Arbejdsomraader, som er naturlige for Kvinden.
Et af Forfatterinden udarbejdet Udtog af hendes Foredrag om
„Misbrugt Kvindekraft”.
Af Ellen Key.
Den, der erkender, at Moderligheden er Kvindens dybeste Bestemmelse, hendes inderste Ejendommelighed, maa som Følge deraf indrømme, at de for Kvinden mest naturlige Arbejdsomraader er de, hvor hun har den fuldeste Anvendelse for denne sin Ejendommelighed.
Og mange Kvinder, hvem Livet ikke har givet Brug for Moderligheden i dens egentlige Mening, har ogsaa med Forkærlighed søgt Anvendelse for den ved at vælge en Gerning, hvor de kunde hygge om Børn, opfostre dem, trøste og hjælpe. Især er der to store Virksomhedsfelter, hvor Kvinden har Brug for sin Moderlighed. Det ene er som Lærerinde - og i den ny Verden har Kvinden endog udstrakt sin Virksomhed til Præstens --det andet som Syge- og Sundhedsvogter. Som Fødselshjælperske, Læge, Gymnastiklærerinde og Sygeplejerske har Kvinden et i høj Grad naturligt Arbejdsomraade.
Et hidtil ikke opdyrket Arbejdsfelt kunde i sig forene de to allerede nævnte, nemlig den dannede Barnepiges Gerning. Men - vil de fleste Kvinder udbryde - den Gerning er da den, vi mindst trænger til! Vi har jo foruden Mødrene selv Barnepiger og Bonner, og siden tager Skolen fat!
Ingenting vilde være heldigere, end om Moderen altid selv kunde give sine Børn den første legemlige saavelsom aandelige Omsorg, men mange Mødre er saa optagne af Hjemmets andre Krav, eller Pligter, som deres sociale Stilling paalægger dem, at de ikke kan overkomme det. Andre maa passe et eller andet Erhvervsarbejde, eller de har en bestemt Begavelse, hvis Udvikling de ikke kan ofre, og atter andre savner maaske ganske Anlæg til at opdrage, thi man bliver ikke Opdragerinde, fordi man bliver Moder, og netop den pædagogiske Evne er en Gave af Naturen.
Denne Gave findes ganske vist hos mangen Kvinde af Folket, og mere end én Børneflok turde have faaet sine grundlæggende ethiske Indtryk fra en eller anden prægtig gammel Barnepige af den Slags, som nu snart er uddød. Hen i Almindelighed er de ofte halvvoxne, altid aandelig uudviklede og til deres Virksomhed uforberedte Barnepiger ikke skikkede til at lede Barnets Sind. Det er ufatteligt, med hvilken Sorgløshed Mødrene overlader deres kosteligste Ejendom til Piger, de ikke kender, lige som mange Mødre senere overlade dem til den dem ofte ligesaa ubekendte Bonne. Foruden at denne ofte er ligesaa uforberedt til sit Kald som Tjenestepigen, saa er en saadan - ofte udenlandsk Pige endnu af en anden Grund uskikket til at vaage over de mindre Børn. Her vilde der virkelig være Anledning til at røre ved den ofte i Utide anslaaede fædrelandske Streng. Netop i de Aar, da Børnenes Sans for den dem omgivende Natur vaagner, da de burde lære at kende og elske den, da deres vaagnende Fantasi skal næres af vor Saga og Sang, da alle disse tidligste Indtryk burde meddeles, hvoraf Fædrelandskærlighedens fineste Rodtrevler næres, da overlader man ofte Børnene til en fremmed uden noget som helst Kendskab til eller Følelse for vort Sprog, vore Sagn og vort Lands Natur. Og det gør man for at lære Børnene at tale et fremmed Sprog, før de kan deres eget, et fremmed Sprog, som de smaa desuden snart glemmer!
