De danske Forfatterinder og Kritiken.

Arkitekt Kleins „tungsindige Bekjendelse” var næppe forstummet, før Hr. P. Hansen forsvandt i sin Oldsagssamling og med ilfærdig Hast reddede nogle „antediluvianske” Rester fra at smuldre hen i Forglemmelse. Hvor ældgamle disse Rester maa være, derom faar man først rigtig klart Begreb, naar man har læst hans Artikel „Kvindesagen for Erfaringens Domstol.”

Det var et fortjenstfuldt Arbejde. Takket være ogsaa Holger Drachmanns „Alvorsord”; Henrik Ibsens højst betænkelige, for ikke at sige samfundsfjendtlige „Gespräche med Fru Laura Kieler” og Kiellands rent ud Louise Michelske „Fremtidshustru” - tilmed „med dobbelt Bogholderi” - gjorde det ligefrem „paatrængende nødvendigt.”

Trykket af Samvittighedsnag over „Nationaltidendes” Kvindedyrkelse rodede Hr. H. om blandt lutter „Fossilier”, og blandt de „Legemer, der opgraves af Jorden” gjorde han et højst mærkeligt Fund, nemlig „Nationaltidendes” forhistoriske Komplimenter. Skulde „Nationaltidende” virkelig have saa mange Forsteninger paa sin Samvittighed?

„Selv de haandfasteste Mænd” - skriver Hr. P. Hansen „ere endnu hildede i hindrende Rester af den gammeldags Romantik, den antikverede Ridderlighed, den antediluvianske Følelse for en kvindelig Modparts Svaghed.”

Hvor stor Romantiker end Hr. P. Hansen rimeligvis er, maa han imidlertid siges fri for at nære de „antediluvianske” Tilbøjeligheder, som Drachmann med Rette kalder „et forkert Galanteri.” Idet han fordyber sig videre i sine Oldtidsgrandskninger, gjør han pludselig, det vil sige: i det første Jordlag, den interessante Opdagelse, at „medens Mandens Forfølgelse gjærne slipper sit Offer paa Halvvejen”, har Kvindens Drivkraft paa Følelseslivets Omraade naaet et saadant Kulminationspunkt, at den bedst kan betegnes med et „hæng bare i!”

I Jordlag Nr. 3 fandtes endelig Arkitekt Kleins „Sortkridtstegning” af Kvindens Ustadighed og Utaalmodighed. Hendes Achilleshæl: Tilbøjeligheden til „at opgive Ævret”, blev draget frem for Dagens Lys, og med en Opdagers let forstaaelige Henrykkelse udbryder P. Hansen: „Er dette ikke ægte og integrerende kvindelige Egenskaber? Bestyrke de ikke Fysiologen C. Vogts Karakteristik af Kvinden som et Væsen, der er blevet staaende paa det uudvikledes, det ungdommeligt ufuldkomnes Standpunkt?”

Imidlertid gaar Drachmann ogsaa paa Jagt efter „Fossilier”: „Kvindens bekjendte Taalmod, sejge Energi, Handlekraft” o. s. v. o. s. v., og samvittighedsfuld som altid ifører Hr. Hansen sig en gammeldags Ridderrustning og stiger besluttet ned i den „antediluvianske” Kjøkkenmødding.

Hvad finder han? Ja, man skulde ikke tro det, men han finder virkelig - i et af de allernederste Lag - „de ypperlige Egenskaber, som udmærke hende, hvor hun kan komme til at virke efter sin Bestemmelse.”

Hvilken Bestemmelse?

Trække sig tilbage! Det vil sige til „den reserverede Stilling i et vel balanceret Hus.” Med andre Ord: til „det Omraade, hvor hun kan præstere det fuldkomne”, nemlig „det mekaniske Taalmodighedsværk, hvortil Tænkning kan undværes.” *)

Skade, denne ridderlige Høflighed kun er en Levning fra „før Syndfloden.”

Men for at komme fra Sagens komiske til dens alvorlige Side: det var paa Tide, Sagen kom for. Drachmann har en dunkel „Bevidsthed om, at der f. Ex. i den franske og engelske Literatur ere store Kvindenavne indskrevne, og at vi i vor egen har idetmindste ét kvindeligt Navn, som stiller endog Mænd i Skygge”, P. Hansen lader derimod til ikke en Gang at ville give efter for den galante Svaghed at gjøre Undtagelser. Da imidlertid „Nationaltidende” undertiden har været „romantisk” nok til at hylde udenlandske Forfatterinder, vi behøver ikke at søge dem længere borte end hinsides Sundet, tror jeg ikke, jeg tager Fejl, naar jeg kommer til følgende Resultat: Det er særlig den danske Kvinde, P. Hansen ønsker fjernet fra Verdensmarkedet. „Smid hende ud!” - „Damerne først”, sagde Manden, da han satte Kærringen paa Porten.

