Kvindelig Kunst paa Foraarsudstillingerne.
Den fri Udstilling.
Paa den fri Udstilling møder vi i Aar kun nogle af de Kunstnerinder, der er Parthavere i den; Billedhuggerinden Fru Carl Nielsen, Malerinderne Fru Slott-Møller og Frøkenerne Konstantin Hansen og Skovgaard, mens Frøken Frøhlich, Frøken Krebs og Fru Krøyer savnes.
Fru Slott-Møllers Billeder er i deres Storladenhed vidt forskellige fra vore andre kvindelige Maleres. Man vilde snarere gætte paa, det var en Mand, hvis Malerier man havde for sig, end at en Kvinde var Mester for dem. Dels paa Grund af de Æmner, hun giver sig i Kast med, og saa ogsaa, fordi der virkelig er en Gaaen paa og Energi i, hvad hun maler, som endnu ikke almindelig træffes hos danske Kvinder, Anna Ancher ene undtagen. Selv om man ikke er enig med hende i hendes Opfattelse, er der altid meget i hendes Kunst, man beundrer.
I Aar har hun villet give os Niels Ebbesen efter Drabet paa Grev Gert, og i det Vers, som staar neden under paa Rammen, forekommer den Linie: "Da Slangen segned for Løvens Slag." Men er der noget, som denne Niels Ebbesen ikke minder om, da er det en Løve. Landskabet er smukt og stemningsfuldt malet, og der er Poesi i den store, øde Hede med Skyerne, der drager bort, og Solen, som lyser bag Rytteren, og hans Hest, det er en ægte jysk Hest med Kraft og Mod i sig, - men Ridderen selv, det er som en Træfigur, sat op paa den. Man forstaar ikke, hvad Kunstnerinden har ment med ham; "den bolde Ridder, som vog den kullede Greve," ham er det ikke lykkedes hende at give.
Elise Konstantin Hansens Billeder ser man altid med Glæde; de er baade dygtig gjorte og friske og naturlige. De virker ved al deres Simpelhed, blandt andet fordi man fornemmer, at de ikke er lagte an paa at tage sig ud, men paa at give Tingene netop som Kunstneren selv har set og følt dem. Hendes Bølgetoppe i Aftensol med de flyvende Terner er dristigt og levende malet, og Maagebilledet fra Limfjorden, hvor Solen endnu belyser Forgrunden, medens Horizonten ligger i dybtrøde Aftenskygger, er elskværdigt og morsomt. Gæssene, som i Gaasegang gaar i Fjorden, er ligeledes et kvikt lille Naturbillede.
Over Frøken Skovgaards Billeder er der kommet mere Fasthed; de er ikke saa svømmende i Aar, som de ellers plejer, om det maa være os tilladt at bruge det Udtryk. Et blomstrende Kirsebærtræ er et fint og nydeligt Billede, og Aspelien paa Myrsæteren, Løyparstrængen paa Skudhodle og Septemberaften er alle kønne og stemningsfulde.
Fru Marie Carl Nielsens Dyr, som næsten alle er støbte i Bronce, er ligesaa fint og naturtro gjorte som altid. Foruden dem udstiller hun et større Gibs Relief: Kristus byder Lazarus komme ud.
Enten man hylder eller ikke hylder den "Metode" i Kunsten, der ligger bagved dette Arbejde, vil man vist kunne enes om, at den opvaagnende Lazarus er vellykket, men at Kristusskikkelsen ikke virker, som Kunstnerinden dog vistnok har ment, den skulde.
II. Charlottenborg.
Skønt Charlottenborg-Udstillingen har mere end seks Gange saa mange Kunstnerinder at opvise som den fri Udstilling, svarer dog ikke det kvalitative Indhold hertil. De gode, gamle Veteraner genser man al Tid med Glæde, men det kan ikke nægtes, at man godt uden Skade kunde have undværet en hel Del af de udstillede Arbejder.
Af Anna Ancher findes der tre Billeder, smukke, dygtige og overlegent behandlede, men som dog ikke i tilstrækkelig Grad bærer Vidnesbyrd om den talentfulde Kunstnerindes Evne til at virke ved sin fine, delikate Farvebehandling, en Evne, hun i saa høj Grad besidder, som ingen anden her hjemme. Man mærker al Tid i hendes Billeder den omhyggelige og kærlige Behandling; Farverne glider over i hverandre i den inderligste Harmonie. Skønt det er ganske almindelige Hverdagsbegivenheder, hun fremstiller, formaar hun dog at forlene dem med en Ynde og en Sarthed, der trænger Beskueren ind i Hjærtet, saa sand og saa ægte, saa fordringsløs er den.
For nogle Aar tilbage var Blomster- og Landskabsmaleriet omtrent det eneste Felt, Kvinder vovede sig i Kast med; nu er det morsomt at iagttage, hvorledes det mere og mere trænges i Baggrunden for Portræt- og Genrebillederne.
Der findes enkelte kønne Landskaber, i hvis første Række absolut Emma Meyers maa nævnes; de er besjælede af en livfuld og elskværdig Naturfølelse og dygtigt og paalideligt gjorte.
Der er ingen, der som Fru Anthonore Christensen og Frk. Dohlmann kan give os friske og straalende Blomsterbilleder; om end der er flere meget hæderlige Arbejder i den Retning. Særlig synes Frk. Dohlmanns at være personlig følte og gengivne; hendes "Æblegrene og Stedmodersblomster" kan ikke godt tænkes bedre gjorte nu til Dags; de gamle Hollændere naar man vanskeligt.
Vor dygtigste Portrætmalerinde, Frk. Wegmann, udstiller to Billeder, et Barneportræt og en ældre Herre, som begge er i Besiddelse af alle de Egenskaber, der har grundlagt Frk. Wegmanns Ry. I teknisk Henseende lader de intet tilbage at ønske, og de er gjorte med spillende Livfuldhed,
men giver ikke noget nyt Bidrag til Kunstnerindens Karakteristik.
Fru Elisabeth Wandel, der ogsaa fortrinsvis beskæftiger sig med Portrætmaleriet, viser sig dygtigst i Pastellen. Hendes ældre Dame er især godt karakteriseret, ligesom det kvindelige Hovede i Dobbeltportrætet ogsaa er lykkedes bedst for hende.
Foruden de allerede nævnte findes der adskillige andre Portræter, blandt hvilke Frk. Leis Schielderups maa nævnes for deres Elegance og den Virtuositet, med hvilken de er udførte.
Emilie Mundt er bedst i sin "Overvejelse"; Kjolen og Interieuret er nydeligt behandlet.
Sofie Holten har et lidt kedeligt Billede fra Norge, "Et Jønsok Bryllup". Man staar som oftest temmelig uforstaaende over for den Slags maskeradeagtige Opstillinger; den usynlige Traad, som skulde forene de forskellige Personer med hverandre, saa der kom Poesi og Stemning i Billedet, fattes, om end det er dygtigt og flinkt gjort.
Ja, saa er der mange, mange andre Arbejder, i hvilken der sikkert er nedlagt megen Flid og Udholdenhed; men Gnisten fattes, som skal gøre de kolde Hjærter varme, og det er dog derfor, Kunsten er til, for at gøre os rigere og større, for at fylde os med Glæde og Andagt.
