Ny KVINFO-rapport giver et overraskende og kritisk indblik i kvinderettigheder, aktivisme og ligestilling i fire østeuropæiske og sydkaukasiske lande før, under og efter Sovjetunionen.

Den stærke, stålsatte kvinde med rank ryg var i årtier symbolet på kønsligestilling i Sovjettiden. Dette ideal fandtes også i sovjetrepublikkerne Armenien, Georgien, Moldova og Ukraine. Men portrættet af denne poster-girl viser sig ikke at have meget med virkeligheden at gøre. For nok arbejdede kvinderne i Sovjetstaten, men kvindekampen blev hverken født eller opfostret under Sovjetunionens hammer og segl.

Kvinder i de fire lande organiserede sig allerede i slutningen af 1800-tallet. Men da kommunisterne kom til magten, afviklede de kvindebevægelserne – både i praksis og i den officielle historie. Således gjorde de plads til en sovjetisk fortælling om kvindefrigørelse.

Frigørelsen var imidlertid reelt overfladisk, viser den nye rapport. Kvinder kom ganske vist på arbejdsmarkedet, men de bar fortsat hovedansvaret for hjem og husholdning nu blot med hårdt lønarbejde oveni, ikke ulig erfaringerne i Europa senere hen.

Kvindekamp før Sovjet

Uddannelse var omdrejningspunkt for de tidlige kvindebevægelser i Armenien, Georgien, Moldova og Ukraine. Deres drivkraft var i høj grad at bevare egne sprog og kulturer under det russiske kejserrige, som landene var underlagt i det 19. århundrede.

Fra klasseværelser til trykpresser tog kvinder ordet. Pionerer kæmpede for at udbrede læsefærdigheder og grundlagde skoler, daginstitutioner og læreruddannelser. De etablerede tidsskrifter og skrev om social ulighed, mandlig dominans og tabuer som abort og prostitution.

Kvindebevægelserne i de fire lande var lokalt forankrede, men ikke lukkede om sig selv. I studiekredse lod de sig inspirere af samtidens europæiske, feministiske litteratur om kønnenes ligeberettigelse og kvinders undertrykkelse.

I det korte vindue mellem kejserrigets fald og Sovjettiden omsatte flere af landene nogle af idealerne til praksis. Kvinder fik stemmeret og valgbarhed – i enkelte tilfælde også pladser i parlamenterne.

Idealet om arbejder og mønstermor

1930’rne begyndte en konservativ æra, hvor ligestillingen for alvor gik tilbage. Abort blev igen kriminaliseret. Mange daginstitutioner lukkede. Skilsmisse udløste bøder. Og den særlige kvindesektion i kommunistpartiet lukkede.

Nu gik produktion og reproduktion hånd i hånd. Kvinder skulle både lønarbejde loyalt for at bidrage til etableringen af den socialistiske stat og føde børn som mønstermødre. Man frygtede, at faldende fødselstal ville underminere Sovjetunionens fremtid.

Det betød, at kvinder, nøjagtig som det få år senere skulle blive tilfældet i Europa, stod med massivt dobbeltarbejde. Som medarbejdere på fabrikken, i landbruget og administrationen. Og derhjemme med ansvar for madlavning, rengøring, børnepasning og omsorg for familiens ældre.

Idealet om den sovjetiske superkvinde var skabt.

I deportationernes skygge

I tiden omkring Anden Verdenskrig voksede presset på kvinder, sådan som det generelt sker under krig og konflikt. Millioner af mænd kæmpede eller døde på slagmarken. Blev arrestererede for at være fjender af staten, fængslet, deporteret eller henrettet.

I Georgiens landområder stod kvinder ofte tilbage med eneansvaret for alt. Huslige forpligtelser, forsørgelse, børn og opdragelse. Men de skulle fortsat også levere i de kollektive landbrug, hvor nogle blev udsat for seksuel vold fra mandlige ledere.

I Armenien blev kvinder ikke længere skånet. Tidligere var de kønsstereotypt anset som for fysisk svage til at blive udskrevet til tvangsarbejde, men fra 1941 ændrede det sig. Kvinder var nødvendige i arbejdslejrenes produktion af tøj, tekstiler og sko, så hvis de betragtedes som anti-sovjetiske, blev de sendt til arbejdslejre af både politiske og økonomiske årsager.

Vold og krig efter sammenbruddet

Med Sovjetunionens sammenbrud blev Armenien, Georgien, Moldova og Ukraine i 1991 selvstændige nationer. Kvinders rettighedsaktivisme flyttede ind i NGO’er støttet af internationale donorer. Først senere tog det andre former.

Som andre steder i verden kom kønsbaseret vold til at stå højt på dagsordenen hos de nye NGO’er, og gør det stadig med god grund.

• I Georgien havde hver anden kvinde i 2022 oplevet vold i løbet af livet.
• I Ukraine svarede to ud af tre kvinder det samme i 2023.
• I Moldova havde syv ud af ti kvinder i 2018 oplevet partnervold.
• I Armenien betragter hver tredje borger ligefrem vold som et vilkår, kvinder må ’tolerere’.

Krig har præget flere af de fire lande, og som det generelt er tilfældet, også kvinders position og ansvar. I Armenien har den væbnede konflikt i Nagorno-Krabakh-provinserne haft stor indvirkning på de feministiske miljøer. Usikkerhed, frygt og et kollektivt traume har svækket engagementet i at arbejde mod kønsbaseret vold og for kvinders lige rettigheder. Forskning viser samtidig, at det generelle konfliktniveau i samfund stiger i sådanne situationer: Når der er vold i ’samfundet’, stiger hjemlig vold mod kvinder.

I Ukraine påvirker den nuværende krig med Rusland kvinders liv dramatisk. De er både soldater, de-facto eneforsørgere og humanitære nøglepersoner samtidig med, at de har større risiko for vold, fordrivelse og diskrimination.