Aandedrættet

(Sundhedsbladet.)

sker, som vi véd, ved Hjælp af Lungerne, der følge Brystkassens Bevægelser og Mellemgulvets. De fyldes under Indaandingen med Luft, hvis Surstof forbruges til Blodets Renselse gennem en Slags Forbrænding (Oxydation). Denne maa til for at give Blodet dets nærende, dets opbyggende Evne. Enhver anden Ernæringskilde kan stoppes for en Tid, uden at Livet sættes i Fare, men en Hindring for Aandedrættet bringer, som vi véd, i kort Tid Døden.

Maden kan vi undvære gennem længere Tid, om vi finde den usund og skadelig, men Luften maa vi gennem Aandedrættet tage imod, hvor usund, hvor giftig den end monne være. Ingen Del af det menneskelige Legeme er derfor saa udsat som Lungerne. De er den Port, hvor igennem Smitte og Sygdom saa ofte finde Vejen.

Den vigtigste Rolle, som er tildelt dem, gør det nødvendigt, at vi tager tilbørligt Hensyn til Lungerne i den Maade, hvorpaa vi indretter vort daglige Liv. Lungerne maa udrette sit jævne, rolige Arbejde i Fred. Alt maa ryddes af Vejen, som kan hindre dem heri. Derfor:

1. Lad intet trykke Brystkassen, saa at den frit kan udvide sig til alle Sider, idet Luften skal suges ud i Lungerne. Lad intet Tryk hvile paa Maven. Denne maa ogsaa faa vide sig ud og trække sig ind efter hvert; som Mellemgulvet skal strammes eller slappes under Luftens Ind- og Udstrømmen i Lungerne.

Væk med Korsetter og Snøreliv, og lad Skørterne bæres fra Skuldrene. Væk med trange Bælter om Livet, og har du stillesiddende Arbejde, saa vær opmærksom paa, at Stillingen ikke hindrer Brystkassen og Mellemgulvets Bevægelser.

2. Overanstræng ikke Lungerne. Dette kan gøres paa to Maader: Først ved at spise og drikke for meget, især af fede og søde og stærke Sager. Dette er en Side ved Maadehold i Mad og Drikke, som ikke er meget paaagtet. Men sikkert er det dog, at faar Aandedrættet mere at gøre i denne Henseende, end det kan overkomme, da sker dets Arbejde ufuldkomment, og Lungerne svækkes. Men Følgen heraf er igen en hel Række Ernæringssygdomme. Dernæst ved, at Hjertet arbejder for stærkt, driver for meget Blod gennem Lungecellernes Vægge, presser mere paa, end disse under Aandedrættet kan modtage. Dette sker under Overanstrængelse i legemligt Arbejde, især ved Løben, Svømning eller Roning. Her lider baade Hjertet og Lungerne først og dernæst Ernæringen, navnlig af Musklerne. Derfor er al Slags Kapning i legemlig Idræt forkastelig. Den efterlader i Reglen hos Deltagerne Svækkelse i Hjertet og mere eller mindre af sprængte Lungeceller, hvorved Aandedrættets Evne bliver nedsat. Man ser efter den Slags Overanstrængelser baade hos Dyr og Mennesker af og til Eksempel paa, at Ernæringen bliver i den Grad lidende, at der indtræder en Omformning af Muskelmasserne til Fedt (saakaldt fremskridende Muskel-Atrofi), hvorved Livet i Løbet af nogle Aar gaar til Grunde.

3. Væn dig til at aande rigtigt. Ved de fleste stillesiddende Arbejder og i mange Haandværk faar Brystet og Maven en saadan Stilling, at Aandedrættet ikke kan fylde Lungerne med den Luft, som de tiltrænger. Aandedrættet bliver ufuldstændigt, en større Del Luft end gavnligt bliver altid staaende i Lungerne. Disse kan i det hele optage over 300 Kubiktommer Luft, men kun 1/15 Del af denne Mængde, ja ofte kun 1/20 Del gaar ind og ud ved roligt Aandedræt. For af og til at faa mere Luftfornyelse, kræver Naturen af os dybere Aandedræt gennem Sukken og Gispen. Vi kommer her Naturen i Møde ved ofte at rette os op og da tage nogle dybe Aandedrag, idet vi samtidig løfte Skuldrene. Det er især nyttigt at vænne os til at gøre dette, naar vi kommer ud i frisk Luft. Derved ventilerer vi vore Lunger.

4. Sørg for, at Luften, hvori Aandedrættet foregaar, er saa ren og frisk som muligt. Gør alt, hvad du kan for Luftfornyelsen i dit Arbejdsrum.

I mørk og fugtig Luft trives Sygdom og Sop af alle Slags, i Sollys og tør Luft gaar de til Grunde.

Alle offentlige og private Bestræbelser maa gaa ud paa at skaffe gode Betingelser for Aandedrættet. Først der igennem kan vi haabe paa et sundere Samfund.