kastede sten og murbrokker efter den. Faktisk forstår jeg ikke, hvordan de stakkels folk overlevede. Jeg var selv ved at springe ud dengang, og synet af den vogn og horderne af voldsmænd … jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal beskrive det. I hvert fald stod det klart, at jeg ikke skulle være pianist. Der var en større sag, jeg skulle kæmpe for.”
Høje stemmer lyder nede fra etagen under os. Ana Tavadze siger, at det måske er nu. Måske er det blevet afgjort. Vi går ned igen. Fire-fem af hendes kolleger sidder foran en skærm. De griner og fortæller en hel masse.
Hun oversætter og forklarer, at det stadig ikke er afgjort, at det er et surrealistisk show, et teaterstykke, der aldrig ender.
“Det er det, de griner ad,” forklarer hun, “regeringens alenlange performance.”
En traumatisk oplevelse
Hun foreslår, at vi tager afsted, bevæger os ind mod parlamentet. Afgørelsen vil sandsynligvis falde, mens vi er på vej derind. Ana samler sine ting i en rygsæk, giver mig nogle klistermærker fra forskellige af de kampagner, hun har været med til at lave, blandt andet et af Putins ansigt indrammet af to skosåler.
“Det, der skete dengang i 2013, var traumatisk for så mange af os. Aktivisterne måtte forlade landet og er aldrig vendt tilbage. Til gengæld affødte den begivenhed en hel bevægelse, for første gang blev queerrettigheder et emne, man talte om, og så mange organisationer kom til verden efter den 17. maj.”
Hun finder en video af den gule varevogn frem på sin telefon. Vognen kan stort set ikke bevæge sig for horderne, der omringer den og kyler ting efter den. Horder af meget vrede mænd.
“Der er simpelthen et før og et efter den dag,” siger Ana.
“Og det, at vi har kunnet mobilisere så mange mennesker og ikke mindst unge til at protestere mod den ’russiske lov’, skyldes den bevægelse, som har været i gang og som er vokset lige siden. En bevægelse, som regeringen selvfølgelig ønsker at tilintetgøre med netop den nye transparente ’russiske lov’, som legitimerer, at alle vores aktiviteter kan blive overvåget.”
Nede på gaden myldrer det med mennesker. Det er nok ved at være den tid, hvor folk er på vej hjem fra arbejde. Alt virker tilsyneladende fredsommeligt.
Kampen for overlevelse
Det er første gang, jeg er i Tbilisi, første gang jeg er i Georgien. Jeg har tidligere rejst både i Mellemøsten og Rusland, og den underlige blanding af formalistisk socialistisk byggeri, europæisk og persisk arkitektur er fascinerende.
I Kaukasus, som er et område på størrelse med Tyskland, lever over 50 folkeslag. Kirker, moskeer og synagoger ligger side om side. Op gennem 1900-tallet tillod Sovjetunionen kun muslimerne i Tbilisi én moské, og efter sigende er Tbilisi den dag i dag den eneste by i verden, hvor sunnier og shiitter beder i den samme moské.
Det er en følelse af, at tiderne ligger i lag: det gamle Europas smedejern og art nouveau, Wien, Paris og Budapest, Sovjettidens brutalistiske, pompøse stil, den detaljerede orientalske æstetik, Iran, Tyrkiet, Grækenland, det hele er til stede på samme tid. Og man skal kigge både foran, bagved, ude og inde, hvis man vil forstå graden og nuancerne af alle lag.
For eksempel blev mange af de kendte orientalske husfacader af træ flyttet om på bagsiden af bygningerne i tidernes morgen, da zardømmet ønskede at forvandle Tbilisi til en moderne europæisk storby.
Der er ikke så langt fra det gamle Tbilisi til Rustaveli Boulevard, hvor parlamentet ligger. Ana fortæller om sin tid i Amsterdam fra 2015 til 2019. Hun flyttede dertil som 17-årig og tog hele sin uddannelse i medieteori og statsvidenskab på universitetet der.
“Det var som at træde ind i en utopi,« siger hun, »men det blev en dystopisk utopi”.
Jeg spørger, hvad hun mener med dystopisk.
“Jo, i begyndelsen var det hele så lækkert, alt fungerede, alt kørte, de demokratiske institutioner, hverdagen. Du skal tænke på, at jeg er postsovjetisk barn. Da jeg var lille, oplevede vi perioder uden strøm, uden tilstrækkeligt med fødevarer, det er den virkelighed, jeg kommer fra. Efter et stykke tid i Amsterdam blev det mærkeligt, en følelse af, at folk ikke for alvor har noget at kæmpe for. Jeg kan huske, at jeg var til Women’s March. Det handlede om intersektionel feminisme, ligeløn, den slags, og efter demoen tager man hjem, og så tænker man ikke så meget mere over det.”
