Islamisk feminisme er en søgen efter mere ligestilling og kønsretfærdighed inden for en islamisk ramme.
Med det udgangspunkt undersøger forskere og aktivister islamiske skrifter, koranvers og koranbegreber.
Islamisk feministiske forskere kigger blandt andet kritisk og undersøgende på begreber i Koranen, der er centrale for forståelsen af dens budskaber om kvinders rettigheder – som for eksempel qiwamah (autoritet) og wilayah (værgemål).
Grundlaget for islamiske feministiske forskere og aktivisters arbejde er ideen om, at den klassiske fiqh (islamisk retspraksis), som blev udarbejdet for flere århundreder siden af mandlige lærde, er stærkt påvirket af den historiske tid og kontekst.
Med det udgangspunkt genfortolker de koranvers, som ellers er blevet brugt til at retfærdiggøre de eksisterende love, der stiller kvinder dårligt.
Samler aktører om islam og feminisme
Kan islamisk feministisk viden være med til at fremme religionsfrihed, ligestilling og kønsretfærdighed i Marokko?
Det spørgsmål undersøger KVINFO i samarbejde med partnerorganisationen ATEC i projektet Reconciling Gender Equality and Islam in Morocco – putting Islamic feminist knowledge to work for gender justice.
Målet med projektet er på den lange bane at forbedre kendskabet til islamisk feminisme i Marokko og dermed styrke både ligestilling og religionsfrihed i landet.
Som en del af projektet holder KVINFO og ATEC blandt andet dialogmøder med forskellige samfundsaktører om islamisk feminisme i praksis. Sideløbende har en marokkansk forsker i samarbejde med KVINFO udfærdiget et studie af islamisk feminisme og konkrete udfordringer for kvinderettigheder og retfærdighed i Marokko.
Desuden udvikler KVINFO og ATEC konkrete råd og vejledninger til at bruge islamisk feminisme i praksis i samarbejder med kvindelige religiøse rådgivere og imamer, ligesom der bliver afholdt en offentlig høring og en informationskampagne.
Projektet løber fra 2022-2025 og er finansieret med godt 1,5 millioner kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejdes pulje til fremme af tros- og religionsfrihed.
Udfordrer hellige skrifter
Dermed bidrager islamisk feministisk viden med nye perspektiver, der udfordrer opfattelserne af, at de hellige skrifter – både Koranen og koranfortolkninger – tolererer vold mod kvinder og kvinders manglende ret til selvbestemmelse, når det gælder arbejde, rejser og ægteskab, lige ret til skilsmisse, arv, forældremyndighed og lignende.
Målet for islamisk feminisme er, at islamisk retspraksis kan udvikle sig til bedre at tjene lighed og retfærdighed – også for de svageste i samfundet og ikke kun for kvinder.
Argumentet er i korte træk, at de overordnede principper om lighed og retfærdighed skal tillægges større vægt end et enkelt koranvers, der måske, måske ikke, kan læses sådan, at en mand for eksempel må slå sin kone, hvis hun ikke ‘adlyder’.
Et andet gennemgående argument er, at der i de lande, der har familielovgivning baseret på islam, ikke findes én bestemt forståelse af, hvordan man skal regulere familien. Der findes mange forskellige forståelser – og således er døren åben for mange og nye fortolkninger.
Et opgør med 1.000 år gamle fortolkninger
De forskellige islamiske feminister behandler blandt andet spørgsmål som arvelove, polygami, skilsmisserettigheder og ægteskabskontrakter.
De udfordrer for eksempel den ulige magtdynamik i skilsmissesager, hvor kun mænd kan indlede skilsmisse (talaq), mens kvinder ofte, afhængigt af lovgivningen i det konkrete land, står over for juridiske og sociale forhindringer ved at søge skilsmisse. Her argumenterer islamiske feminister for en nyfortolkning af koranvers og koranfortolkninger, der giver mere retfærdige regler for begge køn, når det gælder opløsningen af et ægteskab.