Det er ikke nogen Nyhed. Tværtimod! Den er ligesaa „antikveret”, som den forhistoriske Ridderlighed. Da jeg kom paa det rene med Pointen i P. Hansens Geologi, tog jeg frem nogle aarsgamle Artikler i „Dagbladet” og „Nationalt.” tilligemed nogle Randbemærkninger, jeg den Gang havde skrevet. De er paa sin Plads her. Siden der igjen er begyndt at rodes op, bør det helst gjøres grundig. For os Kvinder er det en Livssag, for Mændene derimod -.

Hvilken Staahej for ingenting! Konkurrenter, der er saa uduelige, vil ikke være de Herrer farlige. De vil jo uden videre blive „modløse” og „opgive Ævret”.

Det er særlig de danske Forfatterinder, der maa holde for. Som Modsætning til P. Hansens videnskabelige Studier vil jeg tillade mig at anføre:

I "Nationaltidende” for 27de Nov. 1884 begyndte en Anmeldelse af Fru Gyllembourgs samlede Værker med følgende Paastand:

„Der kan intet bedre Bevis findes for, at Kvinden alt i lang Tid har faaet en ganske anderledes god Opdragelse, rig Udvikling i England end andet Steds, end det, der ligger i den Kjendsgjerning, at England ejer en Række betydelige Forfatterinder, hvortil intet andet Land kan opvise Magen. Et enkelt vildt voksende Geni som George Sand præsenterer sig i Frankrig kun som en Undtagelse **), medens det paa den anden Side af Kanalen i vort Aarhundrede næsten er Regel, at hver Generation har en eller flere fortrinlige Skribentinder?”

Her følger en Række verdensberømte Navne.

Da jeg læste Navnet Charlotte Bronté, kom jeg uvilkaarlig til at smile. Hvis „Jane Eyre” var bleven skreven af en dansk Forfatterinde, vilde hun have faaet sit Pas paaskrevet omtrent saalydende: „en sentimental, forskruet Dameroman med den obligate dæmoniske Helt” o. s. v. En Helt som Rochester vilde nu ligefrem have været umulig. - Men Charlotte Bronté gjorde den berømt!

„Det er derfor intet Under”, fortsætter vor Anmelder, „at de engelske Dameromaner sluges hele Verden over." (Ja, Solstraalefortællingerne sluges ogsaa!) „Og de danske Kvinder søge saa meget ivrigere til Englændernes Bord, som der her tillands saa omtrent slet intet staar dækket. Fru Gyllembourg er vor eneste, anerkjendte Forfatterinde; hele Resten er mer eller mindre at opregne i Dusinvis.” (!)

At denne sidste af Anmelderen antagne Kjendsgjerning kommer af Mangel paa Uddannelse og Kundskaber, tillader jeg mig at betvivle. Tror Anmelderen maaske, at de fleste store Digtergeniers Lærdom trykker dem? De engelske Damers Ophoben af Kundskaber har snarere avlet de meget bekjendte spottede "Gouvernanteromaner”, - med ét Ord: den rigtig ægte „Blaastrømpeliteratur”, som den ærede Anmelder fuldstændig synes at have forglemt.

Men nu de store af de engelske Forfatterinder, de, som er „paa Højde med Dickens og Tackeray?” At disse „store”, der for Resten løjerlig nok debuterede under Mands Navn, blev til, hvad de var, skyldes hverken de større Kundskaber eller den rigere Uddannelse, men simpelt hen, at England giver sine Forfatterinder Luft, Lys og den selvsamme Respekt og Adgang til Kappestriden for at naa Prisen, som det skjænker sine Forfattere.

Grunden er, at England ikke betragter sine kvindelige Skribenter som Stedbørn, der kun taales, ignoreres, men som dem, der gaar i lige Arv med Sønnerne.

