"Missbrukad Kvinnokraft",

Om ovenstaaende Emne holdt som bekendt den svenske Forfatterinde, Frøken Ellen Key under afvigte Sommers „Kvindernes Udstilling” et Foredrag her i København. Foredraget vakte den Gang nogen Forbavselse, idet det hovedsagelig opfattedes som et med stor Veltalenhed tilrettelagt Stof for et Angreb paa Kvindesagen. Det samme Foredrag har været holdt senere i Stokholm og Gøteborg og er endelig udkommet paa Tryk i Stokholm, hvor det hurtig er blevet efterfulgt af en Række Modskrifter: „En Protest” af Alma Cleve, „Et Ord” af Mathilde Roos og „Misslyckad Kvinnokraft” af Ellen Idstrøm. Desuden har de skandinaviske Tidsskrifter „Dagny”, „Nutid” og „Nylænde” igennem forskellige Forfattere taget til Genmæle, samtidig med, at adskillige Artikler om samme Sag er fremkommet i Stokholmske Dagblade. Derefter har saa Ellen Key udsendt en ny Bog: „Kvinno-Psykologi och Kvinnlig Logik, en Studie och et Førsvar.”

Dette Blad havde af Forfatterinden faaet Ret til at offentliggøre selve Foredraget, men da det kom, var det saa omfangsrigt, at vi foretrak at benytte et mindre af Forfatterinden selv udarbejdet Uddrag (dog mere den positive Side af Sagen, end den negative, som det mundtlige Foredrag her indeholdt).*)

Om selve Sagen har Fru Ellen Plum tilsendt os nedenstaaende:

Frøken E. Key og Kvindesagen.

Frøken Ellen Key har iført sig sin fulde Rustning og er draget i Leding mod den stakkels Kvindesag.

Det er unægteligt smukke Vaaben, Frøken Ellen Key har at kæmpe med; hun har Talent og Aand, og hun har til sin Raadighed en Belæsthed og en Kundskabsfylde, ud fra hvilke hun henter sine mange Beviser, der dog ikke alle er lige lødige.

End yderligere skriver Frøken Key med Renegatens hele Glød; og det er smukt, og det er rigtigt, meget af det, hun siger; men det er underligt, saa lidt Brug der er for det.

Hun fremhæver paa smuk, om end ikke ny Maade, den Rolle, som Moderlighedsevnen bør spille og spiller i Kvindens Liv. Hun taler om „at give Mødrene tilbage til Hjemmene”, men har der virkelig været Fare for, at de skulde fjerne sig fra dem. Hun selv synes ikke ret at tro paa, at Moderligheden er ved at udslukkes; hun siger ialtfald, at hun „ikke frygter for Slægtens Uddøende gennem Kvindeemancipationen”. Hun vil kun optræde advarende mod dem, der som løvindebevægelsens Maal stiller Opnaaelsen af samme aandelige Højde som Mandens.

De, der arbejder med dette Maal for Øje, er imidlertid vistnok saa faa, at det neppe havde været nødvendigt at sætte et saa stort Apparat igang for deres Skyld.

Frøken Key har samlevet med ualmindeligt begavede, maaske lidt ukvindelige, Kvinder, og hun er selv saa rigt udstyret, at man ikke kan undre sig over, at hun en Tid lang har betragtet den , absolute Lighed med Manden som et rimeligt Maal for Kvindesagens Bestræbelse.

Vi Hustruer og Mødre, som har interesseret os for Sagen, har taget denne fra den mere praktiske og, nutidige Side og har overladt til Fremtiden at afgøre, om Kvindens Intelligents er istand til at naa Mandens Højdepunkt.