Samtidig udforsker islamiske feministiske forskere spørgsmål om seksualitet og retten til at bestemme over egen krop. De understreger kvinders ret til samtykke og kontrol over deres kroppe, især i spørgsmål om ægteskab og mulighed for abort.
Ifølge Connie Carøe Christiansen, der er seniorprogramrådgiver i KVINFOs internationale afdeling og selv har forsket i islamisk feminisme, er det i sig selv en radikal position at insistere på, at Koranen kan genfortolkes.
”Grundtanken er ikke længere at acceptere dogmet om, at der for cirka 1.000 år siden var en række islamiske lærde, som besluttede sig for nogle regler, som man ikke kan fortolke længere. Og at der derfor i dag stadig er visse og ret så faste grænser for, hvor langt man kan gå,” forklarer hun.
”Et vældigt skridt”
De islamiske feminister siger derimod, at man kan blive ved med at fortolke, også med helt moderne fortolkningsmetoder og begreber. Blot vil de, at man går metodisk frem og tager de overordnede principper i religionen i betragtning – såsom barmhjertighed, lighed over for Gud, og retfærdighed.
”Det er et vældigt skridt at tage, hvis vi ikke længere behøver stoppe enhver diskussion af kvinderettigheder ved at henvise til det ene eller det anden koranvers, som vi allerede har forstået betydningen af,” siger Connie Carøe Christiansen og fortsætter:
”Her siger islamisk feministister, at vi faktisk kan genlæse og genfortolke dem. At det er tilladt. Forskerne insisterer på at arbejde ud fra den forståelse.”
“Koranen er åben for fortolkning”
Connie Carøe Christiansen fremhæver som eksempel forskeren Omaima Abu-Bakr fra Egypten, der tager specifikke begreber i Koranen til grundigt eftersyn.
Begrebet wilayah bliver eksempelvis ofte brugt som argument for, at kvinder skal have en værge – en mandlig slægtning eller ægtemand, som – afhængigt af land og kontekst – tager juridiske beslutninger for kvinden om for eksempel ægteskab, udstedelse af pas, rejser og beslutninger om børnenes skolegang eller bopæl.
”Abou Bakr siger så: ’Nej, der er faktisk tale om flere forskellige begreber i de vers, som kan læses på flere forskellige måder. Man har bare konsekvent læst dem på en bestemt måde, der giver kvinder en ulempe. Men det er kun én måde at læse dem på’,” forklarer Connie Carøe Christiansen.
Kræver justering af vaner og barnelærdom
”De islamisk feministiske forskere har nogle ret stærke argumenter. Et af dem er, at det kan godt være, nogen mener, at teksterne kun kan forstås på én måde, men realiteten er, at de forskellige koranvers og principper uddraget fra Koranen allerede udmøntes meget forskelligt fra land til land. Så de argumenterer for, at det i sig selv må være et bevis på, at Koranen er åben for fortolkning.”
Begrænsninger for udbredelsen af islamisk feministisk viden er der imidlertid mange af, forklarer Connie Carøe Christiansen.
I alle lande i Nordafrika og Mellemøsten er der modstand fra flere sider mod at gøre op med ideen om, at man ikke kan fortolke på Koranens tekster, fordi fortolkningerne allerede findes og har gjort det i hundreder af år.
”Modstanden er ikke kun i institutionerne, hvad end vi taler om de juridiske institutioner, uddannelsesinstitutionerne eller de religiøse institutioner. Den er også i befolkningerne. Der er en meget udbredt opfattelse af, at dét, der er religiøse bestemmelser – dét ligger fast,” siger hun og understreger, at det nok er den største begrænsning:
”Selv hvis institutionerne i Marokko og andre lande i regionen fandt ud af, at de nu er helt med på de nye vinde – vi laver reformer, vi forandrer, vi åbner os – så er der stadigvæk en befolkning og nogle lokale institutioner, der skal acceptere og vænne sig til tanken om, at alt det, de har hørt hele deres liv, ikke længere står til troende.”