Lad i Stedet derfor den udenlandske Bonne komme, naar Børnene begynder paa det fremmede Sprog i Skolen; da vil hun virkelig kunne fremme deres Sprogkundskab. Men før den Tid bør den Moder, som ikke selv kan tage sig af sine Børn, skaffe sig en anden dannet Medhjælperinde dertil. En saadan vil nok behøves lige saa vel i Staden som paa Landet og kunde i Staden afkorte den lange Skoletid for Børnene, den, som ofte virker slappende paa Interessen for Studierne. Indtil videre er det rimeligt, at Efterspørgselen efter saadanne Medhjælperinder vil være størst fra Landet. Der maa man nu nøjes med Smaaskolelærerinder, hvis Halvdannelse - thi dannede Piger bliver desværre sjeldent Smaaskolelærerinder - gør hendes Stilling i et Hjem fuld af Vanskeligheder. „Tror De da” - indvendes fra forskellige, Sider - „at den dannede Medhjæiperindes Stilling ikke vil medføre endnu større Vanskeligheder, selv om man behandlede hende som Medlem af Familjen og lønnede hende godt? Hun vilde netop faa uophørlige Konflikter at kæmpe med, hvis hendes Meninger ikke faldt sammen med Moderens; i nogle Tilfælde vilde Mødrene blive mere ligegyldige for Børnenes Udvikling, mere fremmede for deres Hjærter, i andre vilde Børnene komme til at lide under Paavirkning fra forskellige Sider.”
Naturligvis maatte sligt kunne indtræffe, men det sker netop nu paa en meget mere farlig Maade, naar Barnepigen eller Bonnen modvirker Forældrene og bag deres Ryg overtræder deres Befalinger, og med den dannede Medhjælperinde kan Erfaringer, Anskuelser og Grunde afhandles og gennem saadanne Meningsudvekslinger kan begge Parter vinde forøget Indsigt i deres Opgave og opmuntres til at arbejde videre sammen.
„Men hvorledes kan man tænke sig, at en dannet Pige vil paatage sig alle Syslerne i Børnekammeret, og man har ikke Raad til for at faa sine smaa Børn passede at holde nok en Person dertil” - indvendes atter. Hvorfor skulde ikke en dannet Pige kunde paatage sig de med smaa Børns Pasning forbundne Sysler lige saa vel som det meget sværere grove Arbejde, hun fik at udføre, om hun gik til Sygeplejen? Naturligvis maa man forudsætte, at kun rimelige Krav stilles til den dannede Medhjælperinde, og at der ikke befæstes et Svælg mellem Børnekammeret og Dagligstuen, men tages de Hensyn til hende, der skal pleje Børnene, som man vilde tage til en Sygeplejerske. Og hvem ved, om ikke en saadan Barnepiges særegne Stilling kunde blive en af de Broer, vi saa højlig trænger til for at nærme Herskab og Tjenestefolk til hinanden, ved at en anden Opfattelse gjorde sig gældende af deres gensidige Pligter og Rettigheder.
Indtil videre kunde maaske Overgangen fra udannede til dannede Barnepiger tænkes at være den, der i Virkeligheden fandt Sted i et Tilfælde jeg kender. En ung Frue, hvis Lyst drog hende til en bestemt Gerning uden for Hjemmet, som hun af økonomiske Grunde ogsaa behøvede at støtte, vilde ikke overlade sin lille toaarige Datter den halve Dag til en Tjenestepige. Mellem Søstrene i hendes Forældres Hjem var der en, som længtes efter en Virksomhed og hun paatog sig da Barnepigens Plads i Søsterens Hjem og udfyldte den til gensidig Glæde og Nytte. Hvor ofte kunde ikke en Slægtning eller Veninde paatage sig den samme Opgave, uden at nogen af de Konflikter, som altid er mulige med fremmede, behøvede at opstaa.
Men for at saadanne Medhjælperinder til Børnenes Opdragelse kunde være virkelig dygtige til deres Gerning, behøvede de imidlertid en egen Uddannelse, som dog ikke skulde finde Sted i nye Anstalter med Lektiepropning og. Eksaminer.
