« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 21. november 1931

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.
Fællesstyrelsen holdt Møde Lørdag d. 21. November 1931 Kl. 9 ½ i Kvindelig Læseforening, Gammel Mønt 1.
Til Stede var: Næstformanden, Dagmar Nielsen,- Sigrid Ammitzbøll (Suppleant)- Magda Andersen (Suppl.),- Karen Beyer,- Andrea Brochmann, - Emilie Buchwald,- Esther Carstensen,- Karen Fogh,- Kirsten Gloerfelt-Tarp,- Andrea Hedegaard,- Ida Holck,- Marie Illum,- Jensine Lomholt (Suppl.),- Hedevig Matthiesen,- Eli Møller,- Charlotte Olsen (Suppl.) Helen Clay Pedersen (Suppl.),- Thora Pedersen,- Camilla Perssen,- Redaktøren Anna Koch Schiøler.
Fraværende: Formanden Marie Hjelmer,- Dida Dederding,- Thora Drøhse,- Marie Egeberg,- Hulda Pedersen,- Elisa Petersen,- Hedevig Sonne Hald,- Fritze Teisen.

Dagsorden.
1) Meddelelser fra Formanden
2) Udvalgsberetninger
3) Legatet uddeles
4) Formandsmødets Dagsorden
5) Protokolfører til Formandsmødet
6) Eventuelt.

ad l. Næstformanden aabnede Mødet, idet hun meddelte Fællesstyrelsen, at Formanden desværre paa Grund af Sygdom var blevet forhindret i at komme til Stede ved Møderne, men sendte sine hjerteligste Hilsener.
En skriftlig Hilsen fra D.K.s tidligere Formand Elisa Petersen oplæstes. E.P. anmodede samtidig om at blive fritaget for alt Udvalgsarbejde i dette Arbejdsaar og henstillede, at Børneforsorgsudvalget sammenkaldte til Møde til Drøftelse af Børnelovgivningen.
Sagfører Rimestad, Lemvig, havde i en Skrivelse anmodet D.K. om at interessere sig for en Lovændring, der kunde give fraskilte Tjenestemandshustruer Del i Pensionen, idet han gjorde gældende - og nævnte flere Eksempler paa - at det var højst uretfærdigt, at en Tjenestemands Hustru, naar hun efter mange Aars trofast Arbejde i Hjemmet maa vige for en anden Kvinde, ved Skilsmissen mister enhver Ret til Enkepensionen, som udelukkende kommer Hustru Nr. 2 til Gode. Sagføreren fandt, at vor Lovgivning paa dette Omraade er saa positiv mangelfuld, at en Ændring, hvorefter Enkepensionen deles ml. Hustruerne, sikkert uden særlige Vanskeligheder lader sig gennemføre.
Som meddelt i ’’Kv.og Sf." Nr. 18 havde D.K. fra Landsretssagfører Ingeborg Hansen faaet Brev om, at der var tilfaldet D.K. en testamentarisk Gave paa Kr. 12000.- til fri Anvendelse efter Fællesstyrelsens Skøn. En tidligere Bankassistent Frk. Agnes Elisabeth Nielsen, som havde levet stille og ukendt, havde gennem Aarene sammensparet denne Kapital, som hun skænkede D.K. frit for alle Afgifter.
Ang. Forholdet til Nationalraadet meddelte Fru Hjelmer, at D.K.s Udvalg desangaaende havde holdt Møde og drøftet forskellige Punkter som de ønskede at lægge frem for Fællesstyrelsen, naar en Fællesdrøftelse med Nationalraadet havde fundet Sted.
Fra City of Asbury Park, U.S.A. forelaa en Skrivelse, hvori de meddelte, at de havde bygget et Museum: Nationernes Bygning - til Fremme af Forstaaelsen mellem Landene, og spurgte, om D.K. vilde betænke museet med en Kunstgenstand fra Danmark. Paa Formandens Forslag var det paa sidste F.U. Møde vedtaget at spørge Den Kongelige Porcellænsfabrik, om den vilde sende en Gave til Museet. Porcellænsfabrikken havde imidlertid svaret, at den ikke kunde efterkomme D.K.s Ønske, idet Anmodningen laa uden for de Rammer, inden for hvilke man kunde træde hjælpende til.
Det samme Andragende, som i sin Tid var sendt til Kirkeministeren ang. Ansættelse af en kv. cand.teol. ved Kvindefængslet, var nu indsendt til Fængselsdirektør Kampmann. Fængselsdirektøren stillede sig meget velvilligt, men mente, det vilde volde Vanskeligheder at faa Biskoppen til at ordinere en kvindelig Teolog. Faa Grund af det nordiske Samarbejde, der var kommet frem paa det kirkelige Omraade vilde man i Danmark nære betænkeligheder ved at tage et saadant Skridt paa egen Haand.
Dirigenter: Hedevig Matthiesen (om Formiddagen)
Sigrid Ammitzbøll ( - Eftermiddagen)

