VIL DU HØRE MERE?

Ring til en rådgiver hos RED
på 70 27 76 66 – de hjælper dig videre

SIDE OM SIDE – mød en frivillig og få nye oplevelser i hverdagen sammen

SIDE OM SIDE er for dig mellem 18 og 35 år, som har oplevet, at familie eller netværk har begrænset dine muligheder eller valg i livet.

Det kan fx være, at du ikke frit har kunnet vælge:

  • hvem du vil være sammen med
  • hvilken uddannelse eller retning du vil tage
  • hvor du vil bo, eller hvordan du vil bruge din fritid
  • at være en del af sociale fællesskaber

Hvis noget af det lyder genkendeligt, kan SIDE OM SIDE være noget for dig.

Hvorfor findes SIDE OM SIDE?

Det kan være svært at skabe nye relationer og finde ind i fællesskaber alene – især hvis man tidligere har oplevet begrænsninger eller kontrol.

SIDE OM SIDE er her for at give dig mulighed for:

  • at møde nye mennesker
  • at få nye oplevelser i hverdagen
  • at styrke troen på dine egne valg

Projektet drives af KVINFO i samarbejde med RED Center, som har stor erfaring med at støtte unge i lignende situationer.

Hvad er SIDE OM SIDE?

I SIDE OM SIDE bliver du matchet med en frivillig. I mødes én-til-én på dine præmisser, og I finder sammen ud af, hvad der giver mening for jer.

Du bestemmer selv tempoet, og hvad I laver – og du kan altid sige fra, hvis noget ikke føles rigtigt.

De frivillige er udvalgt og klædt på til opgaven, og du har mulighed for at få støtte fra en matchkoordinator undervejs.

I aftaler selv, hvad I vil lave, og økonomien bliver dækket af projektet.

I kan fx:

  • udforske byen og prøve nye steder
  • tage til aktiviteter eller starte på en hobby
  • snakke om det, der fylder hos dig
  • få støtte til små eller store skridt i hverdagen

Nogle match har fx prøvet yoga i Absalon, været til kreative workshops, gået ture, taget på café eller udforsket nye træningsmuligheder. 

Sådan bliver du en del af SIDE OM SIDE

For at være med i SIDE OM SIDE skal du først snakke med en rådgiver på RED Center. Sammen finder I ud af, om det er det rigtige tilbud for dig.

Derefter foregår det sådan:

1. Introsamtale 
En matchkoordinator inviterer dig til en introsamtale. Her taler I om, hvad du interesserer dig for, og hvad du kunne tænke dig i et match.

2. Vi finder et match
Vi finder en frivillig, som passer godt til dig og dine ønsker.

3. Matchmøde
Du og den frivillige mødes første gang sammen med matchkoordinatoren, så det hele foregår i trygge rammer. Først bagefter vælger du selv, om du har lyst til at fortsætte i det match, eller om du vil matches med en anden. 

Hvordan fungerer et forløb?

  • I mødes cirka to timer, to gange om måneden
  • I aftaler selv, hvad I laver fra gang til gang
  • SIDE OM SIDE betaler for aktiviteterne
  • Forløbet varer typisk omkring et år

Vil du høre mere?

Du behøver ikke være sikker på noget for at tage kontakt.
Start med en samtale — så finder vi sammen ud af, om SIDE OM SIDE er noget for dig.

Deltagerforløb visualiseret