Denne Forskole burde tvertimod ordnes saaledes, at i alle større Steder en kvindelig Læge og en kvindelig Pædagog oprettede en Klinik for Børnesygdomme, en Børnehave og en Skole for Smaabørn, hvor de unge Piger fik Lejlighed til at uddanne sig praktisk under sagkyndig Vejledning. De kunde saaledes tilegne sig grundig Kundskab med Hensyn til Sundhedslære for Børn, de gymnastiske Bevægelser og Lege, som passer for smaa Børn lige som den for dem særlig afpassede Sløjd, og de Frøbelske Haandarbejder; de skulde lære at kende og benytte de bedste Methoder til Undervisning i Indenadslæsning og Skrivning, i Modersmaalet og i Regning. De skulde vænne sig til ude i Naturen at kunne besvare Børnenes Spørgsmaal om, hvad de ser, de skulde øve sig i at kunne fortælle Sagn og synge Viser. Ved Siden heraf skulde de faa Anvisning paa, hvilke Bøger de selv burde læse for derfra at hente Stof til Meddelelser til Børnene; og endelig skulde man give dem i Hænde saavel ældre som yngre Klassikeres Værker om Børneopdragelse og de ypperste af de mange moderne Arbejder om Barnets fysiske og psykiske Liv. De burde virkelig læse Loeke, Pestalozzi, Comenius, Roussau, Spencer m. fl. og selv tænke over deres Tanker, ikke nøjes med et Referat deraf. Ved en Undervisningsprøve og skriftlige Opsatser om det lærte, vilde man kunde føre tilstrækkelig Kontrol med Elevernes Evne til at tilegne sig det, der bydes. Der burde ikke opstilles noget andet Vilkaar for Optagelsen, end at den Søgende som Regel skal være tyve Aar; (forlovede Piger burde kunne komme ind i hvilken som helst Alder), thi ellers kunde den nylig fra Skolen udskrevne unge Pige let komme til at betragte det altsammen som noget, der igen skal indproppes dem og ikke medbringe den levende Interesse, som alene kan gøre et saadant Kursus frugtbringende.
En saadan uddannet Pige vilde med Lethed kunne faa Plads ved de private Skolers Smaaklasser. Men den, der valgte at blive Barnepige, vilde snart finde sig lige saa nødvendig og søgt, som den dannede Sygeplejerske. Selv om man nødes til at antage, at hun til en Begyndelse ikke blev lønnet bedre end en Bonne, saa blev hendes økonomiske Stilling dog bedre, end om hun skulde underholde sig selv med en Løn af 8 à 900 Kroner. Hvad den aandelige Side af hendes Virksomhed angaar, vilde der vel være den Vanskelighed, at hendes Plads ligesom Sygeplejerskernes, kun blev af kort Varighed, men paa hver ny Plads vilde hun paany føle sig varmet af Barnehænder og Barnesmil og vilde saaledes føle Moderhjærtet udvidet i sig i Stedet for f. Eks. at sidde bunden paa en Kontorstol og blive udslidt, ikke udviklet.
Det er overflødigt at pege paa, at den unge Pige, som senere blev Moder, vilde i et saadant Kursus have faaet en Udvikling af Betydning for hele Slægten, en Udvikling, som den nuværende Opdragelse ikke sigter paa. I den Alder, da vore Mormødre forestod den Tids meget indviklede Husholdning og dertil maatte passe nogle smaa i Børnekammeret, er Nutidens unge Pige ofte et i Hjemmet aldeles unyttigt, i kvindelige Sysler aldeles uerfarent Medlem. Hun læser Lektier, fra hun er 6 Aar, til hun er nogle og tyve, og i den Tid fritages hun for Hjemmepligter.
Hele sin første Ungdom tilbringer hun saaledes i en aandelig Umyndighedstilstand og faar ikke en Gang den Udvikling til individuel Selvstændighed, som virkelige Studier vilde give hende.
Ingen tænkende Kvinde kan ønske de tidlige Giftermaal tilbage; tvertimod maa enhver ønske Ægteskabsalderen i Norden henflyttet til 20 Aar; og lige saa lidt kan nogen Kvinde, som selv har kendt Kundskabsglæden og Arbejdsglæden, ville lægge blot et Halmstraa i Vejen for nogen eneste ung Pige, hvis Hu virkelig staar til grundige Studier eller til ved Arbejde udad til at vinde Uafhængighed.
Men hvad den ældre, tænkende Kvinde maa ønske tilbage, det er de unge Kvinder i Stedet for „fin de siécle”-Typen, et Halvvæsen med en Skoledrengesjæl i en uudviklet, overanstrængt Pigeskikkelse uden kvindelig Værdighed eller kvindelig Ynde.