“Et par måneder senere var jeg til Women’s March her i Tbilisi, hvor det handlede om emner som: Please, hold op med at slå os ihjel, please, hold op med at voldtage os. Altså, det er så basale rettigheder som at få lov til at overleve, vi kæmper for. Kontrasten er så enorm. Det, jeg mener, er, at i Amsterdam, i Vesten, gør det ikke nogen forskel for din livskvalitet, om du engagerer dig politisk eller ej. Her har du ikke noget valg. Din tavshed sender en alt for tydelig besked og hjælper de forkerte personer til magten. Man kan ikke være apolitisk her. Man kan ikke ikke involvere sig. Det er ikke en mulighed, vi har.”
En sørgelig dag
Som et svævende tag hænger rød og hvid konfetti i et symmetrisk mønster hele vejen hen over Rustaveli-boulevarden. Det er pynt fra folkefejringen fra uafhængighedsdagen, forklarer Ana Tavadze. Vi bevæger os om på bagsiden af parlamentet, som til min overraskelse hænger i laser. Mange demonstranter er samlet, de puster i fløjter og råber med jævne mellemrum “I er slaver af systemet”, eller “I er russere”.
Mange af dem er pakket ind i det georgiske flag eller EU-flag. Enkelte har gasmasker eller svømmebriller på, selv om det nok først er ud på natten, den slags beskyttelse bliver nødvendig.
Der er opbud af politi hele vejen op langs bagsiden af parlamentet, nogle i uniform, nogle kun iført sorte bukser og T-shirts. Ana Tavadze nikker hen mod dem og kalder dem tæskeholdet.
Da vi når helt om på bagsiden, står folk tæt i et meget lille parkområde omringet af gamle platantræer. Ana Tavadze peger hen mod to bygninger.
“Der er en udgang, hvis det skulle blive nødvendigt at flygte,” siger hun.
På den modsatte side af flugtvejen står et stort hold sortuniformerede betjente med elefanthuer på. De ser uhyggelige og voldsparate ud, som om de står klar til at springe på os. Jeg føler mig utryg, men forlader mig på, at alle omkring mig virker afslappede.
Ana tænder en cigaret og åbner sin telefon. I det samme begynder alle at fløjte – et skingert vedvarende fælles skrig, der bliver ved og ved. Ana Tavadze stirrer på sin iPhone. Jeg spørger, om russerloven er vedtaget.
“Det er en meget sørgelig dag,” siger hun og nikker.
“Faktisk er det ikke til at begribe.”
Jeg ser rundt på folk omkring os. Fløjteriet aftager, og en følelse af afmatning breder sig. Måske er det udmattelsen efter de mange ugers demonstrationer, som når sin kulmination. Folk ser uendeligt triste ud.
Mange står bare og stirrer ud i luften ligesom Ana Tavadze. Andre omfavner hinanden, gemmer ansigterne mod hinandens skuldre.
Kampen fortsætter
Efter en stund foreslår Ana Tavadze, at vi bevæger os tilbage ned på Rustaveli til forsiden af parlamentet. Vi går ad flugtvejen mellem de to bygninger for at undgå at skulle passere betjentene.
På boulevarden er stemningen lige så trykket. De står der alle, unge som gamle. Det er, som om tiden er gået i stå, og alle har mistet, hvad de havde i hænderne, glemt deres gøremål. En yngre kvinde står midt i det hele og græder stille.
En ældre kvinde synker sammen på en kantsten og folder hænderne i skødet. Så lyder fløjterne igen, og en person gentager kampråbene fra tidligere i en megafon. Nogle istemmer, men mange forbliver tavse. Ana Tavadze siger, at det jo var det her, alle havde ventet, men alligevel er det chokerende.
Vi bliver stående en tid, indtil Ana Tavadze siger, at hun må se at komme hjem og pakke. Vi skal i samme retning og bevæger os imod strømmen. Folk er på vej ind til demonstrationen, som Ana Tavadze forventede ville blive stor og voldelig.
Spørgsmålet er, om det ikke nærmere udvikler sig til et sørgeoptog frem for en konfrontation. I en portåbning står en sortklædt ældre kvinde og sælger granatæblesaft.
“Det skal du smage,” siger Ana og standser for at købe et krus til mig.
En følelse af skam breder sig i mig. Her er hele grundlaget for hendes arbejdsliv blev taget fra hende, og så kommer hun i tanker om, at jeg skal smage granatæblesaft, der ligesom det øvrige georgiske køkken smager himmelsk. Den georgiske vin.
Man siger, at Georgien er vinens vugge. Da vi tager afsked, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har alle mulige pseudohåbefulde og pseudoopmuntrende sætninger i hovedet, men de virker latterlige.
Ana Tavadze giver mig et kram og siger, at kampen fortsætter.
Rettigheder rulles tilbage
Et par uger senere møder jeg igen Ana Tavadze i København. Hun har både været i Prag og Porto og er nu på vej til Folkemødet på Bornholm. Det er hendes forslag, at vi skal mødes på en café i Pisserenden.