Blandt disse udvalgte, udenlandske Forfatterinder undrer det mig højlig, at Fredrika Bremer ikke er bleven nævnt. Hun var verdensberømt, saa det kunde forslaa! Selv Amerika laa for hendes Fødder, og hendes Rejse gennem den ny Verdensdel var et Triumftog.

Hvorfor? Var det kun hendes store Begavelse, som var Skyld deri? Fru Gyllembourg naaede dog ikke at blive synderlig kjendt, end sige berømt udenfor Skandinavien, til Nød - Tyskland. Det var tillige, fordi Fredrika Bremer var svensk. I Sverige har man ogsaa havt Fru Lengrén, Fru Knorriug, Emilie Flygare-Carlén.

I Sverige ligesom i England har Kvinderne gode Dage, og deres Arbejde bliver holdt i Ære, det kommer frem! Derfor er ogsaa Kvindesagen videre fremme i Sverige end i Danmark, - Hr. P. Hansen vil forgæves søge at gjenne de svenske Kvinder tilbage til „et vel balanceret Hus.”

Som en udenforstaaende, der ikke er født i Danmark og altsaa ikke har faaet den saa haardt angrebne kvindelig-danske Opdragelse, har jeg ulige lettere ved i de danske Kvinders Navn at gjøre Indsigelse. Den danske Kvinde sidder gjennemsnitlig inde med ligesaa store Kundskaber og alsidig Uddannelse i alt Fald som den svenske, og hvad hun endnu mangler - naa, giv hende først Hovedsagen, saa kommer nok det andet af sig selv!

Er de danske Kvinder mindre begavede, maa selvfølgelig hele Nationen bære den samme Skæbne, og da de danske Mænd sikkert nødig i denne Henseende vil dele Kaar sammen med deres bedre Halvdel, hvad er saa Grunden til, at Danmark til Dato ikke ejer „nogen Forfatterinde, som er værd at nævne”, uden Fru Gyllembourg?

Forholdene! Forholdene, som de hidtil have været, og „den offentlige Mening.” I Sverige har man i Almindelighed betragtet den danske Kritik som haard og partisk ligeoverfor Danmarks Forfatterinder. Et Exempel falder mig netop ind! Den danskfødte Forfatterinde Fru Nyblom i Upsala har i Sverige et virkeligt Navn. Ja, jeg har ikke læst hende, saa jeg personlig ingen Mening kan have, om hun har fortjent det eller ikke, - en Kjendsgjerning er, at hun har det, og det i en Grad, som det her i Danmark, uagtet enkelte „ridderlige” Anmeldelser, vilde være hende umuligt at opnaa. Fru Aubert og Pseudonymen Marie har i Norge en Anseelse og et Publikum blandt Landets reaktionære faste Stok, som den tilsvarende hernede i Danmark med Hr. P. Hansen i Spidsen formodentlig vilde kalde for mer end „antediluvianske” Rester af gammeldags Romantik. Om Forfatterinden I., hvis mange Oplag ikke kan „smides ud”, siges der: „hun skriver kun for Kvinder.”

Hvorfor ikke? Selv om de „kun” har skrevet for Kvinder! Naa, det er jo mindst Halvparten af den hele Menneskeslægt. Der er nok af Mænd, som kun skriver for Mænd. En Recensent har en Gang med Rette udtalt, at blot Kvinder kunde skrive om Kvinder, og da Nutidens Forfattere interessere sig saa meget for Kvinden, da hun er paa Dagsordenen, - nu vel, saa gaa til Kilden! Læs, hvad Kvinderne skriver om sig selv!

Flertallet af Mænd læser dem ikke. Det kvindelige Navn paa Bogens Titelblad har været et Medusahoved. Desuden tilhørte de ingen Skole, de vare ikke indregistrerede i nogen Klike, med andre Ord: de har manglet Reklamen.

En Kritiker har en Gang for ikke saa længe siden, idet han omtaler de mandlige Forfatteres Indlæg i Kvindespørgsmaalet, spurgt: „Men hvor bliver vore danske Kvinder af? Hvad vore Forfatterinder mener om deres egen Sag, derom er vi fuldstændig uvidende.”

Desværre, det er sandt. Ikke én har rørt sig undtagen Pouline Worm. De var jo nu en Gang bange og forknytte. De manglede Selvtillid. Maaske var de reaktionære?

Vor Anmelder i „Natt.” er vistnok saa retfærdig at tilføje: „Dette bør nu næppe udelukkende skrives paa Evneløshedens Regning. Den danske Kvindes hidtidige saare mangelfulde Udvikling” - hvis Skyld er det, at den har været mangelfuld? - „har sin store Del deri.”