„Men noget maa vore Pigebørn jo dog tage sig til,” mener Mødrene. „Ved Maskiner og Fabriker er selve Grundvolden for den huslige Økonomi bleven forrykket. Hjemmearbejdet er ofte ligefrem Ødselhed. Findes der virkelig husligt Arbejde i Hjemmet for en Datter, strækker det ikke til for flere, og har man flere, bør man i Reglen tænke paa deres Fremtid ved at aabne de Veje for dem, som alene Student- eller Seminarie-Eksamen giver Adgang til. Kan de saa anvende den Tid, hvor de venter paa deres egentlige Livsopgave, bedre end ved at tage en Eksamen?”
Denne Tankegang er omtrent den samme, som om en Moder vilde formane sine smaa til, mens de ventede paa Middagsmaden, at spise Murgrus. Murgrus har Værdi til sit Brug, men ikke som Næringsmiddel, og en Eksamen har Værdi for den, der vil naa op til en vis Kundskabsgrad eller komme ind i en vis Forretning, men i og for sig giver den ingen Næring til den, der hungrer efter virkelig Dannelse og virkelige Kundskaber. I Særdeleshed har Studentereksamen, saa tydelig aabenbaret sin ulyksalige Indflydelse paa den mandlige Slægt, at ingen, som kan forhindre det, burde tillade, at ogsaa den kvindelige Slægt dreves ind under samme Aag. I Stedet derfor burde man lægge al sin Kraft ind paa at faa Skolens Undervisning afsluttet tidlig og derefter begyndt paa en Fagdannelse i forskellige Videnskaber og Forretninger, en Fagdannelse, hvorved Ungdommen kunde reddes for det forvirrende Utal af Læsning og Indpropning af Lektier, hvorunder de tænkende lider saa bittert, mens de tramper omkring i det Væv, de forskellige Kursus løber sammen i, indtil de brogede, tynde Traade, naar de har naaet en vis Længde, klippes over af Studentereksamenens Saks. Deres individuelle Væsen smægter imidlertid uafladelig efter Næring for sin Vækst, en Næring, som de ikke-tænkende, sløvede af den megen Lektielæsning, ikke savner.
Under de nuværende Skoleforhold skulde den unge Pige, som ikke behøver at tage Hensyn til Erhverv, meget bedre kunne bruge Hvileaarene mellem Skolen og Overtagelsen af et alvorligt Livskald til under sagkyndig Vejledning enten at lære den huslige Økonomis Theori og Praksis eller til at læse den Literatur, som hun i Skolen blot har hørt Tale om, eller til grundigt at trænge ind i et eller andet videnskabeligt eller kunstnerisk Æmne, eller i Udlandet virkelig at lære nogle af de levende Sprog, eller til i en eller anden Form at deltage i Arbejdet for andre, eller til at have Ro og Ret til Selvudvikling, som, nydt med Maade, ogsaa skænker Ungdomsglæde. Men før hun gifter sig, burde Deltagelse i den nys skildrede Barneplejeskoles Kursus blive den vigtigste Del af hendes „Udstyr”.
II.
Ligesom allerede Dukken, som den toaarige lille Pige trykker til sit Hjærte, aabenbarer Moderligheden i dette lille Hjærte, saaledes kan man nogle Aar senere i Dukkeskabet iagttage en anden Side af Kvindens Ejendommelighed, nemlig Lidenskaben for at ordne et Hjem. Og dog har hun endnu kun i sit eget Hjem kunnet øve dette sit Anlæg. Og i det mindste i Byerne er hun i den Henseende afhængig af Boligen, som hun finder færdig, og sjelden har en virkelig kunstnerisk Arkitekt paatrykt denne Bolig sit Præg. Den er et Produkt af Bygmesteren, der kun stræber at rejse saa mange elegante Boliger som muligt uden Hensyn til det formaalstjenlige, det sunde eller det skønne. Saaledes faar man Marmortrapper, men ingen Badeværelser, prægtige Forgyldninger og Paneler i store Værelser og Sale, men kun et lille Børnekammer uden Sol, unødvendig Luxus i det, som falder i Øjnene, men allevegne Ubekvemmelighed, der hvor Arbejdet skal udføres. Alt dette vilde blive anderledes, hvis Kvinderne, som de allerede er det med Held i Amerika, selv blev Arkitekter.
