De svenske Kvinders Deltagelse i Chikagoudstillingen.
Brev fra Stockholm*).
II.
Hermed vil jeg afslutte den Skildring jeg i Deres November-December Hæfte begyndte af den svenske Kvindes Deltagelse i Chikagoudstillingen. Damekomitéen har denne Gang passet paa at anordne sin Udstilling i Forening med "Svenske Sløjdforeningen", og det er nu lettere at faa et samlet Overblik derover, da den kun omfatter Genstande, beregnede paa at sendes til "The Womens' Building".
Textilkunstens Arbejder er unægtelig det overvejende Element. Min Cicerone, Frøken Westberg, der, udsendt af Damekomitéen, har rejst rundt i Provinserne for at vække Almuekvindens Lyst til at deltage i Udstillingen, havde ikke vanskeligt ved hos mig at finde levende Interesse for Textilkunstens friske Kildespring, den kvindelige Almuesløjd. Det smukkeste Arbejde af denne Slags var et lille Stykke vævet Gobelin, hvis Blomstermønster er udført med den fineste Skønhedssans af den skaanske Bondekone Bengta Ohlson. Et grønt Flostæppe med indvævet Navn af Eleonora Pehrson er heller ikke ilde. Silluf Ohlssons Drettaduge, mest beregnede til Væggeprydelser, er ogsaa et smukt Numer.
Delsbokvinder har sendt ret pyntelige Duge med rød Syning paa hvid Grund. Med Interesse ser man vore Sæterpigers lange, smalle Lærredsstykker af ublegt Hørgarn med kunstfærdig knyttede Border bestemte til at smykke Hyttens Sengestolper og Sparreværk. At dømme efter de naive Navne, de giver deres vekslende Mønstre, maa de selv kalde deres Kunst "at træ" og ikke som vi "at knytte". Efter de forskellige Figurer hedder disse nemlig "Hjærtenstræ", "Rosentræ", "Schachtræ", "Snogegangstræ" o, s. v. - det sidste er et Mønster med ormeagtige Slyngninger.
Vi kommer nu til en Slags Overgangsstation imellem det umiddelbare Almuearbejde og Kunstens højere Udvikling, Sløjdskolerne, hvis Opgave er at kalde den paa Landet uddøende Husflid paa ny til Live. Her staar da i første Linje Fru Thora Kulles Udstilling mest af "Rødlaken", en Halvgobelin, hvorvel dets Rending, ligesom andre vævede Stoffers, staar horisontalt, ikke som Gobelinens vertikalt. Fru Kulles Væverskole er forlagt til den svenske Væverkunsts Hjemstavn, Skaane, og har der henved 50 Væverstole i Gang. Størst Fortjeneste af at have reddet den skaanske Almuevævnings Mønstre fra Forglemmelse har egenlig Fru Kulles Svoger, Genremaleren Jakob Kulle, som ved sine Malerstudier i de skaanske Bondehjem lærte at kende disse Mønstres pyntelige Former og Farvevirkning og gjorde det til sin Opgave at drage dem frem for Lyset. Desværre synes dog den Tiden trodsende Holdbarhed i de gamle skaanske hjemmevævede Tøjers syv Plantefarver at skulle forblive en Hemmelighed, da den sidste Almuekvinde, som forstod den, skal have taget den med sig i Graven.
Frøken Engestrøms Væverskole i Upsala udstiller smukke Arbejder af sin Specialitet, Damaskes Duge og Tæpper. Fru Brunssons Skole i Stockholm yder et originalt Bidrag med sine russiske Haandklæder i rødt og hvidt, hvor begge Farver er lige stærkt fordelte. Fru Randel har ligesom ogsaa Frøken Ingelaz sat sig den Opgave at genoplive den gamle Kniplekunst fra dens Udgangspunkt Wadstena. Med Forstaaelse af dens Klosteroprindelse har hun tænkt sine Kniplinger mest anvendte til Kirkebrug, og blandt de for Udstillingen bestemte Genstande udmærker sig særlig en Knipling til en Alterdug med symbolske Drueklaser og Initialerne fra Kristi Kors.
Vi kommer nu et Trappetrin højere op, til "Handarbetets vänner", en Forening i Stockholm, som nu paa det nærmeste i to Tiaar har arbejdet for Husflidarbejdets Forædling i kunstnerisk og national fletning. Begyndt saa godt som uden nogen som helst pekuniær Grundvold, (Idéen undfanget af Friherreinde Adlersparre) har den udført sin Livsgerning, at redde det kvindelige Haandarbejde, udøvet af de dannede Klasser, fra uigenkaldelig at synke ned i Svaghedens Sump. Paa den Tid sværmede endnu vore svenske Malere for oldnordiske Motiver, og Fru H. Winge, gift med Maleren i denne Genre Professor Winge, kastede nu sit Sværmeri paa Haandarbejdets Omraade. Utrættelig for ud af oldnordiske Motiver med Pensel og Naal at skabe ny Mønstre blev hun det Talent, som Haandarbejdets Venner netop trængte til for at løse sin Opgave. Foreningen ejer nu et prægtigt Udstillings- og Forretningslokale og i samme Hus en Væverskole, hvor de gamle Vævemaader tillæmpes som "Gobelin", "Rødlakan", "Munkebælte", "Flossa", "dugagång", og hvad de nu alle hedder foruden den almindelige Linnedvævning. Aarlig udsender Foreningen sine betydeligste Medlemmer for at studere i Ind- og Udland.