„Det vil nemlig ved en nøjere Undersøgelse vise sig, at mere end én af vore skrivende Damer, som alt nu er glemt eller vil være det imorgen, har havt tydelige, literære Anlæg, men er aldrig bleven viklet ud af Svøbet; de minde slaaende om hine blege og forkrøblede Smaaplanter, der undertiden komme for Dagens Lys, naar en Bunke vissent Løv skubbes tilside ude i Skoven. Evnerne, som utvivlsomt vare til Stede, have hverken faaet Luft eller Sol, og ere da hurtigt sygnede hen.”

Anmelderens Lignelse er poetisk og smuk. - Saa giv dem den Luft og Sol, uden hvilken de sygner hen! Giv dem den Livsbetingelse, uden hvilken de ikke kan leve. Skub bort denne „Bunke med vissent Løv”, denne affejende „Tien ihjel” eller skjødesløse Behandling, hvormed I Aar efter Aar har dækket hver Spire, der vilde skyde frem. Hvorledes kan „Puppen” komme ud af „Svøbet” uden Sol? At mange af vore Forfatterinder (hvordan de egentlig kan blive talt i „Dusinvis”, bryder jeg for Resten forgæves mit Hoved med at udregne!) er saa inderlig vel fornøjede med deres Frembringelser, - de vil gjærne blive siddende i Sumpen, - det tror jeg gjærne, men jeg véd, det er ikke Tilfældet med alle.

En Anmelder af „Judith Fürste” i Dagbladet 20de August 1884 skriver blandt andet: „Den helt tilbagetrukne, indenfor temmelig trange Grænser indsnevrede Stilling, hvortil Kvinden i vort Samfund saa længe har været henvist”, (af hvem?) „har utvivlsomt selv over de Begavelser, der ellers vilde have kunnet yde noget betydeligt, lagt et Slør af Uselvstændighed og Konveniens, som ved at udslibe og udviske det ejendommelige og individuelle” - o. s. v.

Indrømmet! Sandt hvert Ord desværre for de allerflestes Vedkommende, kun med den Tilføjelse, at Kritiken gjennem Aarenes Løb ærlig har arbejdet med paa denne „Uselvstændighed”. Den kvindelige Forfatter i Danmark har altid været forknyt, og tænkt: Hvad hjælper det? Vovede hun en lille Smule at rejse sig, blev hun snart trykket i Knæ igen ved Beskyldning for, at hun havde paataget sig en Opgave, hun ikke magtede. Hun fik ikke en Gang Lov til at forsøge sig frem, hvorledes skulde hun da gjøre det? Herregud, dertil var hun nu bleven altfor beskeden. Hun havde gaaet i en god Skole. „Skomager, bliv ved din Læst!” I alt Fald maatte han ikke tale om Ting, som han - Skomageren - ikke forstod sig paa!

Jeg vil haabe, „Kvindesagen” efterhaanden kan give hende Mod til at forsøge en Kamp, og at den Tid maa være nær, hvor Kvinden herhjemme er tilstrækkelig udfriet af „den aandelige Umyndighedsstand, hvori hun til stor Skade for Udviklingen saa længe har befundet sig.” ***)

Naar nogen bliver holdt i Umyndighedsstand, har jeg aldrig hørt, det er den umyndige selv, som har gjort sig umyndig. Hvem har saa gjort det?

„Man siger vel, Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker.”

Anmelderen i Dagbladet slutter imidlertid med følgende sande Ord: „En Kvinde kan ligesaa godt som en Mand producere Værker med varig Betydning, naar hun ikke blot er i Besiddelse af Evnerne, men vel at mærke ogsaa faar Lov til at bruge dem fuldt ud.”

For de Ord skylder vistnok enhver kvindelig Forfatter Dagbladets Anmelder sin varmeste Tak. Det er den første, der mig bekjendt, her i Danmark har brugt dette forløsende Ord.

Om et Arbejde af en ung mandlig Forfatter, der endogsaa var meget ung, erklærede en Gang en Recensent, at der ikke fandtes en Antydning af Komposition, alt var højst vilkaarligt hægtet fast til hinanden. Desuagtet tog han saaledes tiltakke med de gode Enkeltheder, at der ikke manglede meget i, at vedkommende Bog blev gjort til et Mesterværk.