I Arkitekturen, den mandigste af alle de skønne Kunster, vilde Kvinden vel næppe komme til at skabe nye Stilarter eller monumentale Storværk, men ved at skaffe sig Uddannelse som Arkitekt, vilde Kvinden enten som selvstændig eller som Assistent hos de mandlige Arkitekter i det større kunne øve samme Indflydelse, som hun nu i Almindelighed har, naar en Familje bygger et Hus til sig selv. Det er da Husfruen, som gør de værdifuldeste Ændringer i Byggeplanen og kommer med de for Hyggeligheden vigtigste Forslag, og i Stockholm har i det mindste én Kvinde med udmærket Held drevet Bygningsvirksomheden.
Vistnok skulde disse kvindelige Arkitekter fra Begyndelsen af have at kæmpe med den kvindelige Forfængelighed og gammel Slendrian, men med de mere udviklede Kvinder til Bundsforvandte
vilde de nok lære de andre ikke at sætte deres Forfængelighed i Luksusværelser til Selskaber, men i store, fornøjelige Børneværelser og smukke Badeværelser, i Køkkener med den nye Verdens pyntelige og arbejdsbesparende Indretninger og et smukt Værelse for Tjenestepigerne. Rimeligvis vilde ogsaa de kvindelige Arkitekter medvirke til, at saadanne Indretninger, som Nutidens voksende Krav paa hver sit Værelse for Ægtemagerne gør ønskelige, fandt Sted. Hen imod en saadan Ordning er Udviklingen stadig gaaet, siden alle Familjens Medlemmer ikke længere trængte sig sammen i et Soveværelse, medens alle de andre Værelser stod tomme. Og Fremtiden vil sikkerlig finde nævnte Krav uafviseligt for saa vel den Skønhed som den individuelle Selvstændighed, hvis Talsmand den udviklede Nutidskvinde er.
De kvindelige Arkitekter skal imidlertid ikke alene omdanne Rumforholdene og lade Solens, Luftens og Vandets Sundhedskilder flyde gennem Hjemmene; de skal ogsaa slutte sig sammen med kunstnerisk uddannede Dekorationsmalerinder, kvindelige Tapetserere og Træskærere, med de kunstneriske Dekorationsforretninger i Udlandet lige som med vore egne store Forretninger i Kunstindustri, hvorved allerede nu udmærkede Kræfter er i Virksomhed.
Saaledes kunde der opstaa Hjem, hvor et smukt Hele vilde koste meget mindre end den nuværende smagløse Luksus, og selv dér, hvor Lejeren selv ønskede at lade sin Smag have Indflydelse paa Anordningen, behøvedes den kvindelige Arkitektassistent til at vaage over, at Udførelsen ikke forfuskedes ved Husværtens eller Haandværkernes Vilkaarlighed eller Fejltagelse.
Skønheden er sit eget Formaal, men paa samme Tid den løser sin egen Opgave, griber den dybere ind i vort fysiske og psykiske Liv. Man befinder sig bedre i et Værelse med harmoniske end i et med skrigende Farver; man handler rigtigere i et solfyldt end i et soltomt Hjem; man tænker ædlere, hvor Linjerne omkring En er ædle; man faar et elskværdigere Væsen, hvor smukke Tapeter og Prydelser møder ens Øje. Naar Kvinderne en Gang opgiver at finde sig passivt i den ydre Omgivelse, som ofte udannede Mænd har ordnet for dem, vil de i det allervæsentligste kunne højne den fysiske og psykiske Livsfølelse hos sig selv og sine Omgivelser ved at forene det naturlige; det hensigtsmæssige og det skønne til et uopløseligt hele i det Hjem, de skaber for sig selv og andre.
I Sammenhæng med, hvad her er antydet, bør det fremhæves, at Kvinden har vist, at hun kan organisere og lede en omfattende Forretningsvirksomhed, især hvor en mangesidig, ikke en ensidig Forretning gør Fordring paa hendes Kræfter. Det bedste Bevis herpaa har vi fra vor Storhedstid. Den Gang hvilede en stor Del af Landets Evne til at bære dets Byrder paa Kvindernes Dygtighed og Omtanke; men det er at mærke, at det netop var en Gerning, der stemmede overens med Kvindens Væsen, hvori hun fremfor alt udfoldede sin Dygtighed, nemlig Landbruget; og dette er ogsaa det tredje naturlige Arbejdsomraade, som Kvinderne burde vende sig til.