Diskussion.
Thora Pedersen: Jeg beklager, at Spørgsmaalet om Tjenestemandshustruers Pensionsret ikke er blevet behandlet, hvis det er rigtigt, det er indsendt i 1927. Det burde have været drøftet i Lønningskommissionen; det vil ikke blive let at faa Forholdet ændret.
Emilie Buchwald:
Der tiltrænges et Oplysningsarbejde bl. Kvinder om, at de har Ret til at sætte sig mod en Separation, hvis Manden ikke sikrer dem økonomisk paa en eller anden Maade. Jeg mener ikke, man skal holde fast ved et Ægteskab, der intet er; men efter et langt Ægteskab er det kun rimeligt, at Manden maa bringe et økonomisk Offer for at sikre sin første Hustru, naar han vil skilles for at kunne gifte sig igen. Hustruen maa her sige: Jeg gaar med til Separation, men kun paa den Betingelse, at der ikke kan gives Skilsmisse, før jeg er sikret økonomisk. - Noget andet er, at Manden efter Loven slet ikke kan disponere over Enkepensionen til Fordel for sin første Hustru. Han maa sikre hende ad Frivillighedens Vej.
Sigrid Ammitzbøll:
Jeg giver Frk. Buchwald Ret i, at der bør gøres et Oplysningsarbejde, saa Hustruerne stiller deres klare Betingelser, naar de kun gaar med til Skilsmisse for at føje Manden. Men der vil altid blive en Række Tilfælde, hvor Hustruen giver efter for det moralske Pres, saa der fremkommer en Separation, hvor det økonomiske ikke er taget i Betragtning. Det vilde være ønskeligt, om der kunde indføres en Bestemmelse om, at den første Hustru har Ret til en Del af Enkepensionen; men Spørgsmaalet kan ikke komme ind under Ægteskabsloven. Jeg foreslaar, vi takker Sagfører Rimestad for Henvendelsen og siger, at vi har Opmærksomheden henvendt paa denne Sag.
Esther Carstensen:
Det vil i de fleste Tilfælde ikke faa praktisk Betydning, selv om Manden gaar ind paa at sikre sin første Hustru ad Frivillighedens Vej; han kan alligevel ikke, naar han gifter sig igen og faar 2 Husholdninger at forsørge, klare sine Forpligtelser. Enkepensionen er derimod et aldeles positivt Aktiv, og det vilde være et stort Gode, om man kunde sikre den første Hustru Del deri.
Jensine Lomholt:
Hvad hjælper det, en Hustru ved Skilsmisse faar sin Mand sat i Bidrag? Betaler han ikke, har hun kun den Udvej at lade ham sætte til Afsoning og det nytter hende jo ikke meget.
Emilie Buchwald:
Der findes private Virksomheder, hvor det er gennemført, at en Mand dersom han vil beholde sin Stilling, ved Skilsmisse maa forpligte sig til at sikre den første Hustru Del i Pensionen. Men at faa noget lignende gennemført i Staten, vil være vanskeligt. Der staar udtrykkelig i Loven, at ved Skilsmisse bortfalder enhver Ret til Enkepension.
Hedevig Matthiesen:
Sagen er af F.U. overgivet til Familieretsudvalget, der om fornødent maa supplere sig med Jurister og søge Sagen oplyst. Vi beder desuden Redaktøren i "Kv. & Sf." bringe en Artikel til Oplysning af Separationsspørgsmaalet og svarer Sagføreren som foreslaaet af Frk. Ammitzbøll.