Da jeg stiller cyklen og vender mig om på den modsatte side af den gade, hvor cafeen ligger, er jeg tæt på at komme til at træde på en død hunsolsort, som ligger på ryggen midt på fortovet. Jeg sætter mig på hug, ser ned på den fredfyldte lille brune fugl.
Det er en bizar spejling af den døde mursejler i Tbilisi, men da jeg har en overvældende tendens til at læse tegn ind i alting, beslutter jeg at lade være.
Ana Tavadze ser glad og afslappet ud. Det har gjort hende godt at holde pause fra aktivismen.
“Som jeg sagde i Tbilisi, skal jeg snart pensioneres,” griner hun.
“Nej, det er langt mere alvorligt. Sandsynligheden for, at jeg ikke kan blive boende i landet, er større, end jeg troede, da vi talte sammen sidst. Når de ’vinder’ valget til oktober, altså ’vinder’, og hvis vi og repræsentanter fra det internationale samfund ikke lykkes med at bevise over for verden, at de har snydt, så har sådan en som mig ikke en chance. Ivanishvili har allerede været ude at sige, at straffen bliver endnu hårdere efter valget, at alle de revolutionære destabiliserende kræfter vil blive gjort ansvarlige. Og vi ved godt, hvad den slags ytringer betyder, når de kommer fra autoritære ledere.”
“Efter jeg tog til Prag, har de også initieret denne såkaldt anti-LGBT-propagandalov. Hvis den lov stemmes igennem, kommer det til at betyde, at forsamlingsfrihed i regi af LGBT-rettigheder bliver forbudt, ytringsfrihed forsvinder, små symboler som et regnbuesmykke eller hårbånd vil ikke være tilladt at gå med offentligt, al form for indhold i film og musik, der kan indikere noget som helst homoseksuelt, bliver censureret væk, og ja, selvfølgelig bliver alle former for medicinske indgreb for transseksuelle forbudt.”
Jeg spørger, om hun er bange. Ana ryster på hovedet.
“Nej, ikke bange, oplevelsen af, at rettigheder kan blive rullet tilbage på ganske kort tid, skaber ikke frygt, selv om det er det, regeringen ønsker. Den nye ’russiske lov’ gør ikke min aktivisme eller mine organisationer mere transparente. Vi har hele tiden været transparente. Spørgsmålet er, hvor mange løgne de vil bruge imod os, hvor langt de vil gå for at få os til at forsvinde. Ved valget i oktober får vi brug for en historisk høj vælgerdeltagelse. Det er det, vi arbejder på nu. Så nej, der er ikke tid til at være bange, men jeg kan ikke blive ved med at stå helt forrest i denne kamp. Mit system ender med at bryde sammen. Det var egentlig også det, jeg mente, da vi talte om Amsterdam som en dystopisk utopi.”
Et postsovjetisk barn
Ana Tavadze forklarer, hvordan det at komme fra et postsovjetisk sted sidder i kroppen. Selv om hun ikke selv har oplevet den form for fattigdom og undertrykkelse, som hendes forældre har, sidder deres oplevelser som en nedarvet erfaring i hende.
Fornemmelsen af at sidde yderst på stolen, at den når som helst kan blive revet væk under én, at det georgiske babydemokrati kun lige med nød og næppe er overlevelsesdygtigt, hvis der på daglig basis bliver kæmpet for det.
En erfaring, som vi fra Vesten har svært ved at leve os ind i, ligesom det var svært for Ana Tavadze at finde sig til rette og nyde al den tid og plads, det frigav at kunne hengive sig til andre ting end hardcore frontlinjeaktivisme, mens hun boede i Amsterdam.
“Det var utopisk, fordi jeg fik mulighed for at fordybe mig i bøger, film, alle mulige ting, fordi jeg kunne gå på opdagelse i mig selv på helt nye måder. Men det var også dystopisk på den måde, at min hjerne hele tiden ledte efter det der drive, protesten, den der overvældende fornemmelse af at stå helt fremme og kæmpe kampen. Den mulighed eksisterede ikke i Amsterdam, for aktivismen i vestlige lande har en helt anden karakter.”
“Jeg oplevede det så sent som forleden her i København, hvor jeg sammen med en af mine aktivistvenner røg ind i en propalæstinensisk demonstration, og vi tænkte, yes, nu sker det. Men det gjorde det jo ikke, for det er ikke aktivismens natur i denne del af verden, at den bliver altomfattende, den sluger ikke en hel nation, hele den politiske proces, og det kan føles utilfredsstillende for et postsovjetisk barn som mig.”
Ana Tavadze griner og siger, at hun har brug for at komme ud at ryge en cigaret. Jeg pakker mine ting sammen og går med hende, og jeg lægger med det samme mærke til, at den døde hunsolsort på forunderlig vis er fløjet væk.