Den nuværende Forstanderinde for Kunstsyning Frøken. Anna Branting rister "Handarbetets vänner" en Æresrune paa Udstillingen med et almindelig beundret Alterklæde. Ornamentiken paa et Kobberalter fra Middelalderen, som findes i vort Nationalmuseum, har Frk. Branting saa at sige oversat i smagfuldt Kunstbroderi i stilfulde Farver, mat gult og mørkerødt. En fortræffelig Virkning gør den højst originale Applikationssyning med smalle forgyldte Læderstrimler omkring Kanterne. Alterklædets Midte prydes af et med megen Pietet udført Kristenbillede, i middelalderlig Stil med Kongekrone, Stav og øvrigt Tilbehør. Hjørnerne smykkes med Medailloner, hvor man finder Apostlenes Dyretegn efter Aabenbaringens Bog. Som Baggrund gør et i mørke Farver holdt Tæppe, vævet i "Handarbetets vänners" Væverskole, god Virkning. Naar undtages nogen Indlægning af Guldtraad, der kaster et fint Skær derover, er det en tro Kopi af et Tapet fra det ellevte Aarhundrede, fundet i Raade Kirke i Jemteland. Arbejdet frembød store Vanskeligheder, da man her traf paa en yderst indviklet, hidtil aldeles ukendt Vævemaade med Traadgangen i Zigzag. Alteret smykkes for øvrigt med en hvid Dug med kunstnerisk Hulsøm.
Blandt private Udstillere udmærker sig Frøken Hamar, hun mangler den højre Haand, og har med den venstre udført en smuk Hulsøm paa Lagner.
Som Repræsentant for Porcelænsmaleriet udstiller vore paa delte Omraade mest uddannede Kunstnerinder Frøkenerne Holck, et Par smukke assyriske Vaser. Fru Petterson har ætset Glas, bl.a. den saakaldte Damekomitéens Pokal med Medlemmernes fint ætsede Monogrammer. Arbejdet gør i sin Helhed næsten en venetiansk Virkning. Arbejder i Metal og drevet Kobber af Fru Juel og Frøken Menkow tildrager sig ligeledes Opmærksomhed.
Skulptur i Træ, en Kunstart, som hos os har naaet et højt Standpunkt og dyrkes meget af Kvinder, er her saa godt som slet ikke repræsenteret, hvilket imidlertid har sin fornemste Aarsag i at Frøken Selma Gjøbel; som maa anses for at være den, der har givet denne Kunstart sit rette Opsving, udstiller i den almindelige Bygning i Chikago. Som Bestyrerinde for sin og Frøken Hübners Forretning ("Alstre af svensk Kunstsløjd") indlægger hun sig som Mønsterkompositør, særlig paa Træ- og Metalomraadet, den største Fortjeneste af vor Kunstsløjds Udvikling i den gode Smags Spor. I den sidste Tid har Forretningen ogsaa i Textilkunsten naaet en høj Udvikling med udmærket Bistand af Frk. Maria Adelborg.
De fri Kunsters Udøvere vil ikke blive repræsenterede i "The Womens' Building" paa Grund af den store Mængde Kunstmalere; men de vil i Stedet derfor faa Plads i den almindelige Bygning. Desværre vil der ogsaa der kun kunne gives dem knap Plads til at vidne om, hvor mange virkelig fremtrædende Malerinder vi har. Imidlertid findes her nogle rent artistiske Bidrag. Saaledes har vor dygtige og meget produktive Akvarellist, Fru Boberg f. Scholander, som i den sidste Tid har slaaet sig paa Skærmbrætter med Gobelinsmaleri udstillet et dejligt Skærmbræt med en rig Strandvegetation. Frk. Cecilia Bocklund udstiller et udmærket Glasmaleri, et Kirkevindu med den hellige Birgitte som Hovedfigur. Vor fortrinlige Illustrator, Frk. Ottilié Adelborg, udstiller en henrivende Række Akvareller, kaldet "Prinsernes Alfabet", hvor hvert Bogstav er omslynget af en Plante, hvis Navn begynder med det førstnævnte Bogstav og som igen paa en lige saa smuk som fantastisk Maade er sat i Forbindelse med Barnefigurer af de mest graciøse og vekslende Former, medens de dog hele Tiden bibeholder Frøken Adelborgs ejendommelige Stil, hvor det barnligt tiltalende kommer saa smukt til sin Ret.
Til Slutning staar vi foran en Montre, som indeholder officielle og andre Erindringsmedailler, graverede af Fru Lea Ahlborn. Født 1826 har hun siden 1856 været ansat som Gravør efter sin Fader ved den kongelige Mønt. Foruden alle vore Øremønter efter Oscar den 1ste har hun graveret de ny norske Mønter samt de nyeste finske Penning- og Markmønter. Som fortrinlig Modellør var hun en af dem, som ved Siden af Amalie Lindegreen fik Undervisning paa Kunstakademiet, medens det endnu var spærret for Kvinder. Udmærkede historiske Portrætter, symbolske Figurer, smilende Idyller, alle vidne de om hendes høje Formsans og om den Tillid hun har nydt og endnu nyder hjemme saavelsom i Udlandet. Hendes Fotografiportræt fra yngre Aar i Montrens Midte fremviser et energisk, smukt mejslet Kunstneransigt.
Nær havde jeg dog glemt Frøken Menkows Album i Læderplastik, indeholdende Portrætter af Sangerinder fra ældre og nyere Tider, samt vore tre mest fremtrædende kvindelige Komponister, Frk. Helene Munktele. som har komponeret en meget køn Operette "I Firenza" foruden de smukke Sange, "Lago", Professorinden Netzel og Organisten Frøken André, udmærkede Sangkomponister.
*) Se "Kvinden og Samfundet", December 1892.