Helen Clay Pedersen meddelte, at der i Egtved var stiftet en ny Kreds. Hun havde talt der flere Gange, og der var nu valgt en Bestyrelse med Formand, Sekretær og Kasserer. Hun vilde gerne vide, om hun maatte skrive til Kredsen, at den vilde faa det sædvanlige Tilskud fra Fælleskassen.
Andrea Hedegaard oplyste, at der ogsaa paa Fyn var en ny Kreds under Opsejling. Der havde været Tale derom allerede sidste Aar, men hun havde ikke villet presse paa. Man skulde lade Interessen vokse ganske stille frem, saa havde Kredsen bedst Betingelser for at holde.
Dagmar Nielsen
var enig med Fru Hedegaard heri. I Nykøbing M., hvor Fru D.N. havde været oppe for at stifte en Kreds, var der virkelig megen Interesse og god Jordbund; men man manglede en Formand. Det maatte blive Bestyrelsens egen Sag at vælge denne; det kunde andre ikke blande sig i.
Charlotte Olsen
mente, en ny Kreds i Reglen stod meget usikkert overfor, hvorledes de skulde arbejde, og savnede tilstrækkelig Hjælp og Vejledning fra Hovedkontoret.
Karen Beyer fandt, at det maatte blive Distriktsformandens Sag at hjælpe og vejlede Kredsen, saa den fik Arbejdet i Gang.
Karen Fogh forespurgte, hvem der kom til at bære Udgifterne, hvis et Forsøg paa at stifte en Kreds glippede.
Marie Illum mente, at alle disse Ting ang. Tilskud til Stiftelse af Kredse mm. trængte til at lægges rigtig fast, og man enedes om at henvise Spørgsmaalet herom til F.U., som da maatte nedsætte et Udvalg.