Vi har i vore unge Dage set megen Dygtighed og megen Arbejdskraft gaa tilspilde ved de indsnævrende Forhold, under hvilke dannede Kvinder dengang var stillede. Vi har set, hvor megen ukvindelig Bitterhed og Hjertetørhed, der skabtes hos dem, der maatte vandre de trange Legatsøgningsveje, eller maatte spise det sure Naadsens Brød, som Slægt eller Venner vilde unde dem. Vi har set, hvor mange mislige Ægteskaber der blev indgaaet som den eneste Udvej til at opnaa en Livsgerning. Alt det har vi set, og det har vakt vor dybeste Medfølelse, saa at vi af bedste Evne har kæmpet for at vinde nye Veje for Kvindens Arbejdstrang og for at skaffe hende Adgang til og Mulighed for den Opdragelse, der er nødvendig for at betræde disse Veje.

Dette er i simple Træk den egentlige Kvindesags Historie. At den, som alt i denne Verden, har haft og har sit Vrængebillede, er en Selvfølge, men det er jo ikke mod dette, at Frøken Key raaber i Gevær.

Vidtløftigt, skøndt aandfuldt, beviser hun, hvor forsvindende faa Kvinder der er, som har siddet inde med skabende Genialitet. Det er imidlertid noget, der er sagt og forklaret saa tidt, og som angaar Kvindesagen saa lidt, at man er helt bedrøvet over de gode Kræfter, som Frøken Key har sat ind paa denne unødige Bevisførelse.

Kvindesagen har saa sandt aldrig været saa taabelig at tænke paa at skabe Genier. De lader sig neppe kunstigt fremtvinge, men vokser ud af Tidens Tarv.

Maaske vil Fremtiden bringe flere kvindelige Genier end Fortiden, maaske ikke. Det er jo temmelig ligegyldigt for Samfundet, af hvad Køn Genierne er, naar de blot er Genier, Derimod er den halve Mennneskeheds Lykketilstand ingenlunde ligegyldig overfor det Heles Vel. Lad os haabe paa, og lad os arbejde til, at Tidens Fylde vil bringe færre bitre, unyttige og udygtige Kvinder, end Fortiden ejede. - Foreløbigt mener Kvindesagen, at det umuligt kan være ubeskedent at gaa ud fra, at dygtige, begavede og vel oplærte Kvinder vil kunne gøre nok saa god Fyldest paa mange Omraader, som middelmaadige Mænd. Skulde disse sidste sættes helt udenfor Spillet af Mangel paa Genialitet, saa kom Verden ikke meget vidt trods Genierne. Der kommer ogsaa nok noget ud af kvindeligt Snille, om det end ikke kan flyve saa højt som enkelte Mænds.

Frøken Key udtaler sig meget udførligt om Kvindens, efter hendes Mening mislige, Forsøg paa at udvikle sin Intelligents og umulige Genialitet. Der er en Side af Kvindesagens Bestræbelse, som hun slet ikke berører, det er Karakterens Udvikling.

Den fattige Kone, som, før sit Ægteskab, fra sit 14de Aar har maattet ernære sig selv ved eget Arbejde, og som i den unge Alder har maattet staa ene med fuldt Ansvar for sin hele Opførsel, er anderledes skikket til at føde og fostre kraftige Sønner og taalmodige Døtre, end den Kvinde, som i fordums Dage sorgløst drog ind til Ægteskabets og Moderens ansvarsfulde Gerning lige fra Brodererammen, Klaveret og Balsalen. - Kvindesagen har intet Øjeblik undervurderet Hustruens og Moderens vigtige Gerning. Et af dens Hovedformaal har været at gøre det forstaaeligt, at disse Gerninger fordrer særegen Fordannelse, saa det er ingenlunde nogen ny hidtil forsømt Anskuelse, som Frøken Key i saa Henseende fremstiller. Kun er det ikke altid nødvendigt, at Uddannelsen hertil er af direkte Natur. Ethvert Studium eller Arbejde, der fordrer Ansvar og koster Overvindelse og systematisk Flid, udvikler og forbereder den unge Pige langt bedre, til at lede og opdrage andre, end Fortidens tilfældige, mangeartede og lidet brødfødende Beskæftigelser.