Landbruget er nu til Dags en saa omfattende, kompliceret og anstrængende Forretning, at kun faa Kvinder,vilde kunne magte den i sin Helhed. Men der gives Grene af den, som egne sig meget godt for Kvinder. Saaledes Mejeridriften og fremfor alt Havedyrkningen. Næst efter at sysle med Børn kunde næppe noget Arbejde svare mere til den kvindelige Ejendommelighed i hendes Væsen, end naar hun faar en Plante at opelske eller et Dyr at sørge for, naar hun ser Livet spire og udvikle sig, naar hun faar noget at hygge om, benytte sin Skønhedssans og sin Evne til at ordne og ved Siden deraf selv leve det rige, sunde, sjælestyrkende Liv sammen med Naturen og dens Herligheder i Stedet for at indmures i en Stad. Men herved saavelsom ved mine andre Argumenter for Arbejdsomraader, der er naturlige for Kvinderne, tænker jeg alene paa de Kvinder, som i deres Natur føler Moderkærligheden. De Kvinder derimod, som savner denne Egenskab, kan uden Lidelse for sig selv og uden Skade for Menneskeheden bruge deres Kræfter paa alle mandlige Forretningsomraader, om saa skal være til Søkaptajnens eller Lokomotivførerens, som det er sket i Amerika. Det er alene for den kvindelige Kvinde, at den antydede Virksomhed vilde være til Velsignelse.
Som Forpagter af Herregaardshaver kan den, der overtager en saadan, ofte faa Bolig med rummelig Lejlighed, og den kvindelige Gartner kunde da i Forening med en Veninde oprette en Husholdningsskole, et Rekonvalescenthjem eller Bolig for Sommergæster, eller hun kunde lægge sig efter Hønseavl eller deslige. For at betrygge Afsætningen maatte de, der saaledes arbejdede paa Landet, sætte sig i Forbindelse med andre dannede Kvinder i Staden, som der aabnede Udsalgssteder for Haveprodukter, Konserves o. desl. Ved en saadan fuldt forretningsmæssig Association vilde den ene Part være sikret som Producent, og den anden som Modtager vilde være vis paa at faa fuldgode Varer uden noget Afdrag ved Mellemhandlere. Hvad der for den ensomme vilde være forbundet med store Vanskeligheder, vilde ved en saadan almindelig sagkyndig og paa samme Tid forretningsmæssig arrangeret Forbindelse med Lethed kunne overkommes, nemlig at sikre de saaledes fælles arbejdende Kvinder en økonomisk Uafhængighed, og dette meget tidligere end den Kvinde kan opnaa, som ved at gøre Gæld eller ved andres Hjælp slider sig igennem til en Eksamen for saa at kæmpe om daarligt lønnede Pladser i Byerne. Den eneste Indvending, som kan gøres mod dannede Kvinders Arbejde som Gartnere, er Spørgsmaalet, om deres legemlige Kræfter kan strække til; og det vilde de vel næppe, hvis hun som Havekarlene skulde kulegrave, bære Vand og deslige. Men at udføre enhver Del af det grove Arbejde behøves ikke for at blive kyndig i en Gerning. Det er denne Fejl ved Uddannelsen af Sygeplejersker, der gør, at den ene efter den anden af dem selv bliver syge eller dog yderlig overanstrængt; hun bør vistnok kunne skure og udføre lignende Sysler om det behøves, men det er et stort Kraftspild at lade Sygeplejersken, hvis Spænstighed der er Brug for til vigtigere Formaal, slide sig op paa saadant Arbejde, der kan udføres af hvem som helst, og det samme vilde det være, om den kvindelige Gartner skulde segne under Vandaaget.
Den Stræben, som i vore Dage gaar hen imod at virkeliggøre en mere naturlig Levemaade, ytrer sig særlig i Vegetarianismen og medfører et større Marked for de Varer, som de kvindelige Gartnere skal producere; og Resultatet af deres Arbejde vil saaledes imødekomme en virkelig Trang og ikke skabe flere kunstige Fornødenheder, som det nuværende Kvindearbejde bidrager sit til.