ad 2. Udvalgsberetninger.
Undervisning i Barne- og Ungdomsskolen.
Thora Pedersen: Ved Fællesstyrelsesmødet i September rejste jeg Spørgsmaalet om vor Stilling til Lærlingelovens Revision. Udvalget havde Møde i Gaar, og jeg vil gerne have Lov til at fremlægge, hvad vi blev enige om.
Bestemmelsen om, at Specialarbejde, der ikke kræver Faguddannelse, ikke kommer ind under Lærlingeloven, har, som jeg tidligere har gjort opmærksom paa, virket meget uheldigt, idet den hovedsagelig bringes i Anvendelse over for Kvinderne og gør, at de unge Kvinder kun i meget ringe Udstrækning faar samme Uddannelse som de unge Mænd. Vi mener det er meget uheldigt, at Kvinder, der beskæftiges ved Specialarbejde, ikke faar nogen teoretisk Uddannelse, og kunde ønske, at disse Specialarbejder blev draget med ind under Loven. - Men selv om dette gennemførtes, vilde det kun blive en forholdsvis ringe Del af de unge vi derved fik med. Af 256000 unge i Alderen 14-18 Aar faar 177000 ingen Uddannelse udover den almindelige Skolegang, og af disse 177000 er dobbelt saa mange Kvinder som Mænd. Alle de unge Kvinder, der har husligt Arbejde, staar jo uden for Lærlingeloven. Det kræves af den unge Mand der vil lære et Haandværk, at han skal have den teoretiske Uddannelse; men det kræves ikke af en ung Kvinde, der gaar ind i det huslige Arbejde, at de har en teoretisk Uddannelse ved Siden af den praktiske. Men skal vi naa til at faa Husgerning regnet som Fag, maa vi fordre en Uddannelse med baade teoretisk og praktisk Undervisning i Lighed med andre Fag. - Vi kunde tænke os at fremkomme med en Henvendelse til Regeringen ang. vore Ønsker ved en eventuel Revision, og det Resultat Udvalget kom til, er, at alle unge mellem 14-18 Aar bør gaa i Skole, idet vi vilkræve følgende: ”For den Ungdom, som udskrives af Skolen i 14 Aars Alderen uden at søge faglig Uddannelse, skal der oprettes Ungdomsskoler, til hvilke Arbejdsgiverne skal være pligtige at sende de unge, og hvilke de unge er pligtige at søge". - Endvidere var vi enige om, at Dagundervisning er at foretrække.
Emilie Buchwald:
Saavidt jeg forstaar, er det Udvalgets Mening at indføre tvungen Undervisning for alle unge ml. 14-18 Aar, ogsaa dem, der intet Fag vælger, men blot gaar og driver den af?
Hedevig Matthiesen:
Kravet om Dagundervisning vil økonomisk set blive af stor Rækkevidde. Arbejdsgiverne har ikke i disse Tider Raad til at betale det. Og hvem skal tvinge de unge til at gaa i disse Skoler?
Thora Pedersen:
Den tvungne Undervisning skal omfatte alle unge, som ellers ikke vil faa nogen uddannelse efter deres Skolegang, og det maa blive Kommunerne, der skal oprette disse Skoler. Men Kravet herom er ikke nyt; det staar allerede i Skoleloven af 1814, at der for den konfirmerede Ungdom skal holdes Aftenskoler een Gang ugentlig. - I Sverige er dette som De synes er saa stor en Tanke, sat i Værk. Ogsaa i Tyskland og i U.S.A.s Stater er der gennemført noget lignende. - M.H.t. det økonomiske,
da anser jeg ikke denne Plan for saa dyr, naar man tænker paa, at man ved at give de unge fri nogle Timer om Dagen, saa at de kan gaa i Skole, faar Arbejde til en Del af de Arbejdsløse. Det er ikke saa urimeligt, om man i Stedet for at forlange 16 Timers Arbejdsdag af de unge, gav Arbejde til nogle af de voksne, der gaar arbejdsløse, og Danmark er ikke saa daarligt stillet, at det ikke kan give sine unge en god og forsvarlig Uddannelse. - Men det er Kvinderne, vi først og fremmest tænker paa. Det er skæbnesvangert for hele Kvindesagens Udvikling, dersom der vedblivende bliver en saadan Forskel paa de unge Mænds og Kvinders Uddannelse. - Jeg fremdrog hele dette Spørgsmaal paa det nordiske Skolemøde, og der var en Lærer, der sagde: Det er et Spørgsmaal, Kvinderne maa tage op; det er deres Skyld, naar der ikke er sket mere paa dette Omraade her i Landet!
Kirsten Gloerfelt-Tarp:
Det er et meget vigtigt og vidtrækkende Forslag, Thora Pedersen her stiller; men man maa jo ogsaa tænke paa, hvad man kan faa gennemført. Hvis man vil holde paa, at Ungdomsskolen skal være Dagskole, bør vel ogsaa Lærlingefagskolerne være det. Det vil heller ikke blive let at faa alle Specialarbejderne ind under Lærlingeloven. Paa Fabrikkerne skelner man mellem de saakaldte Arbejdspiger og -drenge og Eleverne; men i det store og hele har de ingen Lærlingekontrakter. Andrea Hedeaaard:
Det, der for mig er det store Spørgsmaal, er at hindre, at saa mange unge bliver anvendt til visse Specialarbejder og ikke faar nogen ordentlig Uddannelse. Principalerne bør have Pligt til at holde alle de unge i Fagskoler. Alle, der har Lærlinge, bør sende de unge til Skolerne, saaledes ogsaa en Husmoder, der ansætter en ung Pige i sit Hus; det er ikke urimeligt at stille Krav om, at hun sørger for, at den unge faar en teoretisk Uddannelse foruden den praktiske, og det er nødvendigt, dersom man skal faa hævet Husholdningsarbejdet op til at blive et Fag.