Det, det gælder om, er at arbejde grundigt og under Ansvar; men dette anerkender Frøken Key neppe, naar hun skriver, at den unge Pige skal benytte: „Hvileaarene mellem Skolen og Overtagelsen af et alvorligt Livskald til under sagkyndig Vejledning enten at lære den huslige Økonomis Theori og Praksis, eller til at læse den Literatur, som hun i Skolen blot har hørt Tale om, eller til grundigt at trænge ind i et eller andet kunstnerisk eller videnskabeligt Emne, eller til i Udlandet virkelig at lære nogle af de levende Sprog, eller til i en eller anden Form at deltage i Arbejdet for andre, eller til at have Ro og Ret til Selvudvikling”.

Saa længe Frøken Key holder sig paa abstrakt Grund, er hendes Udvikling samlet og følgerigtig; men, saa snart hun gaar over til praktiske Detaljer, svigter den logiske Sans hende aldeles. Umiddelbart efter ovenciterede Udtalelser udvikler hun, hvorledes Kvinder med Held vil kunne virke som Arkitekter, som Gartnere, Landbrugere og Forretningsbestyrere. Hvorledes i al Verden skal Kvinden opnaa de hertil absolut nødvendige Kundskaber, naar hendes Ungdom skal hengaa som oven anført? Det er dog vel ikke Frøken Keys Mening, at Kvinden skal vende tilbage til aldrig at maatte lære noget grundigt, men at hun ligesom tidligere kun skal optræde som Fusker og Dilettant. I det Hele er de citerede Ytringer meget uklare. Hvorledes skal en ung Pige i nogle Hvileaar kunne trænge grundigt ind i et videnskabeligt eller kunstnerisk Emne?

Frøken Key taler om Hvileaarene mellem Skoletiden og Overtagelsen af et alvorligt Livskald. Hvorledes kan et saadant uden Forberedelse overtages umiddelbart efter Hvileaar? Hvad vil det sige „at have Ro og Ret til Selvudvikling”?

Ved Frøken Key ikke, at Selvudvikling foregaar sundest og bedst gennem Arbejde? Netop i de Aar, Frøken Key betegner som Hvileaar, bør den unge Kvinde mindst overlades til Selvledning. Den Moderlighedsevne, som Frøken Key med Rette priser saa højt, vilde kun betyde lidt, hvis den ikke gjorde sig gældende netop i disse Aar overfor Ungdommen. De, som paa det Tidspunkt har været henvist til Selvudvikling, er meget at beklage. Som det gaar med disse Paastande, saaledes gaar det med den største Del af Frøken Keys Anvisninger. De lyder nok saa godt og smukt, men de er uden Realitet. Det Gode, hun siger, er ikke nyt og det Nye hun fremstiller, er ikke godt. Punkt for Punkt kunde man tage det for og trevle det op til Intethed; men det vilde blive for vidtløftigt i et Tidsskrift; Frøken Key har skrevet om saa mangt og saa meget. Sonja Kavalevskys urolige og sønderrevne Liv anføres som Bevis for, at Kvinden ikke kan være lykkelig, naar hun tilsidesætter Følelseslivet. Det kan hun sikkert ikke, men det er ikke bevist, at Fru Kavalevsky gjorde dette som en nødvendig Følge af hendes Videnskabelighed. Hun var maaske daarligt opdraget; man hører saa lidt om hendes Moders Paavirkning; og hun fremtraadte i en banebrydende Tid. En saadan fordrer altid sine Ofre.

Det er med mere Indignation end Medfølelse, at Mødre og Hustruer læser Fru Kavalevskys Biografi, uden at det falder dem ind at give hendes Videnskabelighed Skylden for hendes urolige, overfladiske Følelsesliv.

Det har hidtil været anerkendt, at de civiliserede og intelligent udviklede Folk ogsaa paa Følelsernes Omraade staar over Barbarerne. Der er ingen Grund til at tro, at Aandsudvikling hos Kvinden maa forringe hendes Følelsesliv. Dette er vist ikke formindsket hos Manden, efterhaanden som hans Intelligents er blevet højnet; de gamle Vikinger var ikke særligt bekendte for deres ømme Følelser.