Den Kvinde, som allerede staar økonomisk uafhængig, benytter sin Frihed til at kunne vælge særlig daarligt, naar hun i Banker eller lignende Forretninger - for at tilfredsstille sin Virksomhedstrang - mod en liden, stundom slet ingen Løn tager Arbejdet fra andre ubemidlede Kvinder eller Mænd, der ikke kunne leve af den Løn, som en Kvinde, der underholdes i sit Hjem, nøjes med, medens de i Reglen vilde passe Pladsen bedre end hun gør, der gaar med Bevidstheden om at kunne forlade den, naar hun vil.
Det vilde i Stedet derfor være en Opgave for uafhængige Kvinder at bruge den økonomiske Støtte, de ejer, til at sætte Foretagender af den nys antydede Slags i Gang, og derved berede nye Stillinger for de ubemidlede Kvinder, som ikke har noget at begynde med.
For de uafhængige Kvinder, der ikke har Lyst til noget af de her foreslaaede Arbejdsmaader, staar endnu et uendeligt Arbejdsomraade tilbage i det frivillige sociale Arbejde, hvor de i fuldeste Maade kan faa Brug for Moderlighedens Kræfter ved at stræbe at danne mere naturlige og menneskeværdige Samfundsforhold. Om Overklassekvinder sluttede sig sammen til et planmæssigt Arbejde, ikke for at ordne og øve Velgørenhed, men for at gøre Velgørenhed overflødig, da skulde de i Staden saavelsom paa Landet finde Livsgerning nok; Arbejderboligerne, Børne- og Sundhedsplejen, Fabriksinspektionen paa det kvindelige Fabriksarbejdes forskellige Grene, Arbejderdannelsen, - se her nogle alf de mange Omraader, til hvilke selv de ypperste Kræfter ikke er gode nok, ikke mange nok.
Thi det vilde være mærkelig kortsynet, om man troede, at Anvisningen paa nogle nye Arbejdsomraader for Kvinden indeholdt en Løsning af Vanskelighederne. Hvad jeg har foreslaaet kan kun føre til en tilfældig Lindring af Trængslen paa Arbejdsmarkedet, og mine Forslag har en psykologisk, ikke en nationaløkonomisk Værdi i Henseende til det kvindelige Arbejdes Fremtid.
Hvert Arbejde, som en dannet Kvinde optager, berøver jo enten en udannet Kvinde en Udsigt til Erhverv eller berøver en Mand en Mulighed til Erhverv. Og alt som flere og flere Forretninger kommer i de billigere arbejdende Kvinders Hænder bliver de Mænd færre, som med Ægteskabet kan give Kvinden Mulighed til at naa sin fulde Udvikling, som Kvinde, jo mere Kvinderne nedtrykker Arbejdslønnen for hverandre og for Mændene, jo stærkere vokser fra Mændenes Side mod Kvinderne en Følelse lig den hvide Races Had mod den gule.
Der findes flere Problemer mellem Himmel og Jord end Kvindesagskvinderne paa deres nuværende konservative Standpunkt drømmer om, og hvad der fremfor alt burde overvejes er det, som en svensk Tænker har fremsat, idet han skildrede, hvorledes Manden ved Kvindearbejdet er bleven trængt ud af en Del af Englands Storindustri.
Det er en dybt indgribende Forandring i et Folks Livshistorie, dette, at Manden taber ,i økonomisk Betydning i Sammenligning med Kvinder og Børn. Til en saadan økonomisk Degradering af Manden leder nemlig den antydede Udviklingsproces i sidste Række i Tider som vore, da Manglen paa Arbejde tiltager i alle Industier, og Tendensen til at anvende billigere Arbejdskraft og stedse flere avtomatiske Maskiner stadig vokser.