Ligeoverfor de kvindelige Forfattere er „Komposition” sædvanligvis den Stridshandske, der bliver kastet dem i Ansigtet. Man gaar ikke der saa omhyggelig paa Opdagelse efter de gode Enkeltheder. Det er højst tilgiveligt, at hun finder denne Partiskhed uretfærdig.

I Fru Johanne Schjørrings „Den gamle Herregaard” er der saadanne Enkeltheder. En gammel Bedstemoder, som i et Arbejde af Hr. Den eller Den af hans Kammerater vilde blive lovprist som „en ypperlig, original Skikkelse, greben lige ud af Livet.” En Nat i Borgestuen, hvor Tjeneren venter paa det fraværende Herskab, vilde blive kaldt mesterlig.

En af de „antediluvianske”, - andre vilde sige: en af de „retfærdige” - Anmeldere skrev for nogle Aar siden om samme Forfatterinde: „Fru Schjørrings Forfattervirksomhed kunde udfolde et større og friskere Vingeslag, naar ydre Vilkaar skjænkede hendes Talent og Kræfter friere Spillerum, og hendes fine, men ligesom noget indestængede Evner turde vel fortjene, at man ønskede dem Mulighed given til en fyldigere, frodigere Vækst.”

Enkelte af hendes Bøger ere blevne oversatte paa Tysk og meget rost i tyske Blade, men det har ganske vist ikke „staaet i Avisen.”

Dersom man en Gang alvorligt vilde undersøge de Forhold, hvorunder de fleste af vore danske Forfatterinder arbejder, vilde man tilvisse finde dem saa ugunstige, som muligt. De fortjener idetmindste ikke at affejes med et medlidende Skuldertræk af flotte Kritici, der ofte er meget unge, meget grønne, nyder Livet baade efter Evne og over Evne, og som selv ofte har sovet Sig til deres eget lille literære Held. De har havt sit lille, trofaste Publikum, disse Forfatterinder, det indrømmes, ligesaa er der enkelte retfærdige Recensenter, der upartisk har givet en eller anden af dem deres Anerkjendelse, men de, der indirekte har ført det store Ord, de har ignoreret dem fuldstændig, og det store Publikum - læser dem ikke.

Man burde beundre disse Kvinders sejge Udholden og Aandsspændstighed, at de i Forhold som disse, mange som Husmødre, formaar at skrive - nu, saadan som de dog virkelig skriver. Man fristes uvilkaarlig til at tænke: naar de alligevel skriver saapas, som de faktisk gjør, hvor dygtige og betydelige vilde enkelte af dem maaske ikke blive, hvis Forholdene var dem gunstige.

Holger Drachmann behøver ikke at ængste sig, P. Hansens „vel balancerede Hus” vil ikke „løbe Fare for at forsømmes ved Skribentindens Virksomhed med al dens Distraktion og Irritabilitet.” I ni Tilfælde af 10 vil det gaa ud over Bogen, ikke over Huset. Fru Lengrén er ingen Undtagelse.

Denne haabløse Resignation sløver og lammer. Lad dem øjne en Mulighed for, at ogsaa de vil finde Øre, at ogsaa en eller anden af dem kan trænge igennem! Læs dem!

„Nationaltidendes” Anmelder giver mig Vaaben ihænde. Han erklærer selv, at Fru Gyllembourg indførtes af sin Søn (den store, almægtige Søn!) i Literaturen, „at han og hans Venner protegerede hende paa alle Maader, - dette har været tilstrækkeligt til at bygge Søjlen under hendes Fødder saa fast og høj, som vi endnu se den.”

Og det begyndte man først rigtig at faa Øjnene op for i 1884?

A. Falkmann raadede i sin Recension over „En Digters Hustru” John Poulsen til at skildre sin literære Kamp, sine literære Haab, Drømme og Skuffelser og mente, denne Virkelighedsskildring i alt Fald vilde gribe med Sandhedens Magt. - Der vilde være flere saadanne Livshistorier at berette.

Skjønt Danmark i de sidste Aar er kommet langt videre end Norge, hvad Kvindesagen forøvrigt angaar, staar det dog endnu meget tilbage - trods „Fader Holberg.”

Adda Ravnkilde? Jeg har al Respekt for den ulykkelige unge Pige, som maaske - ja, sikkert er det da ingenlunde! - sad inde med Evner, der kunde have udrettet noget. Men jeg er fuldstændig enig med „Morgenbladets” Anmelder (7de August 1884) i, at det var et stort Held for „Judith Fürste”, at Dr. G. Brandes har medgivet den en varm Anbefaling i Form af et smukt og anerkjendende Forord.