Camilla Perssen: Kvinderne er imod en lang Læretid og Tvang; men de maa lære at bøje sig og gaa ind under den Diciplin, som Mændene maa bøje sig for, hvis de vil naa frem.
Esther Carstensen:
Er Læretiden i de forskellige Fag ikke ofte for lang, saa at de unge er bundet til Lærestedet ogsaa efter, at de i Virkeligheden er udlært?
Dagmar Nielsen:
Jeg vil meget stærkt pege paa, at Genneførelsen af Udvalgets Forslag vil betyde den almindelige Dygtiggørelse af Kvinderne, som vi mangler, og give de unge Kvinder ude i Erhvervslivet en Chance til at komme videre. - Om det bliver Dag- eller Aftenundervisning er for mig mindre vigtigt; jeg synes, at Aftenskolerne er en udmærket Anvendelse for de unges Aftener, som ellers undertiden vilde blive anvendt paa mindre god Maade.
Kirsten Gloerfelt-Tarp:
Det er meget vanskeligt at faa de unge Kvinder til at binde sig for en længere Aarrække, og i Industrien er det ofte saaledes, at de slet ikke faar Brug for Faguddannelse, saa om det er rigtigt at tvinge mange flere ind under en 4-5 Aars Læretid, er svært at afgøre. Der har i de sidste Aar været Tale om en anden Mulighed, nemlig Forlængelsen af den almindelige Skolegang med 1 Aar, hvor Børnene saa skulde have en afsluttende, mere praktisk Undervisning.
Charlotte Olsen:
Som Repræsentant for det arbejdende Landbrug vil jeg sige, at jeg er meget glad for, at Ungdommen kan dygtiggøre sig, og tænker med Sympati paa Byernes Undervisning; men som Forholdene er nu, kan noget lignende ikke gennemføres paa Landet. Vi kan ikke undvære vore unge et Par Eftermiddage om Ugen. Lad det være frivilligt, og lad det blive om Aftenen.
Hedevig Matthiesen:
Vi skal være varsomme med i Øjeblikket at forlange økonomiske Ofre af Stat og Kommune. Det er næsten umuligt at faa Folk til at tage Lærlinge - især kvindelige - og overalt gaar Tendensen ud paa at løsne Lærlingeloven; jeg tror ikke, det vil være heldigt at fordre en Skærpelse.
Marie Illum sluttede sig til Fru Matthiesen; man skulde ikke kræve for meget; og mente ikke, man kunde komme til Regeringen med en Henstilling, saa længe hele Planen var saa vag.
Jensine Lomholt og Karen Fogh advarede begge mod at kræve tvungen Undervisning. Der var mange D.K. Mellemmer, der var mod dette, og det havde, hver Gang der havde været Tale derom, givet Anledning til megen Splittelse og Tab af Mellemmer.
Magda Andersen havde kæmpet for frivillig Ungdomsskole, men var efterhaanden naaet til den Anskuelse, at det blev nødvendigt at have tvungen. Det var ofte i Nedgangstider, man maatte tage fat paa de mere indadvendte Opgaver.
Hedevig Matthiesen foreslog at anmode om, at en D.K. Repræsentant maatte faa Lejlighed til at drøfte Sagen med Ministeriets Udvalg ang. Lærlingeloven. Saaledes bærer Handelsorganisationer o. lign. sig ad.
Thora Pedersen:
Det var Meningen, vi ville forelægge Regeringens Udvalg vore Ønsker; man vi maa dog først være enige om, hval vi ønsker. - M.H.t. Udgiften blev der i Aaret 1929 anvendt 293000 Kr. til Aften- og Efterskoler; paa samme Tid kostede den højere Undervisning, som kun en forholdsvis Del af Ungdommen nyder godt af, Staten 11 Millioner Kroner. Der er dog intet rimeligt Forhold mellem de 2 Tal.
Andrea Hedegaard:
Kunde man ikke i Lærlingeloven tage Specialarbejde rned, men give det en Særstilling, saaledes at der ikke fordredes den lange Læretid, men at der dog fulgte en teoretisk Undervisning med.
Thora Pedersen:
Jeg har tænkt mig noget lignende som Fru Hedegaard. Vi kunde dog drøfte den Mulighed med Udv. ang. Lærlingelovens Revision.
Med Hensyn til Loven om Ungdomsskoler skal denne til Revision i 1933, og vi maa i Tide tænke paa, hvad vi kunde ønske ændret, saa vi til den Tid har en Mening parat. Vi maa desuden bede Kredsene have Opmærksomheden henvendt paa Loven af 29/3-1930 ang. Tilskud til Ungdomsskoler og gøre Brug af den. Flere Steder har Kredsene siden Formandsmødet i 1930 taget Sagen op, saaledes i Grenaa og Ebeltoft. I Aalborg har vi været hos Borgmesteren, Kommunalbestyrelsen og Skoleudvalget og forelagt dem Sagen. Det viste sig, at man slet ikke var klar over, hvor store Tilskud man kunde faa fra Staten. Det kniber mest i de smaa Byer og paa Landet; men man maa der søge at alliere sig med Amtsskoleraad og Amtsskoledirektion.
Marie Illum:
I dette er jeg ganske enig med Thora Pedersen, og jeg vil foreslaa, at vi udsender en lille Redegørelse ang. Brugen af Loven til alle D.K.s Kredse.
Thora Pedersen: Saa er vi altsaa enige om at bede vore Kredse 1) enten selv gøre Brug af Loven ved at oprette Skoler eller 2) henvende sig til Kommunalbestyrelser og Skoleudvalg og bede disse sørge for at oprette Skoler, og 3) paa Landet henvende sig til Amtsskoleraad og - direktion for at faa dem til at sætte Sagen i Gang. - Og endelig maa vi have under Overvejelse, hvad vi, naar Loven i 1933 skal revideres, kunde ønske at faa med i denne.