Naar Følelseslivet som oftest spiller en større Rolle hos Kvinden end hos Manden, hos hvem til Gengæld andre Egenskaber er mere fremtrædende, saa foreligger dette vist fra Naturens Haand, og vil ikke væsentligt forandres af andre Forhold.

I det hele behøver vi vist ikke at tage det saa filosofisk med Kvindesagen. Det er Kampen for Tilværelsen, der har udviklet Manden; nu er det kommet dertil, at Kvinden, ogsaa i de højere Klasser, maa tage fat for at skaffe sig det daglige Brød. Herved udvikler ogsaa hun sig og vinder nye Egenskaber, saaledes mere Karakterstyrke, større Selvfølelse og mere Trang til at overtage selvstændigt Ansvar. Paa Grund heraf er det naturligt, at ogsaa hendes Stilling i Ægteskabet vil fordre Forandringer i Loven og paa anden Maade, hvilket Frøken Key særligt dygtigt fremhæver.

Kønsforskellen vil dog ingenlunde herved forviskes; den vil snarere komme til at spille en større Rolle end hidtil, fordi det kvindelige Køns særegne Egenskaber bedre vil komme til deres Ret, end da dets fuldstændige Underlegenhed betragtedes som givet.

Imellem Linjerne i Frøken Keys Afhandlinger spores ligesom et bittert Skuffelsens og Opgivelsens Suk.

Hun har fulgt Signaler, som hun nu maa forandre; deraf de mange overflødige Vink og Henvisninger til Opfattelser og Opgaver, der forekommer hende nye, mens de for længst har været opførte paa Kvindesagens Program, i det mindste her i Danmark. Saaledes har, som ofte bemærket, hverken Moderlighedens eller Ægteskabets Betydning for Samfundet, og særligt for Kvinden, været undervurderet af Kvindesagsvennerne. Frøken Key synger Ægteskabets Lov og Pris med stort poetisk Talent. Hvilken Mand eller Kvinde vil ikke istemme denne hendes Lovsang. Det sande og rene Ægteskab er den højeste Form for jordisk Lykke; i det hentes den største Drivkraft til al Livets Gerning, saavel for Mand som for Kvinde.

Men, for at Ægteskabet kan komme til sin fulde Ret, maa Kvinden søge at opnaa ikke Ensartethed men Jævnbyrdighed med Manden i Dannelse og i selvstændig Personlighedsfølelse.

I Ægteskabet som i andre Forhold bør det mandlige og det kvindelige Individ staa Side om Side.

Kvinder bør ikke optræde som en Korporation i Modsætning til Manden, ved særegne Kvindeudstillinger, Kvinderaad o. a. d. Heller ikke skal de gaa frem i sluttet Falanks for Fredssag, Sædelighedsspørgsmaal, Afholdssag, Velgørenhed eller andre almene Formaal. I alt dette skal hun virke i Forening med Manden. Kvinderne skal kun slutte sig sammen og optræde korporativt, naar det gælder om at sprænge en for dem stænget Universitetsdør, at vinde Adgang til et Akademi eller en teknisk Skole, naar der skal kæmpes for i Kommunernes Raad at tiltvinge Kvinden den Plads, der tilkommer hende som Skatteyder, eller til at faa Lovene for Hustru- og Moderforholdet retfærdigt ordnede. Naar dette og a. m. er naat, saa er Kvindesagens Tid forbi, saa gaar Spørgsmaalet ud af Verden.

Men indtil da æskes hver god Kvinde til Kampen, ikke mindst de rigt udstyrede, som Frøken Key; helst maa de dog undgaa at optræde formummede; de maa kæmpe med aabent Vizir, og nøje passe, at Kaardespidsen altid er vendt i den rigtige Retning.

*) Se April-Heftet af „Kvinden og Samfundet”.