„Hvis det ikke havde været Tilfældet”, tilføjer Morgenbladet, „vilde det rimeligvis være gaaet den, som det herhjemme og andet Steds gaar Hundreder af Bøger, der har en ubekjendt Forfatters og navnlig Forfatterindes Navn paa Titelbladet; hvis Kritiken ikke havde taget sig særdeles varmt af den, vilde den være bleven overset og ulæst.”

Gad vidst, hvordan Adda Ravnkilde havde taget den Kamp op, hvis hun havde levet og ikke havde været G. Brandes Protegé? Rimeligvis var hun bukket fuldstændig under for de Hindringer og Skuffelser, som de øvrige, danske Forfatterinder i aarevis har betragtet som deres daglige Brød. At hun ikke besad deres moralske Mod til at holde ud og vente maaske forgjæves, derpaa er hendes Død et talende Bevis.

Her maa gjøres en Forandring i dette, danske Mænd kan ikke længere være bekjendt, at de gjør deres egne Kvinder saa ynkelig ringe ligeoverfor andre Landes.

„Man vil indvende, at Kvinden ikke forstaar sig paa disse Ting. Skulde dette ikke ligge i, at man har holdt hende borte fra alt, der ikke hørte ind under Husholdningen?” ****)

Skulde det i dette Tilfælde ikke ligge i, at Flertallet af danske Recensenter hidtil har holdt hende udestængt fra det Dagslys, i hvilket hendes Begavelse kunde sætte Frugt?

Det ligger tillige i noget andet. Det bunder i de P. Hansenske „hindrende Rester af den gammeldags Romantik, antikverede Ridderlighed, antediluvianske Følelse for en kvindelig Modparts Svaghed”, som Fremtidskvinden er den første til at ringeagte, ja endog til at frabede sig som en Fornærmelse.

Ja! det vil hun. Hr. P. H. har set rigtig. Der har ikke ofte været vist hende en større Haan end netop denne Ridderlighed, der hos Middelalderens Mænd udsprang af deres Mariadyrkelse og hos det nittende Aarhundredes Kavalerer af Kvindeforagt. Saalænge vor Tids Mand blev ved at være galant uomo, saa længe gik han paa Akkord med sin Samvittighed, sin Sanddruhed og myntede den ud i tusinde Smaaløgne. Forfatterinder som Baldamer var nu engang „uudviklede” Børn, der maatte trøstes og beroliges selv ved Hjælp af en lille Usandhed. Er de danske Forfatterinder hildede i et Selvbedrag, saa bærer den gammeldags Kritik Ansvaret.

Hvad der imidlertid slaar os Kvinder, det er det utrolige, at højkirkelig Reaktion uden Betænkning slutter Forbund med den atheistiske Radikalisme, saa snart det gjælder at vise Kvinden sin Ringeagt.

Den „antediluvianske” Høflighed anstaar ikke Dronning Margrethes Landsmænd. Det er en Mode fra Frankrig, der klæder dem ilde. En af Guy de Maupassants Oberster erklærer, at for Kvinden kan Franskmanden gjøre alt, selv det umulige. Han vil kun være skabt for at bære hende paa Hænderne som hendes Tjener.

Det ridderlige Frankrig, hvor den katholske Mariatilbedelse hylder Kurtisanen og - Moderen, medens Moderen, der har skjænket Frankrigs Sønner Livet med Fare for sit eget Liv, ved Lovens Hjælp stilles lige med Børn og Idioter. I denne højst tvivlsomme Moderdyrkelse gaar Vesten og Østen, Muhamed saa vel som Apostelen, op i en højere Enhed. „Ved Børnefødsel skal hun blive salig!”

Gøthe var en Erotiker, og den Slags Mænd har aldrig i Kvinden set andet end en Odalisk.