Videnskabelig Husholdningsuddannelse.
Esther Carstensen gjorde opmærksom paa, at der var Tale om at oprette et Husholdningslaboratorium, og Indenrigsministeren havde nævnt en Del Foreninger, der var interesseret i Sagen; men D.K. var ikke med iblandt dem. Man burde gøre opmærksom paa, at det var et Spørgsmaal, som D.K. havde beskæftiget sig med gennem mange Aar; jeg synes, vi er selvskrevne til at være med der.
Fællesstyrelsen var enig om, at D.K. burde rette en Henvendelse til Indenrigsministeren og gøre opmærksom paa, at D.K. som den, der først havde taget Spørgsmaalet op, var interesseret i Sagen og gerne vilde repræsenteres i et eventuelt Udvalg.
Dagmar Nielsen vilde telefonisk indhente Formandens Bemyndigelse til en saadan Henvendelse.

Jubilæumsfondsudvalget.
Marie Illum meddelte, at der paa Tagea Rovsings Legat var opsparet Renter for et Aar, idet man troede at faa Brug derfor i Anledning af Jubilæet. Det var ikke blevet nødvendigt, og der var nu ikke nogen Udsigt til, at de skal bruges til noget specielt. M.I. foreslog derfor, at man overførte Beløbet i Obligationer til Jubilæumsfonden, hvis aarlige Rente derved blev forøget. Tagea Rovsings Legat var til fri Raadighed til D.K.s Formaal.
Dagmar Nielsen anbefalede meget denne Overføring.
Kassererens Forslag vedtoges enstemmigt.

Vejledning i Valg af Erhverv.
Hedevig Matthirsen udtalte Ønsket om, at Udv. for Undervisning i Barne- og Ungdomsskolen i Anledning af Lærlingeloven supplerede sig med "Vejledningsudvalget".

Kvindeligt Politi.
Dagmar Nielsen havde underhaanden faaet at vide, at der paatænktes en Udvidelse af det kv. Politi i København, og havde sammen med Charlotte Munck, der interesserede sig for Sagen, idet det ofte var Sygeplejersker, der søgte ind ved Politiet, været hos Politidirektøren. Denne havde været meget venlig stemt. Det drejede sig ikke om saa mange, men det gjaldt om at faa virkelig gode og dygtige Kvinder ind, og Politidirektøren fandt, at Sygeplejen var en udmærket Foruddannelse. Kirsten Gloerfelt-Tarp mente, man skulde søge at faa Jurister til at søge ind.

ad 3. Legatet uddeles.
Dagmar Nielsen: Legatudvalget holdt Møde i Gaar fra Kl. 16-22. Der er i Aar 243 Ansøgninger. Deraf har 35 faaet Legatet, saa der er 208 skuffede. Jeg kan aldrig lade være at tænke, at hvis blot Legatansøgerne vilde betragte Legatet som et Studielaan og føle det som en moralsk Pligt at tilbagebetale det, naar de saa sig i Stand dertil, saa vilde vi efterhaanden faa saa mange Portioner, at vi ikke var nødt til at sige Nej til nogen kvalificeret Ansøger.
Listen over de af Legatudvalget indstillede Ansøgere oplæstes. Jensine Lumholt beklagede, at en ung Pige, Datter af en af D.K.s dygtige Kredsformænd, ikke var med blandt de indstillede Ansøgere, da hun uden Tvivl var fuldt kvalificeret.
Dagmar Nielsen gjorde opmærksom paa, at der jo var mange fuldt kvalificerede Ansøgere, der ikke kunde komme i Betragtning, naar der kun var 35 Portioner at uddele. Udvalget maatte følge Fundatsen, der fordrede, at der først og fremmest toges Hensyn til Evner og Dygtighed.
Thora Pedersen hævdede, at det var urimeligt at give Legat til Københavnere, der havde deres Hjem og derfor havde langt lettere ved at klare sig.
Hedevig Matthiesen mente ikke, Legatstifterne, der selv var Københavnere, havde tænkt sig, at deres Bysbørn skulde være udelukket fra at faa Del i Legatet.
Camilla Perssen oplyste, at kun 9 af de 35 Legatmodtagere var indfødte københavnere, og af disse søgte de allerfleste Legatet til Uddannelse i Udlandet.
Esther Carstensen henstillede, at Fællesstyrelsen godkendte Legatudvalgets Indstilling. Kun de, der sad i Udvalget, hvor de gjorde et meget stort Arbejde, og havde Lejlighed til at sammenligne alle Ansøgerne, var i Stand til at udtale sig om, hvem der var de bedst kvalificerede.
Helen Clay Pedersen sluttede sig til Fru Carstensens Henstilling.
Marie Illum oplæste Victor Andræs opbevarede Breve, hvoraf det udtrykkeligt fremgaar, at Evner og Dygtighed skal være afgørende, og at D.K.s Medlemmer ikke maa have nogen Fortrinsret.
Legatudvalgets Indstilling godkendtes derefter ensstemmigt. (Listen over Modtagerne findes i "Kv. og Sf." Nr. 20).
Fællesstyrelsen drøftede det ønskelige i, at der med Legatblanketterne fulgte en lille Piece med Oplysning om Legatstifterne og disses Forhold til D.K. - Det vedtoges, at Legatudvalget skal tage dette under Overvejelse.