Enhver, som i vore Dage ser Kvindespørgsmaalet som et fritstaaende Spørgsmaal, som ikke forstaar, at det er paa det dybeste forbundet med det sociale Spørgsmaal, enhver saadan konservativ Kvindesagsivrer viser sin Udygtighed til at følge med Udviklingen. Der gives ikke nogen mere ubrydelig Sammenhæng mellem Aarsag og Virkning end paa dette Omraade, og om alle andre nationaløkonomiske Misforhold i Nutiden skulde kunne rettes uden at den gennemgribende sociale Omdannelse fandt Sted, det ene store Sagforhold, Kvindearbejdets Frigørelse, kræver med Nødvendighed den sociale Omdannelse.
Af denne Omdannelse maa vi blandt andet haabe, at den skal give Mødrene tilbage til Hjemmene. Thi det er ubestrideligt, at ogsaa den gifte Kvindes Stilling til ydre Arbejde er den, at nu mangen Overklassekvinde ligesaa lidt som Underklassekvinden har Valget, ja mangt et Ægteskab kan kun indgaas paa Grundlag af, at ogsaa Hustruen med sin Arbejdsfortjeneste direkte bidrager til Husholdningen.
Men i de Tilfælde, hvor en Hustru kan vælge, der bør hun i det mindste, naar hun er bleven Moder, ophøre med sit Arbejde jo før jo hellere, og frem for alt maa hun ikke begynde sit Ægteskab med den Illusion, at hun vil kunne strække til for baade den indre og den ydre Gerning.
Hvor mange unge Kvinder lever ikke Aar igennem under Overanstrengelse, sjælelige Kampe, Selvforagt for deres Udygtighed, Hjemmets Forsømmelse, ja virkelige Farer for Ægteskabets Lykke, førend de indser, at det er kun sjældne Undtagelsestilfælde, naar nogen kan udfylde begge Opgaver. Og naar de da tilsidst opgiver Kampen, føler de sig ofte som nedsunkne i en aandelig Underklasse; i den Grad er den almindelige Mening trængt ind i deres Bevidsthed, at alene, den umiddelbart og udad arbejdende Kvinde fører en menneskeværdig Tilværelse.
Og hvis en Kvinde opgiver sit ydre Arbejde for at udfylde sin Dag med Tant og Fjas, ja da har hun sandelig gjort et stort Skridt nedad.
Men den Kvinde, som med planmæssig og alsidig Omtanke leder den huslige Økonomi og søger at forbinde den med det store nationaløkonomiske Begreb, som søger at omgaas med sine Tjenestefolk paa en saadan Maade, at hun oplærer dem og sig selv til en ny Tids Pligter og Rettigheder, hun gør allerede en Arbejdsindsats af betydelig Værdi; og hvis hun dertil baade legemlig og aandelig selv passer sine Børn og skaber for dem de baade i hygiejnisk og i ethisk Henseende sunde Forhold i Hjemmet, som uden Sammenligning er den vigtigste Del af Opdragelsen, om hun bliver sin Mands forstaaende Medarbejderinde, ifald hans Arbejde tillader det, eller, hvis dette ikke kan ske, hjælper ham til at faa et Indblik i Tidsspørgsmaal og Æmner, som hans koncentrerede Virksomhed ikke tillader ham at tage umiddelbar Del i, hvis hun ved fortsatte Selvstudier sørger for, at hun og hendes Mand kan følge Tidens Tanker, saa de opvoksende Børn i deres Forældre kan finde Venner, som paa en Gang forstaar deres Følelser og kan hjælpe dem at udrede de Problemer, som optager deres Tanker - hvorledes skal hun blot faa Tiden til at strække til for alt dette? Og den Kvinde, som saaledes søger at udvikle enhver Del af sin Personlighed og bruge sine frigjorte Kræfter til den dybeste af alle Videnskaber, den skønneste af alle Kunster, den at gøre hvert Moment af Livet i Hjemmet saa harmonisk, saa ægte, saa rigt, saa skønhedsfyldt som muligt, hun skal kaldes Aarhundredets Vidunder, ifald hun endnu lider af, at hendes Begavelse ligger ubrugt!
Og hun skal finde, at al hendes Intelligents, al hendes Skønhedssans, al hendes Skaberkraft ikke strækker til, hvis hun helt vil tage Del i den religiøse Kultus, som for mig er Fremtidens: At danne alle menneskelige Livsforhold i stedse højere og skønnere Former i Bevidstheden om, at det guddommelige alene er at finde i og gennem det menneskelige.