Vor Tids Erotikere er nu formelig faldne i Staver over deres sønlige Følelser. Og denne „la mere” gjøres til Gjenstand for Spot! Denne Moder, hvem en Søn siges at skylde alt, hvad der i hans senere Liv er værd at nævne! Kun begavet med Følelsens Instinkt, med en „Maskines Nøjagtighed”, regnes hun ikke en Gang for at være et tænkende Menneske. Fremtidskvinden ønsker intet hellere, end at denne forløjede Moderforherligelse maa forsvinde som en Øjenforblændelse. Hun afskyr denne overnaturlige Glorie og ønsker helst at være paa den jevne Jord, at betragtes og behandles som et Menneske uden Englevinger, der ikke smigres, men siges Sandheden. Hun giver Afkald paa den Heltinderolle, Drachmann falder i Henrykkelse over, paa det Omraade, hvor hun har Tilladelse „til at virke efter sin Bestemmelse”, og hun, den „uudviklede, ufuldkomne” virkelig kan udfolde det fuldkomne Heltemod: „uden Forfængelighed, uden at skulle roses i Avisen at komme vort lidende Samfund til gode -.”

Det er meget ædelmodigt af de Herrer Verdensskuespillere altid kun at tildele det andet Kjøn Soufleurens beskedne Rolle. „I det skjulte!” synger Drachmann. Jeg mindes en Gang en Dreng, der, da Søsteren beklagede sig over en Uret, han havde gjort hende, svarede: „Har du noget at fordre? Tak Gud, du faar leve!” Et vist Folkeslags Skik, at kaste mange nyfødte Pigebørn i Vandet og drukne dem som Kattekillinger, var mere konsekvent og ogsaa mere menneskelig. Overfyldningen paa Verdensmarkedet vilde i alt Fald derved bliver betydelig formindsket?

Men hvorfor forudsætte som givet, at det kun er „Forfængelighed” og barnlig Lyst til at „roses i Avisen”, der bringer en Kvinde til at optræde offentlig. Hvad berettiger vore Riddere til en saadan Mistanke? Maaske de taler af egen Erfaring? Ét er sikkert: Faar Kvinden ikke den Agtelse og Respekt, hun tilkommer, maa Riddertidens „Fossilier” graves op igjen. Noget maa hun have til Vederlag. Den eneste Maade, hvorpaa P. Hansen kan faa det „antediluvianske” ud af Verden, er, at han faar den Baldame, Ridderne har dresseret til personlig Fornøjelse, omskabt til Fremtidskvinde. Saa faar han ogsaa de „ antikvariske” Rester af Fortidens „Blaastrømpe” „smidt ud.” „Blaastrømpe” blev en intelligent Dame, der ikke var fuldkommen tankeløs, kun, fordi hun var sig bevidst, hun gjorde noget, der ikke passede for hende, hun gjorde Vold paa Naturen.

De samme Komplimenter, der skabte Koketten, skabte ogsaa „Blaastrømpen”.

At forbyde Kvinderne Markedet gaar ikke godt an, saalænge vi har fri Konkurrence, derimod er „den underfundige Maade” hvorpaa Hr. P. Hansen foreslaar at arrangere Udkastelsesforretningen, (jeg har nok selv i „C. Collett” været saa uheldig at give ham Ideen) i sig selv vist slet ikke saa gal. Da han har bragt i Erfaring, at et Kvindehoved trænger til skrappere Lud, end han og hans Kolleger trods den bedste Vilje formaar at yde, anbefaler han indtrængende at besætte „det kritiske Dommerembede i Pressen” med „recenserende Kvinder”. Jeg tror ogsaa, det vilde hjælpe, og er enig med Hr. Hansen i, at Smiger vilde der ikke mere blive noget af. Derimod vilde der komme, hvad der har manglet, nemlig Respekt. De vilde holde deres literære Medsøstre skrappere til Ilden, netop fordi de vidste, disse kunde blive til noget andet end blot Dilettanter og Amatører. De vilde vække den Selvkritik, som Riddernes Artigheder har dysset i Søvn, og den Selvtillid, som Antikvarernes Grovheder har ranet. Forfatterinderne vilde faa et højere Maal at stile efter end det, der hidtil for Spøg var blevet dem sat.

Hr. Kandidat Sveistrup mener rigtignok, det er en Vildfarelse. I sine forskjellige, særdeles interessante Foredrag om Kvindesagen fremsætter han en „antediluviansk” Lære, kun paa en ny og moderne Maade. Han fremhæver med varme Ord Kvindens sædelige Overlegenhed over Manden, men understreger samtidig hendes Underlegenhed i Evner og Aandsudvikling. Men saa er vi jo ikke komne et Hanefjed videre. At Kvinden er den moralske Ballast i „et vel balanceret Hus,” har man snart vidst fra Arilds Tid af; hvad har det hjulpet hende? Dogmet om hendes Underlegenhed i Evner har holdt hende nede i Aarhundreder og vil blive ved at gjøre det, hvis man ikke fører Kampen over paa Mandens egen Grund. Til Moralen giver han os med Fornøjelse Eneret, men Aandens Omraade forbeholder han sig selv og modsætter sig enhver Indtrængen.