ad 4. Formandsmødets Dagsorden.
Dagsordenens forskellige Punkter blev gennemgaaet. Kun Pkt. 5 gav Anledning til Diskussion:
Deling i Amtsdistrikter.
Dagmar Nielsen: Resultatet af det nedsatte Udvalgs Forhandling er blevet, at Flertallet ikke kan slutte sig til Tanken om en Deling i Amtsdistrikter, hvorimod Fru Willingshøj fastholder sit Forslag. I Stedet for foreslaar vi, at man giver de Distrikter, der kunde ønske en Deling, Adgang til at foretage en saadan, ved de Lovændringer, som Fællesstyrelsen har faaet tilsendt.
Helen Clay Pedersen holdt paa Deling i rene Amtsdistrikter som den bedste Ordning.
Esther Carstensen fandt det rimeligt, at Distriktet rettede sig efter Amtsgrænserne, men kunde ikke se, der var noget i Vejen for at have flere Amter i samme Distrikt, og vilde anbefale Flertallets Indstilling, hvorefter et Distrikt selv kunde afgøre, om det vilde deles.
Magda Andersen
støttede ligeledes Flertallets Forslag, men mente, Udviklingen selv vilde føre til en Deling i Amtsdistrikter, eftersom Distrikterne delte sig. Det forekom hende for meget at kræve 2/3 af de afgivne Stemmer, før et Distriktsmøde kunde vedtage en Deling; man burde nøjes med Halvdelen.
Charlotte Olsen gjorde opmærksom paa Ordningen i Nordjylland, hvor Distrikterne ikke følger Amtsgrænserne, og mente, at det maaske for Forbindelsens Skyld havde været rimeligere, om man i sin Tid havde ladet Thisted Amt høre sammen med Viborg og Hjørring Amt sammen med Aalborg i Stedet for at lade Limfjorden være Skillelinien.
Helen Clay Pedersen
foreslog, at man overlod til Distriktsformændene at afgøre, hvad deres Distrikt ønskede, og man paa Grundlag af Distriktsformændenes Indberetning skabte en Ordning.
Det viste sig, at det nedsatte Udvalg ikke havde været klar over, at Amtsgrænserne ikke var fulgt ved den nugældende Ordning, da dette ikke fremgik af Distriktslovene. Man var enige om det ønskelige i, at Amtsgrænserne fulgtes.
Fællesstyrelsen drøftede derefter de Lovændringer, der vilde blive en Følge af Udvalgsflertallets Forslag.
Jensine Lomholt
protesterede mod den Ændring, at Distriktets Næstformand ikke længere skulde vælges direkte af Distriktsmødet, men af Distriktsstyrelsen.
Magda Andersen foreslog at tage under Overvejelse, at Distriktsstyrelsen selv valgte sin Formand og Næstformand.
Marie Illum forstod ikke, hvorfor man lod Københavns Kredsens Repræsentant i Forretningsudvalget udgaa og lod Fællesmødet vælge alle 5 F.U. Medlemmer, og ønskede den gamle Ordning bibeholdt. - Vedtoges den nye Ordning, kunde der næppe være Tvivl om, at det sjællandske Distrikt vilde dele sig, og Københavns Amt maatte da komme for sig selv. Havde København da i Forvejen sin Repræsentant i F.U., behøvede den ingen ny, og Fællesstyrelsen vilde da kun blive forøget med 1 i Stedet for som ellers med 2.
Thora Pedersen fandt det ganske urimeligt, at Forretningsudvalgets Medlemmer skulde vælges i København og Omegn, hvorved man udelukkede dygtige Kvinder udefra fra at komme ind.
Andrea Hedegaard syntes ikke, nogen Kreds skulde have en Særstilling, og havde derfor stemt for at lade Kbhvn.s Kredsens Repræsentant udgaa.
Hun forstod godt Fru Illums Tanke, men kunde ikke helt give hende Ret, da det jo ikke var givet, at Københavns Kredsens Formand og Repræsentant i F.U. vilde blive den samme.
Dagmar Nielsen
rettede det Spørgsmaal til Thora Pedersen, om hun virkelig mente, det var praktisk og økonomisk gennemførligt, at der i F.U. sad 1 Medlem fra Aalborg, 1 fra Odense og 1 fra Vordingborg.
Thora Pedersen
svarede hertil Ja. Der var nu til Dags saa gode og hurtige Samfærdselsmidler, at man i Løbet af kort Tid kunde samles, hvis det blev nødvendigt; men iøvrigt var det næppe nødvendigt med de mange Møder i F.U.
Magda Andersen gav Thora Pedersen sin Tilslutning. Der blev ofte taget for tungt paa Arbejdet i D.K. Det var ikke nødvendigt at holde Møde i F.U. en Gang om Maaneden (Forhandlingsprotokollen derfra var ofte noget tynd); man kunde ofte hjælpe sig med Telefonen, hvis der skulde forhandles, og F.U. Medlemmerne udefra maatte selvfølgelig være indstillet paa at møde med meget kort Varsel.
Dagmar Nielsen mente ikke, man burde bebrejde Forretningsudvalget, at de vilde give deres Tid til Møderne, som jo ikke kostede Kassen noget som helst.
Anna Koch Schiøler udtalte som sin Opfattelse, at det var af fundamental Betydning for D.K., at F.U. samles og drøfter Sagerne. De burde snarere samles oftere.
Karen Beyer forstod ikke den stadige Snakken om, at Medlemmerne udefra blev holdt ude; hun havde aldrig haft det Indtryk. Hun mente desuden ikke, ret mange vilde kunne indrette sig paa at rejse med en Dags Varsel.
Dagmar Nielsen henstillede, at man ventede med at drøfte Lovændringer, til Forslaget om Deling i Amtsdistrikter var behandlet, og der var opnaaet Enighed derom.

ad 5.
Anna Koch Schiøler paatog sig med Kontorassistentens Assistance at føre Protokollen ved Formandsmødet.

ad 6. Eventuelt.
Dagmar Nielsen meddelte, at der var dannet en Geneve-Komité, der skulde udpege Elever til den nordiske Folkehøjskole i Geneve. Man ønskede i denne Komité en fyldig og alsidig Repræsentation, og Fru D.N. var i den Anledning blevet ringet op af Marius Kristensen, Askov, der havde bedt hende træde ind.
Senere havde Danske Kvinders Nationalraad anmodet Komitéen om at blive repræsenteret, og Fru Dagmar Nielsen havde, da hun fik Meddelelse herom, tilbudt at trække sig tilbage; men Komiteen havde modsat sig dette.
Dagmar Nielsen mente, det vilde være rigtigt at gøre Kredsene opmærksom paa, at man rundt i Landet var begyndt at danne Geneve-Komitéer.
Fællesstyrelsen mente ikke, det kunde bringes frem paa Formandsmødet, da D.K. jo ikke havde modtaget nogen Henvendelse, men Fru D.N. ganske privat havde modtaget Anmodningen.
Jensine Lomholt henstillede, at man lod Distriktsformændenes Suppleanter træde i Stedet for Distriktsformændene ogsaa i Udvalgene.
Helen Clay Pedersen støttede Forslaget.
Dagmar Nielsen lovede, at man skulde tage under Overvejelse, i hvilke Udvalg Suppleanter kunde træde ind.
Det sociale Sekretariat havde efter Samtale med Formanden sendt en Del Cirkulærer til Omdeling paa Formandsmødet, idet man mente, D.K.s Kredse kunde have Interesse af de 2 sidst udsendte Bøger:
”De 4 Rigsdagspartiers Programmer" og "Vort Børne- og Ungdomsværn", der begge kunde forudbestilles til nedsat Pris Kr. 3.00 pr. Stk.
Fællesstyrelsen mente ikke, man kunde agitere for Bøgerne paa Formandsmødet. Man enedes om at fremlægge Cirkulærerne i en Bunke ved Indgangsdøren, men ikke omtale dem. "Kvinden og Samfundet" havde desuden bragt Meddelelse om Bøgerne.

Andrea Hedegaard meddelte, at det fynske Distrikt havde i Sinde at arrangere en Udstilling af Kvindearbejder i Februar Maaned for om muligt derved at faa lidt Penge i Distriktskassen, saa man kunde tage kraftigere fat paa Arbejdet.
Fællesstyrelsen ønskede 9. Distrikt Held og Lykke med Udstillingen
Mødet hævedes Kl. 18.

Protokollen ført af Margit Olsen.

Gennemset af Dagmar Nielsen og Emilie Buchwald.