Paa dette Punkt har flere af Kvindesagens Tilhængere, efter min Mening, gjort et Fejlgreb. I deres Holden fast ved de kvindelige Evners Ligeberettigelse med Mandens har de enten benægtet eller ignoreret, at de vel paa ingen Maade er ringere, men forskjellige. Ligesom de legemlige Kræfter i Reglen ikke er ens, saaledes er Forholdet det samme med Hensyn til de aandelige. Fraset Undtagelserne tror jeg ikke, de Abstrakte Videnskaber ligger for Kvinden. Hun er for positiv af Natur. Derimod kan jeg ikke forstaa, hvorledes Kand. Sveistrup kan frakjende hende en sideordnet kunstnerisk Begavelse. For ikke at tale om de mange europæiske kvindelige Kunstnere af høj Rang - et ret anseligt Antal, naar man tager Fordom og trykkende Forhold med i Betragtning, - er der i Kunst, særlig i Musik og Digtekunst, en mer eller mindre stærkt udpræget kvindelig Bestanddel, der sætter sit Præg paa de fleste af dens Udøvere. Hvorfor danner Skuespilkunst og Musik en Undtagelse? Hvorfor bliver her Kvindens Adkomst til de højeste Ærespladser aldrig bestridt? Er det, fordi den personlige Fremtræden her kaster sit Lod i Vægtskaalen? Ja, jeg sætter dette kun som et Spørgsmaal. Det vilde glæde mig, hvis jeg kunde faa et tilfredsstillende Svar. Kand. Sveistrup dvæler rigtignok ved den Besynderlighed, at der endnu ikke er fremstaaet nogen berømt kvindelig Komponist, og drager deraf den Slutning, at hun som Musiker eller Skuespillerinde nok har den udøvende Evne, men ikke den skabende. Ja, saa er kvindelige Digtere og Forfattere dødsdømte og kan ligesaa godt „opgive Ævret”. Der maa vistnok være en anden Grund. Siden hun med saa afgjort Held kan konkurrere med mandlige Sangere, Pianister, Violinister, var hun dum, hvis hun vilde spilde sit Liv paa at trænge ind der, hvor Konkurrence endnu vil være hende forbudt.

Men det begynder at lysne op i det tunge Vintermørke. Som Foraarsbebuder kommer nu og da en lille Bog af en eller anden dansk Kvinde *****), som viser, at det ikke var Lærdommen, der manglede, men et virkeligt, bevidst Livsindhold, et selvstændigt, videre Blik paa Livet, og - at de ikke mere reserveret, uberørte staar og ser til, men har faaet et Pust af deres Tids Aand. Reaktionen har været deres forkrøblende Snørliv. Naar den danske Forfatterinde fra konservativ bliver frisindet, med andre Ord: bliver „Fremtidskvinde”, vil den danske Dameliteratur faa et Opsving.

At vore „antediluvianske” Riddere begynder at blive bange for „de skrivende Damers” Konkurrence, er gode Tegn.

Hvordan „Kvindesagen” vil fortone sig, naar den har faaet gjæret ud og gjennemgaaet alle sine Udviklingstrin, ja, det kan vi maaske have en Anelse om, men før et Aarhundrede til er gaaet til sine Forgængere, kan Hr. P. Hansen ikke faa den Fornøjelse at sætte sig paa „Erfaringens Domstol”. Naar Aarhundreders slet balancerede Huse skal omreguleres, er det ikke gjort paa nogle faa Aar. Udviklingen vil ifølge sine egne naturlige Love gaa sin rolige Gang: ingen „Antikvar” vil formaa at standse den eller skrue den tilbage.

I P. Hansens Literaturhistorie findes den „antediluvianske” Mærkværdighed, at der er vist Magdalene Thoresen Retfærdighed og givet hende den Plads, der tilkommer hende blandt Norges Digtere, medens Camilla Collett ikke blev funden værdig til Optagelse. Den samme C. Collett, hvem Nordmanden Halvorsen i sit ny norske Lexikon bringer